Enetale
Jeg bliver altid glad, naar jeg sér Peter Nansens Navn under en Artikel i Politiken. Jeg véd, at jeg da vil faa noget at glæde mig over. Jeg er nu en Gang en Nar efter fine Stilister. Og hvad man end ellers kan mene om Nansen, hans Synsmaader og hele Livsbetragtning, hans Stils Skælmeri er og bliver uforlignelig.
I Søndagsnumret af Bladet læste jeg saaledes med virkelig Nydelse hans – noget forsinkede – Svar paa det af Politiken fremkastede Spørgsmaal: Hvad er en Snob? Af alle de mange indkomne Besvarelser1 forekommer denne mig den eneste ret udtømmende. Ganske særlig interessant finder jeg den i Artiklen indeholdte Paavisning af, med hvilken Gesvindtighed et forøvrigt normalt og fordomsfrit Menneske lader sig smitte af Snobberiet, naar blot Forudsætningerne er tilstede. Det er hermed som med Kræft, Tuberkulose og lignende uhelbredelige Sygdomme. Hos Personer med en erhværvet eller medfødt Modtagelighed for dem behøves kun den ringeste Berøring med Smitstoffet, og Sygdommen gennemtrænger straks hele Organismen.
Dog, aller sikrest rammer Nansens Satire, hvor han i sin Artikel giver en Prøve paa, hvorledes en Snob vilde have udtrykt sine Følelser i Anledning af Prins Christians Forlovelse. Her har han faaet al Ting med, baade den allerunderdanigste Logren og den nærgaaende Undersøgelse af, hvilke Prins Christians Følelser for hans unge Forlovede monne være, om han har "ladet sit Hjærte raade", om han "er bleven virkelig forelsket", om han "gifter sig af Kærlighed" og andre af den Slags Spørgsmaal, som kun en Snob stikker sin Næse i, fordi det alene er den upersonlige, politiske Side af Sagen, der vedkommer Offentligheden.
I denne Stilprøve er Nansen paa Højde med sig selv. Her mærker man, at han er en virkelig Digter, det vil sige et Menneske, der formaar saa fuldstændig at indleve sig i et andet Menneskes, i dette Tilfælde en Snobs, Tanke- og Følelsesverden, at han naar som helst, overfor enhver Tildragelse, er i Stand til nøjagtigt at eftergøre de Udtryk og Talemaader, som dette andet Menneske vilde have brugt. En berømt Kritiker har herom sagt: "Sligt begynder som Iagttagelse og ender som en Art Sjælevandring"2. Peter Nansens glade Sjæl, der paa sin lunefulde Digterflugt har taget Bolig i saa mange yndefulde unge Kvinders Hjærter, har til Afveksling for en Tid installeret sig i en Ærkesnobs paddeklamme Ham, den han saa fuldstændig udfylder, at godtroende Godtfolk kunde tro ham i Færd med at vokse fast til den. Vi Andre, som kender hans kaade Muses satyriske Indfald, som véd, med hvilken Naturtroskab den altid gennemfører sit Kostume, og med hvilken Lethed den omskifter det, nærer ingen Frygt. Vi føler blot Beundring for et saa fuldendt Komediespil.
Henrik Pontoppidan.
Gå til den næste enetale.