Nattergalene

Jeg gik i Aftes silde ud til Søndermarken.

Sidst jeg var der – det var ogsaa længe efter Solnedgang – sad de unge Nattergale rundt om i Foraarsløvet og øvede sig paa deres Elskovs-Triller. Nu var deres Elskov sluttet, deres Stemmer forstummede. I den dybe Natstilhed hørtes kun Løvernes mørke Ørken-Brøl ovre fra zoologisk Have, Lamaernes underlige Kvækken og Faarenes Brægen fra Hvidovre Marker.

Jeg gad for Resten vide, om der ikke hersker nogen gammel romantisk Overtro med Hensyn til Nattergaletrillernes Dejlighed. Eller er det Nattergalenes Sangkunst, der i Tidens Løb er bleven demoraliseret? Gamle Folk mener det sidste. De paastaar, at i deres Ungdom var Tonerne langt blødere, Trille-Skalaen langt længere og Løbene anderledes fuldendte.

Sikkert er det, at den, der hidtil kun har kendt denne Fugl fra Oehlenschlägers og Christian Winthers Romancer, og for første Gang hører dens vibrerende Toner, i hvilke de gamle Romantikere mente at kunne høre al Elskovens Længsel og Sødme udaandet, i Almindelighed bliver højlig skuffet og udbryder: "Du min Gud! Er det det hele?"

Jeg selv er født Jyde, og indtil mit syttende Aar havde jeg ikke hørt den saa højt lovpriste Sanger. Jeg glemmer aldrig den Nat i en sjællandsk Kro, da jeg blev vækket af min Vandringskammerat med de Ord, at der sad en Nattergal i den maanebelyste Have og slog. I bar Skjorte og med et Hjærte, der bankede, som om det var al Paradisets Dejlighed, der skulde aabenbares for mig, sprang jeg op af Sengen … men hvor flov, jeg blev!

"Min Gud! … Det er jo en Stær!"

Hm! – –

De gamle Romantikere har nu til Dags Ord for at have været nogle slemme Løgnhalse, der uden at blinke gav en Graaspurv ud for en Guldfugl. I deres Beskrivelser af Jordens og Himlens Underfuldhed brugte de Farver og anvendte de Toner, som forarger os Nutidsmennesker paa Grund af deres sværmeriske Falskhed.

Men naar Oehlensehläger kan lade en klukkende Bæk "gribe sødt i sine Strenge", har han (og de andre med ham) vel ogsaa kunnet lade Fantasien sætte nogle selvlavede Tremulader til Nattergalens skikkelige Lokketoner. De Nattergale, som nu synger for Hr. og Fru Hansen i Søndermarken og Pilealléen, er saamænd lige saa store Virtuoser som dem, der "udaandede Elskovs søde Længsler" for vor romantiske Digterkonge i Aarhundredets Begyndelse. Og hvorfor skulde de vel ogsaa have forandret sig?

Ja, hvorfor skulde de egenlig?

Men den Mulighed ligger unægtelig aaben, at Forandringen er sket med os. Den Forklaring kunde tænkes, at det er vort Øre, der efterhaanden er blevet saa døvet af Dampfabrikers Piben og Lokomotivers Fløjten og Vognes Rumlen og Hurraraab og Folketalere o. s. v., at vi tilsidst har mistet Evnen til at opfange Naturlydenes fineste Toner og sarteste Klang.

Jeg har hørt, at der skal findes Toner i Naturen, som kun faa udvalgte formaar at opfange. Jeg har ogsaa hørt om en udbredt Familje, hvis Medlemmer alle manglede Evnen til at høre Græshoppernes Violin – det højest stemte Naturinstrument, som det almindelige menneskelige Øre er i Stand til at kontrollere.

Maaske er vi efterhaanden alle gaaet tabt af en hel Toneverden, et stort Skønhedsrige, der laa aabnet for vore Forfædre; og maaske vil en Gang hele Menneskeheden komme til at sige overfor Nattergalene som den ærlige Victor Emanuel sagde, da han havde hørt Liszt spille: "Ja, nu skal De have Tak … men maa jeg for Resten bede om Bækkenmusik."

**
*

I vor Literatur er Nattergalene forstummede. Vi hører kun Løvernes hungrige Ørkenbrøl, Lamaernes Kvækken og Faarenes fromme Brægen. Og denne Brølen, Kvækken og fromme Brægen har efterhaanden gjort os saa tunghøre, at skulde det en Dag virkelig hænde, at en lille graa Fugl satte sig i Foraarsløvet og med elskovssyg Røst begyndte at lovprise Jordens og Himlens Dejlighed, vilde vi mulig slet ikke længer være i Stand til at goutere den, men blot trække paa Skuldrene og sige:

"Herregud! En sølle Stær!"

Urbanus.