alt for meget af Livets egen Vilkaarlighed

Medens Gjellerup betegner sin "G-Dur", som det sig hør og bør paa musikalsk Vis, med "Op. 9", er Henrik Pontoppidan med sine Landsbybilleder endnu kun naaet til sin tredje Bog. Han hører altsaa til de nyeste blandt de yngre, i det mindste af dem, som Kritiken for Alvor maa tage Position overfor. Og da det i denne mangelfulde Verden gjærne er den yngste, den sidste i Rækken, der maa lægge Ryg til, kan det heller ikke undre nogen, at Pontoppidans to første Bøger have maattet friste adskillige Gjenvordigheder i Form af en Del Anmeldelser, der bedre kunne kaldes uvillige end uvildige. Snarere maa man lykønske Forfatteren til, at han forholdsvis saa hurtig er sluppet gjennem den literære Skjærsild, thi overfor "Landsbybilleder" synes det næsten, som om Kritiken allerede er i Færd med at ville gjøre sin Uret god igjen og tage sin Underkjendelse tilbage. For billigere Kjøb kan Kritiken nemlig ikke godt slippe, thi naar Pontoppidan om en halv Snes Aar – hvis alt gaar vel – er en anset Forfatter, vil det sikkert forekomme de fleste som en Besynderlighed, at "Landsbybilleder", disse fem Smaafortællinger af ældre og nyere Datum, have været opfattede som en Mærkepæl i Digterens Udvikling. Hvor højt de saaledes end baade i og for sig og relativt kunne sættes – og "Ude og Hjemme", der har havt den Ære at huse tre af dem i sine Spalter, vil selvfølgelig gjærne være med til at sætte dem højt – saa bære de dog utvivlsomt i Fortrin som i Fejl aldeles overvejende de samme Egenskaber til Skue som Pontoppidans hele tidligere Produktion. Forfatterens første Debutskitse i dette Blad, "Et Endeligt", staar næppe i nogen væsenlig Grad under de ny Landsbyhistorier, det skulde da være under det saakaldte "Vinterbillede", mærkelig nok det Stykke i Samlingen, som Kritiken endnu tager de fleste Forbehold overfor, men som ikke des mindre, saavel hvad den kunstneriske Udformning som Billedets Farver og Skitsens Idé angaar, alligevel er Bogens Hovedpryd. Men kan det altsaa end undre en og anden, at man ikke strax overfor denne Forfatters første Arbejder kunde høre Græsset gro, er der paa den anden Side for Forfatterens Venner jo kun al mulig Grund til at glæde sig over, at en almindelig Anerkjendelse allerede nu synes at ville kaste det Solskin over hans Produktion, hvori de fleste gode og sunde Spirer dog trives lettere end under Modgangens Storm og Hagelbyger. "Ude og Hjemme" ønsker derfor som sagt ogsaa af ganske Hjærte Forfatteren til Lykke med hans sidste Bog.

Henrik Pontoppidan hører til Impressionisterne i vor nyere Literatur, en Retning, der med en vis Naturnødvendighed ogsaa maatte gjøre sig gjældende hos os, efterhaanden som de toneangivende Forfattere løste den kunstneriske Kompositions Baand og lagde Vægten paa saa naturtro som muligt at gjenfremstille enkelte Sider eller Situationer af selve Livets brogede og sammensatte Mangfoldighed. Men ligesom der i den impressionistiske Malerskole er et overmaade langt Spring mellem de geniale Experimentatorer og de vilde Manierister, saaledes kunde man maaske allerede ogsaa i Literaturen nævne Exempler paa, hvor Methoden er brugt med Virkning, og hvor den er løbet ud i Unatur, af lutter Iver efter at komme selve Naturen paa Sporet. Med størst Held er Impressionismen hos os hidtil anvendt lejlighedsvis, hvor f. Ex. en Forfatter har villet skildre en Middags forskjellige sammenflydende Lyde, det hele Kaos af Klirren og Klang, Tale og Summen. Men i en større Fortælling, hvor de enkelte Led derved let komme til at staa isolerede som Kugler paa en Snor, og hvor Personer dukke op og forsvinde med alt for meget af Livets egen Vilkaarlighed, dér kommer selv den mest talentfulde impressionistiske Naturtroskab som oftest tilkort. Hvor ypperlige Enkeltheder der end saaledes findes i Pontoppidans to større Fortællinger, "Stækkede Vinger" og "Sandinge Menighed", er Helhedsvirkningen dog blevet langt ringere, end det var at vente efter Forfatterens rige Evner og sjældne Midler. Derfor lykkes ogsaa den mindre Historie, Skitsen, Studiet, endnu bedst for Pontoppidan, skjønt man ogsaa her nu og da kunde ønske større Klarhed, motiverede Overgange, kort sagt ren Besked i Stedet for nok saa talentfuldt udførte Antydninger. Baade "Bonde-Idyl" og "Arv" i den nys udkomne Samling mangle hist og her ligesom det sidste opklarende Ord. Har f. Ex. Jeppes Enke i "Arv" svoret falsk eller ikke? Det er Forf.'s Mening, at hun ikke har gjort det, men at den hele Retsscene maa forvirre Folk som hun i Stedet for at støtte dem, men det er sikkert, at mange Læsere ville komme til det Resultat, at hun dog alligevel har aflagt falsk Ed, siden hendes Fingre "visne".

Men er det i øvrigt forstaaeligt nok, at en ung Forfatter, ligesom for at finde sig selv og sin egen Stil, til en Begyndelse lader sig friste af Impressionismens Liv og Prægnans, saa er der paa den anden Side saa megen Muldjord i Henrik Pontoppidans Begavelse, at hans digteriske Spirer nok skulle slaa sundt og kraftigt Rod fremfor en kort Tid at spille i alle mulige Farver paa Overfladen. Sundhed og Friskhed ere netop de fremtrædende Karaktertræk i hans Produktion. Det lidt blaserte, der fandtes i hans faa Skildringer fra Hovedstadens Selskabsliv, er for længst et overvundet Standpunkt. Han blev sund, saa snart han kom ud paa Landet. Her har han hjemme, og herfra vil han utvivlsomt komme til at skjænke vor Literatur mere end et baade Sommer- og Vinterbillede1 af blivende Værd. Det gjælder om ham som om Schandorph, at først deres Kunst har lært os, hvor nøgternt Skolelærerliteraturen gjorde sine Iagttagelser, om man end ellers ikke kan nægte denne Retning Fortjenesten af et hæderligt Arbejde til Oplysningens Tarv og en Slags Prioritet med Hensyn til Behandlingen af ny Jord. Og overfor Schandorph er det atter ikke uden Interesse at stille den langt yngre Fælle med hans Nytids-Motiver og Nytids-Modeller. Det synes, som om der atter her skal gjøres et smukt Skridt fremad. Men har Schandorph maaske stundum let lidt for meget ad og med sine Figurer, er Pontoppidan, i hvert Fald endnu, ogsaa skeptisk nok paa sin Vis. Skjønt utvivlsomt Demokrat i sin hele Tankegang, er han aabenbart for meget Satiriker til at give sin Tro paa og Kjærlighed til Landbefolkningen et alt for positivt Udtryk. Han lader helst sit Sindelag skinne igjennem ved at fremstille Nøden og Ulykken derude, ved at vise, hvor lidet Præst og Skolelærer ofte ere for deres Menighed, eller ved grotesk at skildre, hvor latterlige Byfolk overhovedet tage sig ud paa Landets Baggrund. Fiskere paa Skagen, der trække Vaad – for Malerne deroppe, og lunt le i Skjægget ad dem; Præstedatterens sværmende Kjærlighed, der født som Forfjamskelse ender som Forjaskelse, medens Bondepigens halvt tvungne Ægteskab igjennem Livets Arbejde og Børnene voxer op til Lykke; Grundtvigianismen og Højskolebevægelsen exploiteret af flade, verdslige Lykkejægere — alt sligt er rigtige pontoppidanske Æmner. Det vil blive interessant at se, naar han en Gang tror sig stærk nok til at tale lige ud af et varmt Hjærte.

Man har villet spore Forbilleder snart hist og snart her i Pontoppidans Stil, og det vilde jo for den Sags Skyld ogsaa være meget naturligt, om Forholdet var saa. Men Pontoppidan har ogsaa allerede sin egen Tunge at tale med, som i visse Maader ikke laaner fra andre, men som maaske nok flere i Tidens Løb ville laane hos. Som hans rent fortællende Evne strax var betydelig, har hans, med folkelige Fyndord karakteristisk isprængte Stil, ikke blot bevaret sin oprindelige Friskhed og malende Sans, men efterhaanden vundet i kunstnerisk Bevidsthed og Sikkerhed. Hvor sent derfor end "Landsbybilleder" kom i Juleliteraturens Strøm af Noveller og Fortællinger, har Samlingen ogsaa vidst at tilkæmpe sig den Plads i første Række, som den med rette fortjener.

O. B.

 
[1] Sommerbillede var titlen på det første kapitel af HPs forrige roman, Sandinge Menighed (1883) da det blev trykt i Ude og Hjemme 29.10.1882. tilbage