Dovendyr
De Fattiges Alderdomsforsørgelse er en Sag, der er brændende for Øjeblikket. Det var paa Tiden. Alt for længe har vi blandet gamle, hæderlige, udslidte Arbejdere sammen med Vagabonder, Drukkenbolte og Forbrydere og anbragt dem i Kaserner – paa Landet de saakaldte "Arbejdshuse" – hvor de henlever deres sidste Dage under en Tugt og nøjeregnende Disciplin, som var Talen om at opdrage et Kompagni Soldater.
Man gør sig ikke let overdrevne Forestillinger om den Skræk, der maler sig i en fattig Husmands Ansigt, blot man nævner "Arbejdshusets" Navn. Det er for ham det store, uundgaaelige Spøgelse, i hvis ubarmhjærtige Knokkelarme han en Gang skal finde Døden.
Nægtes kan det imidlertid ikke, at lige saa ofte som man har Lejlighed til paa Menneskehedens Vegne at skamme sig over Samfundets mere end stedmoderlige Behandling af gamle, hæderlige Arbejdere – lige saa ofte ærgrer man sig over den Øllebrødsbarmhjærtighed, der udvises over for Dovendyrene og Drukkenboltene.
I Kjøbenhavn har man vel nogenlunde sigtet de Forsørgelsesberettigede. Man har "Almindeligheden" for de svage, "Ladegaarden" for Vagabonderne. Men jeg tror – maaske med Urette – at de fleste vil foretrække Opholdet i den sidste for Tilværelsen i den første.
Paa Landet har man blandet Faar og Bukke i samme Helvede. Men dette er for de sidste ikke nær saa hedt som for de første. Om de gamle og svagelige véd man paa Arbejdsanstalterne, at man har dem for Livstid, og man gør sig ingen overdrevne Bestræbelser for at forlænge denne Livstid ud over rimelige Grænser. Tværtimod. Dovendyrene derimod – om dem har man stadig det Haab, at de en Gang vil gaa i sig selv og for Alvor optage Kampen for Tilværelsen. Det gælder derfor om ikke ved for stræng Behandling at betage dem Modet dertil. Ogsaa maa de stadig holdes i en passende kraftig Arbejdsstand, for at Lysten til Virksomhed kan vaagne hos dem. Mens de gamle Folk sidder den lange Dag oppe i Salene og binder Sivmaatter, gaar derfor Dovendyrene nede i Haven og river Gange, bærer Vand, hjælper Pigerne og udfører al Slags behagelig Køkkenskrivergærning.
Jeg kendte en Gang ude på Landet en ung Arbejdsmand. Ingen skulde efter hans Ydre dømme ham til at være et Dovendyr. Han var høj, blond, med et kønt, ret aarvaagent Ansigt og raske Manerer. Men arbejde vilde han ikke. Et Par Aar efter at han havde giftet sig, meldte han sig paa Arbejdshuset med Kone og tre Børn, fordi "han ikke kunde ernære sig". I et Par Aar levede han dér med Familjen paa Sognets Regning. Saa syntes Forstanderskabet, at det dog i Længden blev lidt for dyrt; – Inspektøren snakkede godt for ham, Provsten holdt en lille Præken, og tilsidst indvilligede Manden i, at Sognet lejede et Hus til ham, købte Sengklæder og Møbler og opklædte hele Familjen. Han flyttede derefter ind i sit nye, tillokkende Hjem, endda med en Klatskilling "til at komme i Gang med." Men det faldt ikke Manden ind at søge Arbejde. Han brugte roligt Pengene, solgte senere Møbler, Sengklæder og Børnenes Tøj – og meldte sig saa atter paa Arbejdshuset.
Et andet Eksempel fra samme By:
Inde i Byen boede en fattig Enke. Hun havde tre-fire voksne Døtre, der tjente rundt i Sognet. Regelmæssigt hvert Aar – undertiden oftere – lagde et af Pigebørnene sig hjem hos Moderen for at gøre Barsel. Naar Affæren var overstaaet, blev Barnet hos Moderen, mens Pigebarnet muntert drog tilbage til sin Kondition. Efterhaanden samlede Moderen en 6-7 Stykker af Døtrenes Børn, til hvilke der sjælden kunde udpeges en bestemt Fader; og saa godt som hele Udgiften ved disse Børns Opdragelse kom derfor til at paahvile Sognet. Forgæves forsøgte Sogneraadet at overtale de glade Pigebørn til at lægge en Tøjle paa deres erotiske Tilbøjeligheder. De svarede blot, at de gærne skulde tage deres Børn til sig; men saa maatte ogsaa de straks melde sig til Sognets Forsørgelse. Saa fandt man det rigtigst at tie stille og finde sig i det uundgaaelige.
Uhyre snedigt bar en anden sig ad, en ældre Mand, som der en Gang burde skrives en Novelle om.
Han var født Dovendyr. Hele hans Liv havde været en Bestræbelse efter at faa andre til at ernære sig. Fra en ganske ung Alder hørte han til Fattighusets faste Stok. Først da man dér havde opgivet at gøre ham til et bedre Menneske og derfor begyndte at give ham en mere haard Behandling og en slappere Kost, bad han om Lov til at slippe ud. Nu skulde han nok klare sig selv, lovede han. Saa giftede han sig med en ung Husmandspige, der var kommet noget i Forlegenhed med en gift Mand. Med hende fik han selv i Løbet af faa Aar adskillige Børn. Alt pr. Spekulation. Han vidste nemlig, at saalænge han havde ukonfirmerede Børn, vilde Sognet ikke have ham op paa Arbejdshuset med hele Familien – og han kunde da af Hjærtenslyst pumpe Sognekassen og endda have sin Frihed. Et Par Gange havde Sogneraadet vel forsøgt at bruge sin Ret til at tage Børnene fra ham; men da alle Mennesker frygtede Mandens onde Tunge, havde ingen villet tage dem i Pleje.
Saa kom endelig det Tidspunkt, da han paa Grund af Drik og Lediggang ikke længer kunde faa Børn, skønt hans Kone endnu var forholdsvis ung – med Længsel imødesaa' Sogneraadet nu det Øjeblik, da ogsaa hans yngste Børn voxede op over Barnealderen. Saa kunde da endelig Øksen falde, og Arbejdshuset aabne sig.
Men da Tidspunktet nærmede sig, og Sogneforstanderen allerede begyndte at true, henvendte det snu Dovendyr sig til en yngre, kraftig Husmand i Byen og bad ham mod en rimelig Godtgørelse at blive Konens Elsker. Den anden smagte lidt paa det, men gik tilsidst ind paa Forslaget. Konen stred vel en Tid imod, den Gang Manden betroede hende, hvad han havde udspekuleret; og i en Ugestid udfægtedes der nok – det være sagt til Kvindens Hæder – ret alvorlige Batailler i det ægteskabelige Hjem. Men da hun indsaa, at Mandens Forslag alligevel var den sidste Udvej, dersom Arbejdshuset skulde undgaaes, overgav hun sig tilsidst.
Nogle Maaneder efter begyndte Dovendyret at vandre smiskende rundt i Byen og fortælle om en lykkelig Begivenhed, der snart forestod i hans Hjem. Vorherre havde atter velsignet hans Ægteskab, og han følte sig meget benaadet. Tilsidst gik han op til den bestyrtede Fattigforstander og forberedte ham paa, hvad der ventedes – for han skulde jo gærne have lidt forøget Hjælp i den Anledning – lidt nye Sengklæder til Konen, lidt Tøj til Barnet osv.
Hans Kone har siden født en tre-fire Børn med forskellige Mænd, og der er ingen Udsigt til, at det vil standse med "Velsignelsen". Men Manden gaar omkring med sejrsstolt Mine og er bleven ganske fed af Lykke og Vellevnet.
*
Enhver, der har staaet et Fattigforstanderskab lidt nær, vil have set Eksempler paa denne Art Individer, der stjæler Brødet ud af Munden paa dem, der virkelig trænger.
Dersom vi nu faar en human Alderdomsforsørgelse, var det derfor godt, vi tillige fik et kraftigt Værge mod Dovendyrene.
H. P.
