Enetale
14/4 97.
Mon vi virkelig igen skulde staa overfor en politisk Katastrofe? Vil det gamle estrupske Regimente, der i sin Tid paa lovformelig Vis blev henrettet og begravet og siden har spøget og varslet, hver Gang vi nærmede os April, nu virkelig paa Paaskemorgen genopstaa i Skikkelse af et Ministerium Jensen1? Gaar vi igen en Kamptid i Møde, Mage til den i 85?
Paa en Maade kunde jeg saamænd ønske det. Den Provisorietid var dog i Grunden en herlig Tid, en frugtbar Tid, en Fornyelsestid; den var vor politiske Renæssance; den skabte de Mænd og Kvinder, der endnu i lange Tider vil staa som Mærkepæle for vor politiske Udvikling. Naar man fra vore Dages Barok- og Paryktid tænker tilbage paa Firsernes Rejsning, der tvang selv de Lunkneste, ja baade de Fejge og Forsigtige til at tage Parti og bekende Kulør og gøre sig deres Stilling til Striden klart bevidst, ofrer man den uvilkaarligt et lille Længselssuk og føler sig dobbelt flov ved Nutidens mange melerede Standpunkter og langtrukne Malle2- og Klisterpolitik. Man kan formelig blive ganske varm om Kinden, naar man tænker paa den første Sommers Række af betydningsfulde Begivenheder: Herthadals-Mødet3, Bøndernes Foretræde hos Kongen, Bergs Tilbagekomst fra Holstebro4; og senere: Attentatet5, Presseprovisoriet6, Gendarmerne7. Den Gang syntes man endda, at der ingen Ting skete, at alt var for tamt, for spagt – vi er blevne taknemmeligere siden.
Det var nylig Mode at trække overlegent paa Skuldrene ad hin storpolitiske "Rummel", at spørge om Udbyttet, at tælle Resultaterne. Som om det ikke var Udbytte nok, at der – om ogsaa blot for en kort Stund – gik et Pust af virkelig Indignation og Modstandslyst, – ja Oprør gennem det sagtmodige danske Folk. Lyder det ikke allerede nu som et Æventyr, at to Bønder fik Mod til at tage en Politimester i Kraven og føre ham med samt hans Embedsmandsmine og guldtressede Kasket ned af en Talertribune, fordi de ansaa hans Tilstedeværelse dér for en Krænkelse at Forsamlingsfriheden og mente sig berettigede til selv at holde Justits. En saa skærpet Aarvaagenhed for alle – formentlige og virkelige – Overgreb; en saa mandig Trang til Selvhævelse – overfor upopulære Myndigheder – skabte Provisorierne.
Skade var det jo, at den oppositionelle Luftning lagde sig saa hurtigt og saa fuldkomment, at den hele Bevægelse efter kort Tids Forløb syntes blot en utrolig Drøm, saa uvirkelig forekom den. Derfor var det maaske slet ingen Skade til, om vi ved et lille Provisorium, et Par nye Gendarmer og en Pressemundkurv fik opfrisket Erindringen om de svundne Kamptider. Vi Danske er nu hurtige til at glemme, saa lette til at tilgive. Vi kunde saamænd godt trænge til igen at faa Frisindet og Selvfølelsen og Indignationen optugtet hertillands under et nyt Knippelregimente.
Henrik Pontoppidan.
Gå til den næste enetale.
