Radikalisme
I vil snakke om Skønhed og har aldrig saa meget som været med til at slaa en Dumhed for Panden .... Men jeg skal sige jer, hvad der er det usleste, det lumpneste, det mest nederdrægtige af alt. Det er at sidde som traurige Aber med Hovedet paaskæve og lyske sig, naar der rundt om i Verden staar Kamp paa Liv og Død for Menneskenes Frihed.
(Otto Kall i "Asgaardsrejen".)
Man kan med et Ord betegne den aandelige Tilstand, vi lever under, som en daglig voksende og dybt grundet Begrebsforvirring. Det er længe siden, en overlegen Hjerne har haft vort aandelige Indbo til Behandling. Det er Journalisttænkning vi lever paa. Ideer opdyngede paa Lykke og Fromme – eftersom de gjorde bedst Virkning – fra Dag til Dag. Ovenpaa disse atter nye Ideer. Det hele lige uprøvet og uansvarligt. Ramler der noget – hvem har saa bygget det. Vedkommende ved det maaske ikke selv. Dertil kommer den Skæbne, Begreberne har haft – paa Fart fra Land til Land, aldrig helt glemmende deres Afstamning og stadig farvet af det nye Selskab. Hvor forskellige Ting har de ikke maattet dække1, og i hvor mange Sammensætninger har de ikke maattet indgaa. Og aldrig har der været Tid til det, som Machiavelli dybsindigt tilraadede med Henblik paa de religiøse og politiske Institutioner: "at føre dem tilbage til deres Princip."
Paa Grund af Ideernes yderst forskellige Afstamning, bliver det nødvendigt at skelne mellem et lokalt og et internationalt Lag og navnlig gælder dette vor hjemlige Tilstand. Man kan 50 indenfor en forholdsvis snæver Periode i vort Aandslivs Historie finde en Række af de Faktorer, der har ført til vore nuværende Forhold, men for Grundbegrebernes Vedkommende fører Linien tillige videre ud og længere tilbage.
Det er derfor et Arbejde paa meget forskelligt Sigt, der skal gøres. Kampen fra Dag til Dag for at holde sig det værste fra Livet vil ofte kun synes at angaa Ting, om hvilke enhver – uden videre Følger – kan have sin Mening, men bag det hele ligger Spørgsmaalet om en forskellig Fortolkning af Grundbegreberne. Det er ikke en Kamp, der kan vindes ved at bekæmpe en Række bestemte Tilfælde eller ved at rette nogle Døgnmeninger, men kun ved paany at bestemme de Ideer, man gaar ud fra.
Imidlertid – det daglige Arbejde maa gøres; thi medens Græsset gror, dør Horsemor, og den Undersøgelse og Fornyelse af det fra det nittende Aarhundrede arvede Idéfond, der udkræves, er en Kæmpegerning, paa hvis Resultater vi ikke kan vente. Derfor gælder det om i ethvert tilfældigt Arbejde at se en Principundersøgelse bagved. Paa den Maade vil selv den mest foreløbige Gerning blive andet og mere end et aandeligt Nødværge. Det vil føje sig ind som en Forundersøgelse i den Principundersøgelse, der tiltrænges.
Men netop fordi Opgaven er af denne Art, er der Tilfælde, hvor det vilde være fuldstændig haabløst i Øjeblikket at angribe, fordi det er umuligt at faa Ram paa hele det Grundsyn, der ligger bag.
Hvad vilde det nytte at betragte og gendrive Helge Rode's smukke og varmtfølte Artikel om Drachmannsfesten, som om det blot var en enkelt Persons Anskuelser om et enkelt Tilfælde. Hvor meget "Milieu" ligger der ikke i hele Synsmaaden, hvor er den hele Tankegang, der tror sig strengt personlig, paa mangfoldig Vis inficeret med netop de "moderne" Anskuelser, hvis Holdbarhed, det gjaldt om at undersøge. For at kunne gendrive denne enkelte Artikel, maatte man tage Begreber som Ansvar, offentlig Anstand, Folkelighed og Overmenneskeret, Kunst og Liv op til Drøftelse og til at gaa ud fra vilde man kun have et skrøbeligt lyrisk Grundlag. Hvis man paa den anden Side undlod at tage Forudsætningerne op og holdt sig til det enkelte Tilfælde, vilde det prelle af mod den hemmelige Sympati, som Helge 51 Rodes Ord overalt vil møde hos dem, hvis "uhildede" Syn er under nøjagtig samme ubevidste Indflydelse som hans.2
Paa en ganske anderledes klar og bestemt Maade indbyder Pontoppidan til Diskussion ved den gammeltroende Opfattelse af Radikalisme og Frisind, han har lagt til Grund for sit Skuespil "Asgaardsrejen". Det har en saa meget desto større Værdi som Tidsdokument, fordi det kommer fra et ydre [mindre personligt] Lag i hans Sjæl end det, vi har lært at kende gennem "Lykkeper". Pontoppidans Stykke er ment som et Udfald, en Spot mod den holdningsløse, idéforladte, lunkne Nutid. Firsernes stærke Overbevisning og glødende Radikalisme skal holdes den for Øje. De henfarne Helte skal i et Syn drage forbi som en "Asgaardsrej".
Som Repræsentant for den vaskeægte Radikalisme fremføres der en gammel Skandale-Onkel, en Journalist-Veteran, der har holdt Galden flydende. Han har været et Par Maaneder i Fængsel for sine Meningers Skyld og siger i den Anledning til sin Niece, der rækker ham Haanden: ".... Og Du er virkelig slet ikke bange for at lade den ligge her i min berygtede Forbrydernæve .... Men ved Du nu ogsaa rigtigt, hvad for Misgerninger den har begaaet." Han kalder sig bittert sentimentalt for: "en gammel Tugthuskandidat". Han slaar om sig med Udtryk som: "Mænd, der har sat Liv og Ære ind for en Sag", "Blodvidner for Frihedens hellige Sag" etc.
Er det nu ikke underligt, at en Mand som han skal føle sig så alene i sin Samtid. Hvorfor har han f. Eks. aldrig hørt en af de radikale Førere tale? Han vilde da have kunnet svælge i den heroiske Gysen for den truede Folkefrihed og samtidig have faaet Indtryk af, at Frihedens Helteslægt ikke er død, og at den rigtige gode gamle Radikalisme fra den rigtige gode gamle Sæbekælder stadig kan erholdes i saavel større som mindre Partier. Eller læser han ikke sine Blade, thi ogsaa der kan han finde meget, som vil glæde hans gamle Hjerte, mangt et stolt Vidnesbyrd om, at Aanden fra Anno Fortid lever endnu.
Der er nu f. Eks. Hr. Axel Gardes Anmeldelse af Georg Brandes' "Skikkelser og Tanker" (sidste Bind). Den er næsten, som Hr. Kall kunde have skrevet den. Ordene former sig under den unge, radikale Tænkers Pen til en Hymne for Friheden og 52 dens Forkæmper, der har taget sig af Armeniere og Jøder, Ruthenere og Sønderjyder, Polakker, Georgiere, Finlændere og Macedoniere etc. etc. Hver af disse Afhandlinger synes han maatte kunne stampe Mænd op af Jorden. Han taler med bitter Haan om vor Tid som frihedsløs (!), og han finder det beskæmmende for Bourgeoisiets Ungdom, at den ikke gør disse Spørgsmaal til sine.
Nuvel, her har Hr. Kall da en Aandsbeslægtet. Jeg præsenterer de to Herrer for hinanden. Pontoppidan behøver ikke at være bekymret for Frihedens hellige Sag, saalænge der lever unge Mænd som denne, der jo aabenbart blot har manglet den tilfældige Lejlighed til at blive et Blodvidne. Og paa den anden Side behøver den unge Garde aldrig at mangle Læsere, saalænge den gamle Garde lever til at synes, at han skriver som en rigtig frejdig og uforfærdet, radikal ung Mand.
Men det er ganske rigtigt, at d'Hrr. Kall og Garde forsaavidt begge har Grund til at føle sig utilpas, som der efterhaanden er vokset et Slægtled frem, for hvilket al denne Radikalisme ikke er andet end Fraser, der var god Latin 1886, men nu kun tomme Ord.
I Verdenshistorien lærte man, at Karl X., da det begyndte at gære i hans Rige, sendte General Bourmont paa Felttog til Algier for at lede Opmærksomheden andetsteds hen og ved sine Sejre over Kabylerne afstive sit Regime.
Har alle disse Fantasi-Felttog og Kateder-Revolutioner været andet end en saadan bortleden af Opmærksomheden? Hvorledes saa det nemlig ud herhjemme – mærkede vi noget til Frisindet? Disse Frihedens Apostle der hadede al Uret, der blev øvet mod Polakker og Jøder, havde vel det skarpeste Blik for deres Medborgeres Ret? De som deklamerede mod Magthavernes Jesuitisme og Hykleri, deres Brutalitet og Lavhed i Valget af Midler – de søgte vel at føre deres Kamp med blanke Vaaben? Eller hvorledes! – Var det ikke fra deres Kreds, at det smaaligste Aandstyranni blev øvet, saalænge de havde Magt dertil, var det ikke dem, der i vor Presse, i vort offentlige Liv – paa alle Omraader indførte et Raffinement i Valget af Ondskab, en Uskaansomhed i Forfølgelsen og et Hykleri, der var hidtil ukendt. Dem er det, der har Æren af paa vor hjemlige Krigsskueplads at have indført de sjofleste og mest moderne Vaaben, i Forhold til hvilke de gamle nationalliberale Bagladere var for Hyldebøsser at regne.
53 I dette Misforhold mellem Begrebet Frisind anvendt udenfor og indenfor vore Grænser kan Hr. Garde maaske finde Grunden til, at disse fortjenstfulde Afhandlinger ikke har stampet nær saa mange Mænd op af Jorden som Frasemagere og Eftersnakkere.
Det svækker Virkningen af Indignationen over russisk Censur og Meningsforfølgelse betydelig, naar den udgaar fra en Kreds, der efter bedste Evne gennem sin Presse har gjort sig skyldig i nøjagtigt det samme. Thi hvad var det andet end russisk Censur, man en Aarrække øvede overfor sine Læsere, naar man ganske roligt med den sorte Kost strøg de af Samtidens Navne og Begivenheder, der var ubelejlige. Størrelsesforholdene var forskellige. Det skal villigt indrømmes, at den russiske var i større Stil, men det kan være vanskeligt at afgøre, hvilken der var mest gennemført – og der er ingen Tvivl om, hvilken der her hjemme var den mest trykkende og fordærvelige.
Hvor mangen en Gang, naar vi var ved at drukne i Løgne, naar der svindledes med dyrebare Ord, naar vi saa Mænd blive forfulgt hadefuldt og smaaligt, vilde vi ikke have sat Pris paa at mærke noget til Begejstringen for Ret og Frihed.
Humbug – det var Indtrykket, og avler det Mænd, er det i hvert Fald ikke som Tilhængere af "Systemet".
Af disse Aar fødtes der et nyt Frisind med et nyt Syn og et nyt Maal. En Radikalisme, der gaar ud fra, at det er ligesaa radikalt og mere nyttigt at fange og knække den Lus, der sætter sig i Ens Pels, som at skrive mod de grumme, men skudfri Tyrker og Kosakker. Kan vi gøre begge Dele – saa den ene tilskynder til den anden – saameget desto bedre.
Det er udmærket, at et lille Land har Raad til ogsaa at interessere sig for andres Affærer, og det er godt, at vi har en Mand som Georg Brandes til det, men der er ingen Grund til at bebrejde Bourgeoisiet, at ikke flere gør ligesaa. Der er Ting, der er ganske anderledes beskæmmende for Bourgeoisiet, f. Eks, Beskaffenheden af den Presse, det holder sig. [Og det vilde være rimeligere at rejse dets Indignation mod Pøbelgrusomheder som dem vi for nylig har været Vidne til mod et i Forvejen ydmyget og bastet Menneske, end at paakalde den i Anledning af Myrderierne i Armenien.3]
Det er paa Punkter som disse, at vort Frisind skal prøves. Vi har derimod ikke haft meget Tyranni at svinge vort Glavind 54 imod, ikke mange Aag, der kunde skabe den store Patos. Men det har sin Interesse at erindre, at Blodvidneradikalismen netop fik sit første Grundskud, da den veg tilbage for Følgerne af sine store Ord, og at den gjorde det første Skridt til at opløses i Ordsvindel, da den efter at have forfejlet Springet uanfægtet vedblev at føre sig drabeligt – hvilket den jo er blevet ved med til den Dag i Dag.
Dermed havde man imidlertid ladet en af de ganske faa Lejligheder gaa fra sig, hvor Virkeligheden herhjemme frembød Tilknytningspunkter for en saadan Radikalisme, og iøvrigt har den saavel i vor Folkekarakter som i vor Udvikling haft saa ringe Støtte som muligt. Vi har som det øvrige Europa faaet hele Systemet: Frihedsbegrebet, Aagafkastningen, Skrankenedbrydningen o.s.v. fra den store Revolution. Det er Oprøret mod ydre Tryk, der ligger bag hele den europæiske Radikalisme som en Urtype og intetsteds passede den daarligere end herhjemme, hvor det næsten udelukkende drejede sig om indre Forandringer, Følelser og Meninger, der skulde ændres. Det var en Evolutions-, ikke en Revolutionsradikalisme vi havde Brug for. For at vedligeholde det høje Tryk, som Barikaderadikalismen kræver, har man derfor stadig maattet ty til fremmede Eksempler. Det er en flittig Brug af de revolutionære Foreteelser andetsteds, der har holdt Forestillingskredsen vedlige og har forhindret Opfattelsen fra at falde i Lave. Først nu er vi kommet saa vidt, at Forsøget paa at benytte de gamle Valser fra alle Sider – ganske uafhængig af Meninger – mødes med Mistro. Det overdrevne skingrer i Ørerne, det uholdbare rumler for paafaldende.
For os er derfor den russiske Revolution intet Gode, hvis dens Blod skal benyttes til at give vort hjemlige radikale Spøgelse en ny Skintilværelse. Vi har faaet importeret tilstrækkelig megen Uvirkelighed, og det var nu paa Tiden, at vi anlagde de Synspunkter, der svarer til vore Kaar.
Det er ikke sandsynligt, at denne nøgterne Opfattelse af, hvad Frisind og Radikalisme er, vil tiltale de ældre, der er vant til at forbinde større Pomp med disse Begreber. Det er vel endogsaa rimeligt, at de vil se ned paa den. Det gaar jo ofte saaledes, naar det foregaaende Slægtled har spillet op, at det følgende maa arbejde for at betale Gælden. Det tager sig let kedeligt og nøjeregnende 55 ud ved Siden af dem, der ved utallige Banketter lod Ordene rulle uden at spørge om, hvad det kostede.
De heroiske Fantasier sidder dem endnu i Kroppen. Naar de som Hr. Kall og andre taler om deres Martyrium, da er det ikke blot deres Hukommelse, der overdriver og apoteoserer, nej det er Erindringerne om alle de Revolutioner og Frihedsbevægelser, de i Aanden har deltaget i, der spøger dem i Hovedet. De kan ikke længere huske, at de ikke var med i den store Revolution og i den polske Opstand. Bag deres Ord om Frihed mærker man stadig Reaktionens Fængsler. Naar de knipser Borgerskabet paa Næsen, ser man Kommunens Brandbaal i Baggrunden. Det er Shelley's og Byron's abstrakte Frihedsbegejstring og Tyranhad, der gaar igen i deres Fraser.
Det er mod denne Fantasiradikalisme, man vilde have set "Lykkeper"s Forfatter rette sine Vaaben. Naar [han tværtimod har stillet sig paa Fortidens Standpunkt, saa viser alene det daarlige, af usammenhørende Træk sammensatte Vrængebillede af Nutiden, at det maa skyldes en høj Grad af Ukendskab til den Udvikling, der foregaar fra Dag til Dag omkring ham. Men naar] han næste Gang vil skrive et Stykke, der ikke bør have en besmykkende Titel som "Asgaardsrejen" men ganske simpelt hedde f. Eks. "Radikalismens Genfærd", maa han tage med i Betragtning at Forholdene kan være forandrede, siden han sidst færdedes i Menneskenes Verden. Fyr kan være tændte og andre slukkede og rødt Blink, der tidligere førte til aabent Hav, kan nu betyde grundt Vande.
For at komme der hen, hvor man vil, er det imidlertid nødvendigt at kende Ting som disse. Det vil kunne være ham et Fingerpeg, at Radikalisme nu som før er at gøre det Arbejde, der er det utaknemmeligste, med Bevidstheden om at det er det nødvendigste. Ofret er en personlig Indsats, men man ofrer sig ikke længere ved at bestige Skafottet for Mængdens Øjne. Man giver sit Offer ved i al Stilhed at afstaa fra den Fordel, der kun kunde vindes paa Ideernes Bekostning. Heller ikke Farerne tager sig synderlig romantiske ud. Det er ikke underjordiske Fængsler og grusom Tortur, men Mure af Tavshed og Naalestik, som ingen kan værge sig imod eller hævne sig for. Altsaa mere irriterende end pinefulde, mere trættende end æggende, mere kedeligt graa end blodigt røde.
56 Det kan ikke nytte at foregøgle Frisindets Rekruter en straalende Karriere med Sejre og Triumfer. Det gaar langt mere stilfærdigt for sig, hvor det virkeligt gælder, og vil de med i Kampen, maa de være forberedt paa selv at være de eneste, der ser, hvori den bestaar.
Men i hvert Fald bestaar den ikke først og fremmest i at slaa Dumheder for Panden; thi Gemenhederne – der ikke er dumme – er mindst lige saa talrige.
[For at Hr. Pontoppidan yderligere kan være orienteret, maa han vide, at] det er Betragtninger som disse, der af Hr. Kalls Aandsfrænder kaldes reaktionære – og med Rette. Det er en Reaktion mod alt det, der blot er Rutine og Forretning, tilbage til det i deres Fortid, der har Livsværdi. [Det er ikke vor Skyld, at vi for at naa derhen undertiden maa skræve gennem en Bløde, der sprøjter d'Hrr. i Øjnene.]
Harald Nielsen.
