Den kgl. Kobberstiksamling og Max Klinger
Udstillingen af den berømte og højst ejendommelige Kunstners1 Værker, der i adskillige Uger i stigende Grad har fængslet det kjøbenhavnske Publikums Opmærksomhed, lukkedes i Gaar. Tilstrømningen har i de sidste Dage været saa stor, at Lokalet til Tider var aldeles overfyldt. I tætte Klynger har Folk staaet opstillet foran hver lille Radering og taalmodig ventet paa at komme den nær nok til rigtig at se Noget. Interessant vilde det være at sammenligne Tallet paa dem, hvem denne halvt privat foranstaltede Udstilling har formaaet at drage til sig, med det aarlige Antal af Besøgende i vor ligeledes for Offentligheden tilgængelige kgl. Kobberstiksamling, hvortil Staten stadig yder ikke helt ringe Bidrag. Underligt er det jo, at det ikke var denne Institution, men Kunstindustrimusæet, der følte sig kaldet til at gøre vor Tids første og maaske eneste Geni paa Radérkunstens Omraade bekendt her i Landet. Man skulde dog synes, at den var nærmest dertil. Ja, man skulde tro, at den ogsaa for sin egen Skyld med Iver vilde have grebet en saadan Anledning, som Hensynet til Max Klingers Betydning frembød, til at bringe sin Eksistens i Erindring hos Publikum og træde ud af den Glemselens Grav, hvori den for Tiden er nedsunken. Hvor Mange kender Kobberstiksamlingen, om ogsaa blot af Navn? Hvor mange Kjøbenhavnere har nogensinde betraadt dens Lokaler? At dette Forhold ikke skyldes Mangel paa Interesse hos Publikum for den særegne Kunstart, det er Institutionens Opgave at repræsentere, har den nys afsluttede Udstilling tilfulde godtgjort; og man skylder Industrimusæets Bestyrelse og de Privatfolk, der har staaet denne bi, megen Tak. Nu er der tilmed den Besynderlighed, at man ikke en Gang kan henvise de Folk, der nu har faaet Klinger-Blod paa Tanden, og som maaske kunde ønske i Ny og Næ at gensé et af de fantasifulde Blade, til vort statsunderstøttede Musæum. Dér findes nemlig – saa underligt det lyder – endnu saa godt som Intet, om overhovedet Noget, af den berømte Mester, hvis enestaaende Ævner hele Evropa har erkendt. Men saadan gaar det jo altid. I Stedet for, at det er Statsinstitutionerne, der skulde vejlede Publikum, er det oftest dette, der bringer disse paa Spor. I Stedet for, som det er deres Opgave, at aabne Folks Øjne, falder de regelmæssigt i Søvn, naar ikke Folket selv pirker dem op til at sé. Denne Mangel paa Fremsyn i kunstneriske Anliggender har blandt andet den Ulæmpe, at den koster Staten mange Penge. Aar efter Aar lader saaledes Bestyrelsen for Landets Malerisamling Kunstværker slippe sig af Hænde, som den om en Række af Aar dog vil blive nødt til at forskaffe sig, men da sikkert nok for en Sum, der bliver adskillige Gange større end den, for hvilken den straks havde kunnet faa dem. Og anderledes vil det ikke gaa med Klinger. Rimeligvis vil Kobberstiksamlingen i den nærmeste Fremtid blive saa besværet med Forespørgsler om Klingers Arbejder, at man tilsidst bliver nødt til at anskaffe sig dem. Og Kunstnerens første Blade er vist allerede i temmelig høj Pris.
H. P..
