Literatur
Verdens Herre. Fortælling af Kristofer Kristofersen. 252 S. Gyldendal.
Dersom denne Skildring er blot nogenlunde troværdig, staar det galt til i gamle Norge.
Jon Ræstad er Navnet paa en flink og ædruelig Skipper, Fører af Jagten "Silden". Han har levet i Fred og jævn Lykke, indtil det en Dag hænder sig, at hans lille Søn bliver skambidt af Oberstløjtnant Harris' store Hund. Samtidig erfarer han, at hans gamle Moster lider ilde oppe i Byens store, nyopførte Fattiggaard, der er bleven stillet under Præsteskabets særegne Beskyttelse, og hvor hun proppes saaledes med gudelige "Benedikterier og Postillamenter", at Staklen ikke kan lukke Øjnene for stygge Syner, der forfølger hende om Natten.
Det kan da synes ret naturligt, at Skipperen søger at drage Oberstløjtnanten til Ansvar og gøre Skridt til at hente Mosteren hjem fra Fattiggaarden. Men denne Opsætsighed bekommer den gode Mand ilde. Saa meget Opposition paa én Gang taales ikke i gamle Norge. Fra den Dag, Skipper Jon Ræstad betræder Byfogdens Kontor for at føre Klage over en Oberstløjtnants Hund, betragtes han som en samfundsfarlig Person, hvis frække Oprørsaand skal kues – og Attentatet paa Fattiggaarden faar Bægeret til at flyde over.
Det er Byens Præst, den officielle Repræsentant for den hellige og almægtige Kirke, der gaar rundt med den dræbende Dolk gemt under Præstekjolen, parat til uden Barmhjærtighed at støde enhver ned, der vover at forsøge paa at løsgøre sig fra Kirkens Ledebaand. Efter en animeret Bispemiddag gør han snildt Jon Ræstads Reder opmærksom paa, hvilke Misforstaaelser og deraf udflydende Farer denne udsætter sig for ved vedvarende at have en slig Person i sin Tjeneste. Og Præstens Advarsel frugter øjeblikkeligt, skønt Rederen er Byens rigeste og mægtigste Mand. Netop som "Silden" ligger klar til Afrejse, kaldes Jon op paa Rederiets Kontor og faar – trods mange Aars tro Tjeneste – sin Afregning og sit Afskedspas.
Men dette er kun Begyndelsen til de uforskyldte Ulykker, der nu vælter ned over den uforsigtige Mands Hoved.
Den næste Morgen findes nemlig "Silden" boret i Sænk i Havnen, og ikke en Sjæl i Byen kan naturligvis være i Tvivl om, at det er Jon Ræstad, der har udført denne Skænselsdaad for at hævne sig. Rigtignok har en anden Mand, den unge Hr. Salomonsen, netop samtidig med Skipperen og paa en endnu mere vanærende Maade faaet Afsked fra Rederiets Tjeneste og tilmed – idet han tumler ud af Kontoret med en hvid og en blussende Kind – slynget efter sig en tænderskærende Trusel om Gengældelse. Men derpaa tænker besynderligt nok slet ingen, hvorimod den skikkelige Jon Ræstad føres i Fængsel og – skønt han vedholdende nægter at have udført Forbrydelsen – dømmes til Slaveriet.
Sligt kan, som vi har Eksempler paa, ogsaa ske her i Landet. Saa i den Retning har vi ingen Grund til at hovere over Nordmændene. Men nu kommer der noget, der burde være enestaaende for Norge.
En skøn Dag modtager nemlig Byfogden et Brev fra Melbourn, hvori den bortrømte unge Hr. Salomonsen humoristisk meddeler Hr. Byfogden, at det var ham, og ingen anden, der hin Nat borede "Silden" i Sænk for at hævne sig for den Lussing, som blev hans Afskedshilsen inde i Rederens Kontor. Og uden videre annulerer Byfogden nu øjeblikkelig sin forrige Dom og aabner Fængslets Porte for Jon Ræstad, der frank og fri vender tilbage til sin forkomne Familie, saa at Fortællingen kan ende, som det sig ret anstaar en Bog, der skal ud til Julen: "Natten var sort men Dagen begyndte at lysne frem."
Dette er imidlertid det eneste Sted i Bogen, hvor der bydes Læseren en Overraskelse. Som Helhed udmærker den sig ikke ved Nyhed. Denne lille norske Kystby med sin gamle, rige Konsul, det lille Samfunds skinhellige Støtte – der i dette Tilfælde hedder As – med de øvrige velklædte Forbrydere, der udgør Byens styrende Klike, og med de mange Fiskerfamilier, der er lige saa hjærtebrave som luvfattige – vi kender det altsammen snart altfor godt. Selv Slutnings-Effekten, Borgernes Hyldingstog med Amtmanden i Spidsen op til Konsulens Villa, et Salgs Sonoffer, fordi man en Tid har ladet sig forlede til et Forsøg paa at bryde Konsulens Almagt, medens denne imidlertid i Stilhed har bøjet Nakken under Kirkens Aag – selv denne Satire er ikke ganske frisk og ætser derfor ikke længer.
Men alt i Bogen er fornøjeligt fortalt. Skildringen skrider rask frem, Billederne er levende og Personerne er fuldt gennemskuelige. Der er en Avdiens hos et Faar af en Minister, der er fortræffelig.
Og den Livsvisdom, Bogen prædiker, er lige saa sand som sørgelig. Det er Pengene, der er "Verdens Herre"1. Men denne Herre har en Tjener, en Lakaj i pibekravet Liberi, der blid som en Due og snild som en Slange2 har forstaaet at gøre sig selv sin Herre underdanig. Han er, i det skjulte, Verdens egenlige Hersker.
Tæjelownssjow. Øjebliksbilleder i jysk Mundart af J. Jacobsen. 50 S. (V. Pontoppidans Forlag.)
Siden "E Bindstouw" kom til Verden, har adskillige forsøgt sig med at gøre dette Mesterværk efter. De allerfleste har imidlertid kun opnaaet at vise St. Blichers uhyre Overlegenhed, ikke alene i den Kunst at fortælle – ti i den Henseende træffer man i det hele ikke let Blichers Ligemand i Literaturen, og det har endda gærne været de allertarveligste Skolelærerskribenter, der har haft Mod til et Forsøg – men tillige i korrekt og morsom Benyttelse af det ejendommelige jyske Sprog.3
Nu foreligger der igen et nyt Førsøg, Teglovnssjov, der – uden at komme Forbilledet nær – virkelig ejer noget af dettes Ynde. Det er et lille Hæfte med smaa Historier, der fortælles en Aften omkring Teglovnen, mens Ildsluerne flammer og lyser. Maalet er ikke behandlet med særlig Virtuositet, og Historierne er heller ikke alle lige gode, eller blot gode; men der hviler over dem alle en paalidelig jysk Kolorit, og enkelte af dem er helt ud fortræffelige.
Saaledes er der en rørende lille Fortælling om en lille Pige, der ved en Skoleeksamen faar det Spørgsmaal af Præsten, om hun elsker Jesus højest af alle og alt; hvorpaa den Lille troskyldig svarer: "Næj – a holder mjest a mi Faaer o mi Muer." Men dette er ikke efter den rette Katekismus, og Præsten tordner imod hende: "Det er stygt af Dig. Du er et Fortabelsens Barn og kommer ikke i Guds Rige." Kort efter blev den lille Pige syg og dør. Men endnu i Dødsstunden ligger hun og snakker forvildet om, hvad Præsten har sagt. Hun kan ikke glemme, at hun ikke kommer i Guds Rige, fordi hun har holdt mest af sin Far og sin Mor. – En Fortælling, der maner til Eftertanke.
I det hele anbefales det lille Hæfte som underholdende Julelæsning.
— k.
