Blasfemisk, slibrig og skabrøs
Ordene i overskriften blev i 1891 af anklagemyndigheden anvendt om Henrik Pontoppidan under en retssag, hvor Ernst Brandes var sat under anklage for to artikler, som Pontoppidan havde skrevet – men forsvareren antydede, at retssagen var sat i gang for indirekte at ramme Georg Brandes. Elias Bredsdorff gør i kronikken rede for den mærkelige sag, hvis enkeltheder ikke tidligere har været fremdraget.
Poul Henningsen fremdrog i sin kronik i Politiken den 12. juni nogle eksempler på danske beslaglæggelser af litterære værker, og fra slutningen af det nittende århundrede nævnte han bl. a. de berømte censur-domme, som ramte Herman Bang og Edvard Brandes. Til disse kunne yderligere føjes to andre domme. Den ene ramte Gustav Wied, der for at have offentliggjort fortællingen "De unge og de gamle" i Ove Rodes blad "København", i oktober 1892 blev idømt fjorten dages fængsel for overtrædelse af den litterære blufærdighed. Den anden ramte Georg Brandes' yngste broder Ernst Brandes, der var anklaget for at have optaget to artikler af Henrik Pontoppidan i sit blad "Kjøbenhavns Børs-Tidende".
Mens sagen mod Gustav Wied ofte har været refereret og derfor ikke nærmere skal omtales her, er der i litteraturen om Pontoppidan kun ganske få hentydninger til denne ejendommelige sag, hvis resultat var, at det i december 1891 lykkedes Estrup-regeringens berygtede justitsminister J. Nellemann at få redaktør Ernst Brandes dømt for blasfemi, fordi han i sit blad "Kjøbenhavns Børs-Tidende" havde optaget en artikel af Henrik Pontoppidan, som både politiretten og Højesteret fandt blasfemisk. Et fyldigt referat af sagen har mig bekendt aldrig været givet, siden retssagen stod på, og da det af Ernst Brandes' forsvarer temmelig direkte blev insinueret, at det var en politisk sag, hvor man i virkeligheden ville ramme Georg Brandes, kan der være grund til – som et supplement til Poul Henningsens kronik, "Til nytte for hvem?" – her at fremlægge denne besynderlige sags historie.
Ernst Brandes grundlagde i 1889 dagbladet "Kjøbenhavns Børs-Tidende" som et nyt organ for radikalismen i hovedstaden, og blandt de litterære medarbejdere, som han knyttede til bladet, var Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg og Henrik Pontoppidan. Pontoppidans bidrag fremtrådte altid under mærket Urbanus.
Den 12. december 1889 anmeldte Pontoppidan – under sit sædvanlige mærke – Viggo Stuckenbergs bog "Messias", hvis hovedtanke var, at tiden trænger til en forløser, en "Messias", et himmelsk lyn, der kan rense luften. Der forekommer i bogen en person ved navn Jansen, som synes at skulle opfattes som en forløber for den ventede frelser, en slags Johannes den Døber, i hvis billede man altså måtte tænke sig, at den endelige Messias engang ville blive skabt. Men, indvendte Pontoppidan i sin anmeldelse, hvorfor i alverden forestiller Stuckenberg sig, at Messias skal være en sådan humorforladt alvorsmand? Og han fortsatte:
"Ser man paa Verdens store Reformatorer, vil man vist i Almindelighed opdage, at de var ret muntre Herrer, der vel kunde piske deres Samtid med Skorpioner, men ofte gjorde det med et ret lysteligt Smil om Munden. Luther f. Ex. var dog langtfra nogen Bedemand. Ja, selv den Religionsstifter, efter hvem Stuckenbergs Fortælling har Navn, den rigtige, gode gamle Messias fra Jødeland – mon han egentlig var en saadan blegsottig Asket, som vore Malere ynder at fremstille ham, med lange Hængekrøller og et seminaristisk Martyrblik? Mon han i Grunden ikke var en ret spøgefuld Herre, der ved Siden af sin Missionsgærning frejdigt delte Livets Glæder sammen med sine Tilhængere? Totalafholdsmand kan han f. Ex. ikke have været. Vi har jo dog læst om hint Bryllup, hvor han, da Vinen slap op, i løftet Stemning benyttede sin Almagt til at forvandle det døde Vand til perlende Nectar. Bekendt er det jo ogsaa, at han yndede at omgive sig med Kvinder. Tyder dette ikke paa, at han var en sprudlende livskraftig Natur og ikke den højtidelige Særling og evindelige Prædikehest, Han ofte er bleven gjort til?"
Efter at være blevet gjort bekendt med denne artikel overvejede justitsministeren at anlægge sag for blasfemi mod bladets ansvarshavende redaktør; men han besluttede alligevel ikke at gøre det.
*
Den 13. juli 1890 bragte "Børs-Tidende" en artikel af Henrik Pontoppidan under overskriften "Den gamle Adam, En Legende genfortalt af Urbanus". Dette var en spøgefuld version af historien om Evas skabelse, baseret på en gammeltysk variant: En smeltende hed middagsstund går Adam og keder sig i Paradisets Have over sin ensomhed, og han ledes ved den brogede overflod, som overalt omgiver ham. Af lutter kedsomhed smider han sig på ryggen i græsset – og da han får øje på et ungt abepar, som gantes oppe i en trætop, bliver han meget sørgmodig og ønsker, at Vorherre aldrig havde skabt ham – eller i hvert fald havde gjort ham til en abe eller et andet dyr. Han falder i en dyb søvn, og da han senere vågner, med smerter i den ene side, står Vorherre foran ham sammen med den nyskabte Eva. Og Vorherre siger: "Adam! Stat op! Og del med denne Kvinde dit Kød, som det er mig velbehageligt!" Pontoppidans legende fortsætter derefter:
"Efter disse Ord forlod Vorherre dem og gik tankefuldt, med Hænderne paa Ryggen, op ad den lange, solrige Palmeallé, der førte til de himmelske Boliger.
Da han var kommen omtrent midtvejs i Alléen, standsede han og saa sig tilbage. Derhenne i Bananernes Skygge stod Adam og Eva endnu over for hinanden, den første ganske fortabt i Beskuen, den anden med bortvendt Hoved, halvt i Smil, halvt i Graad. Men pludselig bøjede Adam sig frem og kiggede hende i Øjnene, tog derpaa blidt om hendes Haand og drog hende varsomt med sig; Skridt for Skridt, ind i Rosenlunden, hvor Nattergalene havde Rede.
Da fortsatte Vorherre smilende sin Vandring og gik ind i sine himmelske Boliger."
Da Vorherre – efter at "passende Tid var gaaet" – vender tilbage og kalder på Adam, lusker dyrene i Edens Have forskrækkede bort, og Vorherre må gentage sin kalden på Adam.
"Endelig raslede det henne i Rosenlunden, og Adam krøb ud, fortumlet, betaget, med brændende Kinder og Rosenblade hængende i Haaret.
"Naa!" sagde Vorherre og strøg sig smilende ned over sit hvide Skæg. "Hvad tykkes Dig saa, min Adam, om Kvinden, jeg gav Dig til Medhjælp og Glæde?"
"Ak, Herre!" stammede Adam og greb den Almægtiges Haand og kyssede den. "Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem!""
Også denne artikel fik i første omgang lov at passere, uden at Justitsministeriet anlagde sag.
*
I december 1890 – et år efter at anmeldelsen af "Messias" havde stået i "Børs-Tidende", og fem måneder efter at "Den gamle Adam" havde stået der – ændrede Justitsministeriet pludselig signaler og krævede sagsanlæg for begge artiklers vedkommende, ikke mod forfatteren, men mod den ansvarshavende redaktør af "Børs-Tidende", Ernst Brandes, og i begyndelsen af 1891 fremkom aktionsordren. Pontoppidan, der opholdt sig i Berlin, da forundersøgelsen blev sat i gang, sendte omgående følgende erklæring til offentliggørelse i Danmark:
"I Anledning af den imod "Kjøbenhavns Børs-Tidende" indledede Undersøgelse erklærer jeg mig herved at være Forfatter til samtlige med Mærket Urbanus underskrevne Artikler i nævnte Blad og tllføjer, at jeg gør dette i Forventning om, at alt Ansvar disse Artikler vedrørende efter denne Erklæring maa komme at paahvile mig.
Berlin, den 14. Decbr. 1890.
Henrik Pontoppidan."
Erklæringen gav dog ikke det tilsigtede resultat. Justitsministeriet hævdede, at artiklerne var trykt anonymt, og at den strafskyldige person derfor måtte være bladets ansvarshavende redaktør.
Hvad der bevirkede, at Justitsministeriet ændrede sit oprindelige syn på de to artikler, var åbenbart det, at "Dagbladet" i forbindelse med en sag imod Ove Rode, redaktøren af "København", aftrykte dele af de to artikler fra "Børs-Tidende" og i kraftige vendinger forlangte straf over Ernst Brandes. En del af hovedstadspressen tog på forhånd kraftigt parti imod Ernst Brandes; således erklærede "Dagens Nyheder", at Pontoppidans to artikler var affødte af samme lyst, der driver purunge mennesker til at bemale retirader og pissoirer med obskøne figurer, og et andet københavnsk blad skrev, at ingen ville beklage Ernst Brandes, om domstolene idømte ham den vand- og brødstraf, han ærlig havde fortjent.
*
Sagen kom for ved kriminal- og politiretten i april 1891, og overretsprokurator Mundt, som repræsenterede anklagemyndigheden, udtalte om Messias-artiklen:
"Det er næppe muligt at få andet ud af artiklen, end at han (Jesus) som en "sprudlende livskraftig Natur" nød vinens og kærlighedens glæder fuldt ud, dvs. dyrkede både Bacchus og Amor. Men dette er visselig en skildring, der … af enhver kristen, hvad sekt han end hører til, må føles som en bespottelse og forhånelse af det helligste."
Også udtrykket "en højtidelig Særling og evindelig Prædikehest" opfattede anklageren som en forhånelse, "idet der i denne betegnelse åbenbart sigtes til den hos kristne (i modsætning til Renan og Urbanus) rådende opfattelse af Kristi personlighed." Også andre vendinger blev opfattet som blasfemiske, deriblandt at Jesus "i løftet Stemning" forvandlede vand til vin, og karakteristikken af Jesus som "en ret spøgefuld Herre".
Om legenden "Den gamle Adam" sagde anklageren:
"Hverken jøder eller kristne tror, at Gud har skabt mand og kvinde blot (eller væsentligt), for at de kan glæde sig ved gensidig at tilfredsstille deres kønsdrift, og udmalingen af, hvorledes Vorherre lægger alt til rette for Adam og Eva, således at de kan have coitus med hinanden i rosenlunden, er derfor lige så bespottelig, som den, endog bortset fra inddragelsen af Vorherres navn, er anstødelig."
Ernst Brandes, der i retten førte sin egen sag, blev frifundet med hensyn til "Den gamle Adam", skønt retten fandt denne artikel "lidet sømmelig"; for offentliggørelsen af anmeldelsen af "Messias" blev han derimod dømt til to måneders fængsel på sædvanlig fangekost. Sagen blev herefter både af Justitsministeriet og af Ernst Brandes appelleret til Højesteret.
Her kom sagen for i december 1891, præcis to år efter at den første af de to artikler havde stået i "Børs-Tidende". For anklagemyndigheden mødte højesteretsadvokat Klubien, som hævdede, at det var irrelevant, at Pontoppidan havde udbedt sig det juridiske ansvar for de to artikler:
"Som straffeloven er, må Brandes have ansvaret, vi har kun med det faktum at gøre, at Brandes er bladets leder, og at der intet navn har stået under de anklagede artikler."
Anklageren karakteriserede Henrik Pontoppidan som en forfatter, over for hvem Ernst Brandes burde have været på vagt, da Pontoppidan efter hans mening var "en specialist i behandlingen af slibrige emner, navnlig sådanne, der behandler kønslige forhold, og han gør det i en letfærdig og fri tone." Denne karakteristik svarer unægtelig ikke helt til vor tids opfattelse af Henrik Pontoppidan!
Anklageren påtalte udtrykket "ret lystige Herrer" om de store reformatorer, og han sidestillede udtrykket "den rigtige, gode gamle Messias fra Jødeland" med vendingen "den rigtige, gode gamle sæbekælder"! Hvorpå han fortsatte:
"Og kan en københavner misforstå udtrykket: "en ret spøgefuld Herre"? Og hvad er det for livsglæder, som han frejdigt delte? Det er – vin og kvinder! Ja, det skal ikke lykkes Pontoppidan at smutte bort fra den smudsige tanke, som er udtrykt her. Hvad har den "sprudlende Livskraft" at gøre med Jesu omgang med kvinder, når det ikke er meningen at pege hen i en smudsig retning? Det er blasfemi!"
Henrik Pontoppidan havde i en erklæring, som fremlagdes i retten, forklaret, at han med udtrykket "løftet Stemning" ikke mente beruset; Pontoppidan vidste, at udtrykket i gadesproget betyder beruselse, men hans artikel var, sagde han, ikke skrevet i gadesproget. Men denne erklæring forekom anklageren irrelevant: "Ingen kommis, der har læst "Børs-Tidende", har været i tvivl om, hvad han skulle forstå ved disse udtryk."
Om legenden "Den gamle Adam" erklærede anklageren, at det var "en skabrøs artikel" (fransk scabreux, vovet, dristig, slibrig). Mens beretningen om Evas skabelse i Første Mosebog "udmærker sig ved sin sin sædelige renhed og højhed" og er "fuldstændig blottet for det sanselige moment", udmærkede Pontoppidans version sig ved "slibrige udmalinger i rigt mål". Anklageren forlangte derfor Ernst Brandes dømt for begge artikler.
Højesteretssagfører Shaw, som var Ernst Brandes' forsvarer, undrede sig over, at man ikke anlagde sag mod forfatteren, der dog havde skrevet artiklerne, og som selv forlangte ansvaret for dem. Men anklagemyndigheden holdt fast ved, at det var Ernst Brandes, der var anklaget. Forsvareren fortsatte. "Er det da navnet Brandes, der virker ophidsende? Ja, navnet Brandes er et kampnavn, der står i spidsen for en retning, som vækker heftig modstand …" Det var altid farligt, sagde han, at sættes under tiltale for en krænkelse af de højeste og helligste følelser. "Og dobbelt farligt er det, når der er tale om en mand, som er jøde, hvem gadens publikum gerne vil tillægge lyst til at håne de kristne begreber, men allerfarligst, når navnet Brandes drages ind i sagen."
*
Højesteretsdommen faldt den 10. december 1891. For "Den gamle Adam"s vedkommende blev Ernst Brandes på ny frifundet; derimod blev han dømt for blasfemi for at have optaget Pontoppidans artikel om "Messias" i sit blad. Straffen blev imidlertid "under Hensyn til samtlige foreliggende Omstændigheder" nedsat fra to måneders fængsel til en bøde på 300 kroner.
Otte måneder senere begik Ernst Brandes selvmord, og blandt de medvirkende årsager til dette selvmord var utvivlsomt det nervepres, som denne langvarige retssag havde udøvet på ham.
For Henrik Pontoppidans vedkommende førte højesteretsdommen til, at kultusministeren i 1893 nægtede at forny den beskedne forfatterunderstøttelse, han indtil da havde fået, og først efter nogle års forløb skaffede Folketinget ham understøttelsen igen.
