"Ude fra Landet"
Dagbog
Jeg kommer ude fra Landet.
Egenlig saa der temmelig skrækkeligt ud. Skyerne fejede hen under Himlen, slæbte sig halvt hen ad den nøgne Jord og formørkede hvert Øjeblik Solen. Stormen spillede op med fuldt Orkester, fløjtede, hvislede og trommede. Pavserede den et Øjeblik, tog straks Regnen fat.
Men det gaar med forhenværende Landboere overfor Marker og Enge, som det gaar med forhenværende Skuespillere overfor Scenen. Ligesom den, der blot en Gang har staaet bag en Rampe, hele Livet længes tilbage til den, selv om1 han har lidt nok saa mange Kvaler der og er bleven udpebet efter alle Kunstens Regler – saaledes vil ogsaa den, der blot en Gang har følt sig hjemme mellem et Grøft og et Pilehegn2, altid hemmeligt drages tilbage til denne Plet, selv om Grøften stank surt, og Pilehegnet var trøsket og fuldt af slimet Kryb.
Maaske ligger det i, at en By som f. Eks. Kjøbenhavn altid stinker endnu værre og vrimler af endnu mere slimet Kryb.
Nok sagt! – –
Om Sommeren er Kjøbenhavn en Bagerovn, hvor man gisper efter Luft. Og om Vinteren, især om Efteraaret?
Naar Blæsten fejer Gaderne rene, gaar det endda nogenlunde an. Men kommer der blot en Times Bløde, forvandler hele Byen sig til et Morads, en kæmpemæssig Dyndvulkan, hvor Vognhjul og Hunde og Fodgængere sprøjter Snavset op om Ørene paa enhver, der vover sig udenfor sin Gadedør. Selv i Byens Hovedgader samler Vandet sig midt paa Fortov og Kørebane i Pytter saa store og dybe, at man godt kan tro Fortællingen om, at et Barn en Gang er druknet i dem. Ude over Forstædernes makadamiserede Veje ligger en graabrun, bølgende Vælling, der synes bundløs. Er man saa uheldig at tabe f.Eks. sin Stok ned i dette Hav, ser man den aldrig mere.
Der er ikke et Sted, hvor man kan gaa nogenlunde tørskoet. I denne By, hvor det regner hver anden Dag, findes endnu ikke en eneste overdækket Gade eller Plads, og ikke andre Buegange end de afsidesliggende ved Christiansborg.
Det forundrer mig, at Moden – som dog saa ofte læmper sig efter Øjeblikket Trang og f.Eks. i knappe Tider afskaffer Herrehandsker og tager Slæbet af Damernes Kjoler – det forundrer mig, at Moden ikke har foreskrevet Træskostøvler her i Kjøbenhavn. I denne By, hvis Indbyggere burde fødes med Galoscher paa Fødderne og en Paraply under Armen, vilde et Par Træskostøvler være en passende Konfirmationsgave.
Det er da intet Under, at man herinde saa ofte sukker efter den Natur, der – i Modsætning til Byerne – ofte benævnes "Guds". I Sammenligning med det Helvede, Kjøbenhavn i disse Dage frembyder, er den virkelig rent guddommelig. Hvor meget det end regner og blæser og tuder ude paa Landet – aldrig har man dog den uhyggelige Fornemmelse af at være i Færd med at drukne i al Slags Smuds som her i Kongens Kjøbenhavn.
Og der er ikke megen Udsigt til, at her skal blive hyggeligere i vor Levetid.
Urbanus.
