Dagbog
Dragør, 10de Avgust.
Det var som bekendt Chr. II, der i 1516 lod indkalde 24 Hollænderfamilier til Amager og skænkede dem Byen Magleby og Øen Saltholm til Beboelse for at de skulde forsyne den kongelige Husholdning med udsøgte Grøntsager og i det hele virke til Forbedring af Havekulturen hertillands.
De gode Hollændere viste sig snart at være i Besiddelse af lige saa stor Frugtbarhed som den Jord, de opdyrkede. Inden ret længe bredte de sig ud over hele Amager og fortrængte Øens oprindelige Beboere.
Nu danner de Familier, der har det reneste Hollænderblod, ligesom en Adelsstamme, hvortil alle de andre ser op.
Anderledes andre Steder.
Jeg kommer herude ofte til at tænke paa en lille Episode fra den anden Egn her i Landet, hvortil man i sin Tid af en lignende Grund fandt det hensigtsmæssigt at indforskrive en Skare fremmede Kolonister.
Det er den fattige og ensomme jyske Hedeegn ved Grønhøj, en af de mest melankolske Pletter midt i den mørke Ahlhede, hvortil man for godt et Aarhundrede siden lokkede 265 schwabiske Familier, Mænd, Koner og Børn, for at fremme Hededyrkningen.
Disse Kolonisters Efterkommere – de saakaldte "Kartoffeltyskere" – lever der endnu; men skønt de længe var ganske isolerede, er dog nu ethvert fremmed Racepræg saa at sige fuldstændig forsvundet. Ganske vist blev der endnu til 1870 præket paa Tysk i den lille Bys Kirke; men dette Sprog høres nu ikke længer blandt Befolkningen, hvis Dialekt end ikke minder om det.
Ejendommeligt er det at lægge Mærke til, hvorledes den nulevende Slægt føler den fremmede Herkomst som en Skam og saa vidt muligt søger at dække over den. Naar man saaledes minder dem om den, glemmer de aldrig som en formildende Omstændighed at tilføje, enten at deres Moder dog var dansk, eller at de har en Moster, der er gift med en Mand i Skive el.lign. Kun de aller ældste kan endnu i Smug gaa og nynne de gamle schwabiske Sange eller læse en Bøn i den nu snart helt forsvundne tyske Bønnebog.
Da det kunde more mig at erfare, i hvilken Udstrækning Minderne fra Moderlandet endnu var bevaret, spurgte jeg en Gang, hvor det ældste Menneske i Byen boede.
Jeg blev henvist til den derværende Sognefogeds Moder, og fandt ogsaa her, henstrakt i en Seng, en stakkels gammel Mumie, der straks ved min Indtrædelse betragtede mig besynderlig fjendtligt med et Par mørke, halvblinde Øjne.
Sognefogden, en stilfærdig, atletisk bygget Mand, bad mig sidde ned, og mens vi kom i Snak om allehaande ligegyldige Ting, blev den Gamle henne fra Sengekrogens Halvmørke ved at stirre paa mig med sit mistroiske og uvenlige Blik der just ikke blev blidere, da jeg tilsidst rejste mig og nærmede mig hendes Seng.
Men idet jeg derefter paa Tysk spurgte hende, hvorledes hun havde det, foregik der en Forandring i hendes Ansigt, som jeg ikke let skal glemme. Det var, som om alle Himmerigs Porte med ét aabnede sig for hende, og som om hun saa for sig det Moderland, det fjærne Æventyrrige, hvor hun egenlig havde hjemme, og hvortil alle hendes Længsler og Drømme havde søgt.
Der gled et forklaret Smil hen over hendes tynde Læber, og da hun var for gammel til at tale og kun kunde læspe svagt, nikkede hun blot og saa paa mig som med en Taksigelse i hvert Øje.
Henne ved Vinduet blev Sognefogden lidt rød i sit store Hoved og saa forlegent ned paa sin ene Træskoklamp.
Urbanus.
