En Erindring fra Heden
Jeg kom spadserende fra Viborg, havde beset den gamle Granit-Domkirke, betragtet den myrdede Erik Glippings ormstukne Tænder, der sammen med et Par andre af hans Efterladenskaber opbevares i Kirken, og var nu paa Vandring sydefter – en frisk Sommermorgen med Udsigt til en klar Dag med stille Varme.
Jeg kom forbi en Plantage, gjennem snart lyng- snart græsklædte Bakker, gjennem Resterne af en gammel Egeskov og standsede til sidst midt i det lille Paradis omkring Hald Sø, der danner den idylliske Indgang til de mørke og golde Hedesletter.
Alt var tyst. Der sporedes ikke en Luftning. Søen syntes at blunde, og i den af Varme flimrende Luft stod Bakker og Skove som bag et fint, guldindvirket Slør. En Vildand trak nu og da klaprende hen over Vandspejlet og forputtede sig derpaa igjen inde i Skyggen under Skrænterne.
*
Det var allerede højt op paa Dagen, da jeg naaede Grønhøj – en af de mest melankolske Pletter i den mørke Ahlhede – hvortil den danske Regjering for godt et Aarhundrede siden lokkede 265 schwabiske Familier, Mænd, Koner og Børn, for at fremme Hedeopdyrkningen.
Disse Kolonisters Efterkommere – de saakaldte "Kartoffeltyskere" – lever her endnu i den lille By Frederikshøj; men skønt de længe var ganske isolerede, og skønt der endnu til Aaret 1870 blev prædiket paa Tysk i Byens Kirke, er ethvert fremmed Racepræg nu saa godt som ganske forsvundet.
Det er ejendommeligt at lægge Mærke til, hvorledes den nulevende Slægt føler denne fremmede Herkomst som en Skam og søger saa vidt muligt at dække over den. Det tyske Sprog 2 høres ikke længer blandt Befolkningen, hvis Dialekt end ikke minder om den.
Kun de aller ældste kan endnu i Smug gaa og nynne paa de gamle schwabiske Sange og læse en Bøn i den nu snart helt forsvundne tyske Bønnebog.
Da det kunde more mig at erfare, i hvilken Udstrækning Minderne fra Moderlandet endnu vare bevarede, spurgte jeg en Mand, som jeg traf i Kroen, hvor det ældste Menneske i Byen boede.
Jeg blev henvist til en Gaard i Byens Udkant og fandt da ogsaa her, henstrakt i en Alkove, en stakkels gammel Mumie, et Fruentimmer, hvis stivnede Ansigt var ganske gult af Ælde, og hvis store, kulsorte Øjne stirrede frem med Halvblindhedens uhyggelig døde og tomme Blik1.
Henne ved Vinduet rejste en bredskuldret, halvhundredaarig Bondemand2 sig op fra Kistebænken, hvor han havde ligget og sovet til Middag. Han saa lidt forlegen paa mig, spurgte mig ud om mit Navn, min Hjemstavn osv., og bad mig tilsidst at sidde ned.
Vi kom snart i Passiar om allehaande ligegyldige Ting.
Imens laa den Gamle – Bondemandens Moder – og stirrede paa mig henne fra Omhængssengens Halvmørke med et yderst uvenligt, næsten hadefuldt Blik. Det var tydeligt, at hun ikke led fremmede, og at hun i sit stille Sind øste hjærtelige Forbandelser ud over mig.
Men da jeg derpaa gik hen til hende og paa Tysk spurgte hende, hvorledes hun havde det, – foregik der en mærkelig og betagende Forandring i hendes Ansigt. De stivnede Træk blev med ét ligesom levende; de mørke, halvbrustne Øjne fik formelig Glans … der gled et forklaret Smil hen over hendes tynde, blodløse Læber; hun forsøgte endog at rejse sig paa Albuen, og da hun var for gammel til at tale og kun kunde læspe svagt, nikkede hun blot og blev ved at nikke, mens hun saa paa mig med en Taknemlighed, som jeg længe ikke kunde glemme.
Men henne ved Vinduet var Bondemanden bleven blussende rød i sit store Hoved og saa forlegent ned paa sin ene Træskoklamp.
