Dagbog
Det Indtryk, en fremmed Rejsende vil tage med sig efter et kort Ophold i Kjøbenhavn, vil sikkert i Almindelighed være det af en By, der med Rette bærer den Betegnelse, som Byens egne Beboere med en maaske lidt ilde anvendt Stolthed har givet den: "det "glade" Kjøbenhavn".
Skønt Byen jo – som bekendt – har "en driftig Handelsstand og en udbredt Skibsfart" og vel heller ikke er uden Betydning som Fabriksstad, spores ingen overdreven Virksomhed paa Gader og Stræder. Selv nede ved Havnen er der forholdsvis fredeligt, Folk synes overalt at have god Tid og magelige Dage. Om den febrilske Travlhed og Trængsel, der slaar en i Møde paa saa mange andre Kommunikationscentrer, er der i hvert Fald her intet Sted Tale.
Den Fremmede, der derimod en smuk Sommeraften træder fra Mørket i sin Kupé ud paa Pladsen omkring Stationen, hvor jo saa at sige alle de fashionable Sommer-Forlystelsesetablissementer efterhaanden har samlet sig, især dersom det er en Aften, paa hvilken Tivoli udfolder sin Illuminationspragt, vil vistnok i Almindelighed have en Fornemmelse, som om han hovedkulds var styrtet midt ind i en Heksesabath. Overalt blændes han af Gasflammer, af kulørte Balloner og elektriske Lys; fra alle Sider dundrer der Musik, Himlen gennemfures af Raketter, Vogne ruller, Strømme af Mennesker bølger ud og ind af Koncertsale, Restaurationsbygninger, Ølhaller og Frugtkiosker. Her løftes en Ballongynge, hist snurrer en Karussel … det er, som om Byen var et eneste stort Sommer-Karneval.
Imidlertid er Forholdet dette, at vor By vel ejer mange Forlystelsessteder, men langt fra nogen tilsvarende Lystighed. Der hviler tværtimod en kedelig Spidsborgerlighed over Kjøbenhavnernes offentlige Færden. Selv i vort verdensberømte Tivoli, under Illumination og sprudlende Melodier, glemmer Folk aldrig Anstanden, men vandrer under Iagttagelsen af den yderste Sømmelighed Side om Side uden at puffes eller trænges. Der høres aldrig et pludseligt Udbrud af Livsglæde; omkring Bordene sidder Herrerne og døser ved deres Øl, og inde i Koncertsalene lytter Damerne til de Offenbach'ske Melodier med samme tavse Alvor som til Salmesangen i Kirken om Søndagen.
Vi saa det ved Tivolis nys afsluttede japanske Fester1, hvor vanskeligt det i Virkeligheden er at bringe Kjøbenhavnerne i "Tivoli-Humør".
Skønt der var gjort ikke saa lidt i Retning af Japaneseri, forholdt Publikum sig fuldstændig udeltagende. Man besaa ligegyldigt de forskellige Arrangements og betragtede halvt medlidende de kendte Funktionærer, der havde maattet maje sig ud i de spraglede Kostymer. Om nogen særlig japansk Stemning, end sige nogen Karnevalslystighed var der ikke Tale.
Den eneste, der passede til Sceneriet, var Hr. Balduin Dahl2. Han var ubetinget den mest japanesiske af dem alle. Med sit nikkende Hoved og sine udspilede Fingre foran Brystet, manglede han blot en blomstrende Slobrok for at ligne de Trædukker, der i sin Tid var en almindelig Pryd i Thehandlernes Vinduer.
Men naar selv dette Syn ikke formaar at vække Kjøbenhavnernes Munterhed, er det bedst mellem os selv ikke at tale for højt om vor "glade" By. Lad saa en og anden Udlænding i Forbifarten blive duperet af vore Raketter og Trompetfanfarer.
Urbanus.
