Dagbog

9de September.

Det var i Formiddags langt ude paa Strandvejen. Allerede i Afstand kunde jeg se, at det, der langsomt rullede imod mig i en Støvsky, var den dybe og altomfattende Sorg, som kun de rige og fornemme formaar at føle og lægge for Dagen. Der var i hele Vognen og paa de brune Hestes Seletøj ikke en blank Nagle, Lygterne var floromhyllede, og Kusk og Tjener sad paa den høje Buk stive som Lig og med sorte Handsker.

Vi andre, mindre begunstigede, kan ikke saadan fordybe os i vor Sorg eller give os saa fuldstændig hen til vor Smerte. Dersom vort Barn eller vor Hustru dør, maa vi ligefuldt passe vor Forretning, snakke med fremmede Mennesker, fylde vore Hoveder med alle Slags verdslige Tanker, og vi kan ikke sidde paa vort Kontor med sorte Handsker eller skilte med Flor i vor Butik. Vi kan akkurat give os Tid til at bivaane den Afdødes Begravelse; forøvrigt maa vi nøjes med Bevidstheden om vor Sorg og med nu og da i de faa stille Øjeblikke, Travlheden levner os, at tage den frem som en Art Relikvi, vi til daglig gemmer under Laas og Slaa i vort Hjærtes Lønkammer.

Jeg kendte en Gang en Mand, hvis eneste Barn døde, netop som han var beskæftiget med Opførelsen af et stort Fabrikanlæg, der krævede hans personlige Nærværelse den udslagne Dag. Skønt han vidste, at Barnets Dage var talte, maatte han som Enkemand fuldstændig overlade dets Pleje til fremmede; og efter dets Død maatte han fra den tidlige Morgen forhandle med Entreprenører, lede Bestyrelsesmøder, snakke med Haandværkere, le af Direktørernes Vittigheder, lægge Overslag og foretage Beregninger. Først Klokken ti om Aftenen levnedes der ham Lejlighed til at tænke paa sit Tab, og fra 10–11 sad han da og hulkede i de tomme Stuer, indtil Søvn og Udmattelse overvældede ham.

. . . Mellem Vognens Læderhynder sad to Damer, klædte i den dybeste Sorg, lutter Atlask og Kniplinger. Jeg blev uvilkaarlig grebet af Medlidenhed. Det gjorde et umiddelbart smertende Indtryk at se alt dette Dødens og Gravens dystre sorte midt i det smilende Sollys og omgivet af Landevejens hvide, verdslige Støv.

Da Vognen imidlertid kom ganske nær, saa jeg, at den ene af de sørgeklædte, en fyldig, endnu smuk midaldrende Dame, havde lagt Hovedet tilbage i en ustandselig Latter, medens den anden, der var yngre og smækrere, sad lænet fremad over imod hende og ivrigt gestikulerende, fortalte en aabenbart meget munter Historie.

"Saa kan du tænke Dig – netop som han kom ind i Sovekammeret –"

Kun disse Ord opfangede jeg, idet Vognen rullede forbi. Men endnu et langt Stykke hen ad Vejen kunde jeg høre den anden Dames sølvklingende Latter.

Urbanus.