Dagbog

6te Avgust.

Jeg krøb i Dag op paa en Sporvogn for at køre til min Barber.

Paa Bænken bag mig, men helt henne i den anden Ende af Vognen, sad to Mænd.

Den ene af dem var en høj, smuk Person, hvis begyndende Embonpoint og yderst soignerede Ydre røbede ham som en glad Bonvivant. Den anden var lille, havde et rundt Fuldmaaneansigt med lyst Skæg, en bred Hat paa Hovedet og en Paraply mellem et Par runde Knæ og saa' i det hele ud som en skikkelig Landsbypræst.

Han talte ogsaa unødig højt, som Landsbyfolk plejer, naar de kommer til Købstaden; og da vi var ene paa Vognen, kunde jeg uden at gøre usædvanlig lange Øren tydelig følge deres Samtale.

I Anledning af – jeg tror et Nik, som den første sendte en tvivlsomt udseende Dame, der netop gik forbi paa Gaden nedenunder, sagde Præsten anklagende:

"Arthur!... Saa har du altsaa slet ikke forandret dig."

"Du mener?"

"Det véd du godt, elskede Ven! Og du maa ogsaa vide, hvor urolig og bedrøvet jeg tidt kan være ved at tænke paa det Liv, du fører."

"Nu, hva'? Jeg har jo Raad dertil. Hvorfor skulde jeg saa ikke følge mine Lyster?"

"Raad!... Synes du dog ikke selv, bedste Arthur, at dette er syndig Tale?"

"Jeg véd bestandig ikke, hvad du mener."

"Jeg mener, min Ven, at selv om du – hvad jeg jo desværre nok véd - ikke tænker paa din egen Sjæls Renselse, saa burde du dog i det mindste tænke paa dine Ofre, paa de Ulykkelige, som du styrter i Fordærv."

"Uden Fortrydelse, Eberhardt," sagde nu den anden med aabenbart længe tilbageholdt Utaalmodighed. "Jeg er meget glad ved dit Besøg, og jeg haaber, at du heller ikke har faaet andet Indtryk ved at være min Gæst. Men du maa tillade mig at sige dig, at du som de fleste af dine Standsfæller har lagt dig en lidt kedelig Vane til, den nemlig altid at skulle optræde som Prædikant. Særlig i dette Tilfælde synes mig dine Formaninger paafaldende ilde anbragt. Det forekommer mig, ærlig talt, at jeg - naar vi endelig skal moralisere – med nok saa megen Føje kunde bebrejde dig, at du saa ugenert tilfredsstiller dine Lyster, skønt dit Ærinde til mig i Dag tydeligt godtgør, at du har al Grund til at økonomisere en Smule i den Retning. Du vil naturligvis sige, at du er gift, og at du derfor ikke behøver at paalægge dig nogen Indskrænkning men kan lægge alt Ansvar for Følgerne over paa Vorherre. Men jeg kan slet ikke indrømme dig, at en Vielsesattest skulde give Folk Lov til uden Skrupler at sætte Børn i Verden, som de ikke formaar at give en passende Opdragelse. Jeg maa jo nok her mellem os erindre dig om, at det netop var en ny Forøgelse af din allerede ret anselige Flok, der igen havde bragt dig i den Forlegenhed, som det har været mig en Glæde at kunne hjælpe dig ud af. Naar du derfor – som saa mange andre gode Ægtemænd for Tiden – er saa bekymret for os Ungkarle og vor umoralske Vandel, saa vil jeg sige dig, at ogsaa jeg kunde have Lyst til at danne en Forening, hvis Formaal skulde være at virke for Afholdenhed indenfor Ægteskabet. Letfærdigheden her er i Virkeligheden langt større og langt skadeligere og mere samfundsfarlig end andensteds. Her kan man med mere Sandhed tale om de "ulykkelige Ofre" i de Flokke af Børn, som Ægtefolk tankeløst bringer til en Verden, hvor de maa løbe om for Lud og koldt Vand for tilsidst at ende i Tugthusene eller afgive Bidrag til Prostitutionen. Vil man derfor reformere Sædeligheden hertillands, maa man begynde med Ægteskaberne. Her ligger Ansvaret, og I skal sandelig ikke have Lov til at skubbe det fra jer."

Den skikkelige Landsbypræst sad som himmelfalden. Af Forfærdelse var han lige ved at tabe sin Paraply.

"Du vil da ikke sige," stammede han endelig. "Du mener da ikke for Alvor, at Angelica og jeg ... at vi skulde ... at vi ikke nu ... jeg mener ..."

Videre hørte jeg ikke. Sporvognen havde naaet Barberen, og jeg maatte stige ned.

Urbanus