Literatur
Lucie, af Amalie Skram. 229 S. J.H. Schubot[h]es Forlag.
Paa Omslaget af denne Bog findes aftrykt forskellige Vidnesbyrd, som mer og mindre kendte Mænd og Blade har givet Forfatterinden for hendes forudgaaende Produktion. Det fremgaar af disse, at Fru Skram har høstet rig Anerkendelse saavel i sit eget Fædreland Norge som i Berlin og Wien. Bergens Tidende siger om To Venner1, at "skulde man drage frem denne Bogs alle Fortrin, vilde det føre for langt; den er fra først til sidst fortrinlig". Og Deutsche Wochenschrift venter sig "det højeste, det rigeste og mest overraskende af hendes Geni".
Det kan da synes underligt, at Forfatterinden hertillands har fundet en forholdsvis kølig Modtagelse. Der findes vel mellem de anførte Kritikere ogsaa en dansk2, som i stærke Udtryk ikke staar tilbage for sine norske Kolleger og salver Forfatterinden som en Literaturens Frelser og Fornyer. Men selve denne stærke Udtryksmaade synes at tyde paa, at han føler sig ene med sin Dom og ved et Magtsprog vil paatvinge sine Landsmænd sin Anskuelse.
Er Fru Skram en Profetinde, nyder hun den for Profeter ellers saa usædvanlige Lod at være mest skattet i sit eget Fædreland. Herhjemme er hendes Talent ikke taget for rigtig ægte, og hendes Læseres Tal er næppe stort.
Dette er saa meget mærkeligere, som norske Digtere jo ellers finder en villig Tilhørerkreds hertillands. Det danske Øre har gennem Aaringer saaledes vænnet sig til at tage sin væsenligste poetiske Næring gennem det norske Digtersprog, at kun, hvad der tilflyder det i dettes Tone, synes det ret Poesi. Ja, dertil er det efterhaanden kommet, at blot noget naar os i det norske Tungemaal, klinger det straks for vort Øre som Poesi.
Den norske Digterjargon er bleven de nordiske Guders sande Tungemaal, og som en fattig Per Eriksen3 frister vort eget gamle, kongelige Sprog en kummerlig Landflygtighed, udvist af Parnassets Enemærker.
Naar en dansk Forfatter skriver: "Da hørte han Maren raabe ude paa Marken," – da lyder dette fladt og smaat og dagligdags. Men naar den norske Digter lader Gutten "høre Jenten sin hauke bort i Lierne" – hvilke Billeder tryller dette da ikke frem for Læserens Blik, hvilken Fjældfriskhed, hvilken Poesi!
Hvad var der vel bleven selv af en Mand som Jonas Lie4 hertillands, dersom han havde skrevet sine Værker paa dansk, dersom han ikke havde kunnet ladet sine Sjøer glæfse5, sine Fosser dure, sine Dombjælder ljome og Slædemejer gnisse og gnure og ule i Sneskavlerne, saa han er nær ved at tage "Pusten" fra os? Og paa den anden Side: hvor vilde ikke Schandorph'1 være bleven forgudet og bekrandset, om han havde kunnet lade sine drukne Bønder føre et Sprog som dette:
"Hvor er Kjærringen min? I Fjøset – ja så … Ej, sidder du dér, din Fillegamp, og stiller med Ungerne dine … Hej herut, I Skarvunger, … skal jeg lette på Trynet dit? Se dér … Huttituh! Ha, ha! … Nu glæfser han til, den Karen … Og du, Fantekjærring … Kan du ikke gjøde Grisene dine, om en er ude på lidt Moro. Kanske en skal bide i Stuen, i bare Væggen kanske, din Stulle, din svarte Fillesejs …"6
De mange fremmede Udtryk og sære Ordsammensætninger tager for os Brodden af Realismen7. Læseren forstaar den drøje Mening i dette Sprog uden at saares'2 ved at se paa Tryk de samme Platheder, han daglig hører paa Gader og Stræder. Skildringen løftes for Godtfolk derved op i en højere Sfære, det hele virker tilhyllet, bliver poetisk; og det store Bedrag, hvorpaa hele denne Ordkunst hviler, krones med Hæder og Held.
Vi har i de senere Aar hernede slugt mange fæle norske Kameler i den Ragoût. Ja, vi har været paa Veje til selv at lave os et Ruskomsnusk efter den samme Kogebog.
Naturligvis har der fra Begyndelsen ikke været Tale om bevidst Bedrag. En Digter som Jonas Lie mistænker ingen for sligt. Men adskillige yngre entreprenante Skjalde og Skjaldinder fra vort kære Broderland har hurtig forstaaet, hvad der skulde til for at blive Digter i Danmark. Og nu har de hauket og ljomet og duret og gnuret saa øredøvende gennem hvert Aars Juleliteratur, at fattig Per Eriksen snart kan gaa hjem og lægge sig – om han ikke allerede har gjort det.
Midt i dette begynder saa enkelte af de bedste at skrive enten et rent dansk eller et norsk for norske, der ikke er beregnet paa at stikke godtroende danske Blaar i Øjnene. Arne Garborg8 skriver paa Maalet, og hans Bøger maa oversættes for at blive læst her. Christian Krohg'39 har forsøgt sig med en Kristiania Dialekt og Amalie Skram med en bergensisk, der efter Sagkyndiges Dom skal være udmærket, men som danske kun med Besværlighed kan tilegne sig.
Dette er betegnende for disse Forfatteres kunstneriske Ærlighed og ubestikkelige Sandhedstroskab. Der er hos dem i det hele intet Lefleri, ingen Gaaen paa Akkord med, hvad de anser for kunstnerisk uanstændigt. Og om ingen af dem gælder denne Ros som om Amalie Skram. Det er ikke usandt, hvad der staar om hende paa Omslaget af hendes Bog, at hun er Djærvheden selv, at hendes Tone er saa mandig, hendes Mod saa uforfærdet som kun dens, der intet andet magter end at lyde Sandheden.
I denne sin nye Bog, Lucie, har Fru Skram havt til Hensigt at give et Billede af et ungt Pigebarn med en noget æventyrlig Fortid, der standses paa den Skraaplan, ad hvilken hun er ved at glide ned, af en fin Mand, en Advokat, der en Tid lang "holder" hende, men som tillige holder af hende og tilsidst gifter sig med hende. Det er dette Pars ulykkelige Ægteskab, Bogen skildrer. Thi det bliver ulykkeligt. Trods al oprigtig Stræben efter at blive skikkelig og pæn i Opførsel og Tænkemaade saadan som de andre Damer i det Selskab, hvori hun optages, kan Lucie ikke kvæle de gamle Tivoli-Lyster, der bestandig koger i hendes Blod. Og Advokaten kan ikke faa sig selv til at glemme Lucies Fortid. Den nager ham som en Orm, forgifter hans Lykke, naar han hviler i hendes Arme, ydmyger ham, naar han befinder sig mellem fremmede, forfølger ham med en uslippelig Mistro, gør ham tavs, bitter, kold og hjærteløs. Deres Samliv er en uafbrudt Kamp, – for Lucie en evig Svingen mellem opblussende Letsind og paafølgende Anger, mellem den stejleste Trods og den ømmeste Tryglen om Naade. En Aften, da de gaar hjem fra et Selskab, hvor Lucie som sædvanlig ikke har opført sig efter Advokatens Fordringer – hun har da ogsaa moret sig noget utvungent med en forførerisk Løjtnant – kommer det midt paa aaben Gade til et artigt Skænderi, der er paa Nippet til at gaa over til Haandgribeligheder, da Lucie med ét kaster sig fra ham og tager Flugten ud af Byen. Men dette Oprør bliver skæbnesvangert for hende. Ude i Mørket overfaldes hun nemlig af en fæl sort Fyr i grove, skidne Arbejdsklæder og med en brun "Føflæk" med lange Haar midt i Ansigtet. Han bøjer sig over hende, netop som hun har lagt sig hen bag et Gærde for at drømme om den smukke, muntre Løjtnant; og da den i nyere norske Kristiania-Romaner ellers allestedsnærværende "Kongstabel" netop i dette Øjeblik ikke er ved Haanden, voldtager Fyren hende midt paa Marken. I Begyndelsen tager Lucie denne Begivenhed forholdsvis roligt, betror den ikke til Nogen og synes næsten selv at glemme den; hun er jo fra gamle Dage vant til Mandfolks Nærgaaenhed. Selv da hun indser, at hun er bleven frugtsommelig ved ham, føler hun sig ikke mere beskæmmet, end at hun, med Tanken paa sin Mand, til sig selv kan sige: "Mig er det det samme, hvem sit Barn det er. Det er hans egen Skyld. Være så grov midt på Natten ude på åpne Gaden. Hvad skal en vel gøre med så'nt noe. Nå kan han have det så godt." Først da Fødselstimen er betænkelig nær, begynder det at rable for hende, og da Barnet er kommet til Verden og præsenteres hende, og hun midt paa dets Kind ser en brun "Føflæk" med lange, mørke Haar, er det ude med hende. Hun synker forvildet sammen, brækker sig, og dør.
Denne Historie, denne uhyggelige Tildragelse, er fortalt ganske nøgternt, fuldstændig lidenskabsløst.
Fru Skram har ikke haft til Hensigt at benytte sin Fortælling til at give egne Stemninger Luft. Hun hører til de Forfattere, for hvem det alene kommer an paa klart og anskueligt at gengive Virkeligheden, at sige "hvorledes Tingene nøjagtigt forholder sig", eller – som det nok ogsaa hedder – samvittighedsfuldt at efterspore "Sandheden" og meddele den uden Forbehold.
Hun er da gaaet til Værks med lige saa stor Grundighed som Ædruelighed. Hun har givet os det ulykkelige Ægteskab i en Mangfoldighed af Billeder, vist os Lucie i enhver tænkelig Situation; vi har fulgt denne paa hendes hemmelige Afstikkere til den gamle Tivoli-Veninde "Nilsen" i den smudsige Bagbygning på Øvre Slotsgade; vi har hørt hendes Skændescener med Manden, set hende paa Visit hos den flinke Fru Rejnertsen, overrasket hende i ømme Situationer baade med den fæle Olsen og den smukke Løjtnant, – og alt er gjort saa energisk, saa anskueligt og vistnok saa sandt, saa sandt, at Fru Skram rolig kunde lægge Fingeren paa Øjet og bede en vis Mand slaa til.
Alligevel kan man under Læsningen ikke tilbageholde Ønsket om, at Fru Skram istedetfor disse mange forskelligartede Situationer havde vist os Lucie i færre, ja om ogsaa blot i en eneste, men saa gjort det saaledes, at vi aldrig glemte den; … at hun havde formaaet én Gang at give sin Heltinde helt og fuldt i et eneste lille Træk, blot et Haandtryk, et Smil, en Gestus, der som det magiske Trylleord med ét aabnede alle Døre og slog alle Portene op lige til Lucies inderste Hjærtekammer. Man venter til det sidste forgæves paa det Lyn, den "Gnist", der skal samle alle de spredte Elementer til en gennemsigtig Helhed, til en Krystal, – paa det Gudepust, der skal give Liv til hele Skikkelsen og gøre den troværdig.
Det er jo dog nemlig saa, at alt dette med Sandhed og Virkelighedstroskab og Anskuelighed og "sligt noget" til syvende og sidst ingenting hjælper. Det er Begreber, som i og for sig ingen Betydning har for Kunsten, Skuemønt, som ingenting gælder. En kraftig Løgn, præget med Geniets Stempel, er for Kunsten tusind Gange mere værd end selv den dybsindigste Sandhed, der ikke har faaet Form og Lød.10
Det gælder for en Skildring i alle Fald ikke om at være, men blot om at synes sand – at paatrænge sig Læseren med et saadant Liv, at den betager ham Dømmekraften, at han hallucineres, hypnotiseres, ser, føler, tror og gennemlever alt, hvad Digteren byder ham, og viljeløst følger ham paa enhver Vej som en Skygge.
Der fandtes paa den franske Kunstudstilling i Sommer et Maleri, der af Almenheden blev døbt den gule Dame. Maleriet har næppe undgaaet Fru Skrams opmærksomste Iagtagelse. Aldrig i Verden har en Dame set saaledes ud som denne, der, hensat i et Slags Maanelandskab, selv ved første Øjekast syntes at maatte tilhøre andre Himmelegne. Men efterhaanden som man betragtede hende – hvor traadte da ikke den hele Skikkelse lysende og levende ud af Rammen! Hvor uforglemmeligt prægede ikke hver mindste Enkelthed lige til Folderne i hendes Kjole sig i ens Hukommelse. Man behøver end ikke nu at lukke Øjnene for igen at se hende for sig – svævende hen imod én som en savnet Skikkelse, man har kendt længe og nøje. Dette fine Bryst aandede, disse dejlige Øjne saa' – og tændte. Og mens man betragtede hende, undrede man sig blot over, hvorfor hun ikke talte, eller lo, eller trallede …
En Kunstners Midler har Lov at være hans egen Hemmelighed. Det er udelukkende paa den Virkning, han opnaar, man skal maale ham.
Der fandtes paa den samme Udstilling af den berømte Bonnat11 et Portræt af Pasteur12, malet med den samvittighedsfuldeste Naturtroskab og brutaleste Anskuelighed. For hver mindste Enkelthed paa den hele Figur var der paa det ædrueligste gjort Rede, Maleren havde overalt forklaret, hvorledes "Tingen nøjagtig forholdt sig", Figurens Haar, Skæg, Negle, den sorte Klædesfrakke, selv dennes Knapper og Stikninger, alt var malet med nærgaaende Sandfærdighed og – som en beundrende Dame udbrød foran Billedet – "næsten endnu mere naturligt end i Virkeligheden". Alligevel vilde en Beskuer sikkert være bleven højlig forbløffet, om Skikkelsen pludselig havde aabnet Munden og faaet Mæle; og ifald man ikke i Forvejen fra saa mange illustrerede Blade og Tændstiksæsker havde kendt den berømte "Hunde-Balber's"13 ejendommelige Bulbider-Fysiognomi, vilde man næppe i sin Erindring have bevaret et eneste af de Træk, hvorfor der var gjort saa omhyggelig Rede.
Dersom man kan overføre Forholdene fra Malerkunsten til Literaturen, vilde jeg sige, at det er den samme noget gammeldags Fremstillingsmaade, Fru Skram har anvendt i Lucie, og som i det hele endnu anvendes af de fleste yngre Forfattere og Forfatterinder, i hvis Værker man kapitelvis beundrer megen Ævne, fin Opfattelse, stort Fremstillingstalent o.s.v., men hvis Bøger aldrig river én med, aldrig griber én saaledes om Hjærtet, at dette endnu længe efter bærer Mærker deraf. Naar Bogen er lukket, er Tingen glemt.
Man begynder da overfor en saadan Produktion, især naar den optræder med en Frodighed som nu, at nære nogen Mistanke. Man begynder at spørge sig selv, om ikke dette at skrive sandt og nogenlunde anskueligt ikke skulde være noget, vi nu snart allesammen har lært, og som saa at sige enhver af os nu kan gøre, naar vi vilde umage os dermed. Denne Fabrikeren af Virkelighedsbilleder minder én om de Tider for en Snes Aar tilbage, da saa at sige enhver dannet Mand kunde skrive Vers, nette, velklingende Vers, der hvad tekniske Fuldkommenheder angik kunde tage det op med, ja endog tage Luven fra Mestrenes egne og blot manglede disses "Sjæl", dette uudsigelige, der i inderligste Forstand er Digterens eget, og om hvilket ingen kan sige, hvorfra det kommer eller hvordan det opstaar. Det var Imitationer, der skuffede Mængden og for denne gjorde Carl Andersen14 og Chr. Winther til lige store Digtere.
Er det nu ikke mærkværdigt, hvor lidt vi, trods alle den foreliggende Bogs enogtyve Kapitler, trods alle dens mange tekniske Fuldkommenheder, dens fint udførte Enkeltheder og præcise Billeder, – hvor lidt vi alligevel kender til det Hjem, der er Bogens Hovedæmne, hvor lidt vi føler os hjemme i Lucies Stuer, hvor lidt vi aner om den særegne Atmosfære, der hviler mellem Væggene. Der meddeles os meget om Lucies Liv – men vi gennemlever det ikke med hende; vi erfarer meget om hendes ulykkelige Skæbne – men vi føler ikke hendes Sorger, Glæder og Skuffelser, som var det vore egne. Og da hun dør sin ynkelige Død, staar vi overfor dette uhyggelige Skuespil som fremmede og følesløse Tilskuere.
Det kommer af, at Fru Skram ikke har villet aabne sit eget Hjærte for os. Hun har denne Gang udelukkende været Iagttager og ikke villet, at Billedet skulde farves ved at sees igennem hende.
Hun, og saa mange andre, har ikke paaagtet, at det dog kun er ved noget, hun bærer i sit eget Indre, at der gydes Stemning, d.v.s. Liv og Forstaaelse, over det hele. Det er dog til syvende og allersidst Digterens eget Billede, man søger bag enhver Digtning; man vil, at man skal kunne lægge Fingren paa i det mindste ét Sted i hans Bog og føle hans Hjærte slaa derunder. Man forlanger at ane den Undfangelsens Glæde, han selv har nydt; vi vil vide, hvad han elsker og hvad han hader; vi vil se ham bruge sin sjældne Gave som et Sværd eller som en Luth, se ham dræbe eller høre ham synge. – Og dette vil vi maaske netop nu mere end nogensinde. Vi bryder os ikke en Døjt om Virkelighed og Sandhed og Naturtroskab, naar han blot bevæger os med sin Sorg, fryder os med sin Glæde, ægger os med sit Had. Han maa da for os gærne føre os op til Skyerne, om han helst vil tilhviske os sin Lykke der, eller ned til Underverdenen, om han vil betro os sine Ulykker i Mørke. Han maa forputte sig med os i skumle Borge med "hvide Hester" eller hensætte os til Maanelandskaber, som ingen har set og ingen kender.
Den gule Dame var jo dog moderne Kunst – ja netop et Udslag af den, mange kalder Fremtidens.
Derfor gjorde ogsaa Albertine15, skønt Christian Krohg'4 øjensynligt slet ikke forstaar at skrive, et betydeligere Indtryk end Lucie, fordi man hele Tiden mærkede Forfatterens rørende Kærlighed til det lille Pigebarn og hans Bitterhed og Sorg over hendes Fald. Og derfor virker enkelte Partier af Hans Jægers Kristiania-Bohêmen, skønt Bogen er skrevet som med en Svovlstik, saa vidunderligt bedaarende, fordi man der ligesom ser for sig Billedet af en Yngling, der i Galgentrods slænger sit blødende Hjærte til Føde for Hundene16.
Det gælder om enhver god Bog, hvad Strindberg saa sandt har skrevet17
om en af sine egne:
Der hänger på boklåds fönstret
en tunnklädd liten bok.
Det är et urtaget hjerta,
som dinglar dér på sin krok. –
Med alt dette er Fru Skrams ny Bog ualmindelig underholdende og bør læses af Enhver, der vil følge med i Literaturen. Hun er djærv og rig, i Enkeltskildringer uovertræffelig (man tænke blot paa Lucie's mageløse Besøg i Øvre Slotsgade eller Skændescenen i 3dje Kapitel), og hun har ved denne Bog paany godtgjort, at hun af alle skrivende Kvinder i Norden er den, der sidder inde med de dybeste Erfaringer og den stærkeste Oprindelighed.
Henrik Pontoppidan.
