Blasfemi-Sagen

Saaledes som forleden meddelt1 har Politidirektøren beordret Sagsanlæg i Anledning af to Artikler, der har staaet i "Kjøbenhavns Børs-Tidende" i December Maaned iforfjor og i Juli Maaned ifjor. D'Herrer Overretsprokuratorer Mundt og A.L. Salomonsen er beskikkede henholdsvis til Aktor og Defensor.

Sagen vil, ifølge Justitsministeriets Ordre, komme til at dreje sig om Overtrædelse af Straffelovens §§ 156 og 184.

Disse to Paragrafer lyder saaledes:

§ 156. Den, der driver Spot med eller forhaaner noget her i Landet bestaaende Religionssamfunds Troslærdomme eller Gudsdyrkelse, straffes med Fængsel, ikke under én Maaneds simpelt Fængsel, eller under særdeles formildende Omstændigheder med Bøder.

§ 184. Den, som offenliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den, som sælger, uddeler eller paa anden Maade udbreder, eller som offenlig udstiller utugtige Afbildninger.

De første af de to Artikler var en Anmeldelse af Viggo Stuckenberg's Bog "Messias". Anmeldelsen begyndte saaledes:

"Messias"

Under dette stolte Flag har Viggo Stuckenberg sendt en ny Fortælling ud i Verden.

Den unge Digter, der ifjor debuterede som Prosaforfatter med den fine og stemningsfulde Novelle "I Gennembrud", har med denne Bog beredt sine forventningsfulde Læsere en lille Skuffelse. Det er en Kamp-Bog; men det synes, som om Stridens Gærning ikke ligger saa godt for hans Pen som Fredens.

Man mærker i "Messias" en ubændig Lyst til at stange. Men foreløbigt har Forfatteren aabenbart ikke faaet Hornene udvoksede, og derfor løber han stadig Panden mod Væggen.

Bogens Hovedtanke er den, at Tiden trænger til en Forløser, en Messias, et himmelsk Lyn, der kan rense Luften. Denne Messias er aabenbart tænkt – i Overensstemmelse med Traditionen – som en stor Alvorsmand. Der findes i Fortællingen en Person ved Navn Jansen, der synes at skulle opfattes som en Forløber for den ventede Frelser, en Slags Johannes den Døber, i hvis Billede den endelige Messias tænkes en Gang at ville blive skabt.

Denne Jansen er en ensom, dyster og grublende Person, der ikke forstaar sine Omgivelsers Spøg og forarges over deres glade Latter. Skulde den kommende Forløser nødvendigvis dannes af samme Stof? Ser man paa Verdens store Reformatorer, vil man vist i Almindelighed opdage, at de var ret muntre Herrer, der vel kunde piske deres Samtid med Skorpioner, men ofte gjorde det med et ret lystigt Smil om Munden. Luther f. Eks. var dog langtfra nogen Bedemand.

Herefter følger det Stykke, hvorpaa Sagsanlæget for denne Artikels Vedkommende er begrundet, og som det derfor vilde være urigtigt nu at optrykke.

Kun saa meget skal foreløbig siges:

Pontoppidan bebrejder Stuckenberg, at det Messias-Portræt, han har ladet os ane, ikke helt behageligt minder om de tyske Kristusbilleder, man ved Paasketid sér udstillede i Boghandlernes Vinduer.

Han antyder dernæst med et Par Ord sin egen Opfattelse af Messias-Skikkelsen. Ordene rummer hverken Haan eller Spot, og Pontoppidans Opfattelse stemmer nøjagtigt med den Opfattelse, som Ernest Renan har gjort gældende i sin Bog "Jesu Levnet". – Men af denne Bog foreligger der mindst to danske Oversættelser, og aldrig er deres danske Udgivere eller Oversættere blevne sagsøgte for Blasfemi.

Den anden af de Artikler, Sagsanlæget gælder, hed "Den gamle Adam".

Der er her i Danmark udgivet store Samlinger af Sagn og Krøniker. Man kan deri finde snart Vorherre, snart Vorherre og St. Peder vandrende her paa Jord. Sagnverdenens Gudeskikkelser stemmer ikke overens med Bibelens, og dog har – saa vidt vides – aldrig tilforn noget Menneske stemplet Genfortællinger af disse Sagn som Blasfemi. Tværtimod. Kultusministeriet har ydet Hr. Evald Tang Kristensen Understøttelse til Udgivelse af hans Krønikesamlinger.

Henrik Pontoppidan udgav ifjor i September en Samling Krøniker. Pressen udtalte sig anerkendende om Bogen, og "Berlingske Tidende" indeholdt f. Eks. følgende Anmeldelse:

"Krøniker". Af Henrik Pontoppidan. (P.G. Philipsens Forlag).

I sit Forord skriver Forfatteren: "Dette er det første Hæfte af en større Samling Smaafortællinger, Æventyr, Anekdoter – eller hvad man nu vil kalde disse Smaating, hvis Udgivelse vil blive fortsat, i Fald det skulde lykkes mig at vinde Læsere".

Denne Fortsættelse vil vistnok følge; Henrik Pontoppidan er i disse Krøniker – en Titel, han selv betegner som mangelfuld – slaaet ind paa en anden Vej end den, han hidtil har ment at burde følge i Literaturen, og han vil derved naa at vinde ny Venner blandt de mange, der hidtil kun har anerkendt hans betydelige sproglige Ævne, men ikke har kunnet sympatisere med den Tendens, der kom til Syne i hans Forfattervirksomhed.

Henrik Pontoppidan har paany i Krøniker vist, at han skriver en let og elegant Prosa. Hvor andre Forfattere benytter Side paa Side til at præcisere en Persons indre eller ydre Egenskaber eller udmale et Sceneri, nøjes han i Reglen med faa Ord, maaske paa Grund af Fortællingens fabellignende Indhold, men vel ogsaa fordi han har indsét, at et Maleri ikke saa meget beror paa Farvernes Mængde som paa deres rette Brug. Hvad Indholdet angaar, har han tildels benyttet Træk fra gamle danske Folkesagn, som han gengiver i sammentrængt Form, ironiserende eller stemningsfuldt, alt efter Sujettets Beskaffenhed, saa at Krønikerne bygges ovder en enkelt kraftig Point i Smag med de Smaaskitser, der i rigelig Mængde findes i den nyere franske Literatur. For Indholdet af de øvrige Krøniker staar han, som han skriver, selv til Ansvar".

I de to første Fortællinger af "Krøniker" indføres Vorherre og St. Peder samtalende ligesom i de gamle danske Legender, hvorover disse Fortællinger er byggede. I "den gamle Adam" indføres Vorherre talende, ligesom i den gamle elsassiske Legende, hvorover denne Fortælling er bygget. Det er en Tilfældighed, at "den gamle Adam" ikke blev medtaget allerede i det ifjor udkomne Hæfte af "Krøniker", og det turde skldes denne Tilfældighed, at "Berlingske Tidende"s og andre Blades rosende Anmeldelser ikke er komne til at omfatte ogsaa denne Legende.

Kort efter at "den gamle Adam" havde staaet her i "Børs-Tidende" blev den elsassiske Legende omtalt og tildels aftrykt i "Frankfurter Zeitung" og i "Revue bleue", men hverken franske eller tyske Avtoriteter har funden Offenliggørelsen blasfemisk.

Pontoppidans Artikel indeholdt da heller intet som helst, der "drev Spot med eller forhaanede" nogensomhelst "Troslærdom eller Gudsdyrkelse".

Saa meget om Anklagen for Blasfemi.

Hvad Usædeligheden angaar, da er der fra Forhørsdommerens Side ikke fremkommen nogen Antydning af, hvor i Artiklerne denne skulde findes.

Naar Sagen om forhaabentlig ikke altfor lang Tid er endt med Frifindelse, vil det blive tilladeligt og rigtigt at gengive de indklagede Artiklers Ordlyd. Læserne vil da kunne dømme selvstændigt om Sagen.

 
[1] forleden meddelt: en note i Kjøbenhavns Børs-Tidende 29.1.1891, side 2, med flg. ordlyd: Blasfemisagen. Der er nu beordret Aktion imod Redaktøren af nærværende Blad for de to oftere omtalte Artikler af December 1889 og Juli 1890. tilbage