Danmarks Værn

X.1

Udtalelser af Forfatteren Henrik Pontoppidan og Direktør H.P. Prior.

I Anledning af Forsvarsindsamlingen har Modstandere af vort Krigsberedskab igen holdt Revue over Stormagternes Tropper og i den sunde Fornufts Navn spurgt, hvad en Lilleputstat som Danmark kan stille op mod disse Millionhære. Sammenligningen er jo kun i Vind og Vejr. Skal vi endelig raadføre os med den lille Tabel, maa Regnestykket stilles ganske anderledes op. Sammenligner man Udstrækningen af de Grænser, som f. Ex. Tyskland i en kommende Krig skal forsvare i Vest og Øst, med de faa Mil, hvortil vi selv i Nødsfald kan indskrænke vor Kamplinie, bliver Tysklands Overvægt i Hærstyrken forholdsvis ringe, og der er aldeles ingen Grund for os til paa Forhaand at nedlægge Vaabnene.

Nej, vi har vaabenført Mandskab nok, og vi kan tredoble det, om vi blot vil. Men Overbevisningen om vor Afmagt er i store Dele af Befolkningen bleven ophøjet til en Slags Religion, hvormed man retfærdiggør sin Ligegyldighed eller sin Frygtagtighed, sin Fedtsyge og sin Nærighed2.

Henrik Pontoppidan.

[derefter: H.P. Priors udtalelse]

 
[1] X.: HPs udtalelse 8.2.1913 var nr. X i Nationaltidendes enquête "Danmarks Værn", som begyndte 29.1.1913 og sluttede med nr. XVI 17.2.1913. Af forfattere deltog – foruden Pontoppidan – Erik Skram (31.1), Karl Larsen (12.2), Helge Rode (14.2) og Jakob Knudsen (17.2) med udtalelser. Avisen bragte desuden 31.1.1913 en adresse "Til vore Landsmænd" underskrevet af 58 mænd og kvinder, deriblandt flg. forfattere: Johannes Jørgensen, Jakob Knudsen, Henrik Pontoppidan og Valdemar Rørdam. Adressen opfordrede til at indsamle yderligere 600.000 kr. til forstærkning af Københavns befæstning oven i de 500,000 kr. der allerede var indsamlet. Adressen sluttede med ordene:

Danske Mænd og Kvinder! Vort Land har været ramt af Ulykker, og indre Strid har maaske, mere end godt var, oprevet os, men endnu som før elsker vi den Jord, paa hvilken vore Fædre har boet i Tusinder Aar, og det Sprog, vore Børn har lært af vore Læber. Saa lad der da ikke blive kaldt forgæves paa os nu, hvor det gælder om at sikre det, der er vort, og som vi ønsker skal vedblive at være det, frit og uafhængigt, men lad os vise, at Danmarks Velfærd ligger os alle paa Sinde, vise – i Gerningen – at vi ønsker dets Forsvar, af hvilket dets Skæbne i Farens Stund vil komme til at afhænge, holdt i forsvarlig og kampdygtig Stand.

tilbage
[2] Nærighed: i den første udgave 8.2.1913 stod der fejlagtigt Værdighed. tilbage