Et Spørgsmaal

Hr. Forfatter Henrik Pontoppidan!

Det er i Anledning af Deres Foredrag i Aalborg om "Kirken og dens Mænd", at jeg tillader mig at rette nedenstaaende Linier til Dem.

Jeg har ganske vist ikke selv været til Stede som Tilhører. Men jeg gaar ud fra, at det af nærværende Blad bragte Referat af Deres Udtalelser er korrekt, om end naturligvis ikke udtømmende. Og jeg har ikke haft Adgang til at lære nogen udførligere Gengivelse at kende.

Ifølge Referatet skal De have udtalt: "Vil vi forøge vor Kundskab om de højeste Ting, maa vi gaa uden om Kirken til andre. Ingenlunde blot til Aandens store, fuldt saa vel til de enfoldige."

Det er hen imod Slutningen af Deres Tale, at denne Ytring forekommer. Og det synes, som om De heri udtrykker den Tanke, mod hvilken hele Deres Foredrag har stilet.

Man har klaget over, at Deres Foredrag var rent negativt. Imidlertid – i ovenstaaende Replik findes der jo virkelig et Fingerpeg i positiv Retning.

Der er dér ikke blot Tale om, hvad vi skal gaa uden om. De siger, at vi skal gaa "til andre". Og De siger om disse andre, at det er ikke blot "Aandens store", men fuldt saa vel "de enfoldige".

Skade, at De ikke har udført dette noget klarere.

Her rejser sig nemlig for den tænkende Læser det Spørgsmaal: hvor er disse enfoldige at finde? Hvem er det, der er tænkt paa?

Det kan ikke være de enfoldig troende i kirkelig Forstand. Thi disse hører jo med til Kirken. Vi er naturligvis enige om, at Kirken er ikke blot Præsterne. Heller ikke engang blot Institutionen. Kirken omfatter ret forstaaet den troende og bekendende Menighed. At gaa uden om Kirken kan ikke forstaas anderledes end som indesluttende ogsaa dette: at gaa uden om Menighedens Tro og Bekendelse.

Disse andre, disse enfoldige, hos hvem vi kan vente at faa forøget vor Kundskab om de højeste Ting, maa da søges blandt dem, der staar uden for i hvert Fald den kirkelige Opfattelse af Kristendommen.

De hævder da ogsaa som Deres Mening, at "Dogmekirken staar for Fald".

Men det er heller ikke blandt Rationalisterne, vi skal søge vore Læremestre. Det er i saa Henseende tilstrækkelig oplysende, hvad De bemærker om "den moderne Rationalismens Narresut".

De har saaledes givet klar Besked om, hvor de paagældende enfoldige ikke er at søge.

Men De har intet sagt om, hvor vi da skal finde dem.

Dette forekommer mig beklageligt. Thi derved fører den hele Betragtning blot ud i forøget Uklarhed og Forvirring.

Og det er neppe en Haandsrækning af den Art, Nutidsmennesker trænger til.

Der er jo ingen Mangel paa taagede Talemaader, naar det drejer sig om "de højeste Ting". Er det ikke netop Erkendelsen heraf, der har ladet Dem finde den træffende Betegnelse: "Narresut" om den moderne Rationalisme?

De har ellers i Deres Foredrag udtalt Dem med megen Bestemthed, f. Eks. om den danske Præstestand. Jeg mener ikke, De har Ret i, hvad De har sagt om os Præster. Men det skal jeg ikke her komme ind paa. Man er i hvert Fald ikke i Tvivl om, hvad De mener. Og vi Præster kan saa vist ikke have Skade af at se os selv i det Spejl, De holder op for os.

Men ulige vigtigere er det, at de mange Mennesker, som har forstaaet den kritiserende Side af Deres Foredrag, ogsaa faar Klarhed over, hvor det er, De vil vise Nutidsmennesker hen, naar der spørges om de højeste Ting.

Jeg er vis paa, at jeg kommer paa manges Vegne, naar jeg stiller Dem følgende ligefremme Spørgsmål:

Hvem er de "andre", disse "ingenlunde blot Aandens store, fuldt saa vel de enfoldige", som De har tænkt paa i Deres Foredrag?

Jeg synes, jeg har Ret til at spørge. Og jeg synes, at vi alle – baade Præster og andre – har Ret til at haabe paa et Svar.

Horsens, den 27. Jan. 1914. Deres ærbødige
Thordur Tomasson,
Sognepræst ved Klosterkirken.