"Messias" og "Den gamle Adam"

[En redegørelse for den pontoppidanske blasfemisag]

Af Ernst Brandes og Frejlif Olsen

Det er nu, da Justitssagen imod mig er plaideret for Højesteret, lige et Aar siden, at Justitsministeriet beordrede Undersøgelse indledet i Anledning af Henrik Pontoppidans to Artikler "Messias" og "Den gamle Adam". I dette Aar har jeg har forholdt mig tavs derom; nu tillader jeg mig at fremstille for Læserne af "Kjøbenhavns Børs-Tidende" Proceduren i denne Sag.

"Messias" er den ældste af de to Artikler og var optaget heri Bladet for to Aar siden, nemlig den 12te December 1889. Artiklen lyder saaledes:

Messias

Under dette stolte Flag har Viggo Stuckenberg sendt en ny Fortælling ud i Verden.
    Den unge Digter, der ifjor debuterede som Prosaforfatter med den fine og stemningsfulde Novelle "I Gennembrud", har med denne Bog beredt sine forventningsfulde Læsere en lille Skuffelse. Det er en Kampbog, men det synes, som om Stridens Gærning ikke ligger saa godt for hans Pen som Fredens.
    Man mærker i "Messias" en ubændig Lyst til at stange. Men foreløbigt har Forfatteren aabenbart ikke faaet Hornene udvoksede, og derfor løber han stadigt Panden mod Væggen.
    Bogens Hovedtanke er den, at Tiden trænger til en Forløser, en Messias, et himmelsk Lyn, der kan rense Luften. Denne Messias er aabenbart tænkt, i Overensstemmelse med Traditionen – som en stor Alvorsmand. Der findes i Fortællingen en Person ved Navn Jansen, der synes at skulle opfattes som en Forløber for den ventede Frelser, en Slags Johannes den Døber, i hvis Billede den endelige Messias tænkes engang at ville blive skabt.
    Denne Jansen er en ensom, dyster grublende Person, der ikke forstaar sine Omgivelsers Spøg og forarges over deres glade Latter. Skulde den kommende Forløser nødvendigvis dannes af samme Stof? Ser man paa Verdens store Reformatorer, vil man vist i Almindelighed opdage, at de var ret muntre Herrer, der vel kunde piske deres Samtid med Skorpioner, men ofte gjorde det med et ret lysteligt Smil om Munden. Luther f. Ex. var dog langtfra nogen Bedemand. Ja, selv den Religionsstifter, efter hvem Stuckenbergs Fortælling har Navn, den rigtig gode gamle Messias fra Jødeland – mon han egenlig var en saadan blegsottig Asket, som vore Malere ynder at fremstille ham, med lange Hængekrøller og et seminaristisk Martyrblik. Mon han i Grunden ikke var en ret spøgefuld Herre, der ved Siden af sin Missionsgærning frejdigt delte Livets Glæder sammen med sine Tilhængere? Totalafholdsmand kan han f. E. ikke havet været. Vi har jo dog læst om hint Bryllup, hvor han, da Vinen slap op, i løftet Stemning benyttede sin Almagt til at forvandle det døde Vand til perlende Nectar. Bekendt er det jo ogsaa, at han yndede at omgive sig med Kvinder. Tyder dette ikke paa, at han var en sprudlende livskraftig Natur og ikke den højtidelige Særling og evindelige Prædikehest, han ofte er bleven gjort til?
    Det havde været morsomt, om Stuckenberg havde ladet os ane et Messias-Portræt, der ikke netop var kalkeret over de gængse Forestillinger. Den ferske Alvor i de Træk, der skimtes gennem hans Fortællings Taager, minder ikke helt behageligt om de tyske Kristusbilleder, man ved Paasketid ser udstillede i Boghandlernes Vinduer.
    Ikke desmindre – for at vende tilbage til Bogen – som den nu en Gang er – læser man den helt igennem med Interesse. Der findes, spredt omkring, mange fine og træffende Skildringer, navnlig et Portræt af en ung Pige, som er meget indtagende. For den, der vil følge Udviklingen i den unge danske Literatur, er "Messias" et Led, der ikke kan overspringes.

Urbanus.

Overretsprokurator Mundt, der var beskikket som Aktor for Kriminal- og Politiretten, skrev om denne Artikel i sit Indlæg:

"Det er næppe muligt at faa andet ud af Artiklen, end at han som en "sprudlende livskraftig Natur" nød Vinens og Kærlighedens Glæder fuldt ud ɔ: dyrkede baade Bachus og Amor. Men dette er visselig en Skildring, der … af enhver Kristen, hvad Sekt han end hører til, maa føles som en Bespottelse og Forhaanelse af det Helligste."

Man vil bemærke, at naar Aktor her skal paavise, hvori Bespottelsen og Forhaanelsen bestaar, omskriver han Artiklens Ord med andre, og idet jeg i mit Indlæg til Kriminal- og Politiretten fremhævede dette, bemærkede jeg:

"Ikke med et Ord har Pontoppidan blot antydet, at Kristus fuldt ud nød Vinens og Kærlighedens Glæder, endnu mindre iklædte han en saadan Tanke den blasfemiske Form, at Kristus dyrkede de to hedenske Guder, Bachus og Amor. Tankerne og Ordene ere ene og alene Aktors. Men for de Ord, Aktor vilkaarligt lægger Pontoppidan i Pennen og læser mellem Linjerne i "Kjøbenhavns Børs-Tidende", kan der hverken paalægges Pontoppidan eller mig Ansvar."

Aktor fortsatte derpaa i sit Indlæg saaledes:

"En Forhaanelse ligger ogsaa i Udtrykkene "en højtidelig Særling og evindelig Prædikehest," idet der i denne Betegnelse aabenbart sigtes til den hos Kristne (i Modsætning til Renan og Urbanus) raadende Opfattelse af Kristi Personlighed."

Enhver, der sammenholder denne Udtalelse med selve Artiklen, vil nemt se Misforstaaelsen. Pontoppidan omtaler ikke den Opfattelse af Kristus, der er de Kristnes, og sigter ikke til den. Han kritiserer det Billede af "Messias", som Stuckenberg¹ havde udkastet, og ytrer Tvivl om, at den kommende Reformator virkelig skulde blive en saadan Skikkelse, som Stuckenberg har tegnet.

Derfor gjorde jeg i mit Indlæg følgende Svarbemærkning:

Medens denne Opfattelse af Artiklen er den eneste rette og naturlige, er derimod den Opfattelse, Aktor har gjort gældende, ganske unaturlig, ja helt umulig. Pontoppidan tvivler jo om, at der i den Stuckenberg'ske Skikkelse er Stof til en Reformator; han opstiller derimod sit eget Ideal af den Forløser, der kan virke som et himmelsk Lyn og rense Luften, han finder, at dette Ideal svarer til de tidligere store Reformatorers, Luthers og Messias' virkelige Skikkelser – – og saa skulde han samtidigt hermed kunne bespotte denne Skikkelse! Det vilde jo være Vanvid! Man haaner og bespotter dog ikke de Skikkelser, man sætter højest. Pontoppidan kan have en urigtig Opfattelse af denne Skikkelse; men Haan eller Spot er udelukket ved selve Artiklens Tankegang. – –

Foruden at angive Artiklens Tendens som blasfemisk havde Aktor i sit Indlæg understreget forskellige Ord, som han ligeledes fandt blasfemiske ved Egenskaber, der herigennem tillagdes Kristus. Jeg maatte i mit Indlæg da ogsaa give Svar herpaa. Det vilde for mig have været aldeles ugørligt, at optage en teologisk Drøftelse af Kristus' sande Natur. Men det var heller ikke herpaa, det kom an. Retsspørgsmaalet var ikke det, om Pontoppidans Opfattelse var rigtig eller urigtig, stemmende [med] eller afvigende fra den danske Statskirkes. Det er jo her til Lands ikke strafbart at nære Anskuelser om den kristne Religion, der enten er urigtige eller afviger fra de almindelige. Retsspørgsmaalet var ene og alene det, om Pontoppidan havde tillagt Kristus disse Egenskaber for at haane og spotte. Nu forholder det sig saa, at en af Nutidens berømteste Bibelforskere, en af de Mænd, der har ytret den mest glødende Beundring for Kristusskikkelsen, tillægger Kristus netop de Egenskaber, som Pontoppidan har tillagt ham, og helt igennem belægger sin Opfattelse med Henvisning til Skriftstederne. Dette Værk foreligger i flere danske Udgaver. Vejen, jeg havde at gaa, laa da lige for. Jeg maatte paavise Overensstemmelsen mellem Renan og Pontoppidan, og jeg kunde med nogen Føje antage, at en Opfattelse, der notorisk forenedes med den dybeste Beundring for Kristus og hans Lære, og som mange Gange ansvarsfrit var fremsat paa Dansk, ikke blev strafbar, fordi Ansvaret for dens Fremsættelse denne Gang skulde lægges over paa mig.

I mit Indlæg til Kriminal- og Politiretten skrev jeg herom saaledes:

Mit Indlæg i Anledning af "Messias" Artikler sluttede saaledes:

*

Den anden Artikel, der er Genstand for Sagsanlæg, var optaget heri Bladet den 13. Juli 1890, og lyder saaledes:

Den gamle Adam
En Legende, genfortalt af Urbanus.

Det var en smeltende hed Middagsstund i Paradisets Have.
    Inde i de kølige Skygger, under kæmpemæssige Bananer, gik Adam og knækkede Nødder langs med en Bæk, der rislede klingende hen mellem Bregner og mosbegroede Stene.
    Han var allerede saa træt af Tilværelsen, saa ked af Ensomheden og den brogede Overflod, der overalt omgav ham, at han ikke en Gang gad æde de søde Kærner, men kastede hele Nødder bort, saasnart han havde tilfredsstillet sine stærke, hvide Hjørnetænders Knusetrang paa de stenhaarde Skaller.
    Tilsidst smed han sig af lutter Kedsomhed paa Ryggen i Græsset og begyndte at stikke snart det ene, snart det andet nøgne Ben i Vejret, saaledes som han plejede, naar han ikke kunde faa Tiden til at gaa.
    Pludselig fik han Øje paa et ungt Abepar, der sad højt oppe i en Trætop og gantedes. Ved dette Syn faldt en dyb Sørgmodighed over Adams Sind, og han ønskede inderlig, at Vorherre aldrig havde skabt ham, eller at han i det mindste havde gjort ham til en Abe, en Okse, et Pindsvin, ja selv som den elendigste Lus vilde han være tilfreds.
    Under slige triste Betragtninger sank hans Hoved lidt efter lidt om paa Siden, og han faldt i en tung Søvn.
    Mens han sov, drømte han, at nogen bed ham i den ene Side, og da han af Smerte vaagnede og satte sig overende for at gnide Øjnene, stod Vorherre foran ham, indhyllet i sit lange hvide Haar og Skæg, der dækkede hans Legeme som en Sølvkjortel.
    Men ved Vorherres Side stod en anden Skikkelse, som Adam aldrig forhen havde sét, og hvis hvide Hud og store, angstfulde Øjne straks gjorde et besynderligt Indtryk paa ham.
    Han vilde springe op, men Vorherre holdt ham lidt tilbage med sin Haand og sagde, højtideligt: "Min kære Adam! Jeg gav Dig min Have at vandre i, Frugter gav jeg Dig at æde, og alle Markens og Skovens Dyr bød jeg Dig til Underholdning. Og dog blev dit Hjærte ikke mæt, og Du glemte Din sønlige Taknemlighed. Se, derfor, da Du sov, tog jeg et Ribben ud af Din Side og skabte denne Kvinde, som for Dig staar, at give Dig hende til Din Medhjælp. Adam! Stat op! Og del med denne Kvinde dit Kød, som det er mig velbehageligt!"
    Efter disse Ord forlod Vorherre dem og gik tankefuldt, med Hænderne paa Ryggen op ad den lange, solrige Palmeallé, der førte til de himmelske Boliger.
    Da han var kommen omtrent midtvejs i Alléen, standsede han og saa sig tilbage. Derhenne i Bananernes Skygge stod Adam og Eva endnu over for hinanden, den første ganske fortabt i Beskuen, den anden med bortvendt Hoved, halvt i Smil, halvt i Graad. Men pludselig bøjede Adam sig frem og kiggede hende i Øjnene, tog derpaa blidt om hendes Haand og drog hende varsomt med sig; Skridt for Skridt, ind i Rosenlunden, hvor Nattergalene havde Rede.
    Da fortsatte Vorherre smilende sin Vandring og gik ind i sine himmelske Boliger.
    Da passende Tid var gaaet, vendte Vorherre tilbage til sin Have, og da han atter var naaet omtrent midtvejs i den store Palmeallé, satte han Hænderne for Munden og gav sig til at raabe: "Adam, Aaaaa … dam!"
    Fuglene rundt om i Træerne begyndte at baske med Vingerne. Aberne klyngede sig sammen under Grenene, Løverne stak Halen mellem Benene og søgte ind i deres Huler, Slangerne hvislede afsted gennem Løvet, selv Elefanterne fo'r sammen af Skræk og luntede bort for at skjule sig i Tykningerne … men nogen Adam viste sig ikke. Da oplod Vorherre atter sin Røst og kaldte: "Adam … Hvor er Du?"
    Endelig raslede det henne i Rosenlunden, og Adam krøb ud, fortumlet, betaget, med brændende Kinder og Rosenblade hængende i Haaret.
    "Naa!" sagde Vorherre og strøg sig smilende ned over sit hvide Skæg.
    "Hvad tykkes Dig saa, min Adam, om Kvinden, jeg gav dig til Medhjælp og Glæde?"
    "Ak, Herre!" stammede Adam og greb skælvende den Almægtiges Haand og kyssede den. "Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem!"

For Kriminal- og Politiretten angav Aktor det Strafbare i denne Artikel saaledes:

"Hverken Jøder eller Kristne tror, at Gud har skabt Mand og Kvinde blot (eller væsenligt), for at de kan glæde sig ved gensidig at tilfredsstille deres Kønsdrift, og Udmalingen af, hvorledes Vorherre lægger alt til Rette for Adam og Eva, saaledes at de kan have coitus med hinanden i Rosenlunden, er derfor ligesaa bespottelig som den, endog bortset fra Inddragelsen af Vor Herres Navn, er anstødelig".

Ogsaa her fandt Overretsprokurator Mundt da det Anstødelige og Bespottelige i Ord, som ikke Pontoppidan, men han selv havde skrevet.

Og jeg svarede derfor i mit Indlæg som følger:

Jeg havde imidlertid i Forhørerne udtalt, at Sagsanlæget for denne Artikel undrede mig saa meget mere, som lignende Fortællinger og Legender mange Gange før var udgivne paa Dansk, endog med kultusministeriel Understøttelse. Forhørsdommeren havde dertil svaret, at Paavisningen heraf vilde have stor Betydning, medens Aktor i sit Indlæg skrev, at han ikke vidste, til hvilke Legendesamlinger jeg havde sigtet.

Jeg skrev derfor i mit Sagsindlæg til Kriminal- og Politiretten som følger:

Ihvorvel Originalen til "Den gamle Adam" ikke findes hos Kristensen, udelukker dette ikke, at der hos ham findes Legender af ganske lignende Sujet og Karakter. Jeg anfører af "Jyske Folkeviser og Toner", samlede af Evald Tang Kristensen, udgivne 1871 med Understøttelse af Samfundet til den danske Literaturs Fremme og med Efterskrift af Svend Grundtvig følgende Vers af "Syndefaldet" (Pag. 238).

Forsaavidt det endelig skulde findes anstødeligt, at Pontoppidan har lagt Adam de spøgende Ord i Munden: "O, Herre, tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem", kan jeg ogsaa her henvise til de Tang-Kristensenske Samlinger. I "Skattegraveren", udgivet af "Dansk Samfund til Indsamling af Folkeminder" ved Evald Tang Kristensen, første Halvaargang for 1884, findes Pag. 12-13 Fortællinger om en Herremand i Himmerig. I denne Fortælling kommer den fattige Sædemand og den rige Herremand begge samtidigt til Himmerig; Herremanden sættes straks til Bords, Sædemanden i en Krog bag Døren, og da denne bliver utaalmodig, spørger om han ogsaa virkelig er i Himmerig, og om det da er Løgn, at fattige og rige der behandles éns, svarer St. Peder: "Nej, der er ingen Forskel, her bliver ellers aldrig gjort Forskel; men det er, fordi det er saa uhyre sjældent, at en Herremand kommer her, saa naar det sker, véd vi aldrig det Gode, vi vil gøre en saadan Mand. Husmænd kommer her derimod nok af, derfor tager vi det ikke saa nøje med dem".

I disse Tang-Kristensenske Legender indføres da snart Vorherre og snart St. Peder talende og spøgende – og saaledes er det vel overhovedet i al Verdens Legendesamlinger.

Men naar Indsamlingen og Udgivelsen af Krøniker og Legender som Regel hører til de literære Sysler, der paaskønnes og understøttes af literære Selskaber og af det Offenlige, kan de dog ikke forvandles fra paaskønnelsesværdige og understøttelsesberettigede til strafbare, fordi Udgivelsen foregaar ved privat Initiativ.

Enhver Forfatter har selvfølgelig sin Fremstillingsform, og Henrik Pontoppidan's Stil er forskellig fra Evald Tang Kristensen. Nu turde det vel i og for sig være en urimelig Antagelse, at en Forfatter af Pontoppidan's Rang ved Genfortællingen af en uskyldig Legende skulde forfalde til en anstødelig Form. Men dertil kommer, at de af hans Krøniker, der alt er udkomne i Bogform, har faaet den venligste Modtagelse i hele Pressen. "Den gamle Adam" er ikke medtaget i det udkomne Hæfte af Krøniker, fordi dén forbeholdtes til næste Hæfte; men et Blik paa den og paa de to Fortællinger "Menneskenes Børn" og "St. Peders List" forslaar til at vise, at Fortællemaaden er ganske ens i dem alle tre.

Og om Pontoppidan's Krøniker siger for Eksempel "Berlingske Tidende" i sin Anmeldelse af 6te November 1890:

"Henrik Pontoppidan er i disse Krøniker slaaet ind paa en anden Vej, end den han hidtil har ment at burde følge i Literaturen, og han vil derved naa at vinde ny Venner blandt de mange, der hidtil kun har anerkendt hans betydelige sproglige Ævne, men ikke har kunnet sympatisere med den Tendens, der kom tilsyne i hans Forfattervirksomhed."

Alene af denne ene Anmeldelse turde det være tydeligt, at "Krøniker" ikke har vakt Anstød, ikke har henledet Tanken paa nogen Forhaanelse af det Hellige eller paa nogen Fremstilling af Utugt, og dog er nu én af de Krøniker, der skulde vinde Pontoppidan ny Venner blandt "Berlingske Tidendes" Publikum, inddraget under nærværende Sagsanlæg!

*

Hverken medens denne Procedure stod paa, eller senere da Kriminal- og Politiretsdommen var faldet, og Sagen appelleredes til Højesteret, iagttog den Del af Pressen, der gærne udgiver sig for den gode Pressetones Forkæmper, og som havde foranlediget Sagsanlæget netop af et foregivent Hensyn til denne gode Tone, den ellers ofte fremhævede Regel om Tavshed, medens Retten sidder.

Kravet paa Stilhed under Retsforhandlingerne har vel en dobbelt Aarsag. Den Tiltalte skal ikke behandles som skyldig, før Dom er fældet, og Dommernes upartiske Skøn skal ikke besværliggjøres, idet der udenom dem dannes en Stemning, der kan influere paa deres Dom.

I dette Tilfælde skulde der dømmes om, hvorvidt de to Artikler "Messias" og "Den gamle Adam" var blasfemiske eller ej. Der blev intet forsømt for paa Forhaand at danne offenlig Mening om den Sag. Hyppigt blev begge Artikler uden videre omtalt som blasfemiske, en Gang fortaltes det i "Dagens Nyheder", at Artiklerne var affødte af samme Lyst, der driver pur unge Mennesker til at bemale Retirader og Pissoirer med obscøne Figurer, og en anden Gang fortaltes det i "Avisen", at intet Menneske vilde beklage mig, om Retten idømte mig den Vand- og Brødstraf, jeg ærlig havde fortjent. Om de, der skrev saaledes, havde læst de Artikler, de skrev om, turde vist være tvivlsomt, det gør ogsaa mindre til Sagen, de Folk skrev ialtfald ud af et godt Hjærtelag og lagde alt saaledes til Rette, at en Frifindelse vilde faa det Udseende, at Dommerne nægtede at værge den kristne Religion mod Forhaanelse, medens Domfældelse blev en utvivlsom og ønskelig Retfærdighedshandling.

Ernst Brandes.

*

Kriminal- og Politiretten afsagde sin Dom den 28de April iaar:

Med Hensyn til "Den gamle Adam" paalagdes der intet Strafansvar, idet der ikke fandtes aldeles tilstrækkelig Grund til at anse samme enten som et utugtigt Skrift eller som en Bespottelse eller Forhaanelse af noget heri Landet bestaaende Religionssamfunds Troeslærdomme eller Gudsdyrkelse.

For Offenliggjørelsen af Artiklen "Messias" idømte Kriminal- og Politiretten Fængsel paa sædvanlig Fangekost i to Maaneder. Domspræmisserne nævnede ikke de Ord eller Sætninger i Artiklen, der var befundne blasfemiske og strafbare, men angav kort: Fremstillingen findes ved den Maade, hvorpaa Kristus i samme er omtalt, og de Betegnelser og Udtryk, der i samme er benyttet om ham, at indeholde en Forhaanelse af den kristne Religion.

*

Denne Dom blev baade af Justitsministeriet og af Redaktør Brandes appelleret til Højesteret, hvor Sagen foretoges igaar:

Som Aktor mødte Højesteretsadvokat

Klubien

Han udtalte:

Hæderværdige Højesteret!

Paa de to Artikler i Bladet "Kjøbenhavns Børs-Tidende", for hvilke Ernst Brandes er sat under Tiltale, er Forfatteren ej navngivet, og der kan, saaledes som vor Presselov nu en Gang er, ikke være Tvivl om, at det juridiske Ansvar paahviler Ernst Brandes, der er den virkelige Leder af Bladet – og uden Hensyn til, om han har skrevet Artiklerne eller ej, eller om han har gjort sig eller ikke gjort sig den Ulejlighed at gennemlæse Artiklerne, inden de gik i Bladet. I det første Forhør indrømmer han da ogsaa, at han er den eneste, der bærer det juridiske Ansvar for Bladets Indhold. I et senere Forhør kaster han imidlertid Ansvaret over paa Henrik Pontoppidan, om hvem det hedder, at han maa siges at have navngivet sig ved under Artiklerne at anbringe et Mærke, Urbanus, som Alle véd, tilhører Henrik Pontoppidan. Denne siges, ej at have benyttet Mærket for at unddrage sig det juridiske Ansvar, men fordi han ikke vilde sætte sit Forfatternavn under enhver Bagatel, han sendte til Bladet, altsaa af rent journalistiske Grunde. H. Pontoppidan har endvidere i en Erklæring udbedet sig Ansvaret. Denne Ordning bagefter af det juridiske Ansvar har det Offenlige imidlertid ikke taget Hensyn til, og dette, mener jeg, er rigtigt. Som Straffeloven er, maa Brandes have Ansvaret, vi har kun med det Faktum at gøre, at Brandes er Bladets Leder, og at der intet Navn har staaet under de anklagede Artikler.

Det er ikke vor Sag at undersøge de Hensyn, der mulig har ledet Pontoppidan til at skrive under Mærke. Jeg forstaar forøvrigt meget vel, at Pontoppidan ikke har haft Lyst til at sætte sit Forfatternavn under de Produkter, han har serveret i "Kjøbenhavns Børs-Tidende". Hvad vilde der forøvrigt blive af Straffelovens Ansvar, hvis man saaledes, naar der blev Tale om Sagsanlæg, kunde ordne Ansvarsforholdet som det passede Vedkommende bedst? Paa den Maade – naar man saaledes skyder en Mand frem for sig – kommer vi kun til et nyt Straamandssystem, og det er dog ikke Meningen. Presselovens Opgave er at værne Pressens Frihed, og derfor lægges Ansvaret paa den, der virkelig leder Bladet. Dette véd det skrivende Publikum, og før Anklagen var Brandes heller ikke i Tvivl om, hvorledes Forholdet var.

Selvfølgelig er det uden Betydning for Sagens Bedømmelse, om Red. Brandes har læst Artiklerne, inden de kom i Bladet. Naar han imidlertid siger, at han troede at kunne stole paa den ansete Forfatter og sendte hans Artikler i Bladet uden at gennemlæse dem, skal jeg dog udtale, at efter det Kendskab, jeg har til Pontoppidans Produktion, vilde der virkelig have været god Mening i, om Brandes havde været forsigtig med Pontoppidan. Han er en Specialist i Behandlingen af slibrige Æmner, navnlig saadanne, der behandler det kønslige Forhold, og han gør det i en letfærdig og fri Tone. Der er foruden de kriminelle Artikler tre-fire til, som beskæftiger sig med lignende Æmner.

Artiklen Messias fremtræder som Anmeldelse af Viggo Stuckenbergs Novelle af samme Navn. Urbanus udvikler, at Stuckenbergs Ideal af en Forløser er "en stor Alvorsmand, en ensom og dyster Person, der ej forstaar Spøg" osv., og hertil spørger Anmelderen: Mon Jesus var en saadan blegsottig Asket? og han fortsætter med en Skildring af Jesus som en ret spøgefuld Herre, der havde lystigt Smil paa Læben, mens han piskede med Skorpioner, og som drak Vin og omgav sig med Kvinder osv. Jeg mener, Kriminalretten har truffet det rette, naar den betegner denne Skildring af Jesus som en Forhaanelse. Man har Lov til at lade være at tro paa Jesus som Gudmennesket, men man kan ikke have Lov til at give sine fritænkeriske Anskuelser Udtryk i haanende Ord. Det er ej tilladt at skildre Jesus som et Menneske, der er besmittet med menneskelige Laster, saaledes at der fremkommer Uoverensstemmelse mellem Jesu Lære og Liv. Pontoppidan og Brandes har nu erklæret, at de ikke har tilsigtet nogen Gudsforhaanelse. Ja, hvad skulde de ellers erklære? Men det er ikke dem, det er Retten, der skal afgøre, hvad der er tilsigtet med Artiklerne.

Saa henvises der til Renan. Det er højst uheldigt, thi af Renan har Pontoppidan sandelig ikke lært at gøre Kristi Liv til Genstand for humoristiske og ironiserende Stiløvelser. I Renans Bog, Jesu Liv, findes ikke en Linje Haan eller Spot. Renan betragter Jesus som et Menneske, og han tror ikke paa Miraklerne, men hvor meget man end kan have at indvende mod hans Anskuelser, saa har Pontoppidan ikke af Renan lært at sætte Evangeliets Kvinder i Forbindelse med saadanne Insinuationer, som han fremkommer med. Var det blot hans Mening at pointere, at Jesus ikke forbød skyldfri Glæder, saa havde han ikke behøvet at spotte eller haane. Nej! Artiklen gaar ud over dette. Den store Sprogkunstner Henrik Pontoppidan benytter sit Kendskab til det danske Sprog saaledes, at han ved Hjælp af kendte Talemaader leder Læseren ad den Vej, han gaar. Han siger om de store Reformatorer, de var "ret lystige Herrer!" Dette kan kun forstaas saaledes, at de store Reformatorer ogsaa var store Hyklere. Man kan ikke med lystigt Smil paa Læben piske med Skorpioner, uden at man hykler. Som en af disse store Reformatorer nævner han den rigtige, gode gamle Messias fra Jødeland, ad modum den rigtige, gode gamle Sæbekælder²! Er det ikke Spot? Og kan en Kjøbenhavner misforstaa Udtrykket: "en ret spøgefuld Herre?" Og hvad er det for Livsglæder, som han frejdigt delte? Det er – Vin og Kvinder! Ja, det skal ikke lykkes Pontoppidan at smutte bort fra den smudsige Tanke, som er udtrykt her. Hvad har den "sprudlende Livskraft" at gøre med Jesu Omgang med Kvinder, naar det ikke er Meningen at pege hen i en smudsig Retning? Det er Blasfemi! Det, det kommer an paa, er den Forstaaelse, som Læserne maa faa af Artiklen. Det er Tonen, der gør Forskel mellem Spot og Alvor. Her er ikke Tale om en alvorlig Skildring. Hvad her, objektivt set, ligger for, er det, som jeg her har udviklet. Det siges, at Hensigten er en anden. Jeg tror det ikke, men forøvrigt udelukker det jo ikke Strafbarheden, at der kan drages en anden, mere eller mindre tvungen Mening ud af Artiklen, end den Mening, der naturlig frembyder sig for Læseren. Det forholder sig ikke saaledes, at Forfatteren blot stiller sig negerende overfor den af Stuckenberg hævdede Opfattelse af Kristi Personlighed, nej, her foreligger et positivt Maleri.

Der vil blive forelagt Retten et Brev, i hvilket Pontoppidan protesterer mod den Opfattelse, Kriminalretten har haft af Udtrykket "løftet Stemning". Han ved, at Udtrykket i Gadesproget kan betyde Beruselse, men hans Artikel er – siger han – ikke skreven i Gadesproget. Dette kan jeg forsaavidt give ham Medhold i – Artiklen er ikke skrevet i Gadesproget, men den er skrevet i et bestemt Slang-Sprog. Den benytter saadanne Udtryk, som hos den lystige Ungdom har faaet sin bestemte Betydning – han benytter Udtryk som "en spøgefuld Herre", "den rigtige gode gamle Messias", osv., Udtryk, der er hentede fra det Slang-Sprog, der er gængs i unge, lystige Kredse. Ingen Kommis, der har læst "Børs-Tidende", har været i Tvivl om, hvad han skulde forstaa ved disse Udtryk. Og til yderligere Belysning af "løftet Stemning" skal jeg anføre, at Henrik Pontoppidan i de af ham udgivne Krøniker skildrer en Etatsraad, der "løftet vaklede hjem" fra et Gilde. Henrik Pontoppidan kender altsaa godt selv Udtrykket som Betegnelse for en beruset Tilstand!

Alt i alt: hvis disse af mig her nævnte Udtryk var blevne anvendte f. Ex. om en af Folkekirkens Bisper, saa vilde ingen finde det urimeligt, om han anlagde Sag mod Vedkommende for Injurier, og han vilde utvivlsomt vinde Sagen. Men hvor meget mere strafværdigt maa det da ikke blive, naar disse Udtryk anvendes om det, der for os alle er det helligste og mest ophøjede.

Jeg skal nu gaa over til Artiklen "Den gamle Adam". Om denne sidste er jeg enig med Kriminalretten deri, at den er lidet sømmelig, men jeg kan ikke være enig med den i, at den ej er strafbar. Jeg tror, at Beretningen i første Mosebog om Kvindens Skabelse, en Beretning, om hvis Højhed og Værdighed der kun er en Mening blandt alvorlige Mænd, nok kunde gøre Paastand paa at blive fri for saadanne Travesteringer som den, Urbanus har tilladt sig. Beretningen i første Mosebog udmærker sig ved sin sædelige Renhed og Højhed, den er fuldstændig blottet for det sandselige Moment. Den har begejstret store Forfattere, og den har da ogsaa begejstret Urbanus til at skrive en skabrøs Artikel, som jeg ikke, af Hensyn til, at Dørene ej er lukkede, skal gaa nærmere ind paa i det Enkelte, men som skildrer Kvindens Skabelse paa en saa letfærdig Maade, at man sandelig godt kan forstaa den Forargelse, den har vakt. Skal det kaldes Literatur?

Nu siger man, at lignende Legendehistorier som denne er udgivne her hjemme med Kultusministeriets Undersøttelse. Et Eftersyn vil imidlertid vise, at der ikke foreligger noget hermed beslægtet. Disse Legendehistorier er de gode gamle kendte Fortællinger, i hvilke det naivt skildres, hvorledes Vorherre vandrer hernede paa Jorden sammen med Sankt Peder, og, vel at mærke, bestandig skildres Vorherres Visdom i Modsætning til Apostlenes menneskelige Skrøbeligheder. Men den Rolle, som man her lader Vorherre spille som Medvirkende i det kønslige Forhold mellem Adam og Eva – noget saadant forekommer ikke i Legenderne. Og de slibrige Udmalinger, som Urbanus' Artikel byder i saa rigt Maal, vil man ikke finde i Legenderne.

Jeg skal hermed slutte og gaa over til Sagens Dokumentation.

– – –

Dokumentationen tog herefter sin Begyndelse, den varede omtrent en Time, og under den oplæstes de to paaklagede Artikler samt følgende to Erklæringer:

Ernst Brandes' Defensor, Højesteretssagfører Shaw³, tog derpaa Ordet og udtalte i alt væsenligt følgende:

Hæderværdige Højesteret!

Det er jo en meget alvorlig Forbrydelse, hvorom der her er Tale. Straffen for denne Forbrydelse er meget stræng, fordi man har villet ramme med særlig Haardhed Forbrydelser af en saa oprørende Art, som Forhaanelse af bestaaende Troessamfund og af Kirkens hellige Kar maa siges at være. Alle vil være enige derom, at Forbrydelser af denne Art ej alene bør straffes strængt, men end mere hurtigt, baade af Hensyn til de Følelser, der krænkes, og af Hensyn til Forbryderen.

Det maa derfor i Sandhed i høj Grad opvække vor Forundring, at den Artikel, hvorom det her i særlig Grad drejer sig, er offenliggjort i December 1889, mens Sagen først er sat i Gang i December 1890 og Aktionsordren først fremkommen i Begyndelsen af 1891. Over et Aar er der altsaa hengaaet, inden der er foretaget det ringeste mod en Forbrydelse, der er af en saa oprørende Art som den her paaklagede. Og dog har Aktionsmyndighederne kendt Artiklen næsten straks efter dens Fremkomst, de kendte den, de overvejede dens Indhold, men de kom til det Resultat, at den var ikke strafbar. Fra 1889 til 1890 var dette Aktionsmyndighedernes Opfattelse. Fremkom der saa noget nyt, som ændrede Opfatteisen? Ja! Der fremkom en Artikel i "Dagbladet"! Under en Pressestrid om en helt anden Sag aftrykte Bladet Dele af de to Artikler og fordrede Straf. Nu kom Aktionsmyndighederne i Bevægelse, og havde de før taget Sagen med Ro, saa fik de nu saa travlt, at de end ikke gav sig Tid til at fremskaffe et Eksemplar af "Børstidende", men anlagde Sagen paa Grundlag af de Brudstykker, der stod i "Dagbladet" og med Reservation af, at disse vare rigtigt gengivne. Var det nu en korrekt Gengivelse? Ja – det var fuldt ud korrekt – kun manglede der alt det, hvorpaa det kom an! Ernst Brandes var først saa naiv at tro, at naar Aktionsmyndighederne fik Artiklernes fulde Indhold at se, vilde Sagen ikke blive anlagt. Selvfølgelig tog han fejl heri, det var klart, at naar Sagen først var indledet, vilde den ej kunne standses, før den kom herop.

Men derom synes det, at man maa kunne opnaa Enighed, at naar der er Spørgsmaal om en saa alvorlig Forbrydelse, og naar Aktionsmyndighederne først kommer til den Opfattelse, at der intet strafbart foreligger, og naar der endelig først Aar og Dag efter anlægges Sag paa Grundlag af en Angivelse i et fjendtligsindet Blad – saa viser hele denne Sagens Forhistorie, at Krænkelsen af de hellige Følelser ikke kan være saa meget alvorlig.

Men det er ikke den eneste Mærkelighed ved denne mærkelige Sag.

Thi medens Regeringen efter "Dagbladet"s Angivelse er gaaet løs mod Brandes, saa lader man Pontoppidan, der vedstaar, at han har skrevet Artiklerne og forlanger Ansvaret for dem – ham lader man ikke alene i Fred, men man indstiller ham stadig til Statsunderstøttelse! Paa dette Aars Finanslov er Pontoppidan opført blandt de Forfattere, der nyder Digtergage af Staten! Og man kan ikke komme her og sige, at Regeringen er i Strid med den offenlige Mening – tvært imod! Thi Pontoppidan har ogsaa faaet Understøttelse af det Anckerske Legat og af det Raben-Levetzauske Fond, der vel maa siges at blive bestyret af alvorlige, i Sandhed kristne Mænd, som sandelig ikke vil række Haand til nogen Gudsbespottelse eller støtte en Gudsbespotter! Alt dette synes mig at være et Indicium for, at her næppe kan være Tale om nogen særlig oprørende Forbrydelse.

Er det da Navnet Brandes, der virker ophidsende? Ja, Navnet Brandes er et Kampnavn, det staar i Spidsen for en Retning, som vækker hæftig Modstand, men Navnet Brandes staar dog ogsaa i Spidsen paa andre Omraader, f. Ex. i filantropiske Bestræbelser. Og hos den Brandes, hvorom her er Tale, kan man da ikke finde noget i hidsende Retning. Ernst Brandes har aldrig beskæftiget sig med Literatur. Han er Veksellerer. Han er ogsaa Redaktør – ja vel! men af et Børsblad, et Blad, der væsenlig beskæftiger sig med Pengeforhold. Naar der desuagtet er andet Stof i Bladet, saa er det ikke sket med Brandes' gode Vilje, han har følt sig nødt dertil. Publikum forlangte andet og mere af Børsbladet end lutter merkantile Artikler. Det forlangte almindeligt Læsestof, og Brandes har imødekommet denne Trang. Selv beskæftigede han sig ikke med den literære Side af Bladet, han overgav den i Hænderne paa en Mand, der af Staten havde faaet Stemplet som en Forfatter, der var værdig til særlig Understøttelse. Kunde Brandes gøre mere? Maatte han ikke med Rette gaa ud fra, at den Side af Bladet var i gode Hænder, og kan man bebrejde ham, at han ikke saa Pontoppidan saa nøje paa Fingrene? Pontoppidan skrev en Mængde Artikler i Bladet, og om disse er letfærdige, saaledes som min ærede Kollega paastaar – ja, det maa jo dog bero paa, hvorledes man læser dem. Det faldt ikke Brandes ind og kunde ikke falde ham ind, at der kunde være nogen Fare for, at Pontoppidan vilde forhaane Religionen, og naar man nu bebrejder Brandes, at han ej kan huske, om han har gennemlæst de kriminelle Artikler, inden de kom i Bladet, saa forekommer det mig, at man snarere skulde bebrejde Aktionsmyndighederne dette, thi havde de anlagt Sagen i rimelig Tid, saa havde Brandes ogsaa nok kunnet huske, om han havde læst Artiklerne eller ej.

Jeg mener nu ikke – saaledes som min ærede Kollega, – at det er saa ganske afgjort, at det er Brandes, der har det juridiske Ansvar for de to Artikler. Der forlanges i Loven, at Forfatteren skal navngive sig paa Skriftet, og dette kan ske paa mange andre Maader end ved at skrive sit Navn over eller under Artiklen. Man kan jo navngive sig inde i Artiklen. Men man kan ogsaa være navngivet, uden at Ens hele Navn staar under Artiklen. Jeg har netop en Sag, i hvilken det drejer sig om en Erstatning paa 50,000 Kroner. Det er mod Ritzaus Bureau, og det vil under denne Sag vise sig, om virkelig ikke Hr. Direktør Ritzau har navngivet sig, naar han udsender en Depeche, under hvilken han har skrevet "Ritz. Bur." eller blot "R.B.". Der kan vist næppe være Tvivl om, at en Depeche, der er undertegnet saaledes, ikke er anonym. Jeg har videre her liggende for mig et norsk "Dagblad", hvori Bjørnstjerne Bjørnson beklager sig over anonyme Angreb. Artiklen undertegner han "B.B.". Vil noget fornuftigt Menneske paastaa, at han ikke er navngivet? Enhver ved, at de to Bogstaver betyder Bjørnstjerne Bjørnson, og det juridiske Ansvar er hans. – Det hvorpaa det kommer an, er, om man har manifesteret sig som Forfatteren, uden Hensyn til, hvorledes man har gjort det, blot saaledes, at ingen kan være i Tvivl om, at man er Forfatteren. Jeg husker, mens jeg skrev Sange i Studenterforeningen, undertegnede jeg mig altid S.W., men det kunde aldrig falde mig ind, at jeg herved optraadte anonymt, thi alle og enhver vidste, at det var mig, der skrev under det Mærke – jeg havde navngivet mig.

Og med Pontoppidan forholder det sig saaledes, at han, før han under Mærket Urbanus oftenliggjorde disse to Artikler, officielt havde gjort det bekendt, at det var ham, der skrev under dette Mærke. Han brugte Mærket for at nævne sig, ikke for at skjule sig. Men er det ikke mærkeligt, at man, naar det drejer sig om en saa alvorlig Forbrydelse, og hvor den rette Forbryder selv melder sig, dog med Vold og Magt ikke vil have noget med denne at gøre, men vil bruge Ernst Brandes som Prügelknabe.

– – –

Efter et Frokostophold fortsatte Hr. Shaw:

Er nu de paagældende Artikler forbryderske?

Med Hensyn til Messias beklager jeg den ubestemte Begrundelse, hvormed Kriminalretten har ledsaget sin Dom. Man faar saaledes ikke at vide, hvad det er for Udtryk og Betegnelser, der er forhaanende mod Jesus.

Undersøger vi Artiklen, maa vi først spørge: hvad har Formaalet været med den? Selv min ærede Kollega har ikke gjort gældende, at Formaalet var at forhaane Religionen. Formaalet var at bringe en literær Kritik. Viggo Stuckenbergs fritænkeriske Bog, som Pontoppidan kritiserer, handler om et Menneske, der føler sig som en Messias som en Forløser. Han er fremstillet som en alvorlig Mand, en Prækehest, der præker i Tide og Utide, og Pontoppidan tager sig nu for at paavise, at denne Opfattelse er urigtig. Saa opstiller han i Modsætning hertil den rigtige Messias og skildrer, hvorledes han var, netop for at bevise, at Stuckenbergs Messias er en falsk. Her foreligger altsaa ingen pro forma Kritik – Formaalet er ikke blasfemisk. Omtalen af Jesus er en nødvendig og fuldt berettiget Del af Kritiken. Pontoppidans Standpunkt er heller ikke et saadant, at han nødvendig maatte komme til at forhaane Jesus. Det er endda urimeligt, at han skulde kunne komme hertil. Han har skrevet en Mængde Bøger, i flere af dem har han behandlet religiøse Spørgsmaal, men aldrig har han nedladt sig til en forhaanende Linje om Jesus. Saaledes Bogen Muld, der netop er trykt paa samme Tid som Messias – det er en Bog, der behandler religiøse Æmner, og den har vundet den mest overstrømmende Ros endog i et Blad som Berlingske Tidende. Overhovedet er hele Pontoppidans Virksomhed og den Støtte og Anerkendelse, han har vundet, et Bevis paa, at han ikke kan have haft til Hensigt at spotte Jesus. Han har endvidere selv erklæret, at dette ikke har været hans Hensigt, og Ernst Brandes har erklæret det samme for sit Vedkommende. Er disse Erklæringer afgivne för tilfället? Nej – hvor ensidigt man end ellers kan dømme om de to Mænd, saa er der dog ingen, der vil benægte, at det er hæderlige Mænd, om hvem den Antagelse er udelukket, at de skulde kunne lyve for at slippe fra Ubehageligheder.

Nu – hvad er det da for en Tendens, der kommer frem i Pontoppidans Messiasartikel? Kristus betegnes som en Forløser, som den store Reformator – men at man samtidig med disse Betegnelser skulde befatte sig med Forhaanelser, den Tanke er dog ganske absurd! Hvad der haanes i Artiklen, det er ikke Jesus – – nej, det er Stuckenbergs og det er slette Farvetryksfabrikanters forkerte Opfattelse af Jesus som en blegsottig Asket med lange Hængekrøller osv. Men det er dog ikke at spotte de kristne Troeslærdomme! Stuckenbergs Opfattelse er jo ikke den kristne Kirkes Opfattelse, hans Billede af Jesus er et Vrængebillede, usandfærdigt og skadeligt, om end det maaske er tegnet i god Mening, og naar Pontoppidan angriber dette Billede i de voldsomste Udtryk, vil han sikkert være i Overensstemmelse med de fleste alvorlige Kristne.

Og nu i Modsætning til dette mislykkede Billede opstiller Pontoppidan en helt anden Personlighed, en Almagt, en Lysbringer, en Mand, der glæder sig med de glade og ikke forarges over uskyldig Spøg. Er det Kirkens Opfattelse? Maaske ikke! Men det er ikke en saadan Opfattelse, at man, fordi man giver den Udtryk, kan siges at have forhaanet eller spottet Jesus. Hvorledes skulde det saa gaa alle de Malere, der har tegnet forvrængede og forkerte Billeder af Jesus, Billeder, der ej stemmer overens med Kirkens Opfattelse? Billeder, der stemmer overens med det Billede, som Pontoppidan har tegnet?

Kærneopfattelsen hos Pontoppidan falder sammen med Renans. Men det er dog ikke Kirkens –? Nu vel, det er jo ikke Meningen, at Anderledestænkende skal straffes og fængsles! Baalene skal jo ikke tændes!

Det er umuligt, at Tendensen i Pontoppidans Artikel kan være en Forhaanelse.

I den Modstrid, der er mellem hans og Stuckenbergs Opfattelse af Jesus – i den ligger for mig det soleklare Bevis for, at al Tanke om Forhaanelse er udelukket. Thi i saa Fald vilde hans Artikel have været det pure Vaas – det pure Vaas! Man kan ikke, uden man vaaser, paa én Gang angribe en forvrænget Opfattelse af Jesus og saa selv forhaane Jesus! Naar man angriber den, der forvrænger Kristusbilledet, hvorledes kan man saa selv forhaane Jesus? Det er jo Vanvid! Pontoppidans Standpunkt udelukker Forhaanelsen. Hans Tankegang er, gennem Paaberaabelse af den rigtige Messiasskikkelse, at paavise, at Stuckenbergs Opfattelse er falsk.

Det ser ud, som om Dommen over Brandes er kalkeret over den Dom, der kort i Forvejen af denne Høje Ret blev fældet over Redaktøren af "København". Men Kriminalretten har glemt, at de to Artikler umuligt kan sammenstilles. Redaktør Rodes Artikel benyttede Bibelens alvorligste Steder til en kaad Parodi. Det var en Artikel, hvis Formaal alene kunde være at drive Spot med det Hellige. Min ærede Kollega, der var Rodes Defensor, kunde da heller ikke, trods sin fremragende Dygtighed sige et eneste Ord til Artiklens Forsvar ud over det, at den var noget barnagtigt Pjank. Men her drejer det sig ikke om Pjank, her foreligger en alvorlig Undersøgelse, og om der end i Kampens Hede kan være faldet et ubetænksomt, et uoverlagt Ord, saa bliver det lige ubegribeligt, at man har kunnet finde paa at sammenstille de to Artikler.

Hvad der foreligger til Paakendelse her – lad os erindre det – er jo dog ikke Spørgsmaalet om, hvorvidt alle Udtrykkene er smagfulde, eller om de maaske er upassende eller anstødelige. Selv om de var det, behøver de jo dog ikke at være strafbare. Kan Provinsskuespillene i Oberammergau, hvor Vorherre optræder paa Scenen, eller de raa og grimme Træfigurer af Kristus ikke virke stødende? Eller hvad mener man om de Udtryk, Opvækkelsesprædikanterne benytter? Eller Frelsens Hær? Er alt dette ikke anstødeligt for mange alvorlige Kristne? Sikkert! Men det kan ikke falde nogen ind at forlange Straf! Man bør vel vogte sig for at lægge ind i Ordene en anden Betydning, end de virkelig har, fordi det i dette Tilfælde ikke er en troende Prædikant, men en fritænkersk Skribent, det gælder.

Hvilke Troslærdomme er det nu, Pontoppidan har forhaanet? Dommen omtaler det ikke – og jeg beklager det.

At betegne Messias som en dyster Alvorsmand, der ej forstaar sine Omgivelsers glade Spøg – det er en Forhaanelse. Men det er jo Stuckenberg, og ikke Pontoppidan, der har hævdet denne Opfattelse, og det er Pontoppidan, der i voldsomme Udtryk bekæmper Stuckenbergs forkerte Opfattelse.

Mod denne Opfattelse sætter saa Pontoppidan sin egen. Det er naturligvis altid en mislig Sag at tegne et Billede af Kristus. Hvor det gælder det ophøjede, vil Modstanderen altid have let ved at finde Karrikaturen. Men naar Pontoppidan i Modsætning til Stuckenbergs sygelige og blegsottige Kristusbillede sætter en Personlighed, der glæder sig ved de uskyldige Goder, som Gud har givet Menneskene, en sprudlende livskraftig Natur, der ikke forsmaar at bruge sin Magt til at forvandle Vand til Vin, har han saa tegnet et Billede, hvorved de kristne Troslærdomme forhaanes? Det er jo sandt, det staar jo i Evangeliet, at Jesus frejdigt delte Livets Glæder med sine Tilhængere.

Saa er der benyttet Udtrykket "en ret spøgefuld Herre", og min ærede Kollega opfattede det, som om der stod "en ret spøgefuld Kavallér". Det er forkert, men selv om det var saa, ja, saa vilde jeg betegne det som upassende, men Spotten ser jeg ikke, thi Tanken deri er jo den, at Jesus forstod sine Omgivelsers Spøg. Min ærede Kollega sagde, at de store Reformatorer sigtedes for Hykleri. Men det er ganske fejlagtigt. Det er jo kun sandt, hvad der staar i Artiklen, at Martin Luther, som piskede med Skorpioner, var en Mand, der deltog i Livets Glæder. Naar man netop omtaler de store Reformatorer som store Reformatorer saa er dog virkelig Formodningen for, at man vil haane dem, meget søgt.

Naar det i det hele er tilladt at omtale det menneskelige hos Jesus, saa maa det ogsaa være tilladt at betegne ham som en sprudlende, livskraftig Natur; navnlig naar det siges i Modsætning til Stuckenbergs Vrængebillede af Kristus, maa det være fuldt berettiget at fremdrage den sprudlende Livskraft hos Kristus.

Og saa det, at det i Artiklen hedder om Jesus: Totalafholdsmand var han da ikke? Han var det jo heller ikke! Han drak jo Vin! Pontoppidan kunde have skrevet Nazir i Steden for Totalafholdsmand, det vilde have lydt bedre, men vilde maaske ikke være blevet forstaaet af en Del af Læserne. Og forøvrigt er Udtrykket jo kun brugt for at betegne noget godt hos Jesus.

Saa siger min ærede Kollega, at der kan ingen Tvivl være om, at naar det hedder om Jesus, han var i løftet Stemning, er hermed ment, han har været beruset. Jeg vil bestemt protestere mod denne Paastand. Det er ikke den naturlige Forstaaelse. Jeg har fundet en Række Steder, hvor Udtrykket er brugt, men aldrig for at betegne en Beruselse. Jo, dog! Et Sted har min ærede Kollega omtalt, nemlig hos Pontoppidan selv, i hans Krøniker, hvor det fortælles om en Etatsraad, at han vaklede løftet hjem. Jeg vil imidlertid oplyse min ærede Kollega om, at det er ikke Pontoppidan, der taler saaledes – det er Fanden, der i hin Krønike bruger dette Udtryk, og han taler i Gadesproget. Men overalt, hvor Udtrykket bruges i Literaturen, har det en ganske anden Betydning.

Min ærede Kollega anker over, at der i Artiklen staar omtalt, at Jesus havde Omgang med Kvinder. Men jeg hævder, at den sanselige Omgang ligger helt udenfor Ordene, og jeg protesterer imod, at min ærede Kollega sætter Udtrykket "sprudlende livskraftig Natur" i Forbindelse med Udtrykket "Omgang med Kvinder". En saadan Forbindelse er der ikke! Og desuden kan man vel nok være en sprudlende livskraftig Natur og dog ikke have sanselig Omgang med Kvinder?

Og endelig jævnfører min ærede Kollega Udtrykket "den rigtige, gode gamle Messias" med Udtrykket "den rigtige, gode gamle Sæbekælder". Ogsaa dette maa jeg bestemt modsige. Ordet rigtige er netop brugt i Modsætning til Stuckenbergs forkerte Messias. Pontoppidan har forklaret mig, at dette har været hans Tanke ved Benyttelsen af dette Udtryk.

– – Jeg gaar nu over til Artiklen "Den gamle Adam", og jeg kan her fatte mig i større Korthed.

Den nuværende Kultusminister, Goos, skriver, at et Skrift, for at være utugtigt, baade skal være utugtigt i sin Helhed og have et utugtigt Formaal. Men dette kan man dog virkelig ikke sige om denne Legende! Det fysiske Kærlighedsforhold er kun i ringe Grad fremdraget, og Artiklen overskrider ikke, hvad man efter dansk Opfattelse betragter som Grænse for, hvad der anses for utugtigt. Jeg søger Maalestokken for, hvad der maa betragtes som utugtigt, ikke i den nyere Literatur, men i vor Literaturs Guldalder, og jeg finder da, at Oehlenschläger, Baggesen, Paludan-Müller, allesammen har skrevet Ting, hvor Grænsen er gaaet ganske anderledes nær end i Pontoppidans Legende. Vil man ramme Brandes for denne Legende, saa maa man anlægge Sag mod en Mængde af vor Literaturs bedste og ældste Navne. Ja – Tidsforløbet gør jo ikke noget, vi har set i denne Sag, hvor længe der kan ventes!

I Legendeform har Pontoppidan behandlet Kvindens Skabelse, og det erotiske Forhold spiller her en Rolle, men en meget underordnet. Naar man særlig klager over Udtrykket: Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem! saa vil jeg først gøre opmærksom paa, at dette er en ordret Oversættelse af en elsassisk Legende, der behandler det samme Æmne, og dernæst var én Mands Forhold til flere Kvinder jo ikke noget, der i det gamle Testamente betragtedes som strafværdigt.

Vorherre er i Pontoppidans Legende fremstillet som en Person, det er noget, der sker i en Mængde Legender, det vil altid have noget anstødeligt ved sig, men det er jo gjort endog i det gamle Testamente, og en Mængde Malere har gjort det. Man har her at gøre med Legendens, med Æventyrets Gud, ikke med Bibelens Gud. Om det er sømmeligt eller ej, det er det ikke Rettens Sag at afgøre – Spørgsmaalet, der her foreligger, er, om det er strafværdigt.

Hermed skal jeg slutte. Det er jo altid en farlig Sag at sættes under Tiltale for en Krænkelse, en oprørende Krænkelse af de højeste og helligste Følelser. De, som føler sig krænkede, vil være tilbøjelige til blindt hen at forlange Straf, og de vil foretrække Straf, fremfor at det skulde faa Udseende af, at saadanne Forbrydelser sanktioneredes af Retten, idet de vil glemme den gode gamle Regel, at hvor der er Tvivl, skal man frikende. Og dobbelt farligt er det, naar der er Tale om en Mand, som er Jøde, hvem Gadens Publikum gærne vil tillægge Lyst til at haane de kristne Begreber, men allerfarligst, naar Navnet Brandes drages ind i Sagen. Men i denne Sal svinder jo alle disse løse Formodninger og Gadens Stemninger ind til Intet. Her vil de ej paaagtes, ingen Virkning øve! I denne Sal vil Afgørelsen kun blive truffen under Hensyn til, om der foreligger en Forbrydelse eller ej.

Jeg beder den høje Ret undskylde den Udførlighed, hvormed jeg har talt. Men det er en højst alvorlig Sag for den Mand, det gælder. Ikke alene det, at han straffes, men endnu mere det, at han stemples som en Mand, der er i Stand til at krænke og haane hellige og ophøjede Følelser, vil ramme ham tungt.

Hermed indlader jeg Sagen til Doms, idet jeg paastaar Redaktør Brandes frifundet.

Hr. Klubien tog derefter Ordet og udtalte:

– Det er ikke mange Bemærkninger, jeg har at gøre. Kun skal jeg sige til min ærede Kollega, at naar Justitsministeriet i saa lang Tid ej beordrede Aktion, ligger det simpelt hen deri, at som Forholdene nu er, saa er det ingen let Sag at finde de forbryderiske Artikler, der findes i den store Dagspresse. Der kan let undslippe et og andet. Det vil ofte vare længe, inden man kommer under Vejr med, at der foreligger en Lovovertrædelse. Der er jo her i Kjøbenhavn kun én Mand – en Politimand – til at gennemlæse alt, hvad der udkommer. Derfor er der intet mærkeligt i, at det har varet saa længe med Sagsanlæget, og min ærede Kollega er fuldstændig uberettiget til at udtale, at det kan have været andre, uvedkommende Grunde, som har bevirket Sagsanlæget, og navnlig er det uberettiget at sige, at Navnet Brandes har været medvirkende. Jeg nedlægger Protest mod denne Insinuation.

Med Hensyn til Strafansvaret skal jeg kun sige, at vi her har at gøre med en anonym Artikel, og at derfor Ansvaret maa og skal paahvile den Mand, der ledede Bladets Redaktion. Jeg har ikke noget mod, at der ved Straffens Udmaaling tages et billigt Hensyn til, at Brandes muligvis ikke har læst Artiklerne, men det juridiske Ansvar har han.

Med Hensyn til Messias-Artiklens Formaal kun dette: Der foreligger én literær Kritik, men en saadan udelukker dog vel ikke en bestemt Tendens. Min ærede Kollega vilde gøre den til en kristelig Præken, og det er jo forsaavidt rigtigt nok, at Urbanus har angrebet Stuckenbergs Messias-Opfattelse, men han har samtidig positivt malet et andet Messias-Billede, malet det i saadanne Udtryk, at det er Blasfemi. Min ærede Kollega klarede sig med stor Dygtighed, jeg beundrer den, men alle hans nydelige Parafraser af, hvad der skulde have staaet i Artiklen, de er betydningsløse, thi de vedkommer ikke det, der virkelig staar i Artiklen.

Jeg fastholder vedvarende, at Udtrykket løftet Stemning staar i Forbindelse med Udtrykket Totalafholdsmand, og at Udtrykket: han omgav sig med Kvinder, paa samme Maade er forbundet med Bemærkningen om Jesu sprudlende livskraftige Natur.

– – Hr. Shaw svarede hertil:

– Naar min ærede Kollega siger, at Aktionsmyndighederne ej kendte de paaklagede Artikler, før de fremkom i "Dagbladet", saa bestrider jeg det. Thi Forholdet er det, at ved Artiklernes Fremkomst overvejede Aktionsmyndighederne, om deres Indhold var strabart, og efter moden Overvejelse kom de til det Resultat, at det var ikke strafbart!

Det maa bero paa en Fejlhøring, naar min ærede Kollega mener, jeg har beskyldt Justitsministeriet for at have handlet ud af andre Grunde end dem, der vedkommer Sagen. Det har jeg ikke sagt, jeg har kun fremhævet det uheldige i, at Sagen først er kommen frem efter Aar og Dags Forløb.

Naar min ærede Kollega selv indrømmer, at Pontoppidan har villet slaa det Stuckenbergske Messias-Begreb ned, hvorledes kan han saa vedblivende fastholde Paastanden om, at Pontoppidan har spottet? Jeg troer, jeg kan forklare det. Det kommer af, at min ærede Kollega holder sig til det, der er Sagens ydre Skal, til Udtrykkene – jeg holder mig til Sagens Kærne, Modstriden mellem de to forskellige Opfattelser af Kristusbilledet.

– – –

Jeg skal slutte med at sige, at det er en fuldstændig vilkaarlig og fuldkommen unaturlig Forklaring, min ærede Kollega giver af Forbindelsen mellem Udtrykkene "løftet Stemning" og "Totalafholdsmand" – "den sprudlende livskraftige Natur" og "Omgangen med Kvinder". Det er utilladeligt, det er i Strid med Ordenes selvfølgelige Betydning at gøre gældende, at disse Udtryk staar i Forbindelse med hverandre. Udtrykket "sprudlende livskraftig Natur" fremkommer med logisk Nødvendighed som Modsætning til Stuckenbergs "blegsottige Asket". Kun ond Vilje kan lægge en smudsig Betydning ind i disse Ord.

Jeg indlader hermed Sagen til Doms.

– –

Herefter begyndte Højesteret sin Votering. Den varede henimod halvanden Time. I Dag Kl. 9 afsiges Dommen⁴.