Dagbog

Der klages i vore Dage saa meget over Publikums stigende Ulyst til at købe Bøger.

Boghandlerne lægger Skylden over paa Forfatterne, der skriver Bøger, som Folk ikke vil læse, og Forfatterne beskylder Boghandlerne for dels ved ublu Førstehaands-Priser og deraf flydende idelige Prisnedsættelser at ærgre de faa Trofaste, der endnu køber en Bog ved dens Fremkomst, dels ved Læsetasker og Lejebiblioteker at demoralisere den store Befolkning i Stedet for at oplære den til Agtelse for Literaturen og dens Betydning.

Publikum indrømmer beredvilligt Boghandlerne, at Bøgerne er daarlige, og Forfatterne, at de er for dyre. Og fra dette Standpunkt lader det med rolig Samvittighed Litteraturen sejle sin egen plumre Sø.

For Tiden er det navnlig Læsetaskerne og Læseforeningerne, der er Genstand for Forfatternes hidsige Angreb. Naar man for en Bagatel kan faa hele Aarets Litteratur væltet ind ad sin Dør, er det ikke saa underligt, at Folk betænker sig tyve Gange paa at give fire Kroner for en eneste lille Roman. Og naar man for en Afgift af 25 Øre ugenlig kan blive Medlem af en Læseforening med flere tusinde Bind, er det ret naturligt, at Lysten til selv at skabe sig et Bibliotek kendelig taber sig.

Dog, denne Vrede mod Læsetaskerne er noget overdreven. Hvor mange af vore ærede Forfattere skylder ikke disse saa ildesete "Tasker" hele deres Berømmelse? Og hvormeget af Nutidens Skønlitteratur var vel nogensinde kommen udenfor Boghandlernes Butikker, ifald de foragtede Læseforeninger ikke havde taget sig af den.

Og hvad ondt er der egenlig i, at der gives den store ubemidlede Befolkning nem Lejlighed til af følge med Litteraturen, især da det fra alle Sider erkendes, at vore Bøger er og maa være dyre, at det ikke kan blive hver Mands Sag at anskaffe dem. Maa en Forfatter ikke være des gladere, jo mere hans Skrifter bliver læste? Og endelig: vilde det ikke netop blive aller fordelagtigst baade for Forfatter og Forlægger, om Læseforeninger og Bogtasker vandt en saadan Udbredelse i By og paa Land, at de tilsidst ikke savnedes i et eneste Sogn? Der vilde derved altid sikres en Bog en saadan Afsætning, at det igen kunde svare Regning at føre Pennen hertillands.

Faren ved denne Ordning vilde være, at den lettede Fremkomsten af den slette Litteratur, men heller ikke paa Bogmarkedet behøver man at frygte den fri Konkurrence. Tværtimod. Naar nu til Dags saa megen god Litteratur henligger ulæst, saa er det, fordi den overhovedet ikke kendes, d.v.s. ikke anbefales af dem, der har vort lille bogkøbende Publikums Øren.

Det staar i det hele ikke slet saa ilde til med den store Befolknings Dømmeevne, som det undertiden fortælles. Faar den blot Lejlighed af Hjærtenslyst at gennemrode Litteraturens Mødding, skal nok selv temmelig blinde Høns af sig selv finde de Korn, der hist og her skjuler sig i den.

Resten faar da ogsaa i disses Øjne Lov til at være det Skarn, det er.

Urbanus.