Dagbog
[Indledning: Redaktør Ernst Brandes' svar til F. Nygaard, Kjøbenhavns Børs-Tidende 1.9.1889:]
Hr. Frederik Nygaard har i "Morgenbladet"s Gaarsnummer indrykket en Artikel, hvori han erklærer, at han ikke vil indlade sig i nogen Diskussion med "Børs-Tidende", men vil advare sammes Redaktør og Udgiver imod Fortsættelsen af de Dagbogsartikler, som under Mærket Urbanus har været optaget her i Tidenden.
Den ansete Forfatter, der har valgt at skrive under Mærket Urbanus, og gjort "Børs-Tidende" den Ære at medarbejde ved Bladet, er desværre for Tiden ikke rask; det havde vel ellers været rigtigere, at han besørgede Besvarelsen. Dette Hværv tilfalder nu mig.
Urbanus fortalte i en Dagbogsartikel, hvorledes han dels i Markuskirken i Venedig, dels ved "Frelsens Hær"s Møder havde iagttaget Tilstande, der næsten forekom ham Udslag af hypnotisk Paavirkning. Jeg har i Domkirken i Neapel overværet, hvorledes Præsten foreviste for den overfyldte Kirke en Helgens stivnede Blod; jeg har set Mængden i timevis knælende anraabe om, at Blodet maatte blive flydende; jeg har hørt den uendelige Jubel, da Præsten fra Altret forkyndte, at Miraklet var sket. Jeg har i "Frelsens Hær"s Forsamlinger set, hvad der foregaar.
Urbanus' Beskrivelse var sanddru og alvorlig – det vidste jeg da af egen Erfaring – og jeg optog den gærne.
Hr. Frederik Nygaard udtaler sin Overraskelse over, at "Kjøbenhavns Børs-Tidende" indeholder Artikler, der ikke særligt angaar Børsinteresser, og mener, at dette ikke stemmer med Bladets Titel.
"Kjøbenhavns Børs-Tidende" er knyttet til Børsen, idet den ifølge Kontrakt med "Grosserer-Societetets Komité" optager de Meddelelser, som Komitéen gennem den ønsker offenliggjorte, og behandler Børsinteresser i det Omfang, som Redaktionens Ævne tillader.
Komitéen har intet Ansvar for eller Andel i den Del af Tidenden, der ikke udtrykkelig er betegnet som meddelt af Komitéen.
Tidenden holder sig ikke udelukkende til Børsinteresser, og Hr. Frederik Nygaards Advarsler, Raad og Trusel om Anti-Semitisme øver ingensomhelst Indflydelse paa dens Redaktion.
Ernst Brandes
Dagbog
2den September.
En Præst, Hr. F. Nygaard, er forleden faret i sit Præsteharnisk i Anledning af et Par Dagbogs-Notitser, der for en Uges Tid siden stod at læse i "Kjøbenhavns Børs-Tidende". Dette Blads Redaktør har allerede eftertrykkeligt vist Hr. Pastoren tilbage. Maaske er det alligevel ikke overflødigt, at jeg for mit Vedkommende tilføjer et Par Bemærkninger.
Hr. Nygaard ønsker ikke – forudskikker han – at føre nogen Polemik med mig. Han vil blot give mig det alvorlige Raad at passe paa, hvad jeg skriver.
Dette er saa menneskekærligt, at jeg til Gengæld ogsaa maa give ham et Raad. Og det skal da være dette, at han bør passe paa, hvad han læser.
Forgæves vil man nemlig i de paaberaabte Artikler lede efter et eneste "Angreb" paa den kristne Tro eller en eneste "kristusfjendsk" Udtalelse – af den simple Grund, at den, der skrev dem, lige saa lidt er en Fjende af Troen som en Hader af Kristus.
Jeg gad da ogsaa vide, hvad der skulde foranledige mig til at fare ilde med Kristendommen, som aldrig har gjort mig noget ondt; som aldrig har hverken skræmmet eller skuffet mig, fordi den overhovedet aldrig har fristet mig.
Ganske vist har jeg sammenstillet Kristendommen og Hypnotismen, d.v.s. jeg har udtalt den Formodning, at Kristendommens, ligesom Hypnotismens, Virkninger beroede paa en, Individet i et sygeligt Øjeblik meddelt, fejlagtig Forestilling, for hvilken det aldrig senere – eller i hvert Fald kun med Vanskelighed – formaar at frigøre sig. Men alligevel er jo end ikke Hypnotismen altid forkastelig. Ja, man har endog Eksempler paa, at den har reddet Mennesker for Livet.
Hvad Pastor Nygaard har set af Kristendomsforfølgelse i mine Optegnelser, maa altsaa bare bero paa en Øjenforblændelse. Ingen kan mindre end jeg ønske at krænke andres religiøse Overbevisning. Men paa den anden Side fraskriver jeg mig ikke min Ret til at udtale og søge at forklare min egen. Og netop fordi jeg aabent har tilstaaet, at Kristendommen for mig er en Indbildning, bygget paa vore Drømmes Luftkasteller, er det meningsløst at tale om "hadske Angreb". Man drager dog ikke for Alvor i Leding mod, hvad man anser for Vejrmøller. De standser af sig selv, saasnart Vinden lægger sig eller blot begynder at blæse fra en anden Kant.
Og – for at blive i dette Billede – hvad jeg har gjort, er da alene at pege paa enkelte Himmeltegn, der synes at tyde paa en snarlig Vejrforandring inden for den kristne Horisont. Foruden den "indre Missions" mørke Tordenbyge, der til den ene Side slæber sig hen over Landet med Helvedlyn og Dommedagsbulder, og i hvilken al Tidens Lummerhed og Uhygge synes at finde sit Udslag; – og ved Siden af de fredelige grundtvigianske Lammeskyer, der driver afsted i Flok, Gud véd hvorhen? – skimter man for Øjeblikket højere og renere Skydannelser, gennem hvilke man maaske en Gang endelig tør vente at se Solen bryde frem. Jeg tænker her paa de religiøst Bevægede, for hvem den store Verdensaand ikke længer er en Slags himmelsk Bussemand, der straffer med sit Flammesværd eller lokker med sit Himmelgodt, – men som i selve Hengivelsen til Kristus allerede her på Jorden finder den Salighed, der eftertragtes.
Dette, og ikke andet, var det, jeg forleden berørte i de to Artikler, der i Pastor Nygaards i det hele noget rummelige Mund er bleven til en "Række Artikler i Sommerens Løb". Man kunde maaske vente, at han som en sikkert sandhedskærlig Mand vilde vedgaa sin Fejltagelse i det samme Blad, i hvilket han har faaet Plads for sin Mistænkeliggørelse. I Betragtning af hele dennes sjældent ondartede Karakter venter jeg det alligevel ikke.
Urbanus.
