Om Kirken og dens Mænd

Af H.P. Rohde

Jeg er født 24^de Juli 1857 i Fredericia i
Jylland. Min Fader var Præst.
Det er i Grunden hele min Saga.¹
Henrik Pontoppidan

Det var kommunelærer K. K. Nicolaisen, som gav stødet til, at Henrik Pontoppidan holdt sit foredrag Kirken og dens Mænd. K. K. Nicolaisen var stifteren af de såkaldte "literære Aftener" i Aalborg, som i årene op mod første verdenskrig blev en ikke ubetydelig faktor i tidens åndelige liv. Sigtet lå højt – de bedste inden for literatur, teater og videnskab har stået på Nicolaisens talerstol. Navne som Vilhelm Andersen, Jakob Knudsen, Betty Hennings og Th. A. Müller vil vist være tilstrækkelige til at angive niveauet. Og blandt de første, til hvem der skete henvendelse, var Henrik Pontoppidan.

Men her blev Nicolaisens tålmodighed sat på prøve. Pontoppidan var jo i udpræget grad den skrivende mand. I modsætning til så mange af hans kolleger, der gerne afstivede deres forfattervirksomhed – og måske også deres indtjeningsmuligheder – ved at holde foredrag, holdt Pontoppidan sig livet igennem på afstand af offentlig, personlig fremtræden. Noget hang det vistnok sammen med en erkendelse af, at foredragsformen ikke lå for ham; blandt andet havde han rent fysisk problemer med sin stemme. Men der var også dybere liggende årsager. Han beundrede den egentlige veltalenhed, som han et sted² har skrevet, "når den da virkelig er, hvad den skal være, et inspireret Stemningsudbrud, påvirket af selve den lyttende Tilhørerskare, der "hænger" ved Talerens Læber som et Instrument, han magtfuldt spiller på." Men foredraget i dets gængse skikkelse med alt skuespilleriet og de forud beregnede virkninger var ham inderligt imod. Man vil huske hans beske vurdering af den store foredragskunstens norske mester Bjørnstjerne Bjørnson. Og næsten lige så kritisk var hans syn på den danske pendant, Vilhelm Andersen.

Men dertil kom endnu noget afgørende, nemlig hans helbredstilstand i disse år. Faktisk var han en syg mand, og også nervemæssigt angrebet. Det danske klima gnavede på ham. Når vinteren kom, søgte han helst mod varmere og solrigere breddegrader – og vinteren var jo netop "de literære Afteners" sæson.

År efter år skrev Nicolaisen, men gang på gang undslog Pontoppidan sig. F.eks. skriver han mismodigt den 20. februar 1913: "(j)eg tror ikke, at jeg er her i Landet næste Vinter. Det bliver temmelig sikkert nødvendigt for mig endnu engang at trække sydpå, når Kulden kommer."^'1

Men Nicolaisen helmede ikke, og omsider belønnedes hans tålmodighed. Man kan forestille sig hans glæde og overraskelse, da han uventet samme år 1913 læste disse linjer fra Pontoppidan, dateret Rørvig den 7. juli: "Jeg er nu igen på Sjælland og kan umuligt komme til Jylland i det første halve År. Men i Januar skal jeg komme til Ålborg og holde det ønskede Foredrag."

"De literære Aftener" tog deres begyndelse i november, og allerede i eftersommeren 1913 var Nicolaisen i gang med annoncering og billetsalg. I den anledning beder han Pontoppidan om hans fotografi. Pontoppidan svarer fra Rørvig den 25. september: "Hr. K. Nicolaisen! Jeg sender Dem her et Billede, som forresten kan fåes hos Riises Eftf. i København. Jeg beder Dem om at sende mig det tilbage efter Brugen. Det glæder mig, at Billetsalget til Vinterens Foredrag går så godt. Bladenes Artikler om Foretagendet skal De ikke sende mig."

Men endnu stod to problemer tilbage: datoen for foredraget, og hvad det skulle handle om. Med hensyn til datoen gjorde Pontoppidan ikke vanskeligheder. Derimod tøvede han med at røbe emnet.

Den 18. december skriver han: "Den 19^de Januar kan for mig være lige så god som en hvilkensomhelst anden Dag efter d. 15^de."

Men endnu så sent som den 7. januar 1914 er foredragets titel en hemmelighed: "Jeg tror, det er rigtigst, at De simpelt hen annoncerer "et Foredrag", så binder jeg mig ikke i Forvejen til noget bestemt Emne."

Hvad der egentlig har ligget bag denne tøven, er i dag ikke let at sige. Pontoppidan kan have stået over for et vanskeligt valg mellem forskellige muligheder. I al fald beslutter han sig i sidste øjeblik til at lade bomben springe forud for foredragets afholdelse. Den 14. januar skriver han: "Hr. K. K. Nicolaisen! Det er dog måske bedst, at mine Tilhørere forberedes på, hvad de får at høre om på Mandag. Jeg meddeler Dem derfor Emnet for mit Foredrag. Det er: "Kirken og dens Mænd". Venlig Hilsen! Deres ærbødige H. Pontoppidan."

Hvis Pontoppidan har villet spænde forventningerne og frygtet at komme til at tale for tomme bænke, gjorde han sig unødige bekymringer. Hans navn var stærkt fremme i publikums bevidsthed den vinter – også i Aalborg. I november 1913 var Storeholt, anden del af romankredsen De Dødes Rige, udkommet, og både i hovedstaden og i provinsen blev den genstand for udførlig omtale. F.eks. bragte Aalborg Stiftstidende en stor rosende anmeldelse på sin forside. Heller ikke skortede det på forhåndsartikler om foredragsholderen. Man var klar over, at noget ekstraordinært var i vente, og at Nicolaisen denne gang havde fået den store trumf på hånden. Den 6. januar satte Aalborg Amtstidende begivenheden i relief med en større artikel, hvori det bl.a. hedder:

Hr. Nicolaisen har naturligvis ikke i Juletiden glemt sine litterære Aftener, som han ofrer saa megen Interesse. Som tidligere meddelt vil Aalborg i Vinter faa Glæden af et Besøg af Forfatteren Henrik Pontoppidan. Dagen for dette er nu fastsat til Mandag den 19. Januar. Det vil sikkert blive en overordentlig interessant Aften. Henrik Pontoppidan indtager en af de allerførste Pladser blandt vore Prosadigtere, men som Taler er han ikke meget kendt. Derfor knytter der sig en ganske særlig Interesse til hans Besøg i Aalborg, og man maa være Hr. Nicolaisen taknemlig, fordi han har faaet det i Stand. Da alle Pladserne i Salen sikkert vil blive optaget den Aften, tilraader vi vore Læsere at sikre sig Billet i Tide.

Efter de årelange, nervepirrende genvordigheder med at få foredraget frem har arrangøren nok til det sidste været urolig for, om der skulle komme noget i vejen. Men dagen inden ankom den celebre gæst og tog ind på hotel "Phønix", hvor der var bestilt værelse til ham. Man kan være vis på, at modtagelsen var hjertelig, og at hotellet med hensyn til bekvemmeligheder har gjort sit yderste; så meget mere som Pontoppidan havde lagt vægt på, at det endelig måtte være "et meget roligt Værelse og i Nærheden af Bad". Og klokken 8¼ den 19. januar 1914 stod Henrik Pontoppidan på talerstolen i Haandværkerforeningens store sal over for en forsamling på syv-otte hundrede tilhørere.

Men hvordan forløb så foredraget – og hvordan var reaktionen på de voldsomme angreb, der blev rettet mod den danske præstestand?

Slår man op i Politiken – der naturligvis anede sensation og havde sin mand på stedet – læser man på forsiden, allerede dagen efter, at Henrik Pontoppidan talte "under Tilhørernes Begejstring:

Da Digteren betraadte den blomstersmykkede Talerstol blev han modtaget med kraftige Haandklap. Pontoppidan fulgte de første Par Minutter sit Manuskript, men talte forresten frit. Desværre var hans Stemme for svag til at naa ud til Salens Ydervægge, men da der under hele Foredraget herskede andagtsfuld Ro, kunde de fleste sikkert høre ham.

Nu var Pontoppidan fra Politikens standpunkt jo en meningsfælle – men hvad sagde man i Aalborg? Her var tonen afgjort mere forbeholden. Aalborg Amtstidende bragte en stor artikel, med fotografi, under overskriften: "Henrik Pontoppidan om de danske Præster. – En ensidig og hadefuld Bedømmelse." Også her nævnes klapsalverne før og efter foredraget, men det tilføjes: "Efter Klappene lød fra en kraftigere Røst end Pontoppidans, et rungende Fy! ud over Salen". Og det i øvrigt loyale referat slutter med følgende, ikke helt venlige salut:

Foredraget glemmes vel snart, men den lille Mand med den store, graa-sprængte Haarmanke og Øjnene, der lyste hvast og bittert som blinkende Staal ved hvert Udfald – han vil blive husket.

Alt i alt kan man gå ud fra, at Pontoppidans foredrag er blevet påhørt med årvågen opmærksomhed, og at han er blevet applauderet både før og efter. Men bifaldet har nok snarere haft adresse til den berømte romanforfatter end til den kritiske foredragsholder.

Der forelå her en situation, hvor man ville have givet meget for en personlig samtale med et tænksomt menneske, der havde været til stede, og som ud fra selvoplevelse kunne sige noget om det indtryk, foredraget gjorde. Det er nu en halv snes år siden, at jeg tog denne sag op til nøjere studium – altså på et tidspunkt, da ca. 60 år var hengået efter begivenheden. Selv om jeg dengang bogstaveligt var gået fra dør til dør i Aalborg, er det vist tvivlsomt, om jeg havde fundet blot een af de nævnte syv-otte hundrede tilhørere. På en næsten mirakuløs måde kom tilfældet mig imidlertid til hjælp.

Blandt de mange artikler om foredraget, særlig i provinsblade, var der en enkelt, som skilte sig ud fra de øvrige. Allerede ved sit sprog lå den over det gennemsnitlige, men dertil kom en sans for det væsentlige, en egen beundringens varme og dog samtidig en stræben efter nøgtern bedømmelse. Artiklen stod i Aarhuus Stiftstidende og var signeret: "Chr. R. G.".

Hvem mon det nu kunne være? Bortset fra det noget vildledende dobbelte fornavn lå det nær at tænke på den senere så ansete litterære kritiker Richardt Gandrup. Et opslag i Dansk biografisk Haandleksikon oplyste bekræftende, at hans fulde navn var Christian Richardt Gandrup, og at han siden 1907 havde virket som lærer i Århus. I mine unge år, i trediverne, havde jeg læst forskellige artikler af ham i Politiken, og det faldt mig ikke ind, at han endnu skulle være i live. Han var født i 1885 og ville altså nu – i 1974 – være 89 år. Alligevel – tænk om han havde levet – han havde kunnet fortælle noget …

Jeg fik fat i en jysk telefonbog og ville ringe til Aarhuus Stiftstidende for at få sikkerhed for forfatterskabet til artiklen. Men da jeg nu sad med telefonbogen – ja, jeg lo naturligvis ad mig selv – kunne jeg ikke lade være at se under G – og hvad så jeg? At Richardt Gandrups navn stadig figurerede! Det var næsten for godt til at være sandt.

Med nogen spænding – og tøven – ringede jeg nummeret op. Omgående blev telefonen taget og en fast, klar stemme sagde: "Det er Richardt Gandrup!" Jeg fremførte mit ærinde og spurgte først, om min formodning var rigtig, at det var ham, der havde skrevet artiklen i Aarhuus Stiftstidende. Jo, det var rigtigt nok. Om han kunne huske foredraget? "Ja, det kan De tro, jeg kan!" Da jeg spurgte om muligheden af en personlig samtale, indbød han mig venligt til at besøge sig den følgende dag. Jeg husker dagen – det var den 15. juni 1974.

Han boede i en villa i udkanten af Århus, og da jeg blev lukket ind, stod han i gangen, støttet til en stok og modtog mig. En spinkel mand, yderst soigneret, helt skaldet; glatbarberet, markeret ansigt, næsen kroget. Sirligt påklædt, iført en slags jakkevest og mørk butterfly. Han førte mig ind i sit rummelige studereværelse med høje reoler langs væggene, satte sig og bød mig sætte mig i en stol nær ved ham, da han ikke hørte godt.

Han vidste jo, hvad jeg var kommet for, og var snart inde på en længere beretning om sit forhold til Henrik Pontoppidan^'2. Han havde lært at beundre ham hjemmefra, hvor hans far, der var lærer, havde læst Det forjættede Land højt for sine børn, da han var lille dreng. Foredraget i Aalborg havde været en stor oplevelse. Pontoppidans organ var ganske vist ikke velegnet for foredrag, men han talte smukt og udtryksfuldt – man mærkede, at der stod en mand bag ordene. "Jeg lyttede – sagde Gandrup – med anspændt opmærksomhed – ja, jeg slugte ham! Det var jo en oplevelse i sig selv at have denne mand lyslevende foran sig – denne mand, som jeg i så mange år havde beundret."

Richardt Gandrup kom ikke ved denne lejlighed til at tale med ham. Efter foredraget gik Pontoppidan hen på "Phønix" og drak kaffe med Nicolaisen. Men Gandrup fulgte efter og sad i samme lokale og iagttog ham. Han kunne ligesom ikke løsrive sig fra synet.

Jeg anførte Aalborg Amtstidendes bemærkning, at "man huskede den lille Mand med det hvasse Blik". "Det smerter mig – svarede Gandrup – at man kunne skrive sådan om ham. Han virkede absolut ikke som en lille mand. Tværtimod virkede han meget stærkt på tilhørerne ved sin personlighed, sin ranke holdning og sin hele, sluttede fremtræden." Han var "en skikkelse" – fremhævede Gandrup – "Der udstrålede storhed og åndelig kraft fra ham. Man mærkede, blot man så ham, at her var en mand ud over det sædvanlige."

Men tilbage til Aalborg. Det havde været på tale, at Pontoppidan skulle gentage sit foredrag i Århus, men det blev ikke til noget. En indbydelse fra København blev afslået blankt – med en begrundelse, som nok kan overraske, men som i virkeligheden er såre karakteristisk for Pontoppidans opfattelse af hele situationen. Under overskriften: "Henrik Pontoppidan vil kun tale for Modstandere'' kunne Aalborg Amtstidende den 4. februar 1914 bringe følgende meddelelse:

Studentersamfundet sendte kort Tid efter Aalborgmødet en Opfordring til Henrik Pontoppidan om at gentage sit Foredrag i Studentersamfundet. Pontoppidans Svar er nu indløbet. Men det blev et Afslag, som han motiverer med, at han kun vil tale for Modstandere, og da disse ikke kan antages at findes i "Samfundet", ser han sig desværre nødsaget til at afslaa Anmodningen.

Der er måske også dem, det overrasker, at det publikum, han ville sætte mest pris på at henvende sig til, var – arbejdere! Den 7.januar 1914 skriver han til Nicolaisen:

Jeg kunde nok tænke mig at tale også i Århus på Nedrejsen; men det kommer an på, under hvilke Forhold det kan ske. Jeg vil ikke være en literær Variétéfigur, der agerer for Nysgerrigheden. Helst vil jeg tale for en Arbejderforsamling; men jeg må have min Tid og mine Kræfter og min Rejse betalt.

Slutbemærkningen siger lidt om den kamp, Pontoppidan hele sit liv rent økonomisk havde måttet føre for at vedligeholde sin tilværelse som forfatter.

Han kom dog til at holde foredraget endnu en gang, nemlig i Horsens. Ligesom i Aalborg fremhævede bladene det usædvanlige ved begivenheden: "Henrik Pontoppidan hører jo ellers – skriver Horsens Folkeblad et par dage i forvejen – til de "stille i Landet", til de faa Forfattere, som kun staar i Forbindelse med Publikum gennem sine Bøger, og det er derfor rimeligt, at det har vakt ikke ringe Opsigt, naar denne betydelige Forfatter pludselig har taget Stade i Dagens Larm og Strid."

Også hans måde at tale på karakteriseres som i Aalborg:

Pontoppidan taler lavmælt uden Spor af agitatorisk Præg. Men han blev paahørt med lydløs Andagt som i en Kirke; saa selv i Salens fjærne Kroge fik man vist nok fat paa hans Ord.

Foredraget, der fandt sted i Haandværkerforeningens festsal den 6. februar efter indbydelse "af en lille Kreds af unge Mænd her i Byen", blev udførligt refereret af Horsens Folkeblad, men hvad indholdet eller tendensen angik, var tonen mindst lige så forbeholden som i Aalborg: "Da Pontoppidan sluttede med at citere et Par Vers, lød der spredt Bifald. Men et Flertal vil næppe i det hele og store underskrive hans Angreb paa den danske Præstestand."

Det fremgår af referatet, at foredraget i det væsentlige var det samme som i Aalborg. Men det bød dog som et ekstra krydderi på en kras kommentar fra Pontoppidans side til den storm, hans udtalelser havde rejst: "Pontoppidan begyndte med at sige, at naar den kritik, han havde fremsat over Danmarks 1100 funktionerende Præster, havde vakt saa meget Røre Landet over, undrede det ham, eftersom hans Syn paa Præsterne paa Forhaand var kendt; det prægede hele hans literære Produktion, der strækker sig over 30 Aar. Det er ikke sandt, at jeg har haanet Kirken – sagde Pontoppidan videre – ; men de hinanden forkætrende Præster har jeg betegnet som en Landeplage, en Guds Straf. Jeg vil bekæmpe dem, naar de optræder anmassende mod det offentlige Liv, og søge at bevise, hvor lidt Ret Præsterne i vore Dage har til at være Folkets offentlige Vejledere."

Pontoppidans afstandtagen fra en efterfølgende diskussion er også værd at mærke sig:

Naar man har spurgt mig, om jeg ønsker Diskussion efter mit Foredrag, svarer jeg: Absolut ikke. Ofte er det dem, der har mindst at sige, som er ivrigst efter at komme op paa en Talerstol, mens de, der har mest paa Hjærte, har vanskeligt ved at faa det sagt paa en forstaaelig Maade.

Da Pontoppidan havde sagt sit sidste ord til forsamlingen i Horsens Haandværkerforenings festsal, var det samtidig afslutningen på hans kortvarige virksomhed som foredragsholder. Endnu et par gange forsøgte K. K. Nicolaisen at drage ham til Aalborg, men uden held. Pontoppidans svarbreve er nedslående læsning.

Den 21. september 1918 skriver han:

Kære Hr. Nicolaisen!
(…) jeg har maattet opgive al Talervirksomhed, da min Stemme ikke slaar til mere og jeg i det hele er ret elendig. Maaske bliver det bedre; men foreløbig er jeg altsaa ude af Stand til at vise mig på nogen Talerstol."

Og i juli 1933 må han igen sige nej:

Som De har forudset, er det udelukket, at jeg kan komme til Aalborg. Mine Rejser har i de sidste Aar maattet indskrænke sig til Smaature her på Sjælland. (…) De maa – og vil forhaabentlig heller ikke – tage mig dette Svar ilde op. Det er virkelig ikke dikteret af Vrangvilje.

Men med foredraget i Horsens var diskussionen omkring den gængse kirkelige forkyndelse ikke endt. Tværtimod fik den en ny opblussen, da foredraget allerede dagen efter – den 7. februar 1914 – forelå trykt. Overalt i landets blade vrimlede det med indlæg. Enkelte – også præster – gav Pontoppidan medhold. Men gennemgående får man indtryk af, at han havde stukket hånden i en hvepserede. Næsten alle de kendte navne inden for teologi og præsteskab gav deres besyv med. J. Oskar Andersen tog til orde i Nationaltidende. Olfert Ricard, som i sin egenskab af førende modepræst måtte føle sig særlig truffet, skrev på lederens plads i Aarhuus Stiftstidende. I bladet Hovedstaden skrev Eduard Geismar, med løftet pegefinger, advarende ord om den skade Pontoppidans kampskrift kunne forvolde ved at jage folk fra kirkerne. Og han blandede gift i blækket ved at tilføje: "Skrevet i Lykkepers Hjem i Randers, 14. februar 1914."

Hvad der irriterede ved foredraget og satte yderligere liv i diskussionen – foruden naturligvis det respektløse ordvalg – var, at Pontoppidan langede ud både til højre og venstre. Ikke blot de konservative bibeltro præster måtte stå for skud, men mindst lige så meget de liberale såvelsom de, der tog dagens sociale og politiske spørgsmål med op på prækestolen: "Det har ikke været min Hensigt – fremhæver han – at optræde her som Forherliger af gammeldags Rettroenhed og Luthers Katekismus. Jeg er tværtimod overbevist om, at den augsburgske Dogmekirke nu går sin endelige Opløsning imøde. … Men rigtignok har jeg ikke større Tiltro til den rationalistiske Narresut, man nu igen vil trøste os med." Og den socialt bekymrede biskop Ostenfeld fik disse ord med på vejen:

Kirken har i Øjeblikket altfor travlt med at afstive sin verdslige Magt og lægge Haand – en fjendtlig eller en tyvagtig Haand – paa andres aandelige Selveje. Vi ser jo for Tiden selve Sjællands Biskop tumle æggesyg rundt i socialdemokratiske Lærdomme som en Gøgemor i en Løvkrone.

At gå nærmere ind på hele den stribe af indlæg, som Pontoppidans foredrag fremkaldte – og debatten strakte sig over flere uger – vil føre for vidt. Der er i virkeligheden kun eet indlæg, som i denne sammenhæng fortjener nærmere omtale. Det kom fra en præst i Horsens, pastor Thordur Tomasson. I modsætning til de fleste øvrige diskussionsdeltagere, som på den ene eller anden måde gav udtryk for indignation eller uenighed, gjorde pastor Tomasson det, at han direkte afæskede Pontoppidan svar på et konkret spørgsmål. Han havde ikke selv hørt foredraget og skrev derfor:

Ifølge Referatet skal De have udtalt: "Vil vi forøge vor Kundskab om de højeste Ting, maa vi gaa uden om Kirken til andre. Ingenlunde blot til Aandens store, fuldt saa vel til de enfoldige."

Det er hen imod Slutningen af Deres Tale, at denne Ytring forekommer. Og det synes, som om De heri udtrykker den Tanke, mod hvilken hele Deres Foredrag har stilet.

(…)

Jeg er vis paa, at jeg kommer paa manges Vegne, naar jeg stiller Dem følgende ligefremme Spørgsmål:

Hvem er de "andre", disse "ingenlunde blot Aandens store, fuldt saa vel de enfoldige", som De har tænkt paa i Deres Foredrag?³

Thordur Tomassons kloge og saglige spørgsmål gjorde åbenbart indtryk på Pontoppidan, og – hvad mærkelig nok er gået ganske i glemmebogen – han besvarede det! Svaret, som fremkom i Hovedstadenden 4. februar 1914, skal gengives i sin helhed – ikke blot fordi det var Pontoppidans eneste modindlæg, men fordi det udgør det positive modstykke til det hovedsageligt negativt prægede foredrag⁴.

Et Svar til Hr. Sognepræst Tomasson, Horsens.

Fra et Avisreferat af det Foredrag, jeg nylig holdt i Aalborg, har De udtaget en enkelt Sætning og præsenterer mig den i "Hovedstaden" for 30. Januar med Anmodning om nærmere Forklaring. Jeg erfarer af samme Nummer af Bladet, at Hr. Professor Christiansen⁵ tidligere har gjort mig et lignende Spørgsmål; men da jeg ellers intet ved derom, lader jeg dette ude af Betragtning. Er det i øvrigt for meget forlangt, at en Brevskriver, der retter en offentlig Henvendelse til en Mand, ogsaa sørger for, at den kommer ham i Hænde, saa Publikum ikke gør sig fejlagtige Meninger om Grunden, dersom der ingen Svar kommer.*)

Jeg har ved den nævnte Lejlighed sagt, at vil vi oplyses om den Visdom, der ikke er af denne Verden, og vil vi tage Del i en Kultus, der kan udløse et moderne Menneskes religiøse Følelse og give den Næring, da maa vi i vore Dage søge bort fra Kirken; og jeg henviste da ikke alene til de stille Stuer rundt om i Verden, hvor Forskere og Tænkere midt i al Tidens Staahej lægger Sten paa Sten til den ny Tempelbygning, men ogsaa til saadanne uforkvaklede, ganske naturlige Mennesker, der har bevaret et umiddelbart Forhold til Tilværelsen, og hvis Religion i al Enfoldighed er Summen af deres Livserfaringer.

Det er denne sidste Sort Mennesker, De nu efterlyser; og jeg kan paa Formen af Deres Spørgsmaal forstaa, at De aldrig selv har mødt dem og derfor tvivler om, at de eksisterer. Jeg skulde gerne give Dem baade Navne og Adresser, dersom jeg mente at have Ret dertil. Men i øvrigt maa jeg minde om, at jeg – som Foredragets Titel angav - kun havde til Hensigt at belyse Tilstandene indenfor Kirkemuren. Skulde jeg tillige – som Modbillede – have forsøgt en Skildring af det religiøse Liv, der rører sig udenfor den, blev det en for stor Mundfuld for et enkelt Foredrag, og det har jeg desuden gjort Begyndelsen til i nogle Fortællinger.^'3

Eet Navn vil jeg alligevel nævne, ogsaa fordi der i disse Dage er særlig Grund dertil. Ludvig Feilberg⁶. Hvad man end vil mene om den Levelære, han efterhaanden fik opbygget paa Grundlag af sine indtrængende og andagtsfulde Naturiagttagelser og Fortolkninger – og der er vistnok ikke saa lidt naivt i dem – saa blev han, denne ulærde Ingeniør og Tegnelærer, af Betydning for mange Mennesker rundt om i Norden, og det ikke af de ringeste. Han vakte eller styrkede hos dem en hjemvéagtig Følelse af Samhørighed med alt det i Tilværelsen, der ikke hører Tiden til, der er evigt og uomskifteligt som selve det fælles Ophav for alle Ting.

Sin Mening om Nutidskirken har Feilberg mange Steder udtalt ganske aabent. I et af de "Samlerbreve"⁷, han i sine sidste Aar sendte rundt til sine Venner, hedder det: "Der er et Omraade, hvor Natursproget taler ganske særlig stærkt til et Menneske. Det er Religionens. Jeg siger ikke Kirkens, men Religionens. – – Kirken, der fra første Færd slog saa mægtigt igennem i Kraft af sit stolte Naturindhold, staar i Øjeblikket faktisk uden for Naturens Grund. Man kan se Tilfælde, hvor fysiske Angreb kan blive besvarede med Skriftsteder, eller hvor Kirkens Mænd i Tilfælde af Uenighed om Skriftens Tydning ligefrem kan holde Afstemning om, hvad der er Sandhed."^'4

Ludvig Feilberg var altsaa et af de enfoldigt dybe Mennesker, jeg tænkte paa i den nævnte Sammenhæng; og da hans Skrifter netop nu udkommer i en samlet, billig Udgave, tør jeg maaske benytte Lejligheden til at anbefale Læseverdenen at subskribere. Det havde sikkert tjent os alle bedre, om Kirkefolket blandt andet havde taget denne Mands Tanker op til alvorlig Overvejelse i Stedet for at fremture i at kives og kævles om disse endeløse og ufrugtbare dogmatiske Tvistemaal, der i det sidste Aarhundrede har kostet os saa megen Tid og forødt saa meget af Nationens bedste Kraft.

2.-2.-14.
Deres ærbødige         
Henrik Pontoppidan.

*) Red. skal hertil bemærke, at den har tilstillet Hr. Henrik Pontoppidan begge de nævnte Artikler, adr. Gyldendalske Forlag, der paa telefonisk Forespørgsel opgav at være tilstrækkelig Adresse.

Dette Henrik Pontoppidans yderst personlige diskussionsindlæg, der i sin tid kom til at danne epilogen til hans foredrag, vil måske nu, da foredraget efter så mange års forløb genudgives, vise sig at være den bedst tænkelige introduktion. Her finder man, i klare ord, angivet det afgørende, positive fundament, hvorudfra han retter skytset mod sin samtids danske præstestand.

Pontoppidans foredrag er ikke blot væsentligt for forståelsen af hans øvrige forfatterskab. Det er et hovedværk i det sidste halvandet århundredes danske kirkehistorie. Hvor Søren Kierkegaard angreb kirkens tjenere på et fanatisk, men snævert kristeligt grundlag, hvor Georg Brandes søgte at underminere kirke og kristendom med støtte i fornuften og den frie forskning, gik Henrik Pontoppidan i sit angreb ud fra den evigt menneskelige higen mod svar på tilværelsens grundspørgsmål.