Dagbog. Ilum-Breve

I.

Ilum, 1ste December

Jeg har i Dag været oppe paa Galgebakken.

Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig frem – først mellem Pløjemarker, derpaa gennem en ung Plantning af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synsrækken sig til alle Sider; og naar man tilsidst Højens nøgne Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for sine Øjne – frodigt, fredeligt og vel befolket, til de tre Sider omringet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjerne.

Der hviler en inderlig Enfold over det hele Landskab. Ingen dristigt svungne Linier, ingen himmelstræbende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig roligt og ensformigt frem fra den hvide Strand, snart bærende mørke Skove paa sin Ryg, snart dannende Lejer for sindigt flydende Bække og Aaer. Paa alle Bakkerne ligger rige Bondebyer trygt lejrede omkring hvidkalkede Kirker med teglstensrøde Tage, som hver Aften ved Solnedgang giver sig til at klemte omkaps – ligesom hvide Haner, der galer til hinanden, hver fra sin Mødding.

Lige under En ligger Ilum Sø gemt under de nøgne Muldbakker, gulligt belyst af den nedgaaende Sols Straaler, saa lunt og fredeligt som et Smørhul i et Fad Grød. I dens ene Ende spejler Ilum By sine mange hvide Gaardlænger, og over Straatagene kigger Kirketaarnets røde Nissehue op.

Herfra strækker en lang Allé af ærværdige Ege sig gennem Bakkebarmen hen til Byens gamle Arvefjende "Ilumgaarden", de Juul'ers mosbegroede Herresæde, der skjuler sig som en ond Samvittighed i en tæt og mørk Granlund. Kun en forgyldt Taarn-Kugle ragede op over Træerne som et evig vagtsomt Øje.

I Aarhundreder har Bondeby og Herregaard ligget saaledes over for hinanden. Snart var det lejede Knægte fra Herregaarden, der drog ned gennem den lange Allé med dragne Sværd for at lænkebinde Bønderne. Snart var det disse, der i hujende, halvdrukne Skarer tumlede ind gennem Borgporten og gav Herremanden et saa velment Tak for sidst, at han bogstavelig tabte Hovedet i Forvirringen. I Aarhundreder har Bondeby og Herregaard ligget saaledes over for hinanden, og næsten altid i Krig. Snart var det lejede Landsknægte fra Herregaarden, der drog ned gennem Alléen med Sværd og lange Landser for at svinebinde Bønderne. Snart var det disse, der ved Nattetid satte over Borggraven med Køller og tunge Øxer for at give Herremanden et velment Tak for sidst.

Thi de ældste Ilum-Bønder levede mest ude paa Havet, hvorfra de var vante til at slaas, enten med Bølgerne eller med fremmede Strandhuggere eller med sig selv indbyrdes. Og denne Lyst til Frihed og Kamp tabte sig ikke, naar de kom paa Landjorden. De havde dengang hverken Riffelforeninger eller omrejsende Agitatorer. Det laa dem i Blodet at sparke fra sig, naar nogen traadte dem for haardt paa Tæerne. Uden først at granske nogen gammel eller revideret Grundlov eller forsigtigt at raadspørge en Balslevs Katekismus om Tidspunktet for en Revolutions Tilladelighed rejste de sig som een Mand, naar Aaget blev for tungt, og tog deres dyre Hævn uden Sentimentalitet.

To Gange sved de Ilumgaarden af, saa kun de sværtede Mure stod tilbage, og trak Herremanden herop paa Galgebakken, hvor han selv havde ladet tappe saa meget uskyldigt Blod. Her rev de først Tungen ud af Munden paa ham, flaaede derpaa Maven op, saa de rygende Indvolde hang ham ned over Knæene, og klyngede endelig under vilde Jubelraab hans højadelige Krop op i Galgens højeste Top til Føde for de sultne Ravne.

Men de Tider er forlængst – forlængst forbi!

Nu er de Ilum Bønder en fredsommelig, vel barberet Race, hvis Lidenskab det er at holde Taler. Altid og alle Vegne holdes der Foredrag. Hvor fem Mennesker er forsamlede, føler straks de fire sig forpligtede til at "minde om et gammelt Ord" eller "fortælle et lidet Æventyr". Hvor Ungdommen før fik Ild i Blodet ved Dans og Lystighed, sidder de nu rækkevis i store Svedekasser, glatkæmmede og med nedslagne Øjne, og lytter utrætteligt til hinandens "Udlægninger". Det var da ogsaa her i Ilum, at den sørgelig Ulykke hændte med hin unge Hjælpelærer, der, efter at han i otte Dage ikke havde haft Lejlighed til at udtale sig, en Morgenstund fandtes kvalt i sin Seng.

Og altid tale de om den stærke Thor og om den modige Tyr, der uden at blinke stak sin Haand i Uhyrets Gab. Og bestandig er det Fædrenes blodigste Bedrifter, der er Genstanden for deres Begejstring.

Men de begynder og ender altid med Afsyngelsen af en Salme.

Urbanus.

II.

2den December

Det var oppe paa Ilum Galgebakke, at jeg for fire Aar tilbage saa' ham sidste Gang – hin besynderlige, gaadefulde Fremmede, der havde sat hele Byen i Bevægelse og fyldt alle Munde med Spørgsmaal.

Alene hans Udseende kunde ogsaa nok faa Folk til at spile Øjnene op. Han var lille, bredskuldret, af ubestemmelig Alder. Hans Haar var graat og stridt, hans Ansigt stort og skægløst, forsynet med store runde Briller, hvorigennem hans Øjne viste sig som en lodret Streg og gav ham Udseende som en Ugle, der var kommen frem i Dagslyset. Han var skødesløst paaklædt og lignede en Mand, der levede ensomt og altid paa Vandring.

En skøn Dag hen imod Aften kom han spaserende ind i Byen, frygteligt tilstøvet, med opsmøgede Benklæder og en gammel Taske paa Ryggen. Han saa' straalende ud og hilste gemytligt, ligesom opmuntrende, paa alle dem, der stod i Døre og Porte og snakkede sammen om Tidens Begivenheder. Thi det var netop i de Dage, da det politiske Livs Bølger gik højest her i Landet, og da man i Landsbyerne hver Aften samlede sig i Klumper omkring Gadekærene for at diskutere det Nyt, Aviserne havde bragt.

Folk tænkte i Begyndelsen, at han var en omløbende Bissekræmmer, der havde gjort denne By til sit Standkvarter. Selv sagde han, at han var pensioneret Skolelærer, og det lignede han da ogsaa mest. Endvidere fortalte han, at han interesserede sig meget for Historie og opholdt sig her for at studere Kirkebøgerne og Gravmælerne paa Kirkegaarden, da han agtede at forfatte en Beskrivelse af Egnen.

Det varede imidlertid ikke længe, før Folk kom under Vejr med, at dette Historiestudium vistnok kun var et Skalkeskjul for andre hemmelige Formaal. Tiden gjorde uvilkaarligt alle mistænksomme. Man holdt af paa Forhaand at se en Politispion, en Stemmeopkøber eller en forklædt Agitator i enhver fremmed Skikkelse. Der var noget spændende heri, der tilfredsstillede Folks revolutionære Trang.

Man blev hurtigt enige om, at Mandslingen maatte have en politisk Mission her; at han var Udsending fra et eller andet hemmeligt Selskab. Men hvilken? Og fra hvilken Side?

Han førte nu virkelig ogsaa en noget mystisk Tilværelse. Ganske vist saa' man ham undertiden staa oppe paa Kirkegaarden mellem Gravstenene og nedskrive Notitser i en Bog. Men til andre Tider forsvandt han sporløst en hel Dag. Sad man saa om Aftenen ene hjemme i sin Stue og læste sin Avis, kunde han pludselig banke paa Døren og stikke Hovedet ind med et hastigt "Godaften, Godaften, – tillader De jeg træder indenfor og slaar en lille Passiar af med Dem?" .... Eller gik man i egne Tanker paa afsidesliggende Veje, kunde han pludselig dukke op af Grøften lige foran En, hilse paa sin sædvanlige kammeratlige Maade med to Fingre paa sin brede Hatteskygge, spørge om Tilladelsen til at gøre Følgeskab og derpaa trippe lykkelig afsted ved Ens Side med smaa, hurtige Trin (han løftede altid Benene meget højt under Gangen, omtrent som om han traadte usynlige Pedaler) – snakkende, hostende, kræmtende, idelig spyttende tørt ud til Siden mellem hver anden Sætning.

Overfor Tidens brændende politiske Spørgsmaal, som ellers var paa alles Læber, forholdt han sig spørgende, ligesom afventende. Han lod, som om han egenlig ikke vidste rigtig Besked. Derimod fordybede han sig altid ivrigt i Egnens Minder, og det var tydeligt, at han alligevel var Historiker. Saasnart man stod paa en Bakketop, standsede han og gav sig til med Stokken at pege rundt i Terrænet. Han kendte Stedet for enhver af de historiske Kampe, der her var ført mellem Herregaarden og de gamle Ilum Bønder, og fortalte derom med en Selvoplevelsens malende Kraft, saa de blodige Scener ligesom blev levende for Ens Øje.

Naar han saa endelig endte sin Beretning, vendte han sig altid hurtig om med et spørgende utaalmodigt: "Naa?" og saa' i det samme op paa En gennem sine Ugle-Briller med to Øjne, der syntes at stange En som et Par Horn.

III.

3dje December

Det var under Gemytternes hidsigste politiske Gæring, at der blev afholdt et stort Møde i Ilum Forsamlingshus.

Det var Meningen at møde det provisoriske Regimente med en energisk Protest. Man vilde vedtage en Adresse. Den skulde stiles til Kongen og overbringes denne ved tre valgte Mænd i Sognet.

Salen var propfuld af Folk, især Kvinder. Man begyndte med Afsyngelse af Sangen: "Dannevang ved grønne Bred"^'1.

Derpaa fremtraadte Byens Folketingsmand, Skolelærer Zachariasen, en lang, gravalvorlig Mand med stort, sort Profetskæg, ned ad hvilket han altid langsomt strøg den ene Haand; en høj aaben Pande og et forklaret Gimle-Blik.

Lige neden for Talerstolen sad – lyttende, med Hagen støttet paa Knappen af sin Stok – hin fremmede Mandsling. Hans Øjne syntes tillukkede bag Brillerne. Hans ejendommelige Hoved ludede som i tung Vemod. Men om hans Mund spillede et lille diabolisk Smil.

Han havde den Gang opholdt sig der i Byen i et Par Aar, og han havde i den Tid opnaaet at gøre sig forhadt af næsten alle Mennesker. Højre – Præsten og Godsforvalteren – var hurtigt komne under Vejr med, at han ikke hørte til deres Folk, og at han tilmed øjensynligt var en fræk Gudsfornægter, siden han aldrig saas i Kirken. Men heller ikke Byens Venstremænd kunde lide ham. Han havde efterhaanden faaet saadan en løjerlig Maade at kigge op i Loftet paa med det ene Øje og skyde Munden ud som en Trut, saasnart de begyndte at tale til ham om det store Frigørelsesværk, de nu skulde udføre, om Aarhundreders Aag, som Bondens brede Ryg nu skulde bryde. Og aldrig var han i Nærheden af "Profeten Zachariasen" – som han kaldte ham – eller andre af Egnens Ordførere, uden at hans Ansigt fortrak sig til en Grimace, som om han havde faaet Blæk paa Tungen.

Ogsaa ved denne Lejlighed sad han til almindelig Forargelse henne under Talerstolen og hostede og spyttede og rømmede sig og rejste sig og kiggede sig omkring med sit forhadte Smil – under Zachariasens alvorlige og grundige Udvikling af den sørgelige Tilstand, hvori Landet for Tiden befandt sig.

Da Talen endelig var færdig, begyndte Oplæsningen af den i højtidelig Stil holdte og om "Fortvivlelsens Selvhjælp" mindende Adresse, som enstemmigt vedtoges. Derpaa foresloges Zachariasen og to Gaardmænd fra Byen til at overrække Kongen Adressen.

Efter et Øjebliks Stilhed bad til almindelig Forfærdelse "Mandslingen" om Ordet.

Han vilde blot, sagde han, i Steden for de anførte to Gaardmænd foreslaa Jordemodermand Nielsen og Natvægter Mads Madsen. Hr. Skolelærer Zachariasen fandt han derimod særdeles vel egnet til det nævnte Hværv.

Der gik en misbilligende Mumlen gennem Forsamlingen. Ingen Skandaler her! Vi er alvorlige Mænd! Her er ikke Plads til Grinet!

"Netop hvad jeg vilde sige", vedblev han uforstyrret. "Vi bør betænke denne Sags Alvorlighed. Jeg haaber derfor, at den omtalte Adresse vil faa en passende kaligrafisk Udstyrelse og blive indbunden i et smukt Bind af Svinelæder, før den overgives i Majestætens Hænder. At Hr. Skolelærer Zachariasen som Ordfører vil optræde med den tilbørlige Værdighed og i hvidt Slips tør vel betragtes som en Selvfølge."

Den misbilligende Mumlen steg til en truende Knurren, der vilde tvinge Manden til at standse.

Men han vedblev:

"Det synes mig i det hele en løftende Tanke, at Folket først henvender sig til Landsfaderen for at faa Tilladelse til at gøre Revolution. Der er næppe nogen Tvivl om, at Hs. Majestat vil vide at paaskønne denne Hensynsfuldhed. Det forekommer mig derfor, at vi ikke kan skride til Værket paa en mere passende Maade end ved her at udbringe et Leve for vor elskede Konge. Jeg tillader mig derfor––"

Men han fik ikke Lov til at tale ud. Der rejste sig fra hele Salen et indigneret Skraal, og skælvende af billig Harme traadte Skolelærer Zachariasen atter frem paa Talerstolen.

Under lydeligt Bifald fra hele Forsamlingen begyndte han en Nedtordning af den Spottens og Grinets og Letfærdighedens Aand, der var begyndt at trænge sig ind i visse Dele af det danske Folk, og som nu ogsaa havde givet sig Udslag her.

Han hævede profetisk sin Haand og raabte, saa Ekkoet lød som himmelske Stemmer under det høje Loft:

"Ned med Spotterne!"

"Ja – ned med ham! – ned med ham!" raabtes der fra alle Sider.

Mandslingen stod roligt og saa' sig om med sine Ugle-Øjne – bestandig blegere. Men jo mere bleg, des mere smilende.

IV.

4de December

Det var som sagt oppe paa Ilum Galgebakke, jeg traf ham sidste Gang – denne gaadefulde Fremmede, der havde bragt Byen i saa stærk Bevægelse.

Det var en Dag i Efteraaret, hen imod Aften.

Jeg kom gaaende i egne Tanker op ad den smalle, bugtede Sti mellem de vaade Pløjemarker og den unge Plantning af Gran og Fyr. Oppe paa Højens Top standsede jeg og saa' ud over det fredelige Landskab.

Dobbelt fredeligt synes det mig nu, da den politiske Gæring var i Færd med at lægge sig, og den gamle sløve Ro var begyndt at fæste Bo i Sindene.

Over Landskabet bølgede en tung, frynset Skyhimmel, flammende af Ildtunger fra den nedgaaende Sol. Rundt om fra alle Højene begyndte Kirkerne at røre deres Ligklokker. Dagen laa paa sit Dødsleje. Snart vilde dens Farver blegne, dens Øje lukkes. Over Enge og Moser laa der alt dødningeblaa Taager.

Idet jeg vendte mig om, saa' jeg ham – den Fremmede – sidde paa en Sten bag ved mig.

Han havde sin Taske paa Ryggen, sin Stok i Haanden, og Benklæderne smøgede op over Støvlerne, ganske som hin Dag, da han kom hertil. Han sad, ligesom træt, med Haanden under Kinden og gengældte min Hilsen med et adspredt Nik.

"Hvad!" udbrød jeg overrasket. "Vil De rejse?"

"Ja."

Jeg blev uvilkaarligt vemodig stemt. Der laa en saa uendelig Haabløshed, Klangen af saa mange bristede Illusioner i den Tone, hvormed dette ene lille korte Ord blev udtalt. Jeg fik Medynk med ham. Jeg havde dog i Grunden godt kunnet lide ham – denne landflygtige Idealist, der syntes som en anden Jerusalems Skomager aldrig at skulle finde Hvile.

"Jeg forstaar" – sagde jeg med et Nik – "De har faaet nok her."

"Ja – her er for kvalmt."

"Og hvorhen rejser De nu?"

"Aa, jeg véd ikke – til Tyskland maaske. Dér synes at være friskest for Tiden."

"Og bestandig til Fods?"

Han smilte.

"Ja – bestandig til Fods."

"Ser vi Dem saa ikke mere igen?"

"Næppe foreløbigt … Der maatte i saa Fald ske noget vidunderligt."

"De mener – der maatte komme en ny Tid for Landet."

"Og et nyt Folk!"

"Aa, nu gør De Folket Uret. Ulykken var, at Førerne svigtede."

"Ja, saadan undskylder man sig altid, naar man taber Hovedet. Læg Mærke til – et Folks Førere er altid det paalideligste Udtryk for Folket selv, ejer netop de Egenskaber, Masserne fortrinsvis besidder. Hvorledes var de vel ellers blevne Førere? Og hvem andre vælger dem end Folket selv?"

"Nu ja – – men vi taber alligevel ikke Modet saa let her i Landet. Der er Krummer endnu i Folket. Tabte vi end i denne Omgang, kan vi sejre i næste. Husk – der springer Løver i det danske Skjold!"

"Hm! De danske Løver! Dem har jeg lært at kende nu! De har den Ejendommelighed, at de bræger. Og al deres Længsel gaar ud paa at blive vel tøjret paa en grøn Mark. … Se Dem dog om, unge Mand! Kast et Blik ud over dette gudsvelsignede lille Smørland og sig mig, hvem der her for Alvor skulde tænke paa en Revolution. Her svømmer Begejstringen af sig selv hen i Sange og fede Ord. Tror De, at den, der sidder trygt inden lune Døre, med sine Lader fulde af Korn, og Kistebunden belagt med Sølv – tror De, han vover sin Hals for en Ret, han dog ikke føler Savnet af? Han har jo al den Frihed, han fornemmelig sætter Pris paa. Han kan daglig spise sig mæt, aarlig sætte et Barn i Verden. Han kan besøge sine Naboer, spille Kort, gaa i Kirke, drikke sig fuld ... hvad ønsker han egenligt mere?"

"De mener altsaa, at det danske Folk er saa ynkeligt, at enhver tilfældig Styrer vil kunne skalte og valte med det efter Behag, blot han ikke berøver det den personlige Frihed. At det er saadan et rigtigt Skrog af et Husdyr, der ikke finder paa at knurre, blot Krybben er fuld?"

"Knurrer maaske. Men den Hest, der æder, bider ikke – ved De nok."

"Men de danske Heste har dog bidt fra sig før – for længe siden."

"Da der ikke var noget at æde – ja. Hør, har De nogensinde været i Paris?"

"Nej."

"I London? Berlin? ... Ikke. Det er Skade. Det vilde De have godt af. Men i Kjøbenhavn har De været. Sig mig, har De ikke en enkelt Gang der … saadan om Aftenen, naar der har været et eller andet ualmindeligt paa Færde, et natligt Opløb, en stor Ildebrand eller lignende … Lad mig se, var De f. Eks. ikke i Kjøbenhavn, da Kristiansborg Slot brændte? – Naa. Lagde De da ikke Mærke til nogle underlig lyssky Væsner, som De ellers ikke var vant til at se – Folk næsten uden Klæder paa Kroppen, med nøgne Halse op af Frakker, der hang i Laser, med Klude viklede om Fødderne i Steden for Sko, med blege, dyriske Træk, grinende og skulende og nysgærrige, halvt forstyrrede af denne Tummel, hvori de havde vovet sig ud fra de mørke ensomme Tag-Huler, hvor de i Maaneder sad sammenkrøbne uden at se Mennesker eller Dagslys. Først naar det bliver mørkt, lusker de sig ned i Gaarden og samler gamle, mugne Brødskorper, Hvidkaalsblade og Kartoffelskrællinger fra Skarnbøtterne. Ud paa Gaden vover de sig ikke – uden, naar de véd, at Politiet er optaget. Saadanne – – ja, hvad er det, man kalder den Slags Folk her til Lands – – ?"

"Bærmen ... Krapylet."

"Krapylet! Krapylet, ja! – Ser De, i de store Byer, jeg før nævnede, dér ser man til Stadighed dette – – Krapyl, var det jo? Et udmærket Ord! – Saasnart det mørkner, vrimler det frem fra sine Smuthuller, som en Slags Menneskehedens Schakaler, frygtelige at se til. Der gaar uvilkaarligt et Gys gennem En, naar man møder et saadant Individ paa sin Vej – snigende sig langs de mørke Husrækker, paa en Gang blodtørstigt og angst til Døden. Man holder uvilkaarligt Haanden om sin Urkæde og sin Pengepung og knytter fast om sin Stok. Men man burde i Steden tage dybt Hatten af og sige: Jeg takker dig, Ven – Du er min daglige Redningsmand; Du er den udvalgte, der bærer al Verdens Skyld. Dig kan jeg takke for den Smule Frihed, der er mig levnet. Uden Dig vilde hele Menneskeheden inden tyve Aar ligge i Lænker. For – ikke sandt? – det er dog den altid lurende Frygt for dette Krapyl, dette Vilddyr i Lænker, der holder Tyrannernes – baade de kongelige og de borgerlige – Lyster nogenlunde i Tømme. Det er det altid tilstedeværende Tønder, som et Lyn kan bringe til at flamme, – den altid beredte, blodtørstige Hær, som kan manes frem ved et Vink, et eneste tændende Ord – – – Hm! Jeg taler af Erfaring, min unge Ven! Jeg har set dette løsslupne Dyr ... Nok sagt! Hvad det var, jeg vilde sige. Ulykken her til Lands er den, at Krapylet fattes. Selv om der er en, ti, tyve modige Mænd, der vil ofre Livet – her er ingen Hær at kalde paa. Derfor vil Folket her altid leve under et uafrysteligt Aag – – lige meget enten det er en Konges eller en forhenværende Skolelærers."

"Men efter den Teori maa det altsaa være vor Opgave her i Landet at fremelske et Krapyl. Er det Deres Mening?"

"De smiler, unge Mand. Jeg kender det Smil, og jeg véd ogsaa meget godt, hvad De vil sige imod mig. Jeg har hørt Profeten Zachariasen før. De vil sige, at det er Danmarks Opgave at opelske en Ungdom med en stærk Tro, en kraftig Villie osv. osv. – – Tro det ikke, unge Mand! Friheden købes ikke saa let."

"Hvormed købes den da?"

"Med det dyreste."

"De mener – ved at ofre Livet. Men om man nu var beredt dertil?"

"Det er ikke nok – her."

"Ikke nok? Hvad kan man da ofre mere?"

"Sig mig – ikke sandt? De har en Søn?"

"Hans!^'2"

"Hans, Kristian, Peter – det er lige meget. Hvor gammel er han, den Hans?"

"Tre Aar."

"Tre Aar, naa! Naturligvis en smuk Dreng, hva'? Røde Kinder, blaa Øjne, krøllet Haar? Rigtig en allerkæreste Hansemand, Fa'ers og Mo'ers Øjesten, velopdragen, godt Nemme, begynder at læse Bogstaver, kanske spille paa Klaver – naturligvis! Naar han bliver større, skal han i Skole, den bedste Skole; – skal have pæne Klæder, skal være lydig og dydig og flittig, for at det kan gaa ham rigtig vel her i Verden, at han kan komme i Skuddet, faa en smuk Stilling og gode Indtægter, saa han en Gang selv kan faa et hyggeligt, velanset Hjem, en sød Kone og en ny lille Hansemand med røde Kinder og krøllet Haar. Er det ikke saaledes? – Og saa forundrer De Dem endda over, at man ikke gør Revolution her til Lands … ja, nu ler De igen. Men jeg siger Dem, at her staar Valget. Her er Ofret! … Kast Ungen nøgen ud af Reden. Lad ham fryse, sulte og lide alskens Nød. Lad hans Øre høre lutter Spot og haarde Ord – mød ham med Hug og Spark, fyld hans Hjærte med Had og Ondskab og Misundelse … kast ham ud i Pølen til Elendighed og Død. Det er Prisen! Det er, hvad Friheden koster for dette Land. Her gaas ikke paa Akkord. Hører I det . … Leve Krapylet!"

– – Han havde rejst sig op. Han var kommen i en hæftig Bevægelse, saa hans Læber skælvede. Bag ham bølgede den ildtungede Solnedgangs-Himmel, der kastede som et Blodskær hen over hans Brilleglas. Hans Ansigt var ligblegt … Jeg blev grebet af Forfærdelse.

Da tog han sig i sit Sindsoprør, tvang sig til at smile formildende, og rakte mig derpaa Haanden.

"Jeg maa gaa," sagde han tonløst. "Jeg har lang Vej. Farvel ... vi ses vel næppe mer."

Saa gik han stille ned ad Højen.

Jeg blev staaende som forstenet og stirrede efter ham. Ved Højens Fod vendte han sig om imod mig og vinkede tre Gange op med Haanden, som om han stumt gentog i Begejstring:

"Leve ... Leve Krapylet!"

Urbanus.