den gamle Drøm om et forenet Norden
Det er blevet mig fortalt, at da nogle af Bismarcks personlige og politiske Venner på hans ældre Dage bebrejdede ham, at han ikke i 1864 benyttede Lejligheden til at annektere hele Jylland op til Skagen og desuden Fyn, skal han utålmodig have svaret: Synes De ikke, at Tyskland har "Klöse"1 nok i Maven? Han tænkte vel på Elsass-Lothringen og Sønderjylland og – måske mest – på de polske Enklaver i Øst og Vest, som virkelig den Gang forvoldte Tyskland alvorlige Fordøjelsesbesværligheder. Dersom Historien er sand – og den lyder ikke utroværdig – synes den barske Völkerfresser2 at have bevaret lidt Respekt for det lille Folk, der så sejgt bed sig fast i Dybbøl Skanser, og som på London-Konferencen, skønt trængt af samtlige Stormagter, trodsede hans Vilje og nægtede at overgive sig på Nåde og 2 Unåde. Han kunde på det Tidspunkt ikke vide, at det samme genstridige lille Folk stod foran en Udvikling, der en Menneskealder senere skulde munde ud i en almen Bestræbelse for at afstryge al Hårdnakkethed og gøre sig til en blød og√ let fordøjelig Mundfuld, uskadelig selv for en i Forvejen overfyldt Mave.3
Denne sagtmodige Fædrelandsfølelse, glorificeret af de nuværende Magthavere, har fået sit afgørende Udtryk i Regeringens nok som bekendte Afrustningsforslag4. Og det kan vistnok betragtes som givet, at dersom det skulde komme til en Folkeafstemning om Forslaget, vilde det blive vedtaget af en henrykt Majoritet. Men alligevel! For den, der lægger Øret til Jorden og har Evne til at høre Græsset gro, kan det ikke være tvivlsomt, at der også√ indenfor Regeringspartierne findes forstandige Mænd, der begynder at blive betænkelige 3 ved Regeringens Strudsepolitik og indser, at de med den Afrustning, der er foreslået, er kommen ud at svømme. Samtidig vokser hos de samme Folk Forståelsen af, hvor nødvendigt det i den nuværende europæiske√ Situation er, at vi udvider og befæster vort broderlige Forhold til de øvrige nordiske Lande. Trekonge-Mødet i Malmø under Verdenskrigen og den Tryghedsfølelse, dette skabte i hvert Fald på denne Side Øresund, blev var et Vidnesbyrd om, at den gamle Drøm om et forenet Norden endnu lever i mange Hjerter på Trods af Fortidens Skuffelser. Men et så dybt rodfæstet Håb, der har kunnet overvintre under trods√ så hårde Frostnætter, kan ikke være så virkelighedsfjernt og fantastisk, som det af så√ mange i For- og Nutid er blevet gjort. til
Henrik Pontoppidan
