Enetale
Onsdag.
En gammel, kær Erindring har hele Dagen forfulgt mig …
Uafbrudt har jeg sét for mig Heimwehfluh, den lille grønklædte Høj, der ligger midt inde mellem Berner-Oberlands nøgne Kæmpebjærge, en god Times Gang sønden for Interlaken. Jeg har sét mig selv vandre dér alene1 paa Vejen som en attenaarig, rødkindet Knøs med en Voksdugsransel paa Ryggen og en jysk Knortestav i Haanden – altid syngende, sorgløs og fri. Vejen bugter sig – eller bugtede sig i hvert Fald for 212 Aar siden – gennem en mørk og skummel Skov uden Fuglesang. Men oppe fra Højens Top har man en enestaaende Udsigt: nedad over3 den grønne Dalbund4 med de to Tvilling-Søers5 – Thuner- og Brienzersøens – mørkeblaa Brille6; opad til de vældige Bjærgrygge, der hæver sig, den ene over den anden, indtil den snetilslørede Jungfrau og den mørke, strænge Mönch. Men allerbedst husker jeg det lille ensomme Værtshus, der den Gang laa deroppe, en tarvelig Bræddehytte med Sten paa Taget og en Række Gemsehorn over Indgangsdøren. Den tjente til7 Sommerbolig for en gammel Morlille og hendes to unge Døtre, Magdalene og Su'san'8, der levede af at udskænke Mælk til tørstige9 Fremmede.
Det var en hed Junidag, den 22de. Jeg kan nøjagtig angive Datoen; det var nemlig akkurat10 Trehundredaarsdagen11 for Slaget ved Murten. Jeg kom fra Spiez og havde her om Formiddagen sét et mægtigt Tog af middelalderlig klædte Krigere med Hellebarder, Faner og blanke Jærnrustninger12 drage over Bjærgene ned til Valpladsen i Kanton Freiburg for der at deltage i en tre Dages Nationalfest til Minde om Sejren. Om Morgenen havde jeg været oppe paa Niesen, min første Bjærgbestigning. Og nu gik jeg her i den sene, gyldne Eftermiddagstime hen imod et Sted og til et uanet Møde, som jeg sent, ja vel aldrig vil glemme. Hvilken Dag! Det er dog kun den grønne Ungdom forbeholdt at høste saa rigt, fra Sol gaar op, til Sol gaar ned!
Oppe i Værtshuset var Su'san' alene hjemme.
Hun sad og syede ved et Bord udenfor Hyttens Dør under det brede Tagskæg.
Moderen og Søsteren var nede i Interlaken for at gøre Indkøb; men de vilde sikkert komme hjem inden Solnedgang. Dette, og meget andet om sig selv og sin Familie, fortalte hun mig uden Sky, efter at hun havde bragt mig et Glas Mælk, mens jeg med hendes Tilladelse havde taget Plads overfor hende ved det lille Bord. Hun var kun seksten Aar.
Underligt er det, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan hun saa' ud. Jeg erindrer kun, at hun var ganske blond og meget bredskuldret, vistnok lidt klodset bygget, som Schweizerpigerne ofte er. Hun bar Nationaldragten, dog uden Hovedpynten, og havde Haaret snoet i en svær Fletning omkring Baghovedet. Tillige husker jeg, at hun talte meget, men at hun desuagtet aldrig, næppe en eneste Gang, saa' op fra sit Sytøj. Jeg forstod kun lidt af, hvad hun sagde, og hun forstod slet ikke mig. Derfor lo vi meget og blev hurtigt fortrolige.
Ak ja, de lykkelige Dage! De lykkelige to Uger paa Heimwehfluh! Hvem véd? Dersom jeg havde været blot to Aar ældre, eller dersom jeg bare havde lært et eller andet Haandværk, der havde kunnet brødføde Su'san' og mig – maaské havde jeg da nu siddet som en skikkelig Schweizer-Borger i Unterseen eller Bingen. Ofte nok talte jeg til Su'san' derom. Men hun rystede blot stille paa Hovedet og bad mig rejse. Og hun havde vistnok Ret. Lykkelige var vi vel næppe blevne. Og dog! Om Vorherre havde undt mig Taarer, saa havde jeg sikkert grædt den Dag, da jeg drog bort, og jeg saa hende staa deroppe bagved Rækværket over den stejle Bjærgskrænt, lidt nedenfor Hytten, hvor vi havde taget Afsked … staa dèr og vifte ned til mig og blive ved at vifte, mens jeg selv svang min Hat og blev ved at svinge den, indtil jeg kun kunde sé hendes Lommetørklæde højt under Himlen som en lille, hvid Prik mod Skovens Grønne.
Mangen Gang, mens jeg endnu var ung, har jeg moret mig ret hjærteligt ved at tænke tilbage paa dette sentimentale Barne-Æventyr. I mange Aar havde jeg endda ganske glemt det. Nu, da jeg begynder at ældes, dukker Mindet derom regelmæssig op igen, hver Gang Foraaret nærmer sig. Og jo ældre jeg bliver, jo mindre jeg tør vente mig af Solen og Sommeren, der kommer, des klarere stiger hint Afskeds-Billede op for min Erindring: Su'san' deroppe under den høje Himmel, vinkende ned til mig med sit hvide Klæde. Saadan er det at blive gammel. Da vækker Stæren og Storken kun Længsel mod det Svundne. Da kimer Lærkens Klokker de Døde op af Gravene paa Mindernes store Kirkegaard; og dèr, hvor forhen Elverpigerne lokkede, danser nu de hvide Spøgelser i den lyse Sommernat.
Jeg har i Nat i min Drøm sét Su'san' vinke. Derfor véd jeg nu, at Foraaret snart vil komme.
H. P.
[Gå videre til den næste enetale]
