Literatur
En Politiker. Af Edvard Brandes. P.G. Philipsens Forlag.
En af de Bøger fra dette Efteraar, der har vakt mest Opmærksomhed og givet Anledning til mest Kritik, er Edvard Brandes' "En Politiker".
"Børs-Tidendes" Læsere kender Bogens Indhold1. De vil have beundret den klare og faste Stil, den konsekvent gennemførte Handling, Personernes Anskuelighed, den ægte Klang i deres Tale og – først og sidst – de smaa kjøbenhavnske Interiører fra Gader og Stuer, som er taget paa Kornet af et muntert plirende Øje, der er hjemmevant i disse Omgivelser og ser lige saa skarpt som omfattende.
Edvard Brandes har hidtil indtaget en ejendommelig Stilling i vor Literatur. Skønt han blandt andet har skabt en Række Dramaer, der foreløbig er den nye Skoles eneste, har Publikum og den Kritik, der er Publikums trofaste Ekko, endnu ikke for Alvor villet godkende ham som hørende til det egenlige Digterlav, men betragtet ham som en Amatør i stor Stil.
Dette skyldes vistnok først og væsenligst en rent ydre Aarsag.
Edvard Brandes har nemlig – som almindeligt bekendt – i en lang Aarrække udfoldet en omfattende journalistisk Virksomhed. Men efter vor danske, fra Romantiken stammende, Opfattelse er en saadan Deltagelse i Døgnets Tjeneste uforenelig med sand Skjaldekunst. En Poet er en Drømmer, som kun lever og aander i sin egen Fantasiverden; og den, der til Stadighed kritiserer andres Bøger, kan derfor umuligt selv være Digter.
Derfor blev heller ikke Goldschmidt fuldt anerkendt som saadan før i sine allersidste Leveaar. Saa sent som i 1873, da han var godt op imod de tres, og efter at han havde udgivet alle sine store Romaner og den lange Række smaa Fortællinger, der hører til vor Literaturs værdifuldeste Skatte, benævntes han i vort eget Konversationsleksikon2 ikke Digter eller Forfatter men – "Publicist"!
En dejlig Betegnelse for Forfatteren til "Maser" og "Kærlighedshistorier fra mange Lande".
En Mand som Carl Andersen3 derimod, der ikke havde saa meget Digterblod i hele sin store Krop som Goldschmidt i sin Lillefinger, kaldes i samme Værk for "Dansk lyrisk Digter" – saa det tør vel formodes, at han udelukkende har skrevet paa Velin4.
Saaledes hævner det sig hertillands at lade haant om de Røster, der advarer Forfatterne mod at blande sig i Døgnets Affærer. Hvor ofte er det nu ikke bleven prædiket, at i Parnassets hellige Søjlehaller maa ingen Larm fra Gaden trænge ind. Den, der i levende Live vil have Indpas paa det danske Parnas, maa derfor medbringe Attest for, at han er baade blind og døv – for den Kamp, der daglig staar under hans Vindu.
Men Edvard Brandes har haft usædvanligt aarvaagen Sans netop for Døgnets Gæring; og hvor der stod Strid, saa' man ofte hans Kaarde blinke midt i Haandgemænget.
Men endnu er der for Edvard Brandes', som i sin Tid for Goldschmidts, Vedkommende en anden Grund til den træge Anerkendelse af ham som Digter. Det er den ejendommelige Beherskelse, der er fælles for begges poetiske Produktion i Modsætning til deres journalistiske. Mens Brandes som Journalist kan være hensynsløs indtil det stødende, er han i sine Skuespil tilsyneladende ganske rolig, undertiden næsten spagfærdig.
Deraf drages saa den Slutning, at han har sin Styrke i Journalistiken og Kritiken, mens han som Digter kun er Dilettant.
Thi af en Digter fordrer Folk Lidenskab – tilmed en vis højbaaren Lidenskab. Dette er ikke uberettiget. Urimeligt er det derimod alene at respektere den Lidenskab, der stiller sig til Skue, enten med vildt rullende Øjne, Trumf i Bordet og Ha!-Klang i Stemmen som en Art Bersærkergang eller med hensmeltende Toner, Taarer, Suk og himmelvendte Blikke som et Slags saligt Martyrium.
Urimeligt bliver det især i vor Tid, da der drives saa meget Hykleri med Lidenskabeligheden. Hvor ofte har det ikke vist sig, at disse buldrende Ord, disse hidsige Fagter eller stride Taarestrømme blot har været et Skalkeskjul – et Middel til at bortlede Opmærksomheden fra en ganske koldblodig Ræv, der lister om bag Øret?
I hvert Fald bør det erindres, at en saadan Selvforglemmelse mindre er et Tegn paa Lidenskabens Styrke end paa Karakterens Svaghed. Børn brøler op, saasnart de ikke faar deres Vilje; Kvinder falder undertiden i Afmagt, fordi de slaar Hanken af en Kop. En Mand derimod plejer at kunne lide en Del, før han begynder at skære Grimacer – hvilken Haardførhed ofte af Fruentimmer og Børn opfattes som umenneskelig Haardhjærtethed.
Og hvad nu særlig Edvard Brandes angaar, saa er det denne hans mandige Karakter, hans rolige, ubevægelige, halvt tillukkede Fysiognomi, saaledes som det indtil nu er fremtraadt dér, hvor han har været mest sig selv, i hans digteriske Frembringelser, der har skabt den ikke ualmindelige og tidt nok offenlig fremsatte Opfattelse af ham som en kold og ufølsom Natur, blottet for enhver ophøjet Lidenskab.
Og dog findes der indenfor den literære Lejr sikkert ingen mere opofrende eller varmblodig Natur end netop hans. Hans Kærlighed til, hvad han anser for Sandhed og Ret, er næsten rørende i sin Trofasthed; og flammende, ja uudslukkeligt er hans Had til alt uvederhæftigt, dumt og lavt.
Nu kan det imidlertid næppe nægtes, at en saadan Selvbeherskelse som Edvard Brandes' – hvor meget den end er Mennesket til Ære – kan virke hæmmende paa den digteriske Frembringelse. Den, der ikke selv vil give sig hen, formaar vanskeligt at rive andre med sig. Han maa i hvert Fald saa – som Goldschmidt – raade over en Form saa blændende, at alene denne fortryller; medens den, der – selv paa Skrømt – skriver "med sit Hjærteblod", langt lettere smitter Folk med sin Graad eller Latter.
I sine Skuespil har Edvard Brandes gennemgaaende redet sin Pegasus i lidt for stramme Tøjler. Der er – især over de første – en lidt for ængstelig Korrekthed, en Mangel paa digterisk Frihed, en Sky for det dristigt svulmende, der har meddelt flere af dem en vis akademisk Tørhed, som en enkelt Gang har nærmet sig til det skeletagtige. Trods megen fin og inderlig Følelse, megen yndefuld Stemning og meget Vid er Tonen ofte mærkeligt graa, og hvor der – som i "Kærlighed" – er anvendt en stærkere Kolorit, gør denne let et "paasat" Indtryk og virker grelt.
"En Politiker" derimod er aabenbart ikke skrevet med paaholden Pen. Der strømmer gennem denne Bog en ungdommelig Friskhed, et Pust af løssluppen Frihed, af dristig Gaaen-paa, der er overordentligt indtagende. Den er næsten helt igennem skrevet med et overlegent Skælmeri, der virker besnærende, selv hvor man ikke godkender dens Moral eller Berettigelsen af dens Satire. Den har Misgreb – f. Eks. de Hundredekronesedler, Hr. Tage sender den unge Fru Margrete, endnu inden hun er bleven hans Elskerinde – men til Gengæld har den fuldt op af lykkelige og sikre Greb, af morsomme Indfald, livlige Scener og malende Repliker. Man tænke blot paa den unge utaalmodige Politiker-Frues bestandig tilbagevendende Spørgsmaal "Men hvad saa?", hvormed hun regelmæssigt sætter sin Mand i Forlegenhed, naar denne veltilfreds har endt sin tunge, demokratiske Veltalenhed.
Eller hvor udmærket er ikke disse to Mennesker givet i Forlovelsesøjeblikket, Vinteraftenen oppe paa Volden:
Hastigt rullede Blodet gennem hans Aarer, han følte sig legemligt sund og aandeligt stærk, usigeligt glad ved den unge Kvinde, der laa skælvende i hans Arm, og medens Tanke og Sans bragte ham i glødende Henrykkelse, sænkede han sit Ansigt mod hendes. Hans Læber berørte hendes Pande gennem det af Taagen fugtige Slør, der gik ned til hendes Mund; med kejtede Fingre vilde han fjærne det tynde Dække, der skilte ham fra den Elskede, men han besad ikke Haandelag til at borttage det stramme Tyll. Da tog Margrete rask til og rev Sløret bort – –
Denne Friskhed, der gennemstrømmer "En Politiker", er saa meget mærkeligere, fordi Æmnet ikke er helt nyt for Forfatterens Pen.
Den unge Pige fra det fattige og forkuede Hjem, som – træt af Armodens Ydmygelser, fristet af Livets Rigdom og Glans – griber i Blinde efter den Lykke, der tør klæde sig i Silke og stille Ungdom og Skønhed til Skue i Straaler fra luende Juveler, er jo Edvard Brandes' Yndlingsfigur. Om hende handler de fleste af hans Skuespil, og næsten om dem alle kan man sige, at de hovedsageligt prædiker den tungsindige Lære om Pengenes Overmagt.
Jeg er ikke enig med ham i denne Betragtning af Livet, al den Stund jeg ikke tror paa den Sætning, at man kan faa alt for Penge, eller – som det ogsaa hedder – at det er Pengene, der regerer Verden. Tværtimod mener jeg, at alt, hvad der giver Livet virkelig Værdi, henter man ikke i en Bank; og efter min Erfaring er der langtfra altid mindre Lykke paa Kvisten end paa første Sal.
Naar man undtager dem, der ligefrem sulter og fryser – og om dem handler Edvard Brandes' Bøger ikke – hvem er da egenlig fattige, hvem rige? Jeg gad vide, om Kejseren af Rusland, naar han betragter den Kassebeholdning, der skal tilfredsstille, hvad han kalder sine Fornødenheder, ikke klør sig lige saa betænkeligt oven i sin skaldede Isse som Grøftegraveren, naar denne gør sit Ugeregnskab op.
Vi maa vist alle tage omtrent lige meget Hensyn til vore Finanser. Vi har vist allesammen – naar vi ikke driver Sparsommelighed som Sport – sjældent meget mere end akkurat til Øllet, fordi vor Trang naturligt stiger i Forhold til vore Midler.
Fattigdoms- eller Rigdomsfølelsen, der opstaar ved et Misforhold mellem vor Trang og vore Midler, mellem vore Ønsker og vore Ævner, er det da Edvard Brandes' Specialitet at skildre, og navnlig er det den første, der er Drivkraften i hans fleste Dramaer og i den Kvinderoman, som "En Politiker" indeholder.
Men jeg tror ikke, at dette Misforhold herhjemme og, især blandt unge Kvinder, er saa almindeligt, som Forfatteren aabenbart forudsætter. Rigdom, Glans og Fest har sikkert kun undtagelsesvis saa stor Tillokkelse for et dansk Pigehjærte. Vore unge Damers Drømme er gærne af langt mere borgerlig Art og drejer sig oftest om noget saa beskedent som en fredelig Præstegaard ude paa Landet med Spurve under Taget og to smaa Lam i en Baas. Hvorledes var det ellers ogsaa muligt for ethvert Mæhæ af en teologisk Kandidat at faa en Kone? Og Statistiken viser jo dog, at netop disse oftest render af By med de smukkeste Piger.
Dette har Edvard Brandes selv bevist i "Et Brud" – det af hans Teaterstykker, gennem hvilket der i det hele synes mig at klinge de hjemligste Toner.
Som bekendt er Edvard Brandes foruden Videnskabsmand, Journalist og Digter ogsaa Politiker, allerede fleraarig Rigsdagsmand. Han repræsenerer en udpræget Bondekreds, og mange – baade Venner og Fjender – har forundret sig over, at der kan bestaa et saa intimt Forhold mellem den forfinede Fritænker og Aandsaristokrat og de grovt følende og tungt tænkende, religiøse Bønder. Hvad i Alverden – har man spurgt – kan forbinde to saa vidt forskellige Slags Mennesker?
Spørgsmaalet er fremkommet paany efter Udgivelsen af "En Politiker", der jo snærter ganske artigt til Venstresag og Venstremænd. Der er i denne Bog ikke logret for Bønderne; og at Forfatteren har øvet dette Frisprog, umiddelbart før han igen skal over at bejle til Langelændernes Gunst paa Valgtribunen5 – det er karakteristisk for hans ærlige Mandighed. Thi Fjenderne kan sige om ham som om den anden berømte literære Bærer af Navnet Brandes, hvad ondt de vil. Et maa de dog alle lade dem – Snobber er de ikke. Aldrig har de bøjet Nakken.
Men, se dette forstaar vore Bønder. Med denne stolte Trods føler de deres egen ubøjelige Stædighed i Slægt. Thi man kan sige om vore Bønder, hvad man vil: at de er enfoldige, uselvstændige, pengegridske osv. – Snobber er de ikke. Aldrig har de været Spytslikkere eller krummet Ryg for det, de selv ansaa for lavt eller fejgt.
Og den politiske Strid, der i de sidste Aar har været ført herhjemme, har ikke saa meget været en Kamp mellem Fremskridt og Reaktion, mellem Aristokrati og Demokrati, som det har været en Krig mellem Landets Snobber og dets fribaarne Mænd.
Derfor staar Edvard Brandes netop i de Rækker, hvor han hører hjemme. Og naar en Gang alt Døgnets ophvirvlede Støv og Smuds lægger sig omkring ham, vil man i ham finde en af vor Tids betydeligste og nobleste Personligheder.
Urbanus.