To Digterhjem

I.

Det var et længe næret Ønske, der var paa Veje til at blive opfyldt, da jeg forleden stod ude paa Østerbro for paa Politikens Vegne at aflægge et Besøg hos vor allerede ansete unge Folkeskribent N.N.

Kun én Gang før i mit Liv havde det været mig forundt at komme en Digter paa saa nært Hold, og denne Lykke skyldte jeg den Gang ikke min Egenskab af Interviewer.

Det ligger nemlig adskillige Aar tilbage i Tiden. Det var en gammel jysk Tante, der pludselig var kommen paa den Idé at ville bosætte sig i Kjøbenhavn og i den Anledning tilskrev mig, der netop den Gang var bleven Student, og bad mig om at se paa en nærmere angivet Lejlighed, der havde staaet averteret til Leje i Berlingske Tidende.

Jeg har altid været en tjenstvillig Natur, hvorfor jeg da ogsaa er bleven Journalist. Desuden var min Tante ikke ubemidlet, og hun havde tilfældigvis ingen Børn, hvorfor jeg med Glæde viste hende enhver Villighed. Jeg vidste ikke den Gang, hvor sejglivede gamle jyske Tanter i Almindelighed er.

Jeg var kun atten Aar. Jeg elskede Poesien over alt andet i Verden, ja dyrkede den i Stilhed selv. Man tænke sig derfor min Bevægelse, da jeg af Vejviseren erfarede, at den af min Tante omspurgte Lejlighed for Tiden beboedes at ingen ringere end min ophøjede Yndlingsdigter, vor berømte, uforglemmelige Professor Æ.

Det hele Møde staar endnu saa tydeligt for mig, som om det var igaar.

Det var ude i det frederiksbergske Villakvarter, der den Gang var adskilligt mere stille, landligt og fredeligt blomsterduftende end nu. Tolvtiden var i Avisen angivet som den, paa hvilken Lejligheden kunde beses.

Paa Klokkeslaget stod min omhyggeligt afbørstede Ringhed udenfor en Dør, der paa en ganske lille og uanselig Porcellænsplade bar det store, minderige Navn.

Jeg husker endnu, hvor mit Hjærte bankede og min Haand rystede af Ærefrygt og Spænding, da jeg efter lang Tøven endelig fik Mod til ganske sagte at trække i Klokkestrængen. Hvad vilde der ske? Vilde selve den gamle Digter aabenbare sig for mig i den sorte Silketalar, hvori han yndede at lade sig afbilde? Skulde jeg høre ham tale? Maaske endog trykke den Haand, der havde skrevet de uforglemmelige Strofer:

"Da maatte min Lykke jeg friste,
jeg sang med den Smaafugl paa Qviste;
jeg fanged min Hind, jeg fanged min Hind,
jeg fanged min Hind med Liste."

En smuk ældre Dame med mange smaa sølvgraa Krøller ordnede rundt om Panden og en bred, hvid Kniplingshalskrave helt ned paa Skulderen – formodentlig Digterens Hustru – lukkede mig op samtidig med, at hun tog Afsked med en anden Dame, der øjensynlig var kommen hertil i samme Hensigt som jeg.

Efterat jeg stammende og vistnok højst ufuldkomment havde fremført mit Ærinde, bad Digterens Hustru mig at træde ind og fulgte mig derpaa selv forekommende rundt i den ikke særdeles store, men ualmindelig hyggelige, paa sin Vis overdaadige og med den fineste kunstneriske Smag udstyrede Lejlighed.

Der var paafaldende stille overalt. Kun en Papegøje sad i et Bur henne ved et Vindue og snakkede paa Vers. Husfruen selv bevægede sig saa udpræget tyst og stilfærdigt, som om hun varsomt vilde anmode mig om at gøre det samme, og jeg begynde at tænke paa, at her vistnok maatte være en syg i Huset. Formodentlig har hun bemærket min Forundring; ti pludselig saa hun op med et uforglemmeligt indtagende Smil og sagde, halvt undskyldende, næsten undselig, men med et lille stolt Sideblik hen til en lukket Dør i Dagligstuevæggen, som jeg hidtil ikke havde iagttaget:

"Professoren digter".

Disse to Ord virkede ganske magisk paa mig. Jeg var altsaa ikke alene ved en sær Lykkes Styrelse bleven indladt i et af disse Kunstens Templer, hvorom saa mange af mine Længsler havde kredset; men jeg var bleven det netop i den højtidelige Time, da Musen besøgte sin benaadede Yndling, da der fødtes Poesi!

Jeg blev saa fortumlet af denne Tanke, at jeg et Øjeblik glemte, hvorfor jeg egentlig var kommen. Jeg saa paa alt og hørte Fruens velvillige Forklaringer angaaende Lejligheden ligesom i Drømme. Hele min spændte Opmærksomhed var som fasttryllet til denne Dør, bag hvilken det store Mysterium foregik.

Mit Hjærte bankede helt oppe i min Hals, og jeg var halvt svimmel, da Fruen tilsidst sagte gik hen og bankede forsigtigt paa Døren. Ingen svarede derinde. Hun bankede da igen, en Smule stærkere; men da endnu ingen Lyd hørtes derinde fra, lagde hun først sit Lommetørklæde, derpaa begge Hænderne varsomt paa Laasen og aabnede nu lydløst Døren halvt, idet hun ved Tegn gjorde mig det forstaaeligt, at jeg kunde kigge ind.

Jeg fulgte øjeblikkelig hendes Vink.

Jeg stak Hovedet ind i en lummervarm Stue med mange smaa Tæpper paa Gulvet, mange smaa guldindrammede Studier paa Væggene, mange smukt indbundne Bøger, mange Blomster, mange fint broderede Puder og Trøstere i Stole og Sofa, en fuldkommen lille Digterstue, netop som jeg altid havde tænkt mig den.

Henne ved Vinduet, der vendte ud imod et stort, solbeskinnet Træ i Haven, sad den gamle Digter i sin sorte Silketalar med Haanden under Kinden og saa ud. Lyset faldt klart og gyldent ned over hans fine, drømmende Aasyn. Han vendte sig ikke og syntes i det hele slet ikke at mærke vor Nærværelse. Et halvt beskrevet Ark laa foran ham i Vindueskarmen, og over hans Hoved løftede sig en mægtig, bredbladet Araucaria1, fuldt besat med disse pragtfulde røde Blomster, hvis Dufte lige i Udspringet er saa berusende, mens man som bekendt af deres Frø indvinder et af vore almindeligste Brækmidler.

Saa lukkede Fruen atter Døren, og det hele Syn varede vel næppe et Minut.

Men alligevel staar endnu den Dag i Dag hver enkelt Del af denne Aabenbaring uudslettelig præget i min Erindring. Jeg har ikke siden kunnet høre den gamle, nu henfarne Digters Navn nævne eller tage en af hans smaa Bøger i Haanden, uden at det hele Billede, der hint Minut oprulledes for lige saa brat at forsvinde, atter lyslevende træder frem for mit Blik. Jeg ser den lille, fine, drømmende Gammelmandsskikkelse med det lange, graa Haar, der faldt i Krøller ud over Skuldrene, den sorte Talar, de broderede Trøstere, de mange Bøger og hele den fine, yndefulde Hygge. Men frem for alt ser jeg for mig den store, blomsterbesatte Araucaria, om hvilken jeg senere hørte at det var ham en Nødvendighed at have Duften af denne Blomst i sin Stue, naar han digtede.

Og – besynderligt nok! – hver Gang jeg nu begynder at læse et af hans Digte, paakommer der mig straks en kvalmende Fornemmelse, og jeg maa bortfjærne mig for at vomere.

Dette Møde med den gamle Digter traadte uvilkaarligt atter frem for min Erindring, da det forleden blev mig betroet at give Politikens Læsere en lille Skildring at vor omtalte unge Folkeskribents Liv og Hjem.

Naar man i en Aarrække har maattet bevæge sit Talent paa Journalistikens lavere Gebeter, naar man har maattet udnytte sine Ævner til Fordel for lavere Forlystelsesetablissementer, Bagerier og andre Fordærvelsens Skjulesteder, er det ikke underligt, at man føler sig lidt benauet, den første Gang man tildeles en saa alvorlig Opgave som den i Egenskab af Pressens Repræsentant at stedes for et af vort Lands Genier; og jeg vil heller ikke skjule, at jeg forinden denne min Debut i den højere Journalistik har anset det for at være min Pligt at gøre mig fortrolig med de bedste Mønstre i denne Retning saavel i vor hjemlige som i den udenlandske Presse.

Men her har jeg da allerførst mærket mig den Regel, at man skal begynde med Begyndelsen, ja at det, det formelig kommer an paa, er at finde en Introduktion, der kan sætte én selv i et passende fordelagtigt Lys. En velopdragen Journalist falder ikke med Døren ind i Huset til Abonnenterne. Han sender først sit Kort, for at Familien kan se, hvem de indlader.

Det er da denne Regel, jeg nu skal tillade mig at rette mig efter.

Anton.

II.

Det var Torsdag Aften2.

Jeg havde modtaget Indbydelse fra den bekendte millionrige Fru S., der i sine Saloner samler Venner og Bekendte til ugentlige Sammenkomster, ved hvilke Selskabet er lige saa udsøgt, som Arrangementet er festligt og imponerende.

Saavel Landets Aristokrati som Spidserne for Kunst og Videnskab er bestandig talrigt repræsenteret.

En Tjener i Fruens bekendte gul[d]besnoede Liberi havde bragt mig den heliotropduftende Billet, og jeg havde maatte love at indfinde mig.

Jeg førte tilbords den unge Gesandtskabsfrue Baronesse Z., der er Almenheden mest bekendt paa Grund af det prægtige fuksrøde Spand (til en Værdi af tyve tusinde østrigske Gylden), som hun med dristig Ynde daglig selv kører ud ad Langelinje.

Jeg kan forøvrig betro Dem, at hun selv er beundringsværdig smuk, en gullig, sydlandsk Skønhed med yppigt sort Haar, fint bøjet Næse og en betagende Læbefylde.

Det varede ikke længe, før vi blev Genstand for hele Selskabets Opmærksomhed.

Jeg havde just henkastet en Ytring, der var bleven det almindelige Samtaleæmne rundt om Bordet, og min Ven, Grev L., der sad lige foran mig, optog min Paastand med en saadan Varme, at jeg tilsidst selv maatte lægge et kølende Ord ind imellem.

Talen drejede sig om Literatur. Der var bleven nævnt adskillige Navne. Tilsidst ogsaa den omtalte unge Folkeskribents, om hvem jeg netop henkastede min Bemærkning.

Min smukke Borddame vendte sig da om imod mig og sagde med sin yndefulde Smilen:

"Den Digter, De dér nævner, vil sikkert engang vinde sig et berømt Navn. Jeg læste nylig nogle af hans Skrifter, og jeg maa sige, at de virkelig interesserede mig. Véd De, at jeg siden har gaaet svanger med en Bøn til Dem?"

"En Bøn, Deres Naade? Og til mig?"

"De vil nok opfylde den, ikke sandt? … Jeg skal belønne Dem kongeligt," sagde hun og løftede i det samme skælmsk og let rødmende en kandiseret Frugt ved Stilken hen foran mig med Spidsen af sine rosenrøde Fingre. – "Altsaa indvilliget", tilføjede hun derpaa, idet hun lagde Frugten ned paa min Tallerken.

"Nu – og Deres Bøn, Deres Naade?"

"Jeg vil, at De skal give os et Billede af den Mand, vi talte om … et Portræt."

"Et Portræt?"

"Ja."

"Hvorledes?"

"Nu – "

"Ah!"

"De forstaar?"

"Ja."

"De skal gaa op til ham naturligvis. Sige ham, hvem De er. Se paa hans Værelser, hans Bøger, hans Kone og paa ham selv – og saa beskrive det altsammen for os saaledes, som kun De ret forstaar. Jeg læser daglig Deres Blad og kender godt Deres Signatur. Jeg glæder mig paa Forhaand til den Fornøjelse, jeg skal have deraf. Altsaa: De forstaar?"

"Fuldkomment!"

"Og De indvilliger?"

"Naturligvis! – Men Belønningen, Deres Naade?"

Hun rødmede atter let, mens et lille Smil spillede om hendes Mund. Saa blev hun Herre over sin Bevægelse, saa' raskt op og sagde:

"Den Dag, Deres Artikel staar i Bladet, køber jeg titusinde Eksemplarer af det til – – "

"Til Uddeling mellem de Fattige?" indskød jeg tørt.

Dette bon mot løste Munterheden rundt om Bordet, der i det samme hævedes.

Men saaledes gik det til, at jeg forleden kom til at staa udenfor vor omtalte Folkedigters Dør paa fjerde Sal i Slagelsegade3 for at opfylde min Veninde Baronesse Z.'s Ønske. –

Jeg blev lukket op af en nydelig lille fem Aars Purk med struttende Kinder, der halvt ængsteligt, halvt skælmsagtigt mønstrede mig gennem den kun paa Klem aabnede Dør – Sikkerhedskæden var for –, mens han mumlede noget uforstaaeligt og tilsidst forsøgte at fortrække sit Ansigt til et bistert Udtryk.

Men lidt efter viste selve Digteren sig.

Alle kender fra Portræterne dette distingerede Ydre, dette karakteristiske, maaske noget for fyldige Ansigt, der nok saa meget udtrykker Energi som Intelligens, dette Blik, der stirrer ud gennem de slebne Brilleglas, saa roligt gennemtrængende som selve den ubestikkelige Retfærdighed, dette blanke, skaldede Hoved, der fra Øjenkrogene indtil tre Tommer over Nakken er nøgent som selve Sandheden, dette mørke, studsede Nakkehaar, der er kort og knapt som hans Stil.

Han var iført en med Blæk beklattet Klædes Slobrok, en blankslidt Vest og Fløjls Morgensko og havde, idet han viste sig, én Pen bag Øret og en anden i Munden.

Da jeg havde forestillet mig og fremført mit Ærende, førte han mig ind i sin Stue, rystede min Haand, sagde i Hast en Mængde Ord om, at det glædede ham at se mig, og trykkede mig derpaa – stadig med Pennen i Munden – ved Skuldrene ned i en stor grøn Fløjls Lænestol, idet han vedblev:

"Blot De vil gøre mig den Tjeneste at sidde et Øjeblik, min Herre, saa skal jeg straks være hos Dem … Gud nej, De forstyrrer slet ikke, paa ingen Maade … Jeg skal blot have sluttet et Drama og skrevet Begyndelsen af en Novelle, som skal være i Trykkeriet Kl. 3 … saa skal jeg øjeblikkelig være til Tjeneste."

Uden at agte paa mine Indvendinger satte han sig hen ved det store, med Bøger, Papirer, Aviser og oprevne Konvoluter opfyldte Skrivebord, jog Pennen ned i det uhyre Blækhus – en sand Potte – og begyndte straks igen at skrive, saa det skrattede i Stuen.

Jeg fik nu god Lejlighed til at se mig om. Det var et stort, lyst Værelse, der halvt var en elegant Salon, halvt saa ud som en Boglade. Overalt var der Stabler af Bøger, Papirer og Aviser. Men midt imellem disse saas kostbare Kunstgenstande fortrinsvis af moderne Frembringelse. Saaledes stod der henne i et Hjørne en legemsstor Gengivelse af den allerede berømte unge franske Billedhugger Monnier's naturalistiske Kvindestatue Kolerine4, et i Sandhed fremragende Kunstværk med en Duft over sig af ægte Virkelighedstroskab, et karakteristisk Udtryk for en ung, frembrydende Kunstnersjæls Trængelsesperiode.

Inde i Stuen ved Siden af tumlede Børnene. Men den skrivende Forfatter syntes slet ikke at generes deraf. Nu og da stormede endog snart en, snart en anden af de rødkindede og blaaøjede og brunlokkede Smaafyre ind til ham og beklagede sig grædende over en Overlast eller fortalte glædesstraalende om sine Triumfer. Og uden at tage Pennen fra Papiret eller tabe Traaden i den Udvikling, han netop var i Færd med at udødeliggøre med sin Pen, gav den travle Fader dem sit Bifald eller Mishag tilkende, kaldte dem ved realistiske Kæledæggenavne saasom "min Rosenkartoffel", "min lille Trykfejl", "Er du der, du lille Albertinefrø", og lo eller truede ned til dem med det ene Øje, mens han med det andet ufravigelig fulgte Pennens Stormridt paa Papiret.

Et Øjeblik, da vi var alene, vendte han sig med ét om imod mig og sagde:

"Kan De erindre, min Herre, en Mand, der hed Weihe eller Wiehe eller saadan noget, og som optraadte ude paa Dyrehavsbakken som Professor og kongelig Fodkunstner? Han var født uden Arme, men sad oppe paa et Bord og skrev og tegnede med Foden akkurat ligesaa godt som vi andre med Hænderne. Den Mand har jeg ofte misundt hans Kunst. Tænk, om man samtidig kunde skrive en Novelle med Haanden og et Drama eller en Avisartikel under Bordet med Foden! De moderne Forfattere bør endog udvikle den endnu videre, saa at de tilsidst, saaledes som en anden Markedsgøgler, jeg har set, der ved Hjælp af Hænder, Fødder, Albuer, Mund, Knæ og Nakke samtidig kunde spille paa en halv Snes Instrumenter som et helt Orkester, … jeg siger, min Herre, at saadan bør vi moderne Forfattere efterhaanden forsøge at udvikle vor Færdighed. F.Eks. Noveller udføres med højre Haand, Kritik med Kejten, Lyrik med Bagen osv. … De forstaar, ha, ha! Jeg vil skrive en Artikel herom. Om to Minutter skal jeg være hos Dem, min Herre!"

Lidt efter rejste han sig ogsaa. Han kastede sig i en Lænestol lige over for mig. Vi tændte Cigarer; og som en Mand, der er vant til at blive interviewet, og af Erfaring véd, hvad det i saa Henseende gælder om, begyndte han straks uden Indledning fra min Side omhyggeligt at fortælle om sig selv, sit Liv, sin Barndom, sine Rejser, sine Formueomstændigheder, sine Værker og sin Arbejdsmetode.

Jeg havde taget min Notitsbog op. Ved Fuldendelsen af hvert Afsnit gjorde han et lille Ophold for at give mig Tid til at fuldstændiggøre mine Optegnelser, spurgte mig derpaa, om jeg "havde det", og efter mit bekræftende Svar herpaa fortsatte han sine Meddelelser.

Jeg skal ved denne Lejlighed forbigaa for mulig en anden Gang at benytte de højst interessante, fast æventyrlige Oplysninger, som jeg fik i Hænde om vor Digters Barndom, Opvækst osv., for straks at gaa til det, der antagelig dog vil tilfredsstille mine Læsere mest, næmlig at give Dem et lille Indblik i den yndede Forfatters daglige Liv og Vaner.

Han staar op hver Morgen præcis Klokken 9, gør et omstændeligt Toilette, alt mens han lægger Planen for Dagens Arbejder, og efter et let Morgenmaaltid sætter han sig straks til sit Skrivebord og arbejder uden Ophold til Klokken tolv.

Til denne Tid indtager han atter en lettere Frokost

I det hele maa han, naar han skal arbejde, kun indtage smaa let fordøjelige Maaltider, saasom Fisk og stegt Vildt, hvorimod Grøntsager og især Melspiser besværliggør ham Hjærnens Virksomhed. Bedst digter han paa sprængt And med stuvede Asparges. Ogsaa Skildpadde og ristede Koteletter giver gode Noveller.

Det kan maaske more dem, der har lagt Mærke til en vortelignende Udvækst eller Fortykkelse paa hans venstre Kind, at erfare, hvorledes denne er fremstaaet. Han har næmlig den Vane, mens han skriver, at gnide sig med to af den venstre Haands Fingerspidser paa det ovenanførte Sted og des stærkere, jo hidsigere hans Hjærne arbejder. Han spøger selv dermed og kalder Hudfortykkelsen sit "Arbejdstermometer", idet han om Aftenen af Stedets Ømhed nogenlunde kan slutte sig til, hvormange Linjer han i Dagens Løb har skrevet.

Da han skrev sin store Roman Skarnkisten5, hvis syvogtredsindstyve Kapitler han udarbejdede i mindre end tre Maaneder, led han overordenlige Smærter paa Grund af denne Vane. Men han kunde ikke faa en eneste Linje paa Papiret, hver Gang han forsøgte blot at holde den i Tømme.

At han er i Besiddelse af en ganske usædvanlig Arbejdsævne, beviser den lange Række af Værker, der allerede foreligger fra hans Haand. Han skriver da ogsaa regelmæssig 10-12 Timer i Døgnet uden at trættes. Han er en stor Ynder af Tobak, og det kan maaske more mine Læsere at erfare, at han daglig ryger 7 à 8 Cigarer foruden en Pakke Cigaretter.

Jeg rettede tilsidst forskellige Spørgsmaal til ham om Dagens brændende Problemer, som han alle meget venligt besvarede. Men da jeg formoder, at de fleste af Politikens Læsere iforvejen er fortrolig med hans Opfattelse af disse Sager, skal jeg ikke opholde mig længere derved.

Det var jo ogsaa kun et lille husligt Indblik, disse Linjer havde til Formaal. Vi sad endnu en Stund og passiarede i Fortrolighed, hvorpaa jeg rejste mig under Følelsen af, at jeg aldrig havde tilbragt en mere behagelig og underholdende Time.

Anton

 
[1] Araucaria: abetræ, et nåletræ. Pontoppidan forveksler muligvis denne plante med Ouragoga ipecacuanha af den artsrige slægt psychotria, en opr. brasiliansk halvbusk med røde blomster og brede blade (se billede). Som dens danske navn brækrod antyder er det roden, ikke frøene, der anvendes til brækmiddel. tilbage
[2] Torsdag Aften: det ville sige 27. dec. 1888. tilbage
[3] Slagelsegade: sidegade til Østerbrogade. tilbage
[4] Kolerine: (fr. cholérine, diminutiv af choléra), sommerdiarré; ikke-smitsom tarmkatar. tilbage
[5] Skarnkisten: Den titel genfindes et årstid senere i "Digterliv". tilbage