Ørnereden
Det var en Gang i Sommer i de lyse Nætters Tid, i en mørk Søbod under Lofoten, nogle Uger efter Unionsopløsningen. Der sad en halv Snes Mennesker og talte Politik og drak Øl. Paa en enkelt Undtagelse nær var de alle Nordmænd.
Som overalt, hvor Norske i den Tid forsamledes i Frihedens Navn, var Statsminister Michelsen usynlig til Stede.
"Han skal være vor første Præsident!" sagde én. "Det har den kække Gut fortjent!"
"Det er sikkert det", brummede et Kor inde i Halvmørket.
"Men dersom nu Svenskerne modtager Jeres Tilbud om at adoptere en Bernadotteprins?" spurgte den Fremmede.
"Det gør de aldrig!" lød det som med én Mund, og der var baade Latter og Trusel i den.
"Men jeg har hørt enkelte udtale Frygt for, hvad I kalder de kronede Hoveders Fagforening."
"Hør, min Ven! Vi Norske er et Foregangsfolk. Dertil har det sidste Hundredaars Kamp skabt os. Vi har i Grunden allerede Republiken. vi mangler bare at vælge Præsidenten."
"Saa leve Republiken da!"
"Ja, Skaal paa det!"
Saadanne Scener gentog sig i hine lyse, forhaabningsfulde Sommerdage overalt i Riget. Fra Hammersfest til Kristiania – mindst maaske det sidste Sted – var man saa godt i Gang med at lufte ud efter Kongedømmet, at man f. Eks. kunde høre misfornøjede Ytringer, fordi Postskibene ikke havde taget Kronen ud af Flaget.
Nu skal Norge igen have en Konge, valgt af selve Folket, en fremmed Prins, som for et halvt Aar siden næppe kendtes deroppe, hverken af Navn eller Gavn. Sikkert vil han blive modtagen med overmægtige Hurraraab, Kanonsalut og andet loyalt Spektakel, om ikke af anden Grund saa for at overdøve Hjertets Klagesange. Selve Statsminister Michelsen vil modtage Landets unge Hersker paa Piperviksbryggen, og med et mægtigt Følge af overbeviste Repubikanere vil han blive kørt op til Slottet.
Og der vil ikke være noget at le ad eller spotte over. Der er tværtimod Tragedie deri. Uvilkaarligt mindes man Bjørnstjerne Bjørnsons lille Fortælling "Ørnereden" og dens tragiske Udgang. Højt oppe over Landsbyen – fortæller han – var Reden lagt paa en Fjeldkant, som alle kunde se men ingen naa. Ørnene sejlede ud over Dalen og gjorde Egnen utryg. Snart slog de ned paa et Lam, snart paa et Kid, en Gang tog de endogsaa et lille Barn og førte det med sig. Fra Ungdommen af øvede Drengene sig i at klatre i Træer og paa stejle Bjergvægge for en Gang at kunne naa op og rive Reden ned; men endnu var det ikke lykkedes for nogen. En Dreng, der hed Lejf og var Byens dristigste Gut, sagde tidlig om sig selv, at han skulde skaffe Ørnene bort, og en Dag først paa Sommeren gik han tilvejrs. Byens Folk samlede sig under Fjeldet for at se paa Vovestykket; de Gamle fraraadede det, de Unge skyndede til. I Begyndelsen gik alt godt. Selv der, hvor Fjeldet begyndte at hænge ud over, fandt han behændigt Fæste for Haand og Fod. Tilsidst hang han højt oppe under Bjergknasten, og Spændingen mellem Tilskuerne skabte en Stilhed, saa den ene kunde høre den anden trække Vejret. Da begyndte han at trættes. En lille Sten kom rullende ned ligesom et Forvarsel. Kort efter glippede Taget for den ene Haand. Han fik fat igen; men nu gled Foden og samtidig slap den anden Haand. En hel Strøm af Sand og Sten og Muld tumlede ned over Fjeldsiden. Et Øjeblik efter laa han opreven og ukendelig paa Jorden.
Fortællingen slutter med de Ord af en af Byens Ældste:
"Det er godt, noget hænger saa højt, at ikke alt Folket kan naa."
Den, som første Gang uden Forudviden læser denne vidunderligt fortalte lille Historie, venter vistnok, at den kække Lejfs Vovemod skal føre til en lykkelig Sejr over det højtbyggende Røverpak. Paa Grund af Overraskelsen føles hans Ulykke dobbelt tragisk.
En lignende smertelig Skuffelse har mange følt overfor de sidste Begivenheder i Norge. Et stort og modigt Forsøg er mislykkedes, og Evropas kongelige Ørne har paany vist Verden, hvor utilgængelig og velbefæstet de har opbygget deres Magt. Thi man kan begribe, at de har hvæsset deres rovbegærlige Kløer, siden et Folk med en Uafhængighedsfølelse som det norske kan lade sig fratrue sin Selvbestemmelsesret.
Men som den kække Lejfs Ulykke kun var en Episode i Egnens Kamp og ingen Afslutning, saadan er det norske Kongevalg vel ogsaa kun et Indskud, et Mellemspil i det store Frigørelsesdrama, og sidste Akt kan endnu bringe Sejren.
For der hænger ingenting saa højt, at ikke Folkenes sejge, samlede Vilje en Gang vil naa det.
Henrik Pontoppidan.
