Legater

Ved Fredensborg er der for nylig indrettet et – temmelig anséligt – Rekreationshjem for Kvinder. Det bærer Navnet "Fredrik Vilhelm Hegels Minde".

Etatsraad Fredrik Vilhelm Hegel var – som bekendt – Chef for Nordens betydeligste Forlagsforretning, den saakaldte Gyldendalske Boghandel. Han døde for faa Aar siden, efterladende sig en Søn og en efter vore Forhold anselig Mængde Millioner.

Sønnen er nu Forretningens Styrer, og Millionerne ruller endnu paa deres seks runde Nuller ud og ind af mangen Samtale i Familjekredse og paa Restavrationer, hvor de i sin Tid hørte til de staaende Diskussionsæmner.

Etatsraad Hegel var ikke alene en ualmindelig dygtig Forretningsmand, han var ogsaa et Menneske med Trang til at øve Godgørenhed. Han ejede ved Siden af sin kolde Forretningssans, der sprang alle i Øjnene, et varmtfølende Sind, som han sikkert ofte har haft ondt ved at beherske. Han var en Mand med et rigt Hjærte og en noget sparsommeligere Haand.

Paa sin 70aarige Fødselsdag, der indtraf for nogle Aar tilbage, stiftede han en Del Legater i velgørende Øjemed, tilsammen til et Beløb af ca. 20,000 Kroner – altsaa en ikke ganske ringe Sum. Det var til forskellige Foreninger, milde Stiftelser o.l. – men til nogen Forundring for Folk var der ikke tænkt paa de Mennesker, som Legatstifteren fortrinsvis havde beskæftiget sig med, og hvem han vel ogsaa fortrinsvis skyldte sin Formue, nemlig Forfatterne.

Det kommer en anden Gang! sagde man saa.

Da der nu for nogen Tid siden gik Rygter om, at der af den afdødes efterladte Kapital – og efter hans testamentariske Bestemmelser – skulde anvendes en Sum af 250,000 Kroner i et velgørende Øjemed, da tænkte man: nu kommer det!

Og saa blev det et Rekreationshjem for Kvinder.

Dette kan jo være meget smukt, og alligevel kan det synes lidt mærkeligt.

Der er i det hele lidt betænkeligt i den Maade, hvorpaa den Art af Godgørenhed i vore Dage bliver udvist. Gennemgaar man Rækken af de ikke faa Legater, der aarlig oprettes her i Landet, vil man lægge Mærke til, at de næsten altid stiftes til Fordel for Sygehjem, Børnehjem, Hospitaler, Alderdomsasyler, kirtelsvage Børn, Idiotanstalter, Martha-Stiftelser osv. – altid for det aandeligt eller legemligt forkrøblede. Ingen tænker længer paa at fremhjælpe det sunde, det stærke og spiredygtige i vort Folk, at støtte Haandværk, Kunst, Videnskab, Literatur … og til saadan Støtte trænges der netop dobbelt i et lille Land som vort.

Vi er jo ikke et særligt fattigt Folk, og hvad det angaar at afhjælpe Nød, Savn og Elendighed, saa er dette vel ogsaa nærmest en Opgave – og en Pligt – for det offenlige. Den private Godgørenhed vil alligevel altid her virke som en Draabe i Havet. Derimod findes der overalt rundt om i de forskellige Fag adskillig ung Kraft og spirende Ævne, for hvilken en hjælpende Haand i de første Aar vil være af en uvurderlig Betydning, ja maaske uundværlig. Ganske vist holder Staten sig heller ikke her tilbage med sin Støtte, og særlig her i Landet kan de unge Talenter vel ikke klage over Mangel paa Interesse fra det offenliges Side. Men Staten forlanger – som naturligt er – en vis Udvikling af det Talent, som den yder sin Understøttelse, medens de unge Muligheder i Reglen maa kæmpe deres haarde Strid alene.

Vi har her i Landet et Legat, der hedder "det Anckerske Rejselegat for Kunstnere (Musikere, Billedhuggere, Malere) og Forfattere". Det er ikke særdeles stort, Legatkapitalen vel et Par hundrede Tusende Kroner – altsaa en Sum, der ikke en Gang er saa stor som den, hvorfor "Frederik Vilhelm Hegels Minde" er opbygget. Dette Legat uddeler aarlig til fire eller fem unge eller ældre Talenter – og lad nu end være, at man undertiden kan forundre sig noget over den Maade, hvorpaa Legatets Midler forvaltes, idet det endog ved enkelte Lejligheder kan sé ud, som om Portionerne uddeltes mindre som en Opmuntring til unge fremspirende kunstneriske eller literære Ævner end som en Slags Erstatning til dem, hvem Naturen har nægtet disse Egenskaber – saa staar det dog fast, at aarlig fire-fem Mænd, der paa en eller anden Maade har vist særlig Interesse for Kunst eller Literatur, ved dette Legat sættes i Stand til i 6 Maaneder at sé sig lidt om i Verden, studere, more sig og udvikles.

Og dette betyder ikke saa ganske lidt. I de 33 Aar, i hvilke Legatet har bestaaet, har Hr. Anckers 200,000 Kroner givet over halvandet hundrede begavede Mænd Lejlighed til et sorgfrit seks Maaneders Rejseliv, der sikkert for de flestes Vedkommende fylder et af de gladeste og betydningsfuldeste Tidsrum i deres Liv.

Skade, at Hr. Ancker ikke har fundet Efterlignere! Hvilken Betydning vilde det ikke kunne have – maaske særlig for vor Literatur – om der fandtes blot endnu et saadant Legat? De danske Forfattere danser jo sædvanligvis oftere paa Tidsler end paa Roser. De maa være glade, om de ved deres Pen kan forskaffe sig et tarveligt Underhold. Paa Rejser og Rekreation er der sjældent at tænke.

Mon ikke nogen af Fremtidens legatstiftende Rigmænd til Afveksling vilde glemme vore kirtelsvage Børn og i Stedet aarlig sætte en halv Snes raske unge Haandværkssvende, Kontorister, Seminarister, Kunstnere og Skribenter i Stand til at forfriske sig ved en munter lille Rundrejse paa denne eller den anden Side af Atlanterhavet?

Urbanus.