Ørnereden
("København".)
Over en lille By hang et højt, nøgent Fjæld, der fra alle Sider steg saa brat op i den blaa Luft, at endnu havde ingen kunnet naa dets skaldede Top. Paa denne Top havde en Ørnefamilie bygget Rede, – og om denne Ørnerede har Bjørnstjeme Bjørnson skrevet en lille Historie, som jeg imidlertid har hørt paa en noget anden Maade og derfor her skal fortælle.
Altsaa: paa denne Fjældtop havde en Ørnefamilie bygget Rede, og saa langt Mands Minde rakte havde det store, brune Ørnepar været en Skræk for hele Egnen. Snart slog de ned paa Geder og Faar, der gik og græssede fredeligt i Udmarkerne, snart huggede de Øjnene ud paa Hyrderne, naar disse med Kæppene søgte at værge deres Hjord; ja, undertiden hændte det, at de fo'r ned mellem Børnene, der laa og legede i Kirkevænget, og førte dem med sig højt op over Fjældene for her at slippe dem, saa de knustes paa Klippetinderne.
Fra gammel Tid havde det været alle raske unge Mænds stolte Drøm at naa op til Reden for at jage det kongelige Røverpak væk og skaffe Byen Fred. Fra Barnsben gik de og øvede sig op og ned ad Klippevæggene, og næppe nogen Steder saa man derfor saa kække og stolte Knøse som her. Sjælden blev de tyve Aar gamle, før de vovede Rejsen op ad Ørnefjeldet; thi ingen blev regnet for god Karl eller fik Soveplads hos Pigerne, før han havde vist sin Manddom ved at prøve en Dyst med Arvefjenden.
Men Ørnereden naaede de alligevel aldrig. Nogle kom ikke længere end til den første Afsats i Fjældvæggen, før det svimlede for dem ved Synet af Byens spidse Kirketaarn, der stak op ret neden under dem som en Spydstage. Andre naaede lykkeligt op til den anden Hvileplads, omtrent Midtvejs op til Toppen: men naar de herfra vilde kravle videre til Vejrs, glippede Fodfæstet for dem i den sprøde Skifer – med stigende Hastighed rullede de ned ad Fjældsiden og naaede Jorden med brækkede Lemmer og sønderslaaet Hoved. En enkelt havde en Gang naaet den tredie Afsats; men her var han pludselig styrtet bag over, som om en usynlig Haand havde stødt ham for Brystet. Med et Skrig fo'r han et Stykke ned gennem Luften som en anskudt Fugl, kastedes derpaa fra Klippeblok til Klippeblok, indtil han i tre Stykker rullede ned imod Byen.
I de samme Dage hændte det, at de fik en ny Præst til Sognet, og da denne hørte om Befolkningens afsindige Kamp med Ørnene, forargedes han og begyndte fra Prædikestolen at ivre mod denne formastelige Leg med Liv og Død. Det var – raabte han – at friste Gud, der i sin Visdom havde sat Mennesket Grænser, som ingen ustraffet søgte at overskride. Og idet han pegede op imod Ørnereden, tilføjede han, at denne var sat dèr af Gud som et Billede for Menigheden paa de Ting, der spotter Menneskers Efterstræbelser.
"Thi det er godt, at dog noget hænger saa højt, at ikke Folket kan naa det!"
Blandt de gamle i Menigheden faldt Præstens Tale i god Jord. Thi der var snart ikke et Hus i Byen, hvortil der ikke var bragt en Søn hjem fra Fjældet som Krøbling, eller hvor der ikke sad et Par gamle Folk og græd over Tabet af deres Alderdoms Trøst og Støttestav. Men hos Ungdommen talte Præsten for døve Øren. Det var, som om den høje Tinde drog dem med en uimodstaaelig Magt, og det varede da heller ikke længere end til den næste Søndag, før det rygtedes, at en attenaarig Knøs, en fattig Enkes eneste Søn, vilde vove Rejsen op ad Fjældet.
Ude i Kirkevænget samledes paa aftalt Tid alle Byens Folk i mumlende Smaagrupper, mens de nu og da kastede et Blik gennem Sol-Disen op paa den graa Fjældvæg, hvor Enkesønnen allerede var paa Vej højt over den første Afsats. Paa denne havde han ikke en Gang givet sig Tid til at hvile, men blot svunget sin Hue og raabt en Hilsen ned til Moderen, der knælede med opløst Haar ved Foden af Fjældet og under Hulken og Anraabelse rakte Armene hændervridende op imod ham .... Ogsaa den anden Afsats naaede han som en Leg. Men her satte han sig og tørrede Sveden af sin Pande, mens han med Blikket maalte Afstanden over sig.
Nede mellem de forsamlede Folk rettede alle Øjnene sig op imod ham, idet han lidt efter rejste sig, spændte sit Bælte og begyndte langsomt at kravle videre op over paa Hænder og Fødder ligesom en Kat. Thi Fjældet her var stejlt og Stenen smuldret af Vinterfrosten. Flere Gange begyndte han ogsaa at glide, og adskillige af de gamle Mænd rystede allerede paa Hovedet og skævede medynksfuldt hen til Moderen, der var falden i Afmagt mellem en Flok Kvinder henne ved Fjældvæggen.
"Det gaar ikke godt, dette" – mumlede de og drev et Stykke bort. – "Han er for ung!"
"Og for hidsig!" føjede andre til.
Men paa en Tue for sig selv stod en ung Pige i rødt Seleliv, med blond, flettet Haar og Hænderne korslagte over Ryggen. Mange ældre Koner, der gik hende forbi, saa op paa hende med et mørkt og truende Blik; – thi det var Enkesønnens Fæstemø, og alle vidste, at det var hende, der efter gammel Skik havde fordret dette Pant paa hans Mod og Manddom. Selv stod hun uberørt af Uroen og Misstemningen omkring hende, og fulgte smilende sin Ven, der hang deroppe mellem Himmel og Jord – og der laa i hendes kønne, friske Ansigt den tryggeste Forvisning om, at han vilde naa frem, at netop hendes Ven vilde naa, hvad ingen andre endnu havde magtet.
Paa en Gang lod der et undrende Raab fra hele Forsamlingen. Ved hastigt at krybe et Stykke i Zigzag op ad Fjeldsiden havde Knøsen deroppe naaet den tredje, den højeste Afsats. Men hermed syntes ogsaa hans Kræfter at være udtømte. Skønt han ikke var stort større at se til end en Flue, kunde man tydelig se, hvorledes hans Legeme sank tungt ned paa den smalle Stenrand.
En Mand med en lang Kikkert, hvorom mange Mennesker stod samlet, rystede paa Hovedet og sagde:
"Han slipper aldrig levende derfra … Han er hvid som en Væg og har Blod paa Hænderne!"
Lidt efter forstummede al Tale. Han havde rejst sig deroppe, og Manden med Kikkerten kunde se, hvorledes han atter spændte Bæltet fastere omkring Livet, mens han saa op mod den nøgne, glatte Stenvæg, der synes at løfte sig ganske lodret op til Ørnereden paa Tinden. Saa saa man ham varsomt at søge Fæste for Haand og Fod … der for en Gysen gennem alle … han gik virkelig til Vejrs!
Pludselig løsnedes nogle Sten under ham og han rullede ned ad Fjældet.
Nu falder han! tænkte alle – og flere raabte det i Spændingen ganske højt.
Men han havde hurtig faaet begge Hænder ind i en Revne og hang saaledes fast, indtil han atter havde fundet Støtte for Foden. Saa kravlede han langsomt og forsigtigt videre …
Der gik vel et Par Minutter, hvori Folket nede paa Engen stod og kiggede raadvildt, fordi Skyggen fra Tinden et Øjeblik gjorde ham usynlig for dem. Var han maaske alligevel faldet? … Da rejste der sig pludseligt et hundredstemmigt Raab, idet man saa hans Overkrop stikke op over den øverste Fjældkant tydeligt tegnet mod den lyseblaa Luft.
I samme Øjeblik kom Ørneparret roligt flyvende gennem Luften – men hastigt fik Knøsen fat i en af Redestokkene og med et Ryk fo'r Rede og Æg ned over Fjeldet. Ret over Tinden standsede Ørneparret deres Flugt som i stum Forfærdelse. Saa udstødte de begge paa en Gang et skærende Skrig – og flygtede i lange Sus ud over Vidderne.
Men nede paa Engen blev der en Jubel, som man ikke længe havde set. Kun Præsten luskede stille bort og "forstod det ikke".
— — —
For der hænger ingen Ting saa højt, at ikke et Folks sejge, samlede Villje en Gang vil naa det!
Henrik Pontoppidan.
