Den tyske Prinsesse [2]

Hr. Henrik Pontoppidan, der for Tiden udfolder en travl Virksomhed i Politiken, hvor jeg i en halv Snes Aar havde den Ære at være fast Medarbejder, har vist mig den Godhed at paapege overfor sit nuværende, mit tidligere Publikum, den sørgelige Vending, det har taget med mig. Han gør det af et godt og velmenende Hjærte. Han synes nemlig, at jeg var en ganske flink Fyr før. Han hædrer min journalistiske Fortid med flere anerkendende Ord.

Paa denne Baggrund af en tiltalende Fortid tager min Nutid sig dobbelt jammerlig ud. Efterat have forladt Politiken og være geraadet i et efter hans Formening slet Selskab er jeg bleven befængt med det hæsligste Snobberi, for hvilket Hr. P. finder malende Udtryk af Væmmelse.

Anledningen til Hr. P.s Væmmelse er den fra hans afvigende Anskuelse, jeg havde af Prins Christians Forlovelse med en mecklenburgsk Fyrstinde.

Hr. P.s Artikel om Forlovelsen gik ud paa følgende:

at skabe Uvilje mod den tyske Prinsesse, fordi hun var tysk;
at skabe Uvilje mod det danske Kongehus, særlig den danske Konge, fordi det var bleven tilladt Prins Christian at indgaa Forbindelsen med en tysk Prinsesse.

Denne hverken taktfulde eller kloge Artikel besvarede jeg med en Artikel, hvori jeg lod komme til Udtryk præcis den samme Opfattelse, som jeg i sin Tid mangfoldige Gange paa Politikens Vegne havde gjort gældende.

Var Hr. Pontoppidans Artikel fremkommen i et hvilketsomhelst andet Blad end Politiken, havde jeg – det tilstaar jeg – næppe svaret. Der er jo – eller var – Blade, som søgte en letkøbt Popularitet hos tankeløse Læsere ved systematisk at holde Hadet til alt Tysk vedlige, misbrugende som Kampraab Fædrelandets og Sønderjyllands Navne.

Hr. Pontoppidan raabte Sønderjylland mod den danske Prins' tyske Forlovede i Politiken, og det vakte det gamle Medarbejder-Sind i mig.

Hr. Pontoppidan har nu svaret. Han har ikke Udtryk stærke nok for at forkynde sin Afsky ved de tilsyneladende, selv for den værste Radikaler-Snob, ikke forargelige Ord om, at det dog kunde tænkes, at Prins Christian og hans Forlovede virkeligt holdt af hinanden. Han, der i sine offenlige Lønkammer-Taler forlyster Publikum med sine lyriske Foraarsdrømme1 om en længst overstaaet hvid Tyroler- (eller var det Schweizer-?) Pige, geraader i Harnisk over den uappetitlige Ublufærdighed i at berøre Muligheden af et Par Nyforlovedes Forelskelse.

Om selve Kærnepunktet i Sagen indeholder Hr. Pontoppidans Svar ikke et Ord. Han synes at have tilsat sin fædrelandske Harme over Prins Christians tyske Forlovede i sin nye, mindst ligesaa hjærtelige, Harme over min "nærgaaende Undersøgelse af, hvilke Prins Christians Følelser for hans unge Forlovede monne være".

Ja, Hr. Pontoppidan er sandelig ikke til at spøge med. Forleden talte han et strængt Ord mod den taabelige Anskuelse, at Kvindernes Kranier blev timeglasformede ved Brugen af Korsetter2. Denne "Enetale" holdt han umiddelbart efter at have røflet Henrik Ibsen af som en overfladisk "Modeforfatter"3.

Mon Hr. P. ikke gjorde vel i at se efter, om dog ikke et hidtil upaaagtet Korset af forstokket Selvgodhed trykker hans berømte Hjærne?

Peter Nansen.

 
[1] lyriske Foraarsdrømme: se "Enetale" 25.3.1897. tilbage
[2] se "Enetale" 26.3.1897. tilbage
[3] se artiklen "Bernerkonventionen" 20.3.1897. tilbage