Teatrene
Dagmarteatret: Angelo, Tyran af Padua, Drama i 5 Akter af Victor Hugo, oversat af P.A. Rosenberg.
Det tilraades Enhver, der vil sé Victor Hugos 5 Akts Drama, at præparere deres Nerver lidt i Forvejen. Vi er jo i vore Dage, baade i Livet og i Teatret, blevne mindre vant til disse dødningekolde Pust fra de vildeste Rædslers Rige, der faar Haarene til at rejse sig selv paa den Skaldedes Isse. Man vilde handle vel imod sig selv ved forinden at tilbringe en Nat alene i sin Kulkælder eller paa en Kirkegaard og gøre et Par friske Studier ude i Kvægtorvets Slagtestalde.
Allerede i første Akt af Angelo faar man Brug for al sin Nervestyrke. Der lugter af Blod og Gift. Man aner Baghold og Forklædninger, hører om Løngange og hemmelige Falddøre – kort sagt: man føler straks, at det er et Drama i den store Stil. Og man skuffes ikke. Fra Scene til Scene alle fem Akter igennem stiger Rædslen og Spændingen, indtil i Slutningsscenen de Døde staar op af Graven, og Krucifikset vædes af en Glædespiges Offerblod. Hvad kan man ville mere.
Ja, det er netop Ulykken, at man alligevel ikke er tilfredsstillet. Det er disse Rædselsdramaers svage Side, at de, naar de har vakt vor Blodtørst, alligevel ikke formaar at stille den. Vi vænner os saa hurtigt til det Grufulde, at Handlingen ikke kan følge med. Allerede i tredje Akt gaar Mordene os for langsomt fra Haanden. Vi finder, at der snakkes for længe om dem. Kun Synet af Bøddelen med den blottede Økse, fulgt af Rakkeren med sin Kurv formaar tilsidst at fængsle vor Interesse. Saaledes skete det ogsaa her. De, der tilsidst vandt Publikums udelte Sympati, var de to koldblodige Banditter, der lever af at fiske Ligene op fra Floden og forøvrigt med Gemytlighed tager alle syv Dødssynder paa deres Samvittighed for en Gulddukat.
Men det er virkelig Skade. For navnlig hen imod Slutningen findes der i Stykket et Par meget smukke Scener mellem de Elskende, hvis Lyrik man nu var for ophidset til ret at nyde. Meningen maa vel nok have været, at midt imellem saa meget bloddryppende Had, saa megen giftig Svig, saa megen raadden Last, skulde Pustet fra en ren og dyb og hellig Kærlighed virke dobbelt velgørende. Romantikerne var jo meget for at virke ved Modsætninger; men de tænkte ikke altid paa, at man derved lige saa ofte risikerer at udviske Indtrykkene som at forstærke dem. I Angelo gaar Englen for ofte ud ad den ene Dør, naar Djævelen staar og venter paa sit Stikord udenfor den anden.
I en silde Aftentime at genfortælle Stykkets indviklede Intrige maa opgives. Forestillingen trak ud til halv Tolv og burde vistnok afknappes. Blot derfor et Par Ord om Skuespillerne. Der fandtes i 2den Akt en Række Scener der takket være Fru Riis' energiske Spil blev af stor Virkning. Hun spillede Thisbe, Skuespillerinden, Glædespigen, der elsker Rudolf og en Nat ved et Forræderi faar Lejlighed til at overraske denne hos hans Elskerinde, der ikke er nogen ringere end Podestaen – Angelo Malepieri's "Tyrannen af Padua's" – Gemalinde. Man befinder sig i dennes Soveværelse. Til den ene Side er Døren til Blodhundens Sovegemak, til den anden til Hustruens Bedekammer, hvor Rudolf forinden er bleven skjult. En ganske spændende Situation altsaa. Yderligere spændende bliver den nu derved, at Thisbe elskes og efterstræbes af selve Tyrannen, og hun vil nu i sit Raseri vække denne og kalde ham ind for at hævne sig. Denne hævntørstige Furie, der vil se sin lykkelige Medbejlerindes Blod, spillede Fru Riis med en Lidenskab, der virkelig virkede illuderende og henrev Publikum til stort Bifald.
I det hele gav de mange stormende Scener rig Lejlighed til en dristig Given-sig-hen – Noget, dog ikke Alle benyttede sig af, mindst Frk. Blad som Hertuginden, og allermindst Hr. Vilh. Wiehe. Der var ingen ret Stil over ham, Masken var god; men bag den var der ingenting og alleting. Derimod fortjener Hr. Emanuel Larsen stor Ros for sin Homodero, om han end ikke i denne Rolle viste sig fra nogen ny Side. Skurken har jo altid været hans Fag. Derimod var Hr. Neiiendam ikke slet saa heldig, som denne højt begavede Skuespiller plejer at være. Der var noget krampagtigt i hans sidste store Mordscene, for meget Komediespil, for mange Gebærder. Man troede i det Hele ikke rigtig paa ham hele Aftenen.
Forøvrig gjorde Stykket vistnok Lykke. Men det føltes – som sagt – for langt. Alligevel klappedes der livligt, da det endte, og de Spillende fremkaldtes.
Henrik Pontoppidan.
