Folketeatret

har megen Ære af sin Holberg-Forestilling. Upaatvivleligt høster det ogsaa Fordel af den. Hver Aften har Gulv og Loger været tæt besatte med et udsøgt Publikum, der har bevist sin Taknemlighed ved rungende Latter-salver.

Der har været gjort Indvendinger mod Iscenesættelsen. Noget berettiget har der været i dem. Det lyder f.Eks. løjerligt, at Leander, der befinder sig midt paa aaben Gade, befaler sin Tjener at sige til dem, der kommer for at tale med ham, at han er rejst paa Landet. Og det maa være nogle mærkeligt uddøde Huse, der befinder sig rundt om det befængte Gæstgiversted, siden saa megen Aandebesværgelse kan foregaa lige uden for deres Vinduer, uden at saa meget som en nysgerrig Næse kommer til Ruden eller en Haandværksmester ud i sin Dør.

Rimeligt havde det maaske været at lade Handlingen foregaa i en Have, med et Stakit ud til Gaden. Datidens Provinsbyer saa mere landlige ud end Folketeatrets Scene. Der var meget mere grønt i dem. Selv midt paa Gaden groede store Lindetræer og mellem hvert Hus var der sirligt klippede Anlæg med SirplanterSirplante: prydplante..

Mens da alle Stykkets Hovedscener kunde være spillede inde i Haven, kunde saadanne Optrin, der nærmest maler Byens Liv – som f.Eks. det morsomme Intermezzo med Trommemanden og enkelte af Samtalerne mellem Borgerne – være foregaaede ude paa Gaden. Derved havde man undgaaet den kedelige, ensformige Ud- og Indmarchering henne ved Bagtæppet.

Det er en meget vanskelig Opgave, Folketeatret her har sat sig. "Hekseri eller blind Allarm" ejer ikke – som f.Eks. "Jeppe paa Bjærget" – en enkelt eller et Par Hovedpersoner, med hvis Udførelse Stykket staar og falder, og som to, tre gode Skuespillere kan bringe frelst i Land. Her vrimler det med Personer af alle Slags, paa hvis Skuldre Byrden er ligeligt fordelt.

Flere af dem kom da heller ikke til deres Ret. Der skal megen Intelligens til at give det holbergske Lune og Dybsind Udtryk. Mest kneb det i Begyndelsen, hvor "Hekseriet" opdages, og Rygtet om det kolporteres i stadig voksende Former. Her skulde hele Byen ganske anderledes være malt. Man skulde have følt Rygtet løbe som en Helvedesild gennem Gaderne, mærket Rædslen og den faareagtige Beklemmelse. Tvivlen og Ophidselsen. Man maatte nøjes med Antydninger, hvor det galdt at faa et fuldført Billede.

Hvad vi forlanger ved Opførelsen af de holbergske Komedier, med hvis Indhold vi er saa fortrolige, at vi saa at sige kan dem udenad, er at se et Stykke af Datidens Liv rullet op for os i Bohave, Klædedragter, Sprog, Gebærder o.s.v., saa det virker illuderende. Tegners geniale Illustrationer har bidraget til Kuldkastelsen af den gamle Anskuelse, at Holberg skal spilles mellem fire nøgne Vægge. Vi har set, hvor mægtigt det historisk korrekte Udstyr har bragt den spagfærdige Hejbergske Vaudeville paa Fode. Hvor vil da ikke Holbergs gigantiske Muse kunne faa nyt Liv paa Scenen, naar hun faar sine rette Klæder paa?

Af de Rollehavende var Fru Rosenbaum udmærket som Pernille. Den dristige Scene med Leander spillede hun med beundringsværdig Frejdighed. og det stadfæstede sig, hvad man forud kunde vide, at Holbergs "uartige Ord" lød langt ufarligere her, hvor man taler rent ud af Posen, end paa det kongelige Teater, hvor der hviskes i et Lommetørklæde.

Hvorfor spiller Fru Rosenbaum ikke nu og da paa Kongens Nytorv? Dér mangler de jo en Pernille.

U.