Vinteren
Det blev ingen hvid Jul. De mange Mennesker, der rejste paa Landet for at fejre Juledagene med Slædefarter og romantisk Indesneen, er kommen tilbage med Violer og Friluftsroser i Knaphullet.
Julenissens Klædedragt har iaar ikke været Pelsværk og lodne Kravestøvler, men Regnkappe og Paraply, og i denne Udstafering har han gjort Nar af alle Juleforfattere, der som sædvanlig har fraadset rigeligt i Sne og klingrende Frostføre for at tilvejebringe den rette Julestemning.
Det turde i det Hele være en digterisk Misforstaaelse, at Jul og Sne hører sammen, – paa samme Maade som det er det, at Maj og Foraar er uadskillelige. Den danske Snevinter begynder i Januar og ender i Slutningen af Maj. Resten af Aaret gaar med at vente paa Sommeren eller med Beklagelser over, at den er udebleven. Den danske Sommer er en Vinter uden Sne.
Disse Dages Julerejsende, der lidt slukørede vender hjem med deres Pelsværk, deres Skøjter og alle Slags skuffede Forventninger om interessante Vinteræventyr, maa imidlertid trøste sig med, at dette "elendige" Julevejr har været godt for mange flere, end det har skuffet. For dem, der skal sanke deres Brændsel op i Smug bag Tømmerpladserne eller købe det i Ørevis og bære det hjem i et Papir, ikke at tale om dem, der slet ikke kender til, hvad en varm Kakkelovn vil sige – for dem er nogle Graders Varme den allerbedste Julegave. Og takket være denne stille Taage, er disse hellige Dage maaske gaaet lettere for dem, end de selv har turdet haabe.
Men Vinteren skal saamænd nok melde sig. Og har vi ikke haft en hvid Jul, tør vi heller ikke vente nogen grøn Paaske.
Tværtimod synes Erfaringen at lære os, at jo senere Vinteren behager at indfinde sig, des kraftigere tager den fat og des mere vedholdende bliver den. Dette bør ikke glemmes af Folk, der ellers i Juletiden har et aabent Hjærte for dem, der lider Nød, men som maaske dette milde Vejr kan have forledet til at tro, at de iaar har kunnet spare paa deres Medfølelse.
De mange, baade i By og paa Land, der som Himmelens Fugle maa sanke deres Føde og søge deres Læ, hvor de kan finde det, skal saamænd ogsaa nok iaar faa at fornemme, at de er Nordens Børn. Og Aaret har ikke været godt. Hvor mange der allerede mangler det nødtørftigste, vil man let kunne erfare, ifald man vil gøre en Ronde op og ned gennem de højeste Huse i de snævreste Gader og kigge indenfor hist og her i de smaa Rum, hvor Beboerne selv er den eneste Varmekilde.
Der findes i Kjøbenhavn altid langt mere Nød, end de fleste aner. Det ligger i, at den værste, den dybeste Elendighed ofte skjuler sig paa de utilgængeligste Steder, mens Folk i Almindelighed kun faar Øje paa de Dagdrivere, for hvem Fattigdom er en Levevej og Pjalterne en Uniform.
Der findes her i Kjøbenhavn oppe under Tagene Huler af Størrelse som et stort Klædeskab, hvori ofte 4–5 sammenløbne Personer af forskelligt Køn opholder sig Nat og Dag, uden nogensinde at vise sig paa Gaderne, fordi de ikke har Laser til at dække deres Nøgenhed med. Mange af dem er ordenlige og skikkelige Folk, hvem Undseelse og honnet Ambition holder i det skjulte, og som kun en forholdsvis ringe Haandsrækning vilde kunne frelse.
Det vilde være godt, om man i Tide tænkte paa disse Folk, inden Vintren knuger dem helt sammen. De er ofte besværlige at finde og i Almindelighed endnu vanskeligere at faa i Tale. De er bleven menneskesky, næsten som Dyr bliver det, af den lange Indespærren, og synes at leve i en Slags stille Vanvid, foraarsaget af den evige Sult. Spørger man dem, om de lider Nød, svarer de gærne nej, og tidt er de hverken med Magt eller gode Ord til at faa drevet ud af deres Huler, hvis Skarn og Stank og Kulde og Utøj synes tilsidst at være bleven dem en Nødvendighed.
Mange gode Kjøbenhavnere tror endnu ikke paa saadanne Skildringer. Vi siger da: gaa selv ud og søg, saa finder De nok tilsidst de rette Steder. Og gør det helst nu, inden Vinteren strænges.
L.
