Blufærdighed
Om den kvindelige Blufærdighed er der talt og skrevet saa meget og med saa megen Overbevisning, at det vel næsten maa kaldes formastelig at drage den i Tvivl.
Alligevel – to Gange om Aaret faar jeg mine Anfægtelser, nemlig ved Vaar og Høst, naar de nye Moder begynder at anlægges.
Naar jeg da gaar ind igennem Byen og ser en Dame skride uanfægtet hen ad Fortovet i en Dragt, om hvilken hun paa Forhaand maatte vide, at den vil drage alles Blikke til hende og udæske alles Kritik, tænker jeg ved mig selv: hvilket Mod! Og naar jeg under en saadan afstikkende Hat eller paafaldende Fjerpynt gjenkender en ung lille Frøken, om hvem jeg véd, at hun virkelig er en bly Viol, et rigtigt lille Gudslam – saa mumler jeg ved mig selv, at der i alt Fald maa være en lille Hage ved denne saa højt forherligede kvindelige Blufærdighed.
Og idet jeg vandrer videre og til Sammenligning tænker paa den Generthed, hvormed vi Mænd viser os paa Gaden, blot vi har faaet en ny Hat eller en ny Frakke, der dog ikke i paafaldende Grad skiller sig ud fra alle andres Hatte eller Frakker, kommer jeg efterhaanden til det Resultat, at den Følelse, vi kalder Blufærdighed, og som er et Produkt af Civilisationen, ganske naturligt fortrinsvis findes hos de mest civiliserede Individer, altsaa hos Mændene.
Dér kommer f. Ex. trippende hen ad Fortovet en skikkelig halvgammel Pebersvend, der ikke er bleven smittet af Kvindernes Ublufærdighed. Er det ikke ligefrem rørende at se paa, hvor ængsteligt han vaager over sin Persons, sine Manerers, sine Ords Anstændighed? Og sammenlign saa hermed, hvorledes vore unge Baldamer uden Sky viser sig for Verden i en Dragt, i hvilken selv under lignende Omstændigheder en Slagter vilde forgaa af Skamfuldhed.
… Denne Sammenligning gik jeg netop og udførte i mit stille Sind, da jeg i Dag i Bredgade saa to unge, nydelige Piger, særdeles fjong paaklædte, saaledes med de moderne pandekageformede Hatte med store Fjer. Der var aabenbart tilstødt den ene et Toilette-Uheld; thi begge var de højst forfjamskede, røde i Hovedet, og saa sig under stor Forlegenhed omkring for at finde en Port, hvor de kunde skjule sig.
I min mod Kvindekønnet bitre Stemning smilte jeg skadefro.
Det maa i det mindste være Tournuren! tænkte jeg, – siden de ser saa forfærdede ud.
Men da jeg nu opdagede, at den hele Ulykke bestod i, at den enes Skobaand var gaaet op, studsede jeg og mumlede ved mig selv, at der sgu alligevel maatte være noget om det med denne Kvindernes Blufærdighed – blot er den vist af en mere sammensat Natur, end man i Almindelighed antager.
Og pludselig mindedes jeg en Scene fra en af Goncourts Romaner1. Der fortælles om en ung Pige, der lod sig benytte som Model i en stor Malerskole. Aften efter Aften stod hun her ganske nøgen overfor en Samling unge Mænd uden at føle mindste Undseelse derved. Men en Dag, da hun fik Øje paa en Uvedkommende, en Zinkarbejder, der fra en Luge i Taget kigger ned paa hende, farer hun sammen med et Skrig og flygter.
Og jeg kommer til at tænke paa en anden Historie. En ganske ung Pige maatte raadføre sig med en Læge, en yngre Mand, i Anledning af nogle Smerter i den ene Albu. Han bad hende om at tage sit Kjoleliv af, for at han kunde undersøge Armen. Det vilde hun paa ingen Maade indlade sig paa. Han bad hende da om i det mindste at smøge Ærmet op over den nøgne Albu; men selv dette gjorde hun kun som med Døden i Hjærtet under den oprigtigste Undseelse. Nogle Dage efter traf Lægen hende paa et Bal. Hun viste sig da her ugenert for et Selskab af halvhundrede Herrer med Arme, der var nøgne til Skulderen og med dristigt blottet Bryst.
Sagen er da vel den, at den kvindelige Blufærdighed ikke er en saa højhellig Følelse, som den ofte udgives for. Den er egenlig alene Følelsen for det korrekte. Derfor kan Damer uden Forlegenhed vise sig i Dragter, der er stærkt udskaarne i Brystet, naar Moden tillader det; men opdager de, at de har forglemt at knappe to Knapper oppe i Halsen paa et Kjoleliv, hvis Bestemmelse det er at knappes, eller et Skobaand er gaaet løs – taber de ganske Kontenancen, hvilket altid for Kvindernes Vedkommende omskrives poetisk og kaldes "at blues", medens Mændene slet og ret blive "flove".
Urbanus.
