Et Svar til Hr. Sognepræst Tomasson, Horsens.
Fra et Avisreferat af det Foredrag, jeg nylig holdt i Aalborg, har De udtaget en enkelt Sætning og præsenterer mig den i "Hovedstaden" for 30. Januar med Anmodning om nærmere Forklaring. Jeg erfarer af samme Nummer af Bladet, at Hr. Professor Christiansen1 tidligere har gjort mig et lignende Spørgsmål; men da jeg ellers intet ved derom, lader jeg dette ude af Betragtning. Er det i øvrigt for meget forlangt, at en Brevskriver, der retter en offentlig Henvendelse til en Mand, ogsaa sørger for, at den kommer ham i Hænde, saa Publikum ikke gør sig fejlagtige Meninger om Grunden, dersom der ingen Svar kommer.*)
Jeg har ved den nævnte Lejlighed sagt, at vil vi oplyses om den Visdom, der ikke er af denne Verden, og vil vi tage Del i en Kultus, der kan udløse et moderne Menneskes religiøse Følelse og give den Næring, da maa vi i vore Dage søge bort fra Kirken; og jeg henviste da ikke alene til de stille Stuer rundt om i Verden, hvor Forskere og Tænkere midt i al Tidens Staahej lægger Sten paa Sten til den ny Tempelbygning, men ogsaa til saadanne uforkvaklede, ganske naturlige Mennesker, der har bevaret et umiddelbart Forhold til Tilværelsen, og hvis Religion i al Enfoldighed er Summen af deres Livserfaringer.
Det er denne sidste Sort Mennesker, De nu efterlyser; og jeg kan paa Formen af Deres Spørgsmaal forstaa, at De aldrig selv har mødt dem og derfor tvivler om, at de eksisterer. Jeg skulde gerne give Dem baade Navne og Adresser, dersom jeg mente at have Ret dertil. Men i øvrigt maa jeg minde om, at jeg – som Foredragets Titel angav – kun havde til Hensigt at belyse Tilstandene indenfor Kirkemuren. Skulde jeg tillige – som Modbillede – have forsøgt en Skildring af det religiøse Liv, der rører sig udenfor den, blev det en for stor Mundfuld for et enkelt Foredrag, og det har jeg desuden gjort Begyndelsen til i nogle Fortællinger.2
Eet Navn vil jeg alligevel nævne, ogsaa fordi der i disse Dage er særlig Grund dertil. Ludvig Feilberg. Hvad man end vil mene om den Levelære, han efterhaanden fik opbygget paa Grundlag af sine indtrængende og andagtsfulde Naturiagttagelser og Fortolkninger – og der er vistnok ikke saa lidt naivt i dem – saa blev han, denne ulærde Ingeniør og Tegnelærer, af Betydning for mange Mennesker rundt om i Norden, og det ikke af de ringeste. Han vakte eller styrkede hos dem en hjemvéagtig Følelse af Samhørighed med alt det i Tilværelsen, der ikke hører Tiden til, der er evigt og uomskifteligt som selve det fælles Ophav for alle Ting.
Sin Mening om Nutidskirken har Feilberg mange Steder udtalt ganske aabent. I et af de "Samlerbreve"3, han i sine sidste Aar sendte rundt til sine Venner, hedder det:
"Der er et Omraade, hvor Natursproget taler ganske særlig stærkt til et Menneske. Det er Religionens. Jeg siger ikke Kirkens, men Religionens. – – Kirken, der fra første Færd slog saa mægtigt igennem i Kraft af sit stolte Naturindhold, staar i Øjeblikket faktisk udenfor Naturens Grund. Man kan se Tilfælde, hvor fysiske Angreb kan blive besvarede med Skriftsteder, eller hvor Kirkens Mænd i Tilfælde af Uenighed om Skriftens Tydning ligefrem kan holde Afstemning om, hvad der er Sandhed."4
Ludvig Feilberg var altsaa et af de enfoldigt dybe Mennesker, jeg tænkte paa i den nævnte Sammenhæng; og da hans Skrifter netop nu udkommer i en samlet, billig Udgave, tør jeg maaske benytte Lejligheden til at anbefale Læseverdenen at subskribere. Det havde sikkert tjent os alle bedre, om Kirkefolket blandt andet havde taget denne Mands Tanker op til alvorlig Overvejelse i Stedet for at fremture i at kives og kævles om disse endeløse og ufrugtbare dogmatiske Tvistemaal, der i det sidste Aarhundrede har kostet os saa megen Tid og forødt saa meget af Nationens bedste Kraft.
2.-2.-14.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan.
*) Red. skal hertil bemærke, at den har tilstillet Hr. Henrik Pontoppidan begge de nævnte Artikler, adr. Gyldendalske Forlag, der paa telefonisk Forespørgsel opgav at være tilstrækkelig Adresse.