Endnu lidt om Jubilaren
[Vilhelm Østergaard 70 år]
I en af Fredensborg Slotsparks lange Alleer kommer en hvidskægget Gubbe spadserende med Hånden på Ryggen. Gangen er tung og uhyre langsom. For hvert Skridt stemmes Kæppen solidt mod Jorden. Man kan i Frastand komme på den Tanke, at det er en af Nordmandsdalens Stenfigurer1, der har benyttet Middagstimernes Fred til at stige ned fra sit Postament for at røre Benene lidt.
Men Manden er levende nok. Og nu standser han, løfter sit buskede Hoved og kigger opmærksomt op til en Trætop, hvorfra et enligt Finkeskrig har lydt i den store Tavshed. Støttet til Stokken bliver han nogle Øjeblikke stående og ånder dybt ud, fylder Brystet med den friske Luftning nede fra Esrom Sø, der blåner frem for Enden af den tempelhøje Allé.
Så skrider han videre med sænket Pande for at vende tilbage til sin Tankeverden, til det Skyggefølge af halvfjerdsindstyve Års lyse og mørke Erindringer, hvormed han daglig vandrer her, altid den samme en Gang for alle afstukne Vej, der – hemmeligholdt for andre – går i Zigzag gennem den store Parks ensomste Partier som en Dyreveksel. Og med visse Mellemrum standser han påny, hæver Hovedet og inddrikker i fulde Drag Stilhedens og Skovensomhedens gyldne Vin.
Det er Vilhelm Østergård – Fredensborgs "gamle Professor".
Herregud! Så er også han havnet her i Pensionisternes fredelige Haveby! I fyrretyve År sad han inde i København begravet mellem Manuskripter og Korrekturer. Ingen samtidig Literat har beskæftiget Papirfabrikerne og Sætterierne som han. Nylig udtalte Gerog Brandes spøgende om sig selv, at han havde foresat sig at efterlade en Produktion så omfangsrig, at en stærk Mand ikke kunde holde den i strakt Arm. Dersom man samlede alt, hvad Østergård i Årenes Løb har besørget i Trykken af egne og andres Værker, blev det en Oppakning, der vilde knække Ryggen på en Kamel.
Denne langsomme og omstændelige Mand, der ikke synes at komme af Stedet, har fået Tid til alt. Hans Liv er Fablen om Sneglen og Haren om igen. Et Kæmpearbejde ligger bag ham, og endnu sidder han Dagen igennem mellem Papirer og under sig kun denne ene Times Hvile her i sin kære Slotspark. Hvad har han ikke overkommet! Og altsammen på en Gang! Journalist og Forfatter, Teaterdirektør og Oversætter, Literaturhistoriker og samvittighedsfuld Udgiver af afdøde Digteres Værker. Han har skrevet folkelige Skuespil og historiske Romaner for Ungdommen, flere Samlinger af Eventyr og Noveller. Han har gennemstøvet Bibliotekerne, redigeret store Billedværker og ved særlig højtidelige Lejligheder været rejsende Korrespondent for københavnske Blade.
Er der mere? Ja, ja! På Listen mangler endda hans egentlige literære Bedrift. I Forklædning som Homo sum skænkede han opmærksomme Læsere sin fulde Fortrolighed i en Række Digterværker, som han først nu har vedkendt sig. De indeholder et bekymret og urofyldt Faderhjertes tyste Skriftemål, som i hvert Fald ingen, der selv har Børn, kan lytte til uden at bevæges. Der er især en af disse Bøger, der synes skrevet med skælvende Hånd i Nattens Spøgelsetimer. Fra dens Blade stiger angstfuld Hvisken, Suk og skærende Klage fra en Sjæl i den yderste Vånde.
Den Gang, det blev røbet, hvem der skjulte sig bag det hemmelighedsfulde Navn, skal der efter Sigende have været adskillige, der blev lange i Ansigtet, ja næsten skammede sig, fordi de havde ladet sig så dybt betage af "Landsoldaten"s2 Forfatter. De Folk kan godt skamme sig om igen. Der er i vor Tid ikke skrevet Bøger herhjemme, der overgår denne Række Bekendelsesskrifter i Alvor og glødende Sandhedskærlighed.
I disse Dage, da Statens Forfatterunderstøttelse igen har fået Æselshuden til at klø hos visse Samtidige, fylder denne utrættelige og trofaste Arbejder i Literaturens Urtegård 70 År og går ind i Alderdommen. Dersom han havde været Embedsmand og f. Eks. hendrømt sine Dage i en stille Præstegård på Landet, vilde han være bleven afmønstret "i Nåde" og med en betryggende Statspension. Nu får han altså på Fødselsdagen at høre fra indflydelsesrigt Sted (endog med Ekko fra et Par vindige Kolleger), at Mænd af hans Art ikke interesserer Samfundet og kan gå hen, hvor Peberet gror. De er Snyltere, som Staten i urimelig Godmodighed holder Liv i med Almisser.
Nå, han stopper vel Ørene til for dette gudsjammerlige Skrål. Jeg ser ham sætte sin store Hat på Hovedet og uanfægtet gå sin vanlige, stille Tempelgang gennem Slotsparkens vinternøgne Alleer. Med Armen hvilende på Ryggen, Stokken langt ud fra Kroppen, bred og busket som en Elletrunte vandrer han på sin langsomme og forsigtige Måde ned mod Søen.
Midtvejs bryder han af for at gøre den sædvanlige Afstikker ned i Normandsdalen3. Men her standser han pludselig i dyb Overraskelse. Der er sket en underfuld Forvandling. De grå Stenfigurer er forsvundne, og i deres Sted står der levende Mennesker, som han allesammen hurtig genkender. Her står Øhlenschläger i al sin svulmende Majestæt, I.L. Heiberg med en gammel Moerlille ridderlig under Armen, H.C. Andersen i høj Hat og Digterkappe, Hauch, Hertz, Christian Winther og alle de andre gamle Digtere for hvis Værker han har banet Vej ude blandt Folket ved billige Udgaver, hvor der trods Prisen pietetsfuldt er draget Omsorg også for Komma'erne. Hele Guldalderens Parnas står her opstillet i Rundkreds som en Deputation.
Og nu stiger selve Digterkongen ned fra sit Postament og træder ham i Møde. Smilende udstrækker han sin kødfulde Hånd og bringer ham – med et lidt tillempet Citat af sin "Aksel og Valborg" – hele Gudeforsamlingens varme Tak.
Du bolde Vilhelm! Redelige Dansker!
Udkårne Ven! Trofaste Våbendrager!4
Henrik Pontoppidan