"Det lille Danmark"
Der er noget for Ens patriotiske Følelser saarende i den Maade, hvorpaa Udlændinge ofte trækker paa Smilebaandet, naar man nævner, at man er fra Danmark. Det synes desværre, som om det er blevet brugeligt i Udlandet, naar man vil nævne nogen ved sin Lidenhed komisk Stat, da at tage vort kære Fædrelands Navn forfængeligt – paa samme Maade, som vi hjemme hos os selv altid spotter Nibe eller Æbeltoft, naar vi vil hentyde til noget rigtig latterligt ravnekrogsagtigt.
Paa adskillige evropæiske Landkort optræder Danmark da ogsaa kun som tre smukke Ærter, der svømmer vildfarende om mellem Østersøen og Nordsøen; og der skal baade et godt Hjærtelag og et Par Øjne som Mikroskop til at fatte, at de tre smaa Farveklatter skal betegne et Land for sig selv.
I et Selskab af Sydtyskere kunde man en Gang ikke styre sin Munterhed, da jeg tilfældigt – og maaske med en Smule Stolthed – omtalte Danmark som et Kongerige. De lattermilde og forhaabentlig ualmindeligt uvidende Mennesker erindrede nok at have set tre smaa Ærter paa deres Landkort. Men at disse udgjorde et selvstændigt Kongerige, var aabenbart ikke faldet dem ind.
"Saa har de virkelig en Konge?" sagde en.
"Ja".
"Og en Dronning ogsaa?"
"Ja vist."
"Men kan de virkelig ogsaa have Plads til dem?"
Jeg svarede – noget krænket – at saa lille var Landet da heller ikke at Folket ikke kunde holdes i passende ærbødig Afstand fra Majestæterne, hvad det i Virkeligheden ogsaa blev. Og jeg tilføjede, at Befolkningen var delt i flere politiske Partier og disse igen i Underpartier, som alle førte meget hidsige Kampe rundt om paa alle Ærterne; – men da troede Selskabet øjensynligt, at jeg skæmtede, og lo af fulde Lunger.
Alligevel – naar man betænker, at f.Eks. den staaende danske Hær ikke er meget større end den Garde, som den tyske Kejser har omkring sig under sine Ophold i en lille By som Potsdam, eller naar man hører, at samme Kejsers aarlige Husholdningsudgifter beløber sig til en Sum, der ikke er meget mindre end Danmarks samlede Statsindtægter – saa tør man billigvis ikke fortørnes, om Kongeriget Danmarks Lilleputagtighed gør et lidt komisk Indtryk paa Fremmede og et lidt mistrøstende paa os selv.
Aldrig har jeg dog følt stærkere, end da jeg forleden læste om, at den tyske Kejser paa en Dag – efter Nytaarskuren – havde dekoreret ikke mindre end omtrent to tusinde, alene af sine prøjsiske Undersaatter. Og en saadan Ordensregn falder der i Prøjsen hvert Aar i Januar.
Man tænker sig i Danmark to tusinde nye Dekorationer aarligt og et tilsvarende Antal nye Titler! Der vilde da efter faa Aars Forløb ikke være et Bybud, som ikke var Kommandør af Dannebroge, og alle vilde vi være Konferensraader, inden vi blev konfirmerede.
Men naar man ikke netop vil maale med den Alen og veje med den Vægt og tælle med de Tal, der bruges til Landkortet, i Kramboden og paa Valpladsen – behøver vi saamænd ikke at skamme os over vor Ubetydelighed. Langtfra! Selv i det store tyske Verdensriges Hovedstad kan man som Dansker føle sig ganske overlegen overfor de aandelige Nydelser, der bydes af vore samtidige. Gaar man f.Eks. op i Berlins Nationalgalleri, der skal indeholde en udsøgt Samling af moderne tysk Kunst, finder man her, mellem ganske enkelte gode Værker, en Samling af temmelig middelmaadigt, eller ganske slet Gods, imod hvilket vore hjemlige Malerisamling er en sand Himmerigsmundfuld.
Eller overværer man en Forestilling i et af Berlins Teatre, selv et af de bedre, kan man virkelig undertiden have Fornemmelsen af at være paa Diletantkomedie i Nibe eller Æbeltoft. Skuespillerne – paa enkelte udmærkede Undtagelser nær – spiller paa de groveste Effekter; Publikum jubler over de kaadeste Løjer og vander Høns under den ferskeste Sentimentalitet. Med Længsel tænker man under en saadan Forestilling tilbage paa den Intelligens, der altid præger Opførelserne paa vort kongelige Teater, selv om Kunsten undertiden mangler. Og vort hjemlige Publikum? Vore "fem hundrede abonnerende Tanter" har ofte maattet høre haarde Ord baade for deres Latter og for deres Graad – men jeg fortrækker dem alligevel for det uniformsklædte Parket i et berlinsk Teater.
Dog allermest overlegen føler man sig i Tyskland, naar man ser hen paa dette Lands nuværende Skønlitteratur. Jeg tænker herved ikke paa det ofte berørte Faktum, at Tyskland for Øjeblikket ikke ejer nogen betydelig Digter. Vi er jo for Tiden heller ikke selv overlæsset med Genier. Men jeg tænker paa den Maade, hvorpaa Publikum og Presse i smuk Samdrægtighed behandler Førerne for den nye naturalistiske Literatur, der er i Færd med at bryde igennem. Publikum udhysser deres Stykker paa Teatrene, og Aviserne nedrakker deres Bøger præcis i samme "Toneart" som den, hvormed for tyve Aar siden Gennembruds-Digtningen blev modtaget hos os. Mange af Bladenes Kritiker synes ordret oversatte efter de kendte Mønstre i salig "Fædrelandet"1 og "Dit og Dat". Er det ikke næsten rørende at tænke sig, at Erik Bøgh maaske endnu en Gang kunde komme til Ære og Værdighed – i Berlin. Og maa man ikke blive stolt over, at selve det store Evropa mange Steder endnu ikke er blevet saa "evropæisk" som vort lille Danmark.
H.P.
