Indlandet
Aarhus, 9. Januar.
Literatur
"Landsbybilleder" af Henrik Pontoppidan (forlagt af den Gyldendalske Boghandel). Forfatteren af "Stækkede Vinger" og "Sandinge Menighed" har ydet sit Bidrag til det sidste Julemarked med fem Fortællinger under ovennævnte Fællestitel. Man læser altid med en vis Interesse, hvad Hr. Pontoppidan skriver, fordi der er Fart, Farve og Fantasi i hans Skildringer; selv en saa fortvivlet Snakken Sort, som "Sandinge Menighed" er, vi havde nær sagt fra Begyndelsen til Enden, tager Opmærksomheden fangen dels ved det livfuldt malende Foredrag, dels paa Grund af den Spænding, Gaadegjætningen medfører. Den foreliggende Samling Fortællinger besidder hint større Arbejdes Fortrin og Mangler, de sidste dog heldigvis i en afdæmpet Form.
Det er ganske interessant at sammenligne Pontoppidans Billeder af den danske Almues Liv med Schandorphs; disse to Forfattere ere i Et og Alt Antipoder. Medens den Sidstnævnte gjerne ser paa de Skikkelser fra Bøndernes og Smaaborgernes Verden, han fremfører, med et lunt Smil, hvis han da ikke af fuld Hals ler ad dem, er Hr. Pontoppidan uhyre alvorlig; hans Digtning er stadig i Mol. Hos Schandorph er der en iøjnefaldende Stræben – man kalde den nu forceret eller ikke – efter at komme Virkeligheden saa nær som muligt; den Anden derimod, skjønt ogsaa paa sin Vis "Realist" paa en Hals, ynder i sin Higen efter Originalitet at stille Tingene paa Hovedet og synes opsat paa at skildre Livet i de "folkelige" Sfærer netop saaledes, som det ikke er, for at Læseren kan faa Noget at forbavses over og betragte Forfatteren som Indehaver af et mærkeligt, hidtil ukjendt Syn paa disse Existenser. Hertil svarer en diametral Modsætning i Stilen; hos den Ene er den jævn, for ikke at sige ordinær, i alt Fald uden stærkt udpræget Kolorit, hvorimod Hr. Pontoppidan bliver opdaget, saa snart han skriver ti Linier. Hans knappe, strængt byggede Perioder gjøre Indtryk, om ikke som Thomas Langes af det gamle Testamentes Profeter, saa dog af noget usædvanlig Højtideligt, og lytter man nøje til, opfanger man jævnlig Tonebølger, der minde om Basuner. Endelig lægger Forfatteren af "En Enkestand" og "Uden Midtpunkt" – hvad enten det nu lykkes ham eller ej – afgjort Vægt paa at gjennemkomponere sine Arbejder; men endog i saa smaa Fortællinger som de foreliggende, hvor altsaa Detaillerne forholdsvis let lade sig indordne under Helheden, røber Hr. Pontoppidan en ligefrem Ringeagt for kunstnerisk Udarbejdelse.
Den første af Fortællingerne, "En Kjærlighedshistorie" – tidligere trykt i "Ude og hjemme" – gaar ud paa at vise, hvorledes et Ægteskab, der sluttes fra den kvindelige Parts Side med Afsky og i Fortvivlelse, hurtig kan forme sig til et lykkeligt Forhold, medens et andet, som bygges paa gjensidig Elskov, efter endnu kortere Tids Forløb kun fører til Skuffelse og Livslede. Konflikten mellem den smukke Gertrud og hendes forvoxede Bejler tilspidses endog yderligere derved, at den unge Pige i Henseende til Kundskaber, Dannelse og Syn paa Livet staar paa et helt andet Standpunkt end den simple Karl, med hvem hun slæbes til Alteret. Det er nu ikke tilladt at mistænke Hr. Pontoppidan for at ville prædike en saa modbydelig Lære, som at Kjærligheden ikke har nogen ethisk Betydning i Forholdet mellem Mand og Hustru, idet Vanen, Børnene, det gode Udkomme osv. indeholder alt Fornødent, eller at ville hævde Almengyldigheden af, at diametralt modsatte Dannelsestrin Intet betyde i Ægteskabet. Der forelaa altsaa for Digteren den Opgave at vise, hvorledes trods Alt en saadan Mand og en saadan Kvinde undtagelsesvis kunne blive hinanden nok, og omvendt, hvorledes Ægteskabet, selv om det bygges paa gjensidig inderlig Sympathi og en beslægtet aandelig Udvikling, kan blive ulykkeligt for begge Parter. Men herpaa gjør Hr. Pontoppidan uheldigvis intet Forsøg. Efter at have lagt Spørgsmaalene til Rette springer han simpelt hen fem Aar frem i Tiden og fortæller saa kort og godt, at den Kvinde, der følte Modbydelighed for sin Brudgom og saae dybt ned paa hans aandelige Standpunkt, nu er evig glad ved ham, medens den anden, der elskede sin Udkaarne over Alt i Verden og omfattedes af ham med samme Følelse, efter to Aars Ægteskab er bleven led og kjed af ham og det Hele. Alt dette kan have baade individuel Sandhed og psykologisk Interesse, men saa maatte Forfatteren rigtignok have paavist, hvorfor og hvorledes; med blotte Postulater forklarer man Intet.
"En Fiskerrede" fører Læseren til Skagen – Stedet nævnes vel ikke ved Navn, men er angivet saa tydeligt, at Ingen kan tage fejl. Det vilde være Synd at sige, at Forfatteren med et velvilligt Blik ser paa Befolkningen i denne "Rede", som han foragtelig udtrykker sig, og naar han ikke desto mindre har dediceret sin Bog til Anna og Michael Ancher, hvis sympathetiske Fremstillinger af hine djærve Søfolks Liv have vundet almindelig Anerkjendelse, klinger det nærmest som Ironi. Men Hr. Pontoppidan gaar videre endnu, idet han tegner os "Strandingskommissionæren" paa hin Kyst og Agenten for Bjærgningsselskabet – der gives nok, saa vidt vides, kun eet saadant her til Lands – paa en Maade, som just ikke røber megen Takt. Denne Art af "Realisme", hvormed Hr. Gjellerup i "Germanernes Lærling" overraskede Publikum, burde Hr. Pontoppidan utvivlsomt afholde sig fra. I øvrigt er Fortællingen nærmest mærkelig ved en mindre renlig Kjærlighedshistorie om Bord paa det engelske Skib Two brothers, som ingen Ende faar og ikke staar i fjærneste Forbindelse med Hovedhandlingen.
"Bonde-Idyl" fremstiller i et Dobbeltbillede den fortrykte Stilling og den Uret, Smaakaarsfolk paa Landet ofte maa lide overfor Storbønderne. Farverne er grelle; men et nærmere Kjendskab til disse Forhold vil muligvis bekræfte deres Sandhed. Afgjort uheldig er derimod den følgende Fortælling, "Vinterbillede". Man har en Historie om en gammel, nu afdød Særling af en sjællandsk Præst, der i sin Tid havde faaet egregie af gamle Hornemann for sin Dimisprædiken. Da saa Biskoppen kom til Sognet paa Visitats et halvt Hundrede Aar efter, vidste den Gamle ikke bedre end at holde dette saa hæderlig stemplede Produkt fra en død og begraven Nationalismes Dage om igjen, og stor var derfor hans Forbavselse, da Biskoppen lod ham vide, at hans Kristendomsforkyndelse var umulig, og at han jo før jo heller burde søge sin Afsked. Denne sandfærdige Historie synes at gaa igjen i "Vinterbillede"; man gjenfinder Præsten og hans ved Bispevisitatsen repeterede Dimisprædiken, for hvilken Tage Müller 40 Aar forud havde givet ham Laudabilis. Men i den foreliggende Fortælling afskediges den Gamle ikke paa Grund af denne mindre tidssvarende Præstation, som Biskoppen netop synes godt om, ligesom Hs. Højærværdighed ogsaa, duperet af de mange Nysgjerrige, der imod Sædvane have indfundet sig i Kirken ved denne sjældne Lejlighed, roser "det opblomstrende Menighedsliv", men Katastrofen indtræffer, blot fordi Biskoppen senere tilfældigvis opdager en enkelt Irvingianerfamilie, der oven i Kjøbet nylig er flyttet til Sognet og ingen Propaganda har gjort. Saaledes er da den virkelige Begivenheds komiske Pointe bleven borte for Hr. Pontoppidan og erstattet med en Urimelighed. Læserne vilde imidlertid i det Hele have kunnet faa et ganske godt Indtryk af Bogen – mange af Detaillerne ere virkelig fortrinligt gjorte – hvis Forfatteren ikke som sidste Led af Samlingen havde fortalt en Historie, "Arv", der næppe giver "Sandinge Menighed" Meget efter i gaadefuld Forskruethed. Den mandlige Hovedperson, "store Jeppe Nilen", er Noget i Retning af det Gigantiske, paa engang dæmonisk Vilde og Ærefrygtindgydende; men hvad det egentlig er, der gjør ham saa gyselig og dog nøder Folk til at bevidne ham deres Agtelse – derom tier Hr. Pontoppidan ganske og maa derfor undskylde, at hans Jeppe ikke forekommer Læserne slet saa heldig som Holbergs. Hvad den mest fremtrædende af Kvindefigurerne angaar, er det nok at sige, at da hun opdager et Forhold mellem hendes Ægtefælle og en anden Kone, bliver hun i en Fart hvidhaaret og fordømmer sig selv til 30 – skriver tredive – Aars absolute Indespærring i et lille mørkt Kammer. Mindre kan ikke gjøre det. Og dette skal kaldes Virkelighedsskildring af det danske Almuesliv i det Herrens Aar 1882!
