Dagmarteatret
Sommeræventyr. Skuespil i tre Akter af Helge Rode.
Dette lille, ejendommelige Skuespil handler om Kærlighedens Magt og Afmagt, dens Sejr og Nederlag i et Gennemsnitsmenneskes Sind. En yngre kjøbenhavnsk Levemand og vordende Kammerjunker, Anders Juul ved Navn, drager ved Sommertid ud paa Landet for at bejle til en ung, ikke meget betydelig, men meget rig Pige, Datter af en vis Fru Holm, der bebor en Villa ved Sundet. Han erklærer overfor en af sine Venner, at han finder den unge Dame særdeles nydelig og brav og indtagende; og dog er det ikke lutter Kærlighed, der driver ham til at foretage et saa afgørende Skridt. Tværtimod det er nødvendigt for ham uden Opsættelse at forskaffe sig den Formue, som Skæbnen har snydt ham for. Endog hans Skræder har fornylig "med et betydningsfuldt Blik" gjort ham det Samvittighedsspørgsmaal, om han ikke snart tænkte paa at gifte sig. Den yderste Termin er altsaa inde.
Hvilken Stilling denne vordende Kammerjunker ellers indtager i Samfundet fortælles der intet om. Der kommer ingen Ord over hans Læber, der tyder paa, at han har andre Planer eller Formaal, end at gøre sig Livet saa lidet besværligt eller ubehageligt som muligt. Han kalder sig selv en mødig Mand; men man erfarer intet om, hvad det er, der har udtrættet ham; hvilke alvorlige Skuffelser, der har gjort ham bitter; hvilke Savn han føler udenfor sin Pengetrang. Efter alt at dømme har han i Virkeligheden ingen andre Sorger end dem, hans Kreditorer skaffer ham. Han er altsaa en ganske almindelig Kammerjunker.
For saavidt passer han ret godt til sin udvalgte Brud, som tilmed lønligt elsker ham, ja vier ham en hjærtegreben Ungmø's frygtsomme Tilbedelse. Hun tør næppe løfte sine Øjne fra Jorden, naar han taler til hende; hun sitrer, saasnart han nærmer sig. Mangler der maaské lidt i hans Ømhed, har hun aabenbart nok for dem begge. Dersom der ellers ikke var kommen noget i Vejen, kunde de vistnok være blevne meget tilfredse med hinanden.
Men den krænkede Kupido spiller nu Kammerjunkeren et Puds. Han træffer hos Fru Holm en Kusine til sin tilkommende Forlovede, en stolt, modig, helstøbt og overlegen Kvinde paa treogtyve Aar, den smukke Rakel Hornemann. Han har for adskillige Aar siden truffet denne Dame under andre Forhold og den Gang været ikke saa lidt forelsket i hende – som hun i ham. Ved Samværet blusser nu denne gamle Kærlighed op i dem begge; ja et Mirakkel sker – den sprænger for et Øjeblik de Selviskhedens Baand, hvormed Kammerjunkeren har indsnævret sit Hjærte, saa at han en Aften ude i Haven, berust af Maaneskin og Nattergalesang og Hyasinters minderige Duft, kaster sig for sin Ungdomselskedes Fødder og beder hende om at genoprejse ham til Lykken og Livet.
Dog, længe formaar han ikke at holde sig oppe paa de Vidder, hvor de store Lidenskabers Storme gaar. Saa snart den Elskede har viklet sig ud af hans Arme, begynder han at føle Svimmelhed. Selv da hun endnu en Gang faar hans tilfrosne Hjærte opvarmet, saa han bestemmer sig til et Opgør med sin lille Halvforlovede, fornægter hans Natur sig ikke. Da det kommer til Stykket, tør han ikke lade det komme til absolut Brud, men søger endnu at holde sig en lille Bagdør aaben til Velstanden og Lediggangen, til Titlerne og Aristokratiets Agtelse. –
Der var vel dem, der vilde have foretrukket at benytte et saadant Æmne til et Lystspil; som ikke vilde have taget denne slatne og uværdige Kammerjunker synderligt højtideligt, men uden Naade udleveret ham til Latteren og den overgivne Spot. Men med stor Kunst har Digteren forstaaet særligt i den store Maaneskinsscene i anden Akt at lutre Skikkelsen ved saa megen fin og stemningsfuld Lyrik, at den næsten virkede sympatetisk. Helt uden at gøre Vold paa Figuren blev dette vel ikke naaet. Den Forvandling, der foregik med ham under Maanens Straaler, var vel nok større, end man havde Lov at vente. Men alligevel – man troede paa ham og blev uvilkaarlig revet med af Øjeblikkets højt spændte Stemning.
Hermed var Stykkets Virkning fastslaaet. I første Akt forekom enkelte af Samtalerne noget for lange og betydningsløse – hvori dog Spillet havde en Del Skyld – man følte ikke ret, hvor det Hele bar hen. Selv den overordenlig smukt tænkte Slutningsscene, hvor de to Herrer i Nattens Time hører den unge Piges Hulken ovenover dem, gjorde ikke helt den tilsigtede Virkning, fordi den ikke var tilstrækkeligt forberedt. Men fra nu af øgedes Interessen Scene for Scene, og man maa beundre den Sikkerhed, hvormed Handlingen i tredje Akt blev ført til Ende. Det er ubegribeligt, hvad der har afholdt det kongelige Teater fra at spille dette Stykke, der vel ingenlunde er fejlfrit, men dog langt modnere og selvstændigere end saa meget af, hvad der har faaet Husly dèr.
Om Udførelsen er der ikke synderligt meget at sige. Ingen af de Optrædende viste deres Talent fra nogen ny Side; men alle spillede de godt i Stykkets Aand, og Frk. Blad saa netop saa kæk og smuk og sund ud, som hun skulde. En ellers lovende Debutant, Hr. Feddersen, talte desværre i første Akt temmelig utydeligt, hvorved flere af Stykkets allerbedste Repliker aabenbart gik tabt for en stor Del af Publikum. Den attenaarige Sortsér og Livsfornægter, som han fremstillede, er af Forfatteren tegnet med stort Lune i denne Akt; senere bliver han lidt for lyrisk udsvømmende, og det var derfor ikke alene Debutantens Skyld, naar Figuren efterhaanden gjorde et lidt usammenhængende Indtryk.
Det tætfyldte Hus modtog den unge, begavede Digters dramatiske Debut-Arbejde med varmt Bifald, og de Spillende fremkaldtes.
H. P.
