Fra Berlin
Berlin 91.
At Berlin som Verdensstad er af nyere Datum, er man ikke længe om at opdage. De fleste af dens store Pragtbygninger har endnu et næsten fugtigt Udseende af Nyhed. Man træffer iblandt dem ingen gamle Mindesmærker om fordums Storhed, og – hvad der er værre – den moderne tyske Smag, der præger Hovedmassen af de offenlige og private Byggeforetagender, vidner ikke altid om en saa udviklet kunstnerisk Sans som den, der udmærkede Middelalderens berømte tyske Bygmestere.
Og det er Skade – for Berlinerne klatter aabenbart ikke med Pengene, naar der er Tale om at bygge, og allermindst naar der er Tale om offenlige Bygninger. De synes endog at bestræbe sig for at udføre alt i saa kostbart Materiale og med en saa blændende Glans som mulig. Unægtelig opnaar de ogsaa, at den fremmede Beskuer ofte stejler ved Tanken om de Kapitaler, der maa være anvendte. Men samtidig kan man undertiden ikke afholde sig fra at trække lidt medlidende paa Skuldrene – saaledes som man gør det overfor en Dame, der pranger med alt for meget Guldsmedearbejde omkring Hals og Haandled. Man forbløffes, men man imponeres ikke, ja undertiden føler man sig næsten flov. De skønne, spildte Penge! udbryder man uvilkaarligt. Lidt mindre af Glimmeret kunde have været nok – blot det havde været anbragt med noget mere Finhed og Takt.
Der er især ét kostbart Bygningsmateriale, som Arkitekterne synes at have forelsket sig i her i Berlin. Det er den røde, polerede Granit. Den er i stor Maalestok anvendt f.Eks. i det brede Fodstykke paa den meget omdisputerede Sejrssøjle, i den nye Kejser Wilhelm's Bro og mange andre Steder. Nu kan det ikke nægtes, at polerede Granit-Søjler og Balustrader, anvendte med Maade, kan være af ypperlig Virkning. Men de virker her flere Steder ved deres Masse saa brutalt, at man bliver forstemt. Især den omtalte, nys aabnede Kejser Wilhelms Bro er et Monstrum af dumt og plumpt pralende Arkitektur. Selv i det nye Officers-Akademi paa Hjørnet af Louisenstrasse og Dorotheenstrasse, hvor den polerede Granit er anvendt til et seks Alen højt Fundament, misklæder denne store, spejlglatte Flade den ellers ret kønne Bygning – paa samme Maade som de obligate langsnudede og alt for blanke Støvler misklæder mangen ellers ret stolt og kraftig Skikkelse blandt de prøjsiske Officerer.
Naturligvis er det især overfor alt, hvad der vedrører Krigsvæsenet, at der vises en saa overordentlig Rundhaandethed. Til kunstnerisk Udsmykning af den saakaldte "Ruhmeshalle" – atter Masser af poleret Granit – er der anvendt Kapitaler, der kan faa Haarene til at rejse sig paa et Medlem af en lille Nation, hvor man i fem Aar maa danse paa Forsvarsballer fra Skagen til Gjedser for at samle sammen til en Kanon. Men ogsaa Kunstsamlinger, Biblioteker osv. har faaet nye og store Pragtbygninger.
Derimod græder Ens Hjærte ved Synet af den ynkelige Forfatning, hvori de fleste af Berlins Kirker henligger – og naar man tager i Betragtning, hvor ofte og varmt man officielt har takket Vorherre for Krigssejrene fra 1864-70, gør denne stedmoderlige Behandling af Gudshusene et noget ejendommeligt Indtryk. Mens Gudinden paa Toppen af Sejrssøjlen løfter sig over Byen luende af Guld, ligner selv Berlins Domkirke med sit skumle Tag og sine opkalkede Mure nærmest et forsømt Kornmagasin. Kirkernes Antal i Berlin er desuden grumme ringe i Forhold til Indbyggerantallet. Alle er de uansélige, enkelte endog saa diminutive og tarvelige, at jeg en lang Tid antog dem for Sprøjtehuse.
Men Berlin er jo som bekendt ogsaa en ualmindelig lidet religiøs By. Det hører aabenbart ikke til god Tone mellem Borgerfolk her at gaa i Kirke – og Forholdet er næppe stort anderledes i andre tyske Byer.
Det er i det hele, som om alle Tyskernes ædlere Følelser efterhaanden er gaaet op i den ene, store, altopslugende Nationalbegejstring, i den Forgudelse af Nationen og dens store Mænd, hvorom man ikke let gør sig overdrevne Forestillinger. Den gamle Kejser Wilhelm var Tyskernes Vorherre; og paa hans højre og venstre Side sad Bismarck og Moltke. Disse tre Mænd udgjorde den Treenighed, omkring hvilken Folket tilbedende samlede sig. Dem galdt i tyve Aar al dets Lovsyngelse; til dem satte det al sin Forhaabning. I tætte Skarer samlede man sig hurraraabende om deres Palæer og strømmede med Andagt til deres Revyer – mens Kirkerne stod mere og mere tomme. Den "tyske Aand" – det var den genopstandne Frelser, Verdens sande Forløser; og de, der ikke vilde anerkende dette og synge med i Halleluja'et – de var Fornægtere, "Rigsfjender", for hvem Undtagelseslovenes Helvede ikke var hedt nok.
Dog, de djævelske Socialdemokrater og Frisindede var ikke de eneste, der ramtes haardt af denne stormende Nationalbegejstring. Den slugte – og sluger den Dag i Dag – ogsaa en anden Slags Ofre. Og for disse sidste kan man ofte have mere Medfølelse end for de første.
Disse Dage har netop paany mærket en saadan Mand – Professor Koch.
Ingen, der ikke for et Par Maaneder siden daglig læste en Del tyske Aviser, kan gøre sig nogen Forestilling om det al sund Sans fornægtende Triumfskrig, der den Gang lød over hele Tyskland i Anledning af Tuberkel-Lymfens Opdagelse. Mange Blade indeholdt i ugevis saa godt som intet andet end ellevilde Jubelartikler om den epokegørende Begivenhed. Det var Verdens ottende Underværk, der her var fuldbragt – ved en Tyskers Haand. Professorens Navn blev tegnet op mellem Menneskehedens allerstørste Velgøreres. Det vilde nu kun være et Tidsspørgsmaal, hvornaar ogsaa andre af Menneskenes værste Plager – Kræft, Difteritis osv. – vilde være en Saga blot. Fra den halve Verden strømmede Lægerne til Berlin – og da kun Franskmændene holdt sig noget køligt tilbage med deres Anerkendelse, gjorde dette Sejrsrusen komplet. Berlin udnævnte Professoren til Æresborger, Studenterne vilde bringe ham et Fakkeltog, Billeder og Buster af Professoren udstilledes lavrbærkranset i alle Butiksvinduer … det var en tre Uger lang Trommehvirvel af Begejstring, der skulde forkynde Verden, at den tyske Aands Mirakler nu ogsaa var naaet til Videnskaben, at den store Pasteur var overvunden, at et nyt Sejrstog var i Anmarsch fra Berlin.
Professor Koch selv har næppe været glad over denne Jubel; og han har sikkert heller ikke været i Stand til at standse den. Det var en national Pligt at tro paa Miraklet. Hvor turde han da selv tvivle?
… Da var det, som om den Død, man paastod overvunden, pludseligt stak sit grinende Hoved frem og bredte Stilhed omkring sig. Aviserne blev med ét underlig tavse, Studenterne indstillede deres Fakkeltog, og sagte, for at Udlandet ikke skulde høre det, begyndte enkelte endog at tale om, at det maaske alligevel var lidt for tidligt, man udstedte det Æresborgerbrev.
Der sniger sig allerede en vis Flovhedsfornemmelse rundt mellem Tyskerne, naar man nævner Kochs Navn. Den beskedne Lærde er virkelig at beklage nu, da den vilde Jubelstorm synes at ville vende sig til Kulde og Haan1.
H. P.
