Til Krøyers Frokostscene
Med Vignettegning af P.S. Krøyer.
Naar Kattegat og Vesterhav i de lange, mørke Vintermaaneder, hver fra sin Side, ustandselig, Dag og Nat, har væltet deres tunge, salte Bølger ind imod Skagens hvide Skrænter og endelig under Foraarets milde Vinde, lidt efter lidt, lægger sig til Ro og dæmper Røsterne, indtil de til sidst – en stille, maaneklar Nat – helt slumrer hen i et Blund under Maanens guldspundne Drømmetæppe … da hænder det, at en aarle Fiskermand, der i det første, spæde Dagsskjær, mens endnu alting sover rundt omkring ham, kommer drivende ned til sin optrukne Baad og i Halvsøvne begynder at ordne paa Redskaberne, pludselig holder inde, idet han med et vaagent Blik stirrer ned mod Bunden af Baaden og forbavset mumler: "Hva' Fanden er den a'?"
Der nede, paa Bunden, ligger der spredt: Champagnepropper, Cigarstumper og afbrændte Svovlstikker mellem Resterne af et knust Glas. Paa den forreste Tofte ligger en lang, sort indbunden Bog med Baand; og henne i et Hjørne staar et Regiment af brede Flasker med forgyldte Halse.
Men naar Fiskermanden faar tænkt sig om, gnubber han sig ind under Huen, mens et bredt Smil breder sig i hans kobberrøde Ansigt. Og naar lidt efter andre Fiskere i dette tunge, søvndrukne Tempo kommer ravende ned imod ham gjennem det dybe Sand og samler sig om Baaden, peger han blot ned i den.
Og alle nikker til hinanden med dette brede Smil og forstaar, hvad det er. Det er Kunstnerne, der er komne.
Op paa Formiddagen, naar de igjen kommer hjem fra Vaadtrækningen paa Grenen, sidder der allerede et Par Stykker i travl Virksomhed langs Strandkanten. Andre staar og kigger oppe paa Klitterne eller snuser omkring inde i Byen efter Motiver og Modeller til Billeder og Noveller'1. Og alt som Sommeren skrider frem, og Solen faar større Magt, strømmer der flere og flere til.
Ved Stranden, paa Klitterne, i Gaderne, ja helt op paa den øde Kirkegaard sidder de med deres Malerkasser og sluger med Øjnene. Hele Byen er ét stort Atelier.
Hist i Agterstævnen af en optrukken Baad staar – i gult Olietøj og Sydvest – en firskaaren Fisker, fremad bøjet, med den ene Haand krampagtig knuget om Rorpinden, den anden skyggende over Øjnene, der skuer vildt og haabløst ud i det fjærne!'2
Og'3 henne bag Gavlen af et Hus sidder en smuk lille Maler med Fipskjæg over for en ung Fiskerpige, der rødmer svagt ved at skulle løfte Kjolen lidt op, idet hun forestilles at skræve over en Vandpyt!'4
Det er en smuk Samling af Intelligens, der hver Sommer mødes dèr oppe paa vort Lands nordligste Spids, – ikke alene af vore egne Kunstnere, men ogsaa af norske og svenske'5, der i de senere Aar har fundet Behag i at gjæste vore snart berømte Skagboer.
Det er heller ikke for meget sagt, at de tre Nationers Øjne i Mødetiden paa en særlig kjærtegnende Maade hviler paa denne 156 vor øde Sandrevle; og de, der ikke har Tid eller Raad til selv at komme derop og tage den interessante Kunstnerkoloni i Øjesyn, faar bestandig i Sommerens Løb gjennem Bladene smaa Beretninger om deres'6 Liv og Færd – smaa Notitser om deres Tidsfordriv, deres Klapjagter'7 o.s.v., der alt modtages med den Glæde, Folk altid føler ved at kigge Kunstnerne lidt i Kortene.'8
Det er derfor heller intet Under, at Krøyers Billede oppe paa Juleudstillingen nu vækker almindelig Opmærksomhed som et ægte og uforfalsket Kunstner-Interiør.
Skjønt Malerne gjærne bor spredt om i Byen, plejer de at mødes til Maaltiderne paa Kroen – Fru Anna Anchers Barndomshjem – , og som vi ser dem sidde her – Chr. Krohg, Eilif Petersen, Oskar Björk, og hvad de nu alle hedder – omkring den yngre Gjæstgiver og Kjøbmand, medens Michael Ancher med Bøssen over Skulderen er i Færd med at bryde op, saaledes har de Sommeren over i Aar siddet samlede her, snart drøftende et eller andet Æmne, der satte Røre i Sindene, snart fængslede af Bordets Glæder og hinandens Selskab. Naturligvis mangler Krøyer selv i Laget, men paa Vignetten, hvor Malerne er ved Arbejdet, vil en og anden nok kunne gjenkjende ham.
