Dagbog
23de November.
Efteraarets brogede Litteratur-Kermesse nærmer sig nu sin Afslutning. Forlæggerne har sat deres sidste Trækplaster paa Plakaten, Hæderspriserne er uddelte, og Tæppet er gaaet op for det store, pragtfulde, farverige Slutningstableau, som Ernst Bojesen under Kanoners Torden og Bassuners Lyd aarligt arrangerer op under Jul.
D'Hrr. Digtere, der ikke nu er blevne færdige med deres Julegaver til den danske Litteratur, kan lige saa godt slikke Blækket af deres Pen. Tiden fra nu af indtil Jul er udelukkende Ernst Bojesens.
For godt en Uge siden udkom det stort anlagte Værk "Den danske Skueplads"1. I disse Dage pusler "Troldtøj2" i hver Krog af Landet. Senere kommer et stort illustreret Digt af Chr. Richardt3, og bagefter "Juleroser" og maaske endnu flere Ting.
Blandt alle Nordens Forlæggere er Ernst Bojesen sikkert allerede den mest populære, og er det paa en Maade, der stiller ham paa en Plads ganske for sig selv.
Naar der udkommer en ny Bog, spiller Forlæggernavnet sædvanligt kun grumme liden Rolle. Det hedder blot "N.N. har udgivet en Bog" – og om det er hos Hegel, Philipsen, Schubothe o.s.v. interesserer ingen udenfor den specielt litterære Kreds. Anderledes i Fald Bogen udkommer hos Bojesen. Da hedder det: "Bojesen har udgivet en Bog." Først bagefter – som noget underordnet – kommer saa Navnet paa Forfatteren, Illustratoren o.s.v.
Dette er ikke ubeføjet. For det første, fordi Idéen til Værket i Almindelighed udgaar fra Bojesen selv. Dernæst fordi han besidder en særlig Ævne til at paavirke sine Medarbejdere, saaledes, at de – tidt uden selv at vide det – arbejder netop paa den Maade, i den Aand, paavirket af den Smag, han ønsker det.
Saaledes sætter han sit Præg paa hvert Værk, der udgaar fra hans Haand. Enten det er Professor Hansens, Drachmanns eller Richardts Navn, der straaler En i Møde fra Titelbladet – paa hver Side kigger Ernst Bojesens opfindsomme Hoved frem imellem Linjerne.
Men dette Hoved er ikke alene opfindsomt. Det har ogsaa baade Smag og Kunstforstand. Ernst Bojesens Betydning for dansk Boghaandværk er allerede ikke ringe. Det Felt, han har valgt sig – eller rettere: som hans ejendommelige Ævne har anvist ham – har hidtil saa at sige ikke været opdyrket. De originale Billedværker, vi indtil de senere Aaringer har ejet, kan snart tælles, og er kun af grumme ringe Værd.
Man tage f. Eks. den saakaldte "Pragtudgave" af Chr. Winthers Træsnit4. Der findes her ikke Anelse om Stil. Noget tykt Papir, ganske pæne Typer og nogle skrækkelige, ret afskaarne Tegninger.
Man tænke som Modsætning hertil paa Bojesens Pragtudgave af Holbergs Komedier5. Man kan sige, at Æren for denne tilkommer den geniale Illustrator, Hans Tegner. Men Bojesens Fortjeneste er det dog, at han blandt alle vore Kunstnere udpegede netop den rette Mand og gav denne en saa vid Tumleplads for hans Fantasi.
I det hele maa man beundre den Sikkerhed, hvormed han i Almindelighed forstaar at udvælge sine Folk. Foruden sin fine Sporsans, der lader ham ane, hvor Skattene ligger begravede, ejer han ogsaa den lykkelige Ævne til at finde netop dem, der kan hente ham Skattene op. Lad saa være, at han ofte, for at skaffe sine Værker Udbredelse, benytter Midler, som det gode ikke plejer at behøve. Saa længe det, han udmønter, virkelig er godt, tilgiver man ham let hans Reklame.
Hans sidste Værk "Troldtøj" synes – efter det foreliggende første Hæfte at dømme – næsten at ville stille alle hans andre i Skygge. Naar nogle flere Hæfter er udkomne, skal jeg komme tilbage til det6. Foreløbigt anbefales det til alle som Resultat af et Samarbejde mellem en Poesi og en Kunst, vi for Øjeblikket ikke har bedre her i Landet.
Urbanus.
