Et Forslag

Der klages allevegne over Vanskeligheden ved at komme frem i Verden. Alle Veje, siges der, er saa udtrampede; man trænges og puffes overalt og spænder af bedste Ævne Ben for sine Konkurrenter for ikke selv at komme til at ligge under.

Sagen er den, at Folk mangler Opfindsomhed, de har ingen Idéer. I Stedet for at opsøge nye Arbejdsfelter eller i det mindste at forsøge nye Metoder paa de gamle, driver de fleste Mennesker mageligt om i de udtraadte Spor og undrer sig endda over, at de ikke bliver Millionærer.

Og der findes dog her i Landet saa meget, der slet ikke er bleven udnyttet. De faa, der har haft en virkelig ny Idé og en Smule Ævne til at bringe den til Udførelse, er næsten alle blevne velstaaende Folk. Behøver vi at nævne Navne?

Er det nu f. Eks. ikke besynderligt, at der i en med alle mulige Slags Maveonder saa rigt begavet By som Kjøbenhavn endnu ikke findes en eneste Restavration, der har fundet paa at danne sig en Specialitet ved at have en Spiseseddel for Folk, der skal holde Diæt? Det er godt nok, at en Læge forlanger af en Ungkarl, hvis Fordøjelse har faaet et Knæk, og som ikke holder eget Køkken, at han skal skaane sin Mave – han vandrer om fra Restavration til Restavration, og alle lugter de af Smørsauce og stegte Løg, og Spisesedlerne pranger med lutter Retter, hvis blotte Navne tvinger ham til at vende sig bort og atter søge Ensomhed.

Der findes i hele Byen ikke et anstændigt Spisested, hvor man uden at blive til Latter kan gaa ind og forlange en Portion Vandgrød eller en Kop Havresuppe. Hvem kender ikke den uhyggelige Stilhed, der, som en usædvanlig grim Bengel1, gaar igennem et Restavrationslokale, naar en Herre med et blegt Aasyn sniger sig ind og forlegent tilhvisker en af Opvarterne: "En Kop Salep2." Rundt ved alle Bordene skærer Gæsterne et Ansigt ved disse Ord, som om den velfortærede Bøf eller Kotelet pludselig vendte sig i Maverne paa dem; i store, forsigtige Buer færdes Opvarterne forbi den Stol, hvorpaa den Ulykkelige sidder og ser ned mod Gulvet, og saasnart han er gaaet, smækkes Vinduerne op efter ham, og en vittig Stamgæst raaber ufravigelig:

"Opvarter! ... En Bitter!"

Naar man nu betænker, for hvor mange den strængeste Diæt er en Nødvendighed, ikke alene for enkelte Dage, men for Maaneder, ja hele Aar, saa vil det forstaas, hvor ilde disse Mennesker for Tiden er stedet, naar de ikke er saa lykkelige at have eget Hus og Hjem, og det kan trøstig siges, at et dybt følt Savn vilde blive afhjulpet, ifald en flink Restavratør vilde lægge sig efter at indrette sit Etablissement efter saadanne Folks Behov.

Og han vilde sikkert ikke tjene sig selv daarligst derved, især om han forstod at servere Sygeretterne smukt og variere dem paa passende Maade.

Det vilde være glædeligt, om disse Linjer kunde formaa en eller anden til i det mindste at gøre et Forsøg.

K.

 
[1] Bengel: døgenigt, slubbert, lømmel. Både Schandorph og Gjellerup citeres i ODS for at bruge ordet. tilbage
[2] Salep: planterodsekstrakt som middel mod diarrhé. tilbage