Literatur

Schleppegrells Saga af Martin Kok1. 159 Sider. Andr. Schous Forlag.

I 27 Sange er Helten fra Stolk her besunget, hans Levnet fortalt, hans Tapperhed berømmet, hans Død begrædt. Alt af Martin Kok. – Mange vil maaske mene, at Schleppegrell2 havde fortjent en bedre Skæbne; og naar dertil føjes, at Digtet er tilegnet Heltens Enke, Fru Johanne S.3, og at der et Sted i Bogen findes en Vekselsang mellem Helten og hans Frue, hvori der forekommer Strofer som disse:

Schleppegrell:
Skælv ej, Du Lille, saa sky i min Favn,
Æren har budet mig Sværdet at drage …

Johanne:
Nætter og Dage i Angst uden Bud.
Ak om jeg graanes som sørgende Enke –

saa synes ogsaa det hele lidt nærgaaende, og man bliver uvilkaarlig undselig paa Fruens Vegne ved saaledes at se hende endnu i levende Live blive gjort til "Saga"-Heltinde.

Imidlertid vilde det være ubilligt ikke at indrømme, at Forfatteren virkelig formaar at skrive Vers. Nogen overvældende Originalitet viser han sig dog ikke i Besiddelse af, men han røber nu og da Øre for Vellyd, og der findes enkelte Steder en ikke ringe Energi i Udtrykket.

Var blot Indholdet lidt appetitligere! Men dette Savl fra Krigstrompeten er i Længden altfor ulideligt. Selv en meget tapper Mand vil tilsidst blegne overfor al denne bombastiske Patriotisme. Hr. Kok har meget rigtigt indset, paa hvis Levninger han skulde koge denne sin forsvarsvarme Blodsuppe. Men han har villet gøre det altfor godt for os. Han har manet alt for mange gamle Helteben ned i sin Gryde og fyret under med alt for meget Krudt. Havde han kunnet formaa sig selv til lidt mere husholderisk Anvendelse af Midlerne, vilde Virkningen sikkert have været større. Nu mærker man Hensigten, og Suppen faar en sveden Smag.

Vi er længselsfulde efter at erfare, hvem den Martin Kokske Muse næste Gang skal besynge. Dersom vi maatte give ham et Raad, vilde vi anbefale ham Hr. Bahnson4. Det forekommer os, at han i denne populære Helt maatte have et Stof, der i fortrinlig Grad passede til hans Ævner. Her behøvede han ikke at spare paa Krudtet. Tværtimod vilde et alvorligt Kartovebrag og alskens andet Bulder her være paa sin rette Plads, og det fejler næppe, at han ogsaa i Hr. Bahnsons Krigerliv vil kunne finde saadanne smaa humoristiske Smaatræk, med hvilke han – som i den nærværende "Saga" – kan oplive Fremstillingen.

Vi vil anmode Hr. Kok om alvorligt at overveje vort Forslag.

Den udkomne Bog er ledsaget af et ypperligt udført Portræt af General Schleppegrell.
 

Vaartoner. Digte af Anton Jensen5. 72 S. L.F. Siboni's Boghandel. Nakskov.

Adskilligt i denne lille smukt udstyrede Bog vil sikkert i første Øjeblik bringe en Læser til at studse. Først og fremmest Rimene. Paa et almindeligt Øre virker f. Eks. et Vers som følgende højst forbløffende:

Og daler den nedad mod Jorden,
da svæver den ned i min Favn,
hvor kærlige Læber ved Porten
synge om Ingeborgs Navn.

Eller hvad mener man om et Vers som dette:

Og naar jeg hos Dig sidder, paa Skamlen ved din Fod,
hvorfra jeg kun som Lig vil kunne styrtes,
skal Strængens Toner bruse omkap med Lethes Flod
og prise i Sang
den Nat, hvori der elskes og myrdes.

Forbavselsen vil imidlertid forsvinde, naar den tænksomme Læser kaster Blikket paa Titelbladet og ser, at Bogen er fra Nakskov, at altsaa Hr. Anton Jensen er en Lollik. For et Lollike-Øre er der sikkert intet anstødeligt i at rime Porten paa Jorden eller myrdes paa styrtes, og blot man vil læse hele Bogen med lollandsk Akcent, er der i Virkeligheden ikke noget at opholde sig over i den Henseende.

Men foruden at være fra Lolland udmærker Hr. Anton Jensen sig som Digter ved en ejendommelig Dristighed, der bør vække Opmærksomhed. Ikke saaledes at forstaa, at en overdreven Selvfølelse har præget hans Sprog. Tværtimod siger han saa smukt i Slutningsdigtet:

Her standser jeg mit Strængespil
og lægger Lyren bort;
jeg véd nok, hvad jeg drev det til,
var ikke noget stort.

Men der er en frisk Forvovenhed i hans Digte, som uvilkaarligt fængsler. Saaledes f. eks. naar han straks i Begyndelsen slynger den prosaiske Samtid sin Handske i Synet og meget betegnende sammenligner sig selv med den ensomme Smaafugl, der

trodsende alt, hvad der kaldes fornuftigt
endnu har Mod til at lade sin Sang lyde, skønt
Den bliver næsten betragtet som gal,
der viser sig mindste Smule poetisk –
i Luften blaa som i skumle Sal
bør Poesi man betragte asketisk.

Naturligvis findes der ogsaa blidere Toner imellem. Det er nemlig – som det var at vente – Eros, der nu ogsaa har skaffet Lollikerne en Digter. Vi tillader os at gengive et enkelt af disse Digte, i hvilket Forfatteren heldigt har formaaet at samle de fleste af sine Ejendommeligheder. Digtet hedder:

Kærlighed.
O, hvor mit Hjærte i salig Elskov henflyder,
o, hvor mit Øje din svulmende Skikkelse nyder,
som i en bølgende, vuggende Vandring fremglider –
Elskede! Dig vil jeg mindes til evige Tider.

Blomsterne neje for Dig og for Synet Dig takke,
Solstraalen trykker et Kys paa din duftende Nakke,
o, hvor misunder jeg Solstraalen, at den den Lykke
ejer, at kunne et Kys paa din Hudblødhed trykke.

Dog, da jeg næsten hvert Haab om et Blik har opgivet,
da jeg alt bad til min Gud mig at gentage Livet,
fik jeg et Ord, som mig gjorde til rigest paa Jorden:
Jeg skal iaften nok møde Dig nede ved Porten.

Bogen anbefales til Oplæsning i Familiekredse. Blot et Par Vers vil sikkert straks virke opbyggende paa et fortrykt Humør.

 

Samson fra Ryttervagten. Et Digt af Sigurd Viking6. 159 S. Lübecker & Meyers Forlag.

En Originalitet som den ovennævnte ejer denne Bog ikke. Det er gode, kendte Toner – mest Paludan-Müllerske –, der klinger En imøde fra disse Blade.

Alligevel lægger man ikke Bogen fra sig uden med en Fornemmelse af, at det er et Talent, der har skrevet den.

Den handler om en Skrædersøn, Samson, hvis Hjem – den gamle Ryttervagt i Adelgade – først beskrives i en kort og fyndig Prolog, der straks vækker Læserens Opmærksomhed. Derefter indføres man en Aftenstund i den lille Stue, hvor den halte Lappeskræder sidder paa Bordet med et Tællelys foran de sammenlagte Ben, medens Sønnen ligger mellem Kludebunkerne paa Gulvet og drømmer fantastiske Drømme – forkvaklet som han allerede er af en grundtvigiansk Lærer, der har fyldt ham med lutter Forestillinger om Trolde og Nøkker og Huldre.

Efter Forældrenes Død sendes Samson af nogle Velgørere ud paa en Bondehøjskole, hvor han yderligere "vækkes" ved alskens Bragesnak, d.v.s. udvikles til et komplet Bløddyr af en Fantast, der lever med sine Tanker i Hedenold og tilsidst næsten tror sig selv en genfødt Thor, der er kaldet til at frelse den danske Aand af Jættevold. Da der saa virkelig aabner sig en Lejlighed for ham til at vise sig som en Mand – nemlig Udbruddet af Krigen 64 – stænker Frygten for en "ærefuld" Død paa Valen ham koldt Vand i Blodet.

Han ræddes, ser den visse Død,
alt mens en Valplads maler
sig af for Øjet. I sin Nød
gaar han med tyve Daler
hen til en Doktor, af hvis Røst
han faar den inderligste Trøst;
thi Manden melder, at hans Bryst
er noget smalt. – Al Livets Lyst
ham atter brat husvaler.

Som man sér, er det et Spark til den nu døde Løve, som ogsaa Knud Valløe7 i sin Tid drev Kis-Puds med. For en Snes Aar siden har en saadan Satire maaske været berettiget. Nu da den grundtvigske Bevægelse har antaget andre Former, rammer den slet intet.

I det hele er der noget saa ejendommeligt gammeldags over hele denne Bog, dens Stof og Tilsnit, at man under Læsningen ofte kommer til at tænke paa, at den vistnok i adskillige Aar har ligget gemt i en gammel Mahognipults inderste Gemme, inden den nu vovede sig frem for Lyset.

Det er sandt, at vi endnu har Fantaster i dette Land, flere maaske end nogensinde. Og naar Sigurd Viking næste Gang vil drage sine Vaaben, bør han vende sig mod disse levende Løver, hvis Brøl dog synes høje nok til at kunne høres. Og han behøver ikke at frygte. Hans Sværd er godt, og det er helt igennem en Fornøjelse at se ham føre det.

Dersom det derfor ikke alt er rustet fast i Skeden, vil vi nok høre fra ham igen. Bogens bratte Slutning tyder paa, at en Fortsættelse har været tilsigtet. Og naar de skildrede Begivenheder rykker os nærmere paa Livet, vil han lettere tage vor Interesse fangen.

k.

 
[1] Martin Kok: (1850-1942) forfatter, cand. polit. tilbage
[2] Schleppegrell: (1792-1850) general der faldt ved Øvre Stolk i 1850 under Treårskrigen. tilbage
[3] Fru Johanne S.: baronesse Johanne Juel (1808-96). tilbage
[4] Bahnson: (1827-1909) krigsminister i Estrups regering 1884-94, stod bag anlægget af Københavns befæstning og oprettelsen af gendarmkorpset, finansieret af provisoriske finanslove fra og med 1885. tilbage
[5] Anton Jensen: kan ikke identificeres; han har tilsyneladende kun skrevet denne ene bog. tilbage
[6] Sigurd Viking: pseudonym for Ole Chr. Jensen (1841-1909) skolelærer. tilbage
[7] Knud Valløe: (1833-77) forfatter, hvis særlige studentikose speciale var parodien på grundtvigianernes særheder og unoder. "V. har et sikkert Blik for Svaghederne hos Grundtvigs Eftersnakkere: det kuriøse, stereotype Ordvalg, det snart barokt-bombastiske, snart kælne oldnordiske Billedsprog; Digtenes stolprende Rytme og forkerte Skansion; typografiske Besynderligheder som Misbrug af Spatiering og af Bindestreger" (V. Topsøe-Jensen i DBL2). tilbage