Synoptisk sammenstilling af "Ilum-Breve", del I, i Kjøbenhavns Børs-Tidende (5.12.1889) og "Ilum Galgebakke", kap. I, i Skyer (1890).
Kjøbenhavn Børs-Tidende 5.12.1889 Ilum, 1ste December Jeg har i Dag været oppe paa Galgebakken. |
Skyer, marts 1890 I. Tæt udenfor Landsbyen Ilum ligger den saakaldte Galgebakke. |
| Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig frem – først mellem Pløjemarker, derpaa gennem en ung Plantning af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synsrækken sig til alle Sider; og naar man tilsidst Højens nøgne Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for sine øjne – frodigt, fredeligt og vel befolket, til de tre Sider omringet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjerne. | Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig mellem Pløjemarker og unge Plantninger af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synskredsen sig ud omkring En; og naaer man tilsidst Højens skaldede Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for sine øjne – til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjærne. |
Der hviler en inderlig Enfold over det hele Landskab. Ingen dristigt svungne Linier, ingen himmelstræbende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig roligt og ensformigt frem fra den hvide Strand, snart bærende mørke Skove paa sin Ryg, snart dannende Lejer for sindigt flydende Bække og Aaer. Paa alle Bakkerne ligger rige Bondebyer trygt lejrede omkring hvidkalkede Kirker med teglstensrøde Tage, som hver Aften ved Solnedgang giver sig til at klemte omkaps – ligesom hvide Haner, der galer til hinanden, hver fra sin Mødding. |
Der hviler en inderlig Enfold over det kønne, frodige, tæt befolkede Landskab. Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig roligt og ensformigt frem fra Stranden, snart bærende fredelige Skove, Landsbyer, Kirker og Møller paa |4| sin Ryg, snart redende trygge Lejer for sindigt flydende Bække og spejlblanke Aaer. Kommer man herop en stille Sommeraften, naar den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft; naar Kirkerne rundt om paa Bakkerne begynder at kagle som hvide Høns; naar Piger i store Solhatte kommer gladelig syngende hen ad Markstierne med Mælkeaag over de brede Skuldre og Hænderne støttede paa de trinde Hofter; naar rundkindede Karle lunter ud fra Byerne paa Ryggen af store tunge Heste, med Træskoen lystigt dinglende ude paa Storetaaen; naar Moserne begynder at brygge, og Engene at spinde, og Frøerne at dreje deres Kværn – – kan man tro sig hensat til et Vidunderland, hvor alt aander Fred og evig Lykke. |
Lige under En ligger Ilum Sø gemt under de nøgne Muldbakker, gulligt belyst af den nedgaaende Sols Straaler, saa lunt og fredeligt som et Smørhul i et Fad Grød. I dens ene Ende spejler Ilum By sine mange hvide Gaardlænger, og over Straatagene kigger Kirketaarnets røde Nissehue op. Herfra strækker en lang Allé af ærværdige Ege sig gennem Bakkebarmen hen til Byens gamle Arvefjende "Ilumgaarden", de Juul'ers mosbegroede Herresæde, der skjuler sig som en ond Samvittighed i en tæt og mørk Granlund. Kun en forgyldt Taarn-Kugle ragede op over Træerne som et evig vagtsomt øje. |
Lige under En ligger Ilum Sø dybt gemt mellem de afrundede Bakker – saa lunt og fredeligt som Smørhullet i et Fad Grød. I Søens østlige Ende spejler Ilum By sine mange hvide Gavllænger, og over Straatagene kigger Kirketaarnets røde Nissehue op. Bagved strækker sig en lang Allé af ærværdige Ege helt hen til "Ilumgaarden", Byens gamle Arvefjende, de Juul'ers mosbegroede Herresæde, der ligesom |5| med ond Samvittighed skjuler sig i en tæt og mørk Lund af Bøg og Gran. Kun en blank Metalkugle af Slottets Taarnspir rager op over de høje Trækroner som et evig vagtsomt øje. |
| I Aarhundreder har Bondeby og Herregaard ligget saaledes over for hinanden. Snart var det lejede Knægte fra Herregaarden, der drog ned gennem den lange Allé med dragne Sværd for at lænkebinde Bønderne. Snart var det disse, der i hujende, halvdrukne Skarer tumlede ind gennem Borgporten og gav Herremanden et saa velment Tak for sidst, at han bogstavelig tabte Hovedet i Forvirringen. | I Aarhundreder har Bondeby og Herregaard ligget saaledes over for hinanden, og næsten altid i Krig. Snart var det lejede Landsknægte fra Herregaarden, der drog ned gennem Alléen med Sværd og lange Landser for at svinebinde Bønderne. Snart var det disse, der ved Nattetid satte over Borggraven med Køller og tunge øxer for at give Herremanden et velment Tak for sidst. |
| Thi de ældste Ilum-Bønder levede mest ude paa Havet, hvorfra de var vante til at slaas, enten med Bølgerne eller med fremmede Strandhuggere eller med sig selv indbyrdes. Og denne Lyst til Frihed og Kamp tabte sig ikke, naar de kom paa Landjorden. De havde dengang hverken Riffelforeninger eller omrejsende Agitatorer. Det lå dem i Blodet at sparke fra sig, naar nogen traadte dem for haardt paa Tæerne. Uden først at granske nogen gammel eller revideret Grundlov eller forsigtigt at raadspørge en Balslevs Katekismus om Tidspunktet for en Revolutions Tilladelighed rejste de sig som een Mand, naar Aaget blev for tungt, og tog deres dyre Hævn uden Sentimentalitet. | Thi de allerældste Ilum Bønder var et stridslystent Folkefærd, der levede deres halve Liv som Fiskere ude paa Havet, hvorfra de var vant til at brydes, snart med Bølgerne, snart med fremmede Strandhuggere, undertiden ogsaa med hinanden indbyrdes. Og Trangen til at kæmpe for deres Selvstændighed tabte sig ikke, naar de kom paa Landjorden. De havde den Gang hverken Værneforeninger eller øxe-Klubber og heller ingen omrejsende Agitatorer til at holde deres Friheds-Begejstring varm. De fandt ganske af sig selv paa at sparke fra sig, naar nogen traadte dem for haardt paa Foden. |6| Dyrets Friheds-Instinkt var endnu vaagent hos dem. Uden først at granske nogen gammel eller revideret Grundlov eller at raadføre sig med en Katekismus om Tidspunktet for en Opstands Tilladelighed, brød de som med én Skulder det Aag, der blev for tungt, og tog deres Hævn uden Sentimentalitet. |
To Gange sved de Ilumgaarden af, saa kun de sværtede Mure stod tilbage, og trak Herremanden herop paa Galgebakken, hvor han selv havde ladet tappe saa meget uskyldigt Blod. Her rev de først Tungen ud af Munden paa ham, flaaede derpaa Maven op, saa de rygende Indvolde hang ham ned over Knæene, og klyngede endelig under vilde Jubelraab hans højadelige Krop op i Galgens højeste Top til Føde for de sultne Ravne.
Men de Tider er forlængst – forlængst forbi! |
To Gange sved de Ilumgaarden af, saa kun de sværtede Mure stod tilbage, og trak Herremanden herop paa Galgebakken, hvor han selv havde ladet tappe saa meget Blod. Her klædte de ham først nøgen, rev saa Tungen ud af Halsen paa ham, sprættede derpaa Maven op, saa de rygende Indvolde hang ham ned over Knæene, og klyngede sluttelig under vilde Jubelraab hans højadelige Krop op i Galgens højeste Top til Føde for de sultne Ravne. Men de Tider er forlængst – forlængst forbi! |
Nu er de Ilum Bønder en fredsommelig, vel barberet Race, hvis Lidenskab det er at holde Taler. Altid og alle Vegne holdes der Foredrag. Hvor fem Mennesker er forsamlede, føler straks de fire sig forpligtede til at "minde om et gammelt Ord" eller "fortælle et lidet æventyr". Hvor Ungdommen før fik Ild i Blodet ved Dans og Lystighed, sidder de nu rækkevis i store Svedekasser, glatkæmmede og med nedslagne øjne, og lytter utrætteligt til hinandens "Udlægninger". Det var da ogsaa her i Ilum, at den sørgelig Ulykke hændte med hin unge Hjælpelærer, der, efter at han i otte Dage ikke havde haft Lejlighed til at udtale sig, en Morgenstund fandtes kvalt i sin Seng. Og altid tale de om den stærke Thor og om den modige Tyr, der uden at blinke stak sin Haand i Uhyrets Gab. Og bestandig er det Fædrenes blodigste Bedrifter, der er Genstanden for deres Begejstring. Men de begynder og ender altid med Afsyngelsen af en Salme. Urbanus. |
Nu holder de Ilum Bønder sig udelukkende til Jorden, og Kampen for deres Selvstændighed har antaget mere civiliserede Former. Nu bygger de Forsamlingshuse, opretter Skoler, stifter Foreninger, danner uafhængige Laanekasser, Brandkasser og endnu flere Kasser – alt til Frihedens Bevarelse. Men først og |7| sidst afholder de Møder. Overalt og til alle Tider holder de Taler. I store Skarer drager de i bevægede Tider herop paa den minderige Galgebakke og rejser her det moderne Skafot, Talerstolen, hvorfra deres Ordførere under Forsamlingens Jubelraab først klæder Fjenderne nøgne for ethvert Argument, derpaa hudfletter dem med Sprogets hvasseste Ord, lemlæster deres Fortolkninger, og sluttelig uden Skaansel giver deres Navn og ære til Pris for sultne Bladreferenter. Og er da saaledes Hævntørsten stillet, opløfter Lærer Zachariasen sin almægtige Haand – og fra begejstrede Struber runger Tonerne af det gamle Bjarkemaal ned over Dalen: "Vaagner, vaagner, danske Helte! |