Dagbog
Det kongelige Teater fejrede i Aftes Oehlenschlägers Fødselsdag ved Opførelsen af "Aprilsnarrene".
Naar man erindrer, hvor dybt Oehlenschläger foragtede den heibergske Vaudeville, kunde man vel tænke sig et smagfuldere Valg. Men for Resten er der vel ingen Grund for Teatret til aarlig at højtideligholde netop Oehlenschlägers Fødselsdag. Saa var der mere Mening i at gøre den 3die December – Holbergs "Geburtsdag" – til en Festdag. Men se, om man gør det.
Teatret skylder egenlig Oehlenschläger grumme lidt. Hans utallige Stykker var vist oftest til Plage, og nogen nævneværdig Popularitet vandt han aldrig. I sine Breve beklager han sig Gang efter Gang bittert over Datidens Kjøbenhavnere, der foretrak "literært Sukkergodt for sund og styrkende poetisk Næring". Er det bleven anderledes siden?
Nu kan det vel ikke nægtes. at den oehlenschlägerske Kost tidt laa noget tungt i Maven, og man forstaar nogenlunde det Befrielsesudbrud, hvormed Hejbergs Vaudeville i sin Tid modtoges af mange. De var en ungdommelig Protest mod Tragediernes opblæste Kunst, der ofte blev "stor" alene ved sin ufordøjelige Kedsommelighed. Som saadan har de da literær-historisk Værd, og det vilde derfor være rigtigt af det kongelige Teater i Ny og Næ at opfriske Erindringen om dem. Men – som nu – at give dem en staaende, endog alt dominerende Plads paa Repertoiret, er der ingen Mening i, da de dog kun har grumme ringe selvstændigt poetisk Værd.
Deres dramatiske Fortrin bestaar nærmest i, at de giver Skuespillerne fri Tumleplads for deres Talenter. I "Aprilsnarrene" for Eksempel gives flere af Personerne Karakteristik udtømmende i selve Navnet. En hedder Hr. Zierlich, en anden Frk. Trumfmeyer. Det er alt, hvad der vides om dem. Heraf maa Skuespillerne selv danne sig deres Skikkelser, og har Skuespillerne Dygtighed, Lune og Fantasi, faar de her en velkommen Lejlighed til at give disse Ævner frie Tøjler.
Æren for disse Vaudevillers Tiltrækningskraft tilkommer derfor mere Skuespillerne end Digteren. Denne har i Almindelighed blot anvist Stoffet, hvoraf de sceniske Kunstnere da selvstændigt har formet de mange nu berømte Figurer. Hvad skyldes for Eksempel Heiberg af Olaf Poulsens kostelige Figur Hr. Zierlich ud over Navnet? De Morsomheder, Forfatteren har lagt i hans Mund – f. Eks. i Overhøringsscenen – er nærmest til at blive flove over. Og paa den anden Side; hvor var Frk. Trumfmeyers Snakkesalighed ikke kedsommelig, fordi Fru Hilmer ikke ævnede af sig selv at lægge noget Lune i den.
Udmærket var Fremstillerinden af Constances Rolle, Fru Nielsen. Hun har næmlig ingen anden Opgave end den at se smuk ud, smile indtagende, lægge Haanden smægtende under Hjærtet og lade en smuk Sangstemme høre – altsammen noget, Fru Nielsen let udfører med Bravour.
Urbanus
