Messias

Under dette stolte Flag har Viggo Stuckenberg sendt en ny Fortælling ud i Verden.

Den unge Digter, der ifjor debuterede som Prosaforfatter med den fine og stemningsfulde Novelle "I Gennembrud", har med denne Bog beredt sine forventningsfulde Læsere en lille Skuffelse. Det er en Kamp-Bog; men det synes, som om Stridens Gærning ikke ligger saa godt for hans Pen som Fredens.

Man mærker i "Messias" en ubændig Lyst til at stange. Men foreløbigt har Forfatteren aabenbart ikke faaet Hornene udvoksede, og derfor løber han stadig Panden mod Væggen.

Bogens Hovedtanke er den, at Tiden trænger til en Forløser, en Messias, et himmelsk Lyn, der kan rense Luften. Denne Messias er aabenbart tænkt – i Overensstemmelse med Traditionen – som en stor Alvorsmand. Der findes i Fortællingen en Person ved Navn Jansen, der synes at skulle opfattes som en Forløber for den ventede Frelser, en Slags Johannes den Døber, i hvis Billede den endelige Messias tænkes en Gang at ville blive skabt.

Denne Jansen er en ensom, dyster og grublende Person, der ikke forstaar sine Omgivelsers Spøg og forarges over deres glade Latter. Skulde den kommende Forløser nødvendigvis dannes af samme Stof? Ser man paa Verdens store Reformatorer, vil man vist i Almindelighed opdage, at de var ret muntre Herrer, der vel kunde piske deres Samtid med Skorpioner, men ofte gjorde det med et ret lystigt Smil om Munden. Luther f. Eks. var dog langtfra nogen Bedemand. Ja, selv den Religionsstifter, efter hvem Stuckenbergs Fortælling har taget Navn, den rigtig gode gamle Messias fra Jødeland1 – mon han egenlig var en saadan blegsottig Asket, som vore Malere ynder at fremstille ham, med lange Hængekrøller og et seminaristisk Martyrblik. Mon han i Grunden ikke var en ret spøgefuld Herre, der ved Siden af sin Missionsgærning frejdigt delte Livets Glæder sammen med sine Tilhængere? Totalafholdsmand kan han f. Eks. ikke have været. Vi har jo dog læst om hint Bryllup, hvor han, da Vinen slap op, i løftet Stemning benyttede sin Almagt til at forvandle det døde Vand til perlende Nectar. Bekendt er det jo ogsaa, at han yndede at omgive sig med Kvinder. Tyder det ikke paa, at han var en sprudlende, livskraftig Natur og ikke den højtidelige Særling og evindelige Prædikehest, han ofte er bleven gjort til?

Det havde været morsomt, om Stuckenberg havde ladet os ane et Messias-Portræt, der ikke netop var kalkeret over de gængse Forestillinger. Den ferske Alvor i de Træk, der skimtes gennem hans Fortællings Taager, minder ikke helt behageligt om de tyske Kristusbilleder, man ved Paasketid sér udstillede i Boghandlernes Vinduer.

Ikke des mindre – for at vende tilbage til Bogen, som den nu en Gang er – læser man den helt igennem med Interesse. Der findes, spredt omkring, mange fine og træffende Skildringer, navnlig et Portræt af en ung Pige, som er meget indtagende.

For den, der vil følge Udviklingen i den unge danske Litteratur, er "Messias" et Led, der ikke kan overspringes.

Urbanus.

 
[1] Dette udtryk blev i samtiden opfattet som et upassende ordspil på en udbredt annoncetekst for "den rigtig gode gamle Sæbekælder", se f.eks. Harald Nielsens tilsvarende brug i 1907. tilbage