Henrik Pontoppidan til Christopher Zytphen-Adeler
Sendt fra Snekkersten. 6. december 1913
fyndigt og klangfuldt
Snekkersten.
6.12.13.
Hr. Baron Zytphen Adeler!
Først må jeg bringe Dem min Tak for Deres venlige Besøg og for det modtagne Brev af 4d ds.1. Nu til Morgen har jeg modtaget de tilsendte Tryksager, bl.a. Udkastet til et Opråb. Jeg håber, det må være mig tilladt, i Anledning af dette sidste, at foreslå nogle Ændringer, væsenlig af sproglig Art. Jeg tør vel på dette Område regne mig for en Smule sagkyndig, og det er jo 2 ikke helt uvæsenligt, at Sproget i et sådant Opråb bliver så fyndigt og klangfuldt som det ved forenede Bestræbelser kan blive. Jeg vedlægger mine Ændringer til velvillig Prøvelse, og med Vilje har jeg ikke renskrevet dem, for at der eventuelt kan vælges mellem mit oprindelige Udtryk og Rettelsen.
I det Håb, at mit Forslag ikke vil føles som nogen Anmasselse, og med den Forsikring, at det fremsættes ganske uden Fordringer, forbliver jeg med særdeles Højagtelse
Deres ærbødige
H. Pontoppidan.
[Bilag til brevet:]
Så langt tilbage vor Viden om vort Fædreland rækker, har det været et frit Land. Men Krigens Ulykker har i Tidens Løb indsnevret vore Grænser, ikke mindst fordi vi som oftest forsømte at træffe tilstrækkelige Forberedelser til Landets Forsvar. En yderligere Lemlæstelse Formindskelse af Rigets Område vil være ensbetydende med Danmarks Undergang. Vor hele Tilværelse som et selvstændigt Folk kan komme til at bero på, om vi o.s.v.
Det er desuden en overalt og til alle Tider bekræftet Sandhed, at et |2| Land, stort eller lille, des lettere afleder Krigsfaren fra sine Enemærker, jo stærkere rustet det er. Vi vil derfor modarbejde og bekæmpe de Planer o.s.v.
Nedlægger Danmark Våbnene, vil det af Verden andre Nationer opfattes, som om vi opgav vor Selvbestemmelsesret. Og Magter, der kan have Brug for vort Landområde, vil da gøre sig til Herrer over det. Men en sådan Forsmædelse vil et urgammelt, frit Folk ikke frivilligt underkaste sig. Ingen dansk Mand eller Kvinde vil uden yderste Modstand overgive vort unge Mandskab til fremmed Krigstjeneste, og så længe vi kan beslutte, må intet |3| Magtsprog kunne tvinge os til at stryge Dannebrog ved vore Hjem og ombord på vore Skibe. Godvilligt lægger vi heller ikke vort Sprogs Skæbne og vort Folkelivs Udvikling i fremmede Hænder.
I en Tid, hvor Minderne2 om vor sidste Krigs Smerte og Hæder er levende iblandt os, og hvor der i alle Dele af vort Samfund viser sig glædelige Tegn på, at Viljen o.s.v.
